Julekalender historie

Jeg har så skrevet første afsnit af 24 i årets julekalender. Jeg har valgt at forsætte på den vi i fællesskab skrev sidste år, Helle og jeg. Jeg håber hun igen i år vil komme og skrive nogen afsnit, hvis hun får tid. Jeg vil gøre mit bedste for at skrive i samme ånd som sidst.

Kalender historien hedder: Hund og kat imellem.

Det var 1. december og sneen dryssede stille ned og pudrede byen hvid. Selv var jeg på vej hjem fra job, for at holde ferie i hele december måned. Jeg havde valgt sommerferie fra i juli og gemt alle fridage til december måned. December måned er en meget vigtig måned for mig, for sidste år fandt jeg ud af, hvis man har den rette julestemning og pyntet pænt op til jul, så kan både hunde og katte tale menneskesprog. I mange år har både hunde og katte holdt det hemmeligt og de levede i hver deres verden, der var forbundet med vores verden med en skakt. Grunden var dyrene stadig troede de levede under kummerlige forholde i menneskeverden. Sidste år fandt de så, med kattene Artemis, Basil og Nisse Fjumres hjælp, ud af det slet ikke var sådan mere. Kong Hortus og Dronning Aida blev inviteret hjem til mig, for at holde jul sammen med Artemis og alle de venner vi havde fået i løbet af december måned. Fra hundeverden kom der også nogen udsendte hunde soldater, der ville hente Artemis tilbage til hundeverdenen, hvor han havde været holdt fanget.

I dag var som sagt 1. december og jeg havde pyntet fint op hjemme i min stue og gik nu og ventede på vores gode ven Nisse Fjumre skulle dukke op. Han havde lovet det ganske bestem, for han ville hjælpe med at overbevise kong Jackal og dronning Nanina om hunde levede godt sammen med menneske r og katte.
Alt dette burde have været i orden, men Kongens general Parco og de 2 soldater , Quan og Paik, var blevet i menneskeverdenen. General Parco havde forelsket sig vildt i min nabos søde hund Blondie og havde slet ikke kunne tage sig sammen til at komme tilbage til hundeverdenen og underrette kong Jackal om alt hvad der var sket. De to soldater Quan Og Paik havde det alt for godt hos Blondies ejer ,Juliane Vinter, til de overhovedet tænkte på at tage tilbage.
I år skulle vi så ved fælles hjælp overbevis kong Jackal om der var dejligt i menneskeverdenen.
Endelig var jeg fremme ved min gadedør og glad nynnende en julesang, låste jeg mig ind og skyndte mig ind i stuen, hvor min dejlige Artemis lå og sov i min yndlingsstol. Artemis åbnede sine smukke grønne øjne og kiggede skælmsk på mig, mens den spandt lavmeldt og mjavede et lidt søvningt goddag til mig.
Hov Artemis, det er 1. december, jeg har pyntet op til jul og så kan du tale, har du glemt det? Spurgte jeg.
Artemis kigge på mig, gabte og strakte sig, satte sig op og vaskede sine forpoter, før den sagde: Nej da det har jeg ikke glemt, jeg har glædet mig til at sludre med dig og til at lægge planer om hvordan vi får Hunde kongen Jackal til at tro på der er dejligt her i menneskenes verden.
Det glæder jeg mig også til kan du tro, svarede jeg, mens jeg kiggede mig omkring. Sig mig har du set Nisse Fjumre? Spurgte jeg Artemis.
Næ, svarede Artemis, han har sikkert sovet over sig, det gjorde han for 2 år siden, da vågnede han ikke før den 12 december.
Pludselig blev tæppet, som Artemis lå på rykket væk under ham og dernæst blev det smidt hen over ham, så hele Artemis var dækket til. Ikke nok med det, der blev også smidt en tre fire snebolde ind under tæppet og lige i hovedet på Artemis. Drillenissen Fjumre var ankommet og havde hørt hvad Artemis fortalte.

  1. dec.
    Tæppet begyndte at bølge og pludselig stak Artemis sit stribede hoved frem. Han spruttede og nøs mens han rystede sne ud af ørerne.
    Nisse Fjumre trillede grinende rundt på gulvet, mens han holdt sig på sin lille tykke mave.
    Da Artemis var blevet sne fri og igen sad ovenpå tæppet og jeg havde fået det meste sne af min stol, kiggede vi på den lille drillenisse, som virkelig levede op til sit navn. Ingen kunne vide sig sikker, når Nisse Fjumre var i nærheden.
    Lidt efter havde den lille nisse grinet af og var hoppet op på sin yndlings loftsbjælke. Alt imens han gik ballancegang hen ad bjælken, spurgte han: Har i hørt fra kong Hortus og Dronning Aida? Åh jeg glæder mig sådan til at se dronning Aida igen, hun er så sød. Sagde den lille nisse henført.
    Sød var nok ikke lige det ord jeg havde i tankerne, når jeg tænkte på Dronning Aida. Fornem, elegant, lidt hovmodig og meget snobbet, var det første jeg tænkte på når jeg så hende for mig.
    Jeg forstod godt hvorfor Nisse Fjumre synes hun var sød, for der var omgående opstået et nært vendskab mellem de to. Mere en en gang havde jeg fundet den lille nisse rullet ind i dronningens flotte blå hale , mens han sov trygt. Dronning Aida havde bare kigget ømt på den lille nisse og sørget for halen med den fine blå pels havde dækket ham, så han ikke frøs.
    Mens vi snakkede, ringede det på døren. Jeg gik ud for at åbne og udenfor stod min søde nabo Juliane Vinter. Med sig havde hun sin smukke gylden hund, Blondie og General Barbar, der var udsendt af Kong Jackal, fra hunderiget. Mellem benene på dem tumlede to hvalpe rundt og legede og bed deres forældre i halerne og ørerne. Hvalpene var tro kopier af deres forældre, altså en blond pige og en kuld sort dreng.
    Unger, kan i nu falde til ro og opføre jer pænt, formanede Blondie, de to glade hvalpe. De to hvalpe tumlede hen foran deres forældre og satte sig på deres små solide bagdele, mens de prøvede at se både søde og uskyldige ud. Jeg gruede lidt for hvad de i selskab med Nisse Fjumre kunne finde på af skarnsstreger.
    Juliane og jeg hilste hjerteligt på hinanden og skyndte os derefter ind i varmen, sammen med hundene.
    Knap var vi kommet indenfor, før det igen ringede på døren og jeg gik igen ud for at åbne og se hvem det var denne gang.
    Udenfor stod naboens siameserkat Ramses. Ramses kiggede på mig med sine smukke blå øjne og spurgte om han måtte komme ind og hilse på Nisse Fjumre og Artemis,. Jeg åbnede døren og lod den smukke kat gå foran ind i stuen
    Inde i stuen var Nisse Fjumre og de to hvalpe allerede godt i gang med at lave ulykker. En stor potteplante jeg havde til at så ved vinduet, var væltet og en masse jord var spredt ud på tæppet.
    Jeg sukkede opgivende og skulle lige til at sige noget, da Ramses kom mig i forkøbet.
    Hej Fjumre, kunne du og hvalpene ikke tænke jer at lege udenfor i min fine kattegård? Mine mennesker er ikke hjemme og kommer ikke før i morgen. Der kan ikke ske noget med hvalpene, når de leger der, skyndte han sig at sige, inden Blondie skulle blive bekymret.
    Omgående begyndte Nisse Fjumre og de to hvalpe at storme ud af havedøren, gennem hækken og ind i kattegården. Da de var inde, bad Ramses mig om at lukke lågen, så var vi sikre på hvor hvalpene var og der kunne de ikke komme til skade eller blive kørt over af en bil.
    Indenfor igen beyndte vi at snakke om hvordan vi skulle gribe det an, med at få kong Jackal og Dronning Nanina overbevist om der var dejligt her hos menneskene. Ikke nok med det, General Barbar skulle også have en forklaring på hvorfor han og de to soldater Quan og Paik ikke var vendt tilbage til hunderiget.

3.dec.

Langt om længe var der ro, så vi kunne komme til at snakke om hvordan vi kunne overbevise Kong Jackal om, der var dejligt i menneskelandet. Ramses mente bestemt det måtte være de 3 hunde, General Barbar og de to soldater Quan og Paik, der skulle af sted på den opgave.
Juliane gav Ramses ret, men mente dog, at general Barbar burde blive hjemme og være på vagt overfor eventuelle fjentlige hunde. Hunde der kunne være udsendt af Kong Jackal og som skulle forsøge at tage både Artemis og måske Blondie til fange.
Ja men hvorfor tror du dog at Blondie er i fare? Spurgte jeg forskrækket.
Juliane forklarede, a tBarbar havde luftet tanken for hende, fordi han var helt sikker på kong Jackal godt vidste hvor han var og hvad der var sket. Fik kongen og hans mænd fat på Blondie kunne de være sikre på At Barbar nok skulle komme og forsøge at befri Blondie.
General Barbar sagde også det ville være en god ide, hvis soldaterhundene Quan og Paik blev, da de jo så kunne forsvarer Artemis om nødvendigt og ellers være vagthunde både hos mig og hos Juliane.
Ja jo det kan der vel godt være noget om, sagde jeg, mens jeg i mit stille sind tænkte: Barbar vil ikke væk fra Blondie og hvalpene og Quan og Paik tør ikke tage tilbage alene.
Igen ringede det på min dør og undrende gik jeg ud for at åbne, men inden jeg gik, bad jeg alle dyrerne om at lade som om de ikke kunne snakke, da det jo godt kunne være en som måske ville stjæle Artemis igen. Sidste år var han nær faldet i kløerne på to kluntede indbrudstyve. At det ikke lykkedes for dem, var kun fordi Artemis er så klog en kat, at han ikke lod sig fange.
Jeg gik ud og åbnede døren og på trappen sad den smukkeste perserkat. Den var hvid som sne og så en lille smule vigtig ud. Katten åbnede munden, men turde ikke sige noget og kiggede bedende på mig. Vil du gerne ind? Spurgte jeg den smukke kat. Perserkatten rejste sig og begyndte at gå hen mod døren, men standsede brat op, da den fik øje på Artemis bag mig. Kom bare ind, lokkede jeg, det er Artemis og han er sød og rar.
Artemis sagde med sin menneskestemme, ja kom bare ind, her i huset kender alle vores hemmelighed om at vi kan tale i hele december måned.
Lettet hilste den smukke kat på mig og præsenterede sig som perserkatten Nunuu. Vel inde i stuen igen, hilste Nunuu på alle og var ikke engang bange for hundene. Han lod i hvert fald som om han ikke var bange, men kunne ikke helt styre sin flotte hale, der for øvrigt var kulsort. Jeg havde lidt på fornemmelsen at Nunuu havde noget at fortælle.
Da Nunuu havde hilst på alle, satte han sig sammen med Artemis på min stol og efter lidt hvisken med Artemis begyndte han at fortælle:
Jeg kommer lige fra katteriget, hvor der er stor opstand. Dronning Aida er forsvundet og Kong Hortus er meget bange og bekymret. Han tror det er kong Jackal og hans kumpaner der har bortført Dronningen og derfor ville han gerne hvis Artemis kunne komme og hjælpe, da han kender hunderiget bedre en nogen anden.
Artemis nikkede og skulle lige til at sige noget, da havedøren i det samme gik op og Nisse Fjumre og de to hvalpe kom væltende ind.
Hvordan i alverden er i kommet ud? Spurgte jeg forbløffet og kiggede på den lille Nisse.
Nisse Fjumre kiggede gavtyveagtigt på mig og sagde: Sig mig, har du glemt jeg er en nisse?
Jeg har både været hos hvalpene, men også hørt hvad i snakkede om og da jeg hørte Dronning Aida var blevet bortført, skyndte jeg mig at tage hvalpene og mig selv med ind.
Blondie havde fået de to hvalpe til at die og snart var der ro igen.
Nisse Fjumre bekendtgjorde med høj røst: Hvis nogen skal hjælpe den smukke Dronning Aida, så VIL jeg med.

4.dec

Lige ide den lille nisse sagde disse ord, stod han i det samme med rygsæk og vandrestøvler, klar til turen til hunderiget.
Rolig nu, Sagde General Barbar, dette skal planlægges omhyggeligt, så der ikke sker noget med nogen af jer. Jeg skal nok tage med og hjælpe jer alt det jeg kan, for selvfølgelig skal vi have Dronning Aida på fri pote igen.
Lige da General Barbar sagde disse ord, kunne jeg godt se hvorfor han var general, for pludselig stod der en helt anden hund foran os. En hund der var myndig og bestemt og som vidste hvad man skulle gøre.
Den nyforelskede vovse var lige med et slag borte og erstattet med en General.
Blondie kiggede stolt på sin mand og man kunne se hun var både enig og lidt ked af han skulle af sted.
De to hunde Quan og Paik kom omgående og satte sig ved siden af deres leder, de var også parate til at tage af sted.
Barbar havde så en anden mening, for han beordrede begge hunde til at blive her hos os. Paik skulle passe på Juliane, Blondie og hvalpene og Quan skulle passe på Basil, Ramses, Nunuu og mig.
Jamen, skal jeg ikke tage med jer? Spurgte Nunuu forbavset.
Nej sagde Barbar,jeg får brug for en der kender nogen i katteverdenen, hvis jeg får brug for hjælp. Artemis er nødt til at tage med, da han har bedre kendskab til slottet en jeg har. Jeg ville gerne have Basil med også, men tror det er bedst han bliver herog hjælper Quan og Paik med at holde vagt.
Basil så lidt slukøret ud og sagde: Jamen jeg er ikke så klodset som sidste år og jeg træder aldrig i mine ører mere. Idet han sagde disse ord, slog han ud med den ene forpote og fik skubbet Julianes kaffekop på gulvet.
Undskyld, sagde Basil, men det sker kun hvis jeg bliver for ivrig og jeg skal nok passe på, når jeg er sammen med jer.
Nej Basil, jeg vil helst bruge dig her, da du og Ramses hver dag skal gå ud og kigge jer omkring, for at se om Kong Jackal har sendt spioner ud. Du kender de fleste af kongens undersåtter, så det vil være en smal sag for dig at genkende dem.
Basil så omgående meget vigtig ud og lovede at han og Ramses nok skulle kigge meget grundigt på alle de hunde de mødte.
Hvornår tager i af sted, spurgte både Blondie og jeg i munden på hverandre.
Helst allerede i aften, svarede Barbar, men jeg skal lige have givet nogen ordre og undersøgt nogen ting inden vi tager af sted.
Jeg gav mig straks til at lave madpakker til både Basil og Artemis og Juliane skyndte sig hjem for at lave madpakke til Barbar også.
Jeg kunne godt se på Blondie hun var lidt ked af det, og hvalpene havde fornemmet, der var noget under opsejling, så de var forbavsende artige.
Mest af alt var jeg nervøs for der skulle ske noget med min dejlige Artemis.

  1. dec.
    Kong Hortus gik op og ned af gulvet i den store tronsal. Hans pels var uplejet og strittede til alle sider, han var bekymret for Dronning Aida, for hvad var der dog sket med hende. Han vidste hun var bortført af en flok hunde, men om hun var i hunderigt eller hos menneskene, det anede han ikke noget om. Kong Hortus var så bekymret , at han ikke kunne spise ret meget og han sov kun 15 timer i døgnet, så han var en kende irritabel også. Pludselig blev døren til tronsalen åbnet og ind marcerede General Barbar, en lille nisse og Artemis.
    Kong Hortus skulle lige til at råbe på sine tjenere, da han så generalen, men Artemis råbte: Bare rolig Konge, Barbar vil hjælpe med at finde Dronning Aida. Han har allerede sendt spioner ud hos menneskene, så nu vil vi gerne vide alt om hvordan det gik til man kunne bortføre vores dejlige Dronning.
    Ved disse ord faldt Kong Hortus lidt til ro, men han kiggede skeptisk på General Barbar, det var jo trods alt hunde, der havde bortført Dronningen.
    Barbar lagde sig ned foran Kongen og kiggede væk, så Kongen kunne se han ikke ville noget ondt.
    Ja ja det er i orden, når Artemis siger god for dig, for ham plejer jeg at kunne stole på, sagde Kongen. Men sig mig, forsatte den bekymrede Konge, har i set noget til Nunuu, eller er han også taget til fange?
    Nunuu har det godt og bor hos det samme menneske, som jeg har boet ved, siden jeg flygtede fra hunderiget. Fortalte Artemis.
    Det var godt, sagde Kongen, så har han det godt ved jeg.
    Jeg har bedt Basil og Nunuu om at holde øje med fremmede hunde i byen, både Nunuu og Basil kender jo efterhånden en del hunde.
    Den lille Nisse Fjumre kunne ikke tie stille længere, men råbte: Skal vi ikke snart ud og lede efter Dronningen, hun har det sikkert frygtelig og savner både Kongen og mig.
    Rolig nu, sagde Barbar og lad Kongen fortælle hvad der sket.
    Ja men det eneste jeg ved er, jeg stod op som jeg plejer og kiggede så efter om Dronningen var stået op og da hun ikke var i sin seng, regnede jeg med hun var vågnet før mig og stået op. I det samme så jeg alt lå hulter til bulter. Sengetøjet var smidt på gulvet og den ene dør på altanen var åben. På det bløde tæppe, som Dronningen plejer at sove på var der et kæmpe stort aftryk af en hundepote, derfor ved jeg det er kong Jackal der har bortført hende, da det er hans mærke.
    Åh hvor må den smukke dronning Aida have det frygteligt, jamrede Nisse Fjumre.
    Med din tilladelse, vil Artemis og jeg gå en tur rundt på slottet, for ar finde ud af hvilken vej de er flygtet med Dronning Aida, sagde, General Barbar.
    Kongen gav sin tilladelse til de måtte færdes frit på slottet. Lige da han havde givet tilladelsen lød der en frygtelig rummelen.
    General Barbar rejste børster og Artemis skød ryg og hvæsede, begge var sikre på der var nogen på vej ind på slottet.
    Rolig rolig, sagde Kong Hortus lidt forlegnt, det var bare min mave der rumlede. Jeg har ikke kunnet spise og sove siden Dronningen forsvandt, men nu er jeg lidt mere optimistisk efter i er kommet og så blev jeg altså pludselig frygtelig sulten.
    Har i ikke lyst at spise sammen med mig inden i går i gang? Spurgte Kongen og både Artemis, Nisse Fjumre og Barbar takkede ja til Kongens venlige invitation.
  1. dec
    Dronning Aida vågnede med et stort nys og med en ordentlig bule mellem de fine blå ører.
    Åh nej, hvad er der dog sket? Tænkte hun forskrækket. Forsigtigt åbnede hun det ene øje lidt og undersøgte stedet. Pu ha hvor var der ulækkert, snavs og gamle møbler og en stærk lugt af hund. Dronningen var sikker på hun var i hunderiget, for ingen andre steder kunne lugte så gennemtrængende af hund.
    Mens den forskrækkede Dronning spekulerede på hvad der var sket, blev døren forsigtigt skubbet op og en stor gammel sort hund kom ind.
    Nå nå, Hendes Nåde er vågnet , kan jeg se. Sagde hunden, mens den satte en skål med vand og en anden skål med noget ubestemmeligt hundemad i.
    Dronningen rynkede på næsen og sagde: Hvis du tror jeg vil spise det der, så kan du godt tro om igen. Kom med noget tun, det plejer jeg at få til morgenmad. Jeg nægter at spise noget af det snask der.
    Den gamle hund så forbavset på Dronningen, han var vandt til katte blev bange for ham og nu anede han ikke sine levende råd. Hvad skulle han stille op med en kat der kommanderede på den måde og slet ikke var bange.
    Den gamle hund tog maden med ud og kom lidt efter tilbage med en anden skål, der duftede dejligt af fisk.
    Vi har ingen tun, kun sild, sagde hunden undskyldende.
    Så se at få skaffet noget til i morgen, så skal jeg se om jeg kan spise lidt af dette indtil. Sagde Dronning Aida hovmodigt. Hun havde omgående regnet ud, at hunden var helt forvirret over hun ikke var bange og det havde hun tænkt sig at udnytte.
    Ja ja , det skal jeg nok svarede den gamle hund og tøffede ud af døren igen, som han oven i købet glemte at låse efter sig.
    Da Dronning Aida havde spist lidt af silden, som for øvrigt smagte dejlig, gav hun sig til at se sig om. Med små skridt trippede Dronningen rundt om de gamle møbler og undersøgte gysende stedet. Pu det var ulækkert, om hun forstod hvordan hunde kunne leve i sådan en masse snavs.
    Pludselig gik døren op med et brag og Kong Jackal trådte ind i rummet.
    Aldrig havde dronningen set en hund se så bister ud, som Kongen gjorde.
    Kong Jackal brølede: Hvad bilder hun sig ind, at tillade sig at være utilfreds med maden og omgivelserne.
    Dronningen Aida pustede sig op og blev næsten dobbelt så stor, så stor, at selv Kong Jackal bakkede et par skridt baglæns.
    Hvad bilder sådan en bastard sig ind at servere ulækkert hundemad for en Dronninge og hvad laver jeg for øvrigt i dette ulækre rum.? Svarede Dronningen.
    Kong Jackal var ved at revne af raseri, da han sagde: Du er blevet bortført til hunderiget.
    Ja Tak det har jeg regnet, Svarede Dronning Aida vredt, ingen steder lugter så meget af hund, som her.
    Lidt afdæmpet, sagde Kong Jackal. Du er bortført og bliver ikke fri, før vi får vores slave Artemis tilbage.
    Dernæst drejede Kongen om og gik ud af døren, som han smækkede i med et stort brag.

7.dec
Dørklokken kimede og jeg skyndte mig ud for at åbne, spændt på hvem det kunne være.
Udenfor stod der to små forfrosne siamesere, Basil og Ramses.
Må vi godt komme ind og blive varmet? Det er så koldt brrrrr, Spurgte de to i munden på hverandre.
Ja skynd jer at komme ind, sagde jeg og skyndte mig at lukke døren efter de to katte.
Indenfor fik jeg Basil og Ramses til at sætte sig tæt på radiatoren og jeg pakkede et uldtæppe rundt om dem. Dernæst gik jeg ud og fandt deres yndlings mad, lunede det lidt og serverede det for dem henne ved varmen.
Da de to forfrosne katte var tøet lidt op, begyndte de at fortælle om hvad de havde lavet.
Basil fortalte og Ramses kom med små oplysninger ind imellem.
Vi havde fået øje på en stor hund, som vi godt nok aldrig har set her omkring. Vi blev enige om at følge efter den, for at se hvad den skulle, men det skulle vi aldrig have gjort, for den traskede bare rundt og snusede til både det ene og det andet og pludselig forsvandt den ind gennem en lem i en dør.
Vi stod længe og ventede, for den måtte da komme ud igen, for vi ved godt der bor en stor hvid hund i det hus, men ikke en stor sort hund.
Da vi havde ventet meget meget længe, hoppede Ramses op på nogen kasser og kiggede ind gennem vinduet, mens jeg listede om på den anden side af huset og kiggede ind gennem havedøren.
Inde i stuen lå både den sorte og den hvide hund og sov på et tykt tæppe. Der havde vi holdt vagt, til vore knurhår var helt frosne, uden nogen som helst grund.
Ramses sagde, ja nu har vi da lært at tjekke vinduerne inden vi begynder at holde vagt.
Stakkels jer, sagde jeg og strøg begge kattene over ryggen. Læg jer nu til at sove og få varmen, så kan vi planlægge lidt bedre i aften. Jeg har nemlig tænkt at gå med jer på patrulje i aften.

På slottet hos Kong Hortus, havde vore venner fået en lækker frokost og var nu på vej rundt på slottet, for at lede efter spor. General Barbar brugte sin fine snude, for at se om han kunne finde ud af hvilken vej de frække hunde havde taget til Hunderiget. Nisse Fjumre og Artemis brugte øjne og ører så godt de kunne. Pludselig standsede Artemis op og hvæste lavmeldt. Et signal til de andre to om han havde opdaget noget.
Med Artemis i spidsen listede de alle 3 hen mod en dør der stod lidt på klem, det var derfra Artemis havde hørt stemmer og han havde hørt en grov stemme nævne Dronning Aida.
Da de alle stod bag ved døren, hørte de stemmen sige: Hvor er det godt med noget ordentligt mad, hvad venner. Havde vi ikke hjulpet hundene med at bortføre Dronningen, så ville vi aldrig have fået så meget kaviar.
Pludselig blev Artemis vred og skulle lige til at flyve ind gennem døren, for at skælde de tre grimme katte huden fuld og derefter få Kong Hortus til at fængsle dem. Ved fælles hjælp lykkedes det Barbar og den lille nisse at holde Artemis tilbage og få ham slæbt væk , uden de tre katte opdagede noget.
Da de var kommet et godt stykke væk og ind i et lille værelse, gav de slip på Artemis, der spruttende af raseri sagde: Hvorfor måtte jeg ikke give de tre banditter hvad de har godt af, det er dem der er skyld i vores Dronning er væk.
Rolig nu rooolig, sagde Barbar, Jeg har fået en rigtig god ide, men det kræver at de tre banditter ikke opdager hvem vi er.

8 dec
Dronning Aida hvæste og spruttede af harme over den frække kong Jackal. Hun skulle vise ham skulle hun, så et fjols til Konge skulle ikke tro han kunne kue Dronningen af Katteriget.
Dronning Aida satte sig forsigtigt på gulvet , da hun havde fundet en plet på gulvet der var nogenlunde ren. Hun gav sig til at kalde og kort tid efter kom den gamle hund og spurgte om hvad hun ville.
Jeg vil have gjort rent herinde og have nogen bløde tæpper at ligge i. Dette er slet ikke en hund værdigt og da slet ikke Dronningen over Katteriget.
Den gamle hund sukkede og gik ud og kom kort tid efter med en spand og en kost. Han gav sig til at feje og vaske gulvet, bagefter tørrede han støv af så godt han kunne. Da han var færdig kom han med en stak bløde og lune tæpper som han lagde indbydende på en gammel sofa.
Da han var færdig, bukkede han let for Dronningen Aida og sagde: Det er det bedste jeg kan gøre Deres Nåde.
Dronning Aida smilede lidt til den gamle hund og sagde. Mange tak, det må være sådan til jeg bliver befriet.
Befriet, sagde den gamle hund forbløffet, hvem kommer og befrier Dem, Deres Nåde?
Kong Hortus er sikkert allerede på vej med en hel hær af Katte og så bliver det ikke sjovt at være hund i hunderiget.
Den gamle hund begyndte at græde. Åh bare hunde og katte kunne være venner, hvorfor skal vi altid slås med jer katte?
Dronning Aida kiggede forbløffet på den gamle Hund og spurgte: Ville du da gerne være venner med en kat?
Ja, sagde den gamle hund, det ville jeg og jeg ville så gerne til menneskeverdenen og se hvordan der er, for jeg tror ikke Hundene har det så slemt der. I hvert fald ikke så slemt som jeg har det her.
Dronning Aida var lige ved at besvime. Så forbavset blev hun.
Vil du hjælpe mig med at komme fri, så skal jeg sørge for du kommer til at bo hos nogen rare mennesker . Jeg har nemlig været på besøg i menneskeverdenen og både hunde og katte har det så dejligt der.
Jaaa, det vil jeg gerne jublede den gamle hund, jeg vil straks gå ud og finde ud af hvordan vi skal komme væk herfra.
Den gamle hund gik med højt løftet hale hen mod døren, den så meget yngre ud nu en da den kom ind. Lige før den lukkede døren, hviskede den: For resten så hedder jeg Trofast.

Klokken var snart 9 om aftenen og Ramses , Basil og jeg, var ved at gøre os klar til at gå en runde og kigge på alle de hunde vi mødte.
Til Ramses og Basil havde jeg syet nogen varme frakker, så de to tyndpelsede katte ikke skulle komme til at fryse så slemt som sidste nat.
Ramses stod og vente og drejede sig foran spejlet, han var en smule forfængelig.
Nej hvor er den flot og hvor den klæder mig, sagde han den ene gang efter den anden.
Ja ja Ramses, sagde Basil, du ser godt ud, næsten lige så godt som mig.
Ramses svarede. Jeg ser bedre ud en dig, for jeg er ældst og du er stadig en kluntet halvvoksen killing.
Basil så ked ud af det og jeg sagde til den lidt vigtige Ramses.
Så er det godt Ramses, for ikke så længe siden var du selv en klodset killing. Jeg kan godt huske den dag jeg fi…
Nej du må ikke sige det, råbte Ramses, det er så pinligt, jeg skal nok sige undskyld.
Hurtigt gik Ramses hen og gned sin næse mod Basils kind og sagde, undskyld makker, jeg mente det ikke så slemt.
Alt forladt sagde Basil, men jeg ville nu gerne vide hvad der skete for dig dengang…

  1. dec.
    Efter de to katte var blevet venner igen, skyndte vi os at blive færdige og komme af sted.
    De to katte gik med højt løftede haler foran mig, de så vældig tilfredse ud begge to og jeg tror også Basil var lidt stolt af sin nye frakke.
    Pludselig gjorde begge katte holdt, Ramses hvæsede sagte og jeg vidste straks han havde opdaget noget, som han ikke kendte.
    Stille listede vi ind i skyggen af et par store snedækkede buske. Knap var vi kommet væk, før vi hørte stemmer. Det var tre hunde, som ivrigt snakkede om hvordan de skulle få fat i de to hvalpe, som Blondie og Barbar var forældre til.
    Nej det skulle ikke lykkedes dem. Jeg bad begge katte om at være stille og så gik jeg lige hen mod de tre hunde. De gav sig omgående til at knurre ad mig og snart stod der 3 hunde med rejste børster foran mig.
    Jeg blev lidt bange, men sagde med min roligste stemme: Ja men dog små hunde, i er da vist blevet væk for nogen og i har ikke halsbånd på, så jeg kan ikke engang følge jer hjem.
    Hundene lagde børsterne ned og holdt op med at knurre ad mig, men var stadig på vagt.
    Forsigtigt spurgte jeg om de ikke ville med og have noget mad og et lunt sted at sove.
    Nølende rejste hundene sig og da jeg begyndte at gå, fulgte de med et stykke bag mig.
    Ramses og Basil var ved at dåne af forskrækkelse over jeg turde gå hen til de tre barske hunde, men fulgte med os skjult under buske og træer.
    Heldigvis lå der et internat ikke så langt fra hvor jeg boede og det var der jeg havde tænkt mig at lokke de tre hunde hen.
    Det lykkedes over al forventning, for hundene lod deres maver bestemme og de trængte til mad. På internatet tog man imod de tre hunde og lovede at prøve at finde ud af hvor de boede og ellers skulle de nok sørge for de fik et godt hjem. Da jeg så hundene i bedre belysning, kunne jeg se det var tre smukke hunde. De var gadekryds alle 3, men dejlige det var de, så det ville sikkert ikke blive et problem at finde et godt hjem til dem og nu var vi så fri for at være bange for Blondie skulle miste sine små hvalpe.

På slottet i Katteriget havde Artemis spruttet af og var nu klar til at høre Barbars forklaring.
Jeg tror lige i to skal være gode venner med de tre bøller derinde. I skal love dem noget der er bedre en kaviar og det kan de med garenti ikke stå for, de er alt for grådige til at afslå et godt tilbud af det de tror det er.
Hvad skal vi love dem, spurgte Artemis og Nisse fjumre i munden på hinanden. I skal sige i ved hvor der er masser af det lækreste mad. Et rent slaraffenland for katte, de kan bade i Kaviar og spise rejer til morgenmad og tun til frokost hver dag. Bare smør tykt på. Sig til dem de skal fortælle hvad de ved om bortførslen og så skal i vise dem ned til vagterne her på slottet, så vil de tage sig af de 3 bøller.
Jeg skal nok holde øje med jer og nok sige til vagterne i kommer med tre fanger.
Lad os komme hen og snakke med de3 skurke sagde Nisse Fjumre, han var klar til at gå gennem ild og vand for den smukke Dronning Aida.
Stille sneg Artemis og Nisse Fjumre hen mod døren. Artemis bad til, at Nisse Fjumre ikke lige valgte dette øjeblik til at skvatte over kvasten i nissehuen.
Endelig stod de ved døren og kunne høre de 3 katte stadig smaskede kaviar i sig.
Artemis åbnede døren og gik ind og hilste på de 3 grov ædende katte.
Kattene sprang overraskede op og hvæste det bedste de havde lært.
Tag det bare roligt, sagde Artemis, jeg gør jer ikke noget, men jeg har et tilbud til jer. Et tilbud der gør i ikke kommer til at mangle lækkert mad i meget lang tid.

  1. dec.
    De 3 katte så meget skeptiske ud, da Artemis og Nisse Fjumre kom brasende ind og påstod de kendte et sted, hvor der var alt det mad man kunne ønske sig.
    Fortæl hvor det er, forlangte en af de 3, en kat af ubestemmelig farve og med et øre der var meget flosset.
    Nej, sagde Nisse Fjumre, i skal først fortælle os noget.
    Hvis der er så meget mad, så fortæller jeg alt, råbte en stor stribet kat, der helt sikkert ikke var den klogeste kat i verden .
    Hvad vil i have os til at fortælle, spurgte den 3. kat, der var slank og var ret skeløjet, men så absolut den klogeste i flokken.
    Tjaaa. Sagde Artemis, i kan begynde med at fortælle hvem og hvordan det lykkedes nogen hunde at bortføre vores Dronning.
    Kattene så meget forskrækkede ud og den skeløjede kat sagde: Meget vil jeg gøre for at få mad, men dette tør jeg ikke sige, for hvis jeg gør, bliver vi alle 3 hentet til hunderiget som slaver.
    Vi lover vi ikke siger det til en eneste, bedyrede Nisse Fumle og skvattede i sin hue af bare ivrighed.
    Artemis sagde: Vi fortæller det ikke, det lover jeg, jeg har selv været taget til fange i hunderiget, så jeg ved hvad eg snakker om.
    Er du Artemis? Spurgte den stribede kat, nøøøj så har jeg hørt om dig og om du slap væk fra hundene.
    Ja dig tør vi godt stole på, sagde den skeløjede kat, men ham fyren, der falder hele tiden, vil vi ikke fortælle noget, han skal gå ud.
    Jeg ked af det Fjumre, sagde Artemis, du bliver nød til at gå ud.
    Fjumre, sagde du Fjumre, grinede katten med det flossede øre, sjælden har jeg hørt et navn der passer bedre. Katten rullede rundt på gulvet af grin og opdagede slet ikke den Lille nisse forsvandt. Den opdagede til gengæld der var noget der hev den i knurhårene og nappede den i næsen.
    Uf av , hvad sker der, spurgte katten og glemte helt at grine.
    Sker der noget? Spurgte Artemis, der samtidig håbede på at den lille nisse holdt sig i skindet nu.
    Nå i ville fortælle mig noget, hvad ved i? Forsatte Artemis strengt. Samtidig kunne han se der skete noget med de 3 kattes haler.
    Jo altså, sagde katten med de skelende øjne, her i sidste uge kom der 3 hunde og gav os en dåse kaviar hver og sagde, at hvis vi kunne sørge for altandøren til Dronningens soveværelse ville være ulåst, så skulle vi få alt det kaviar vi kunne spise.
    Hvordan så de 3 hunde ud, spurgte Artemis, Jo altså de to af dem var bare sådan nogen almindelige sorte hunde, men den 3. var en kæmpe stor langhåret hund, der bare så så ked ud af det.
    Ja det hjælper jo ikke meget, Sagde Artemis, men i skal nok blive fulgt ned til maden.
    Jubii Sagde den tykke kat og rejste sig op, men satte sig omgående igen. Den så lidt forbavset ud og prøvede at rejse sig igen, men med samme held som første gang.
    Hov hvorfor kan jeg ikke rejse mig, spurgte den forbavset og kiggede sig rundt. Til sin store skræk, så den at alle de 3 kattehaler, var bundet sammen og igen bundet fast til en stor tønde med vand. Det var lavet så snedigt, at hvis ikke alle 3 haler blev løsnet samtidig, ville tønden vælte og de 3 katte få et bad.
    De 3 katte begyndte at tigge og bede Artemis om hjælp, men Artemis og Nisse Fjumre var allerede langt væk.
    Barbar, der havde fulgt med i løjerne, bag døren, havde sørget for, der var nogen vagter til at bringe de 3 katte ned i fængslet, hvor de ville få mad 3 gange om dagen, dog ikke kaviar og tun.
    Lidt efter lød der et stort plask og der efter en masse hvæsen og knurren hvor alle gav den anden skylden for hvad der var sket.
    Barbar nikkede til vagterne og sagde: Jeg synes i skal hente de 3 nyvaskede fanger.

11.dec.
Da vi kom hjem igen, efter at have fulgt de 3 hunde hen til internatet, var Ramses og Basil ved at komme op og skændes om hvem af dem der skulle fortælle Nunuu om hvad vi havde oplevet.
Det endte med jeg måtte fortælle hele historien, da de to katte pyntede lige lidt rigeligt på historien. Hvis man skulle tro Ramses, så havde han selv fulgt de 3 hunde hen til internatet og Basil havde selv stoppet dem og snakket med dem.
Heldigvis troede Nunuu på hvad jeg fortalte. Nunuu spurgte om der havde været en sto sort langhåret, lidt gammel hund med. Det måtte jeg sige der ikke havde været., men hvorfor det Nunuu?
Jo for hvis Trofast ikke var med, så tror jeg han passer på Dronning Aida. Trofast er nok den rareste hund jeg kender og fordi han altid er så sød ved kattene, har Kong Jackal gjort ham til slave.
Trofast vil sikkert prøve at hjælpe Dronningen, men vil helt sikkert gøre hvad han kan for Dronningen har det så godt som muligt.
Åh det er godt, sagde Basil, så er der da en der passer på Dronning Aida og hun er ikke helt alene.

Barbar, Artemis og Nisse Fjumre skyndte sig op til Kong Hortus, efter de havde overladt de nyvaskede katte til vagterne og fængslet.
Nu ved vi helt bestemt hvor Dronning Aida er, fortalte Barbar Kongen.
Åh bare der ikke sker hende noget, sagde Kong Hortus bekymret.
Jeg tror hun bliver bevogtet af Trofast, han var i hvert fald med til at tage Dronningen til fange, sagde Artemis.
Ja Trofast er god nok, sagde Barbar, så skal det nok gå godt, han vil passe Dronning Aida godt.
Ja ja , sagde Kong Hortus, men han var med til at fange hende og så er han skyldig.
Ikke Trofast, sagde Barbar og Artemis i munden på hver andre. Trofast er slave i hunderiget og hjælper altid katte der har det svært der. Det er derfor han blev slave.
Kong Jackal blev rasende på ham en dag han hjalp mig, fortalte Artemis.
Nå ja det er jo en helt anden snak, sagde Kongen. Men hvad gør vi så nu, spurgte han.
Ja nu må Artemis og jeg og Nisse Fjumre en tur til Hunderiget og se om vi kan finde ud af at befri Dronning Aida, hvilket jeg tror vi kan, da Trofast er på vores side, men nemt bliver det ikke, sagde Barbar.
Allerførst er vi nød til at tage til menneskeverdenen, for at finde ud af om der er sket noget nyt og om der er set fremmede hunde i området.

Dronning Aida tænkte så det knagede, for at finde en måde hun kunne overliste Kong Jackal på. Hun var glad for hun kunne regne med Trofast, nu skulle hun bare komme i tanke om en måde at overliste kongen på.
Lidt efter kom Trofast tilbage og han havde mad med til Dronningen. Han serverede den lækreste tun på en fin tallerken og det satte Dronning Aida stor pris på, men sagde dog til Trofast han skulle passe på, for Kongen skulle helst ikke opdage hun fik særbehandling. Så kunne Trofast jo risikere at komme i fængsel også og så var han jo ikke til meget hjælp.
Lige da Dronningen sagde disse ord, blev døren til fangehullet smækket op, med et ordentligt brag og Kong Jackal marcherede ind.
Hvad er det jeg hører, er der nogen her der ikke er tilfreds med betjeningen og indretning, brølede Kong Jackael.
Dronning Aida vendte sig mod Kongen og pustede sig op og hvæste og viste de syle spidse hvide hjørnetænder. Hun løftede en pote og straks kom hendes meget lange og spidse klør til syne. Kongen blev igen bange for Dronningen og bakkede nogen skridt baglæns.
Mens alt dette skete, fik Trofast hurtigt både tallerken og tun til at forsvinde, så Kong Jackael ikke opdagede noget.
Det var ikke ment så slemt som det lød, sagde kongen og krøb som en lille hund for Dronningen.
Så kan du godt forsvinde, hvæsede Dronning Aida og slog ud efter Kongen , og ramte hans ene øre med en klo.
Med et dryppende øre trak Kong Jackael sig skyndsomt tilbage. Han skummede af raseri over at have tabt ansigt overfor Dronning Aida.

  1. dec

Riiiiing, sagde dørklokken og jeg skyndte mig ud for at åbne, spændt på hvem det kunne være.
Udenfor stod Barbar, Artemis og Nisse Fjumre. Hej Sagde Barbar, jeg har lige fulgt Artemis og Nisse Fjumre hjem. Jeg kommer tilbage i morgen, men lige nu MÅ jeg altså bare en tur hjem til Blondie og hvalpene.
Ja men det er helt i orden og jeg synes også du skal besøge dem først, svarede jeg mens Artemis og den lille nisse gik indenfor.
Vi ses i morgen, sagde jeg til Barbar, inden jeg lukkede døren.
Inde i stuen gik snakken livligt, for både Artemis og Nisse Fjumre og Ramses og Basil havde mange ting at fortælle. Jeg kunne også høre Nunuu havde sit at gøre med, at få de to siamesere til ikke at pynte for meget på historien.

Dronning Aida, kunne ikke lade være med at fnise lidt ned i den ene pote, da Kong Jackal var forsvundet ud gennem døren. Hun vendte sig mod Trofast og så han stod og grinede bredt. Aldrig havde hun set den gamle hun grine sådan.
Åh jeg får næsten ondt i maven af at grine, gispede Trofast. Aldrig har jeg set kongen sådan fra snøvsen, som da du gav ham den rift på øret.
Dronning Aida smilede til den rare hund og sagde: Hvordan i alverden får vi Kong Jackal overbevist om der er dejligt i menneske verdenen.
Ja den er godt nok svær, indrømmede Trofast, der skal vist et mirakel til, før han tror på noget i den retning.
Da Trofast havde grinet af, fandt han igen Dronning Aidas mad frem, så hun kunne få noget at spise.
Mens Dronningen spiste tænkte hun så det knagede og pludselig fik hun en lys ide.
Jeg har det, råbte hun så højt, at Trofast, nær var faldet ned fra den gamle sofa han lå på. Så forskrækket blev han.
ØH hvad har du? Spurgte han, Trofast var nemlig lige faldet i søvn og var en kende forvirret over at blive vækket så pludseligt.
Jo nu skal du høre, svarede Dronning Aida: I nat når alle sover, så lister du og jeg da bare forbi vagterne og finder den tunnel, der går op til menneske verdenen. Derfra kan vi nemt komme tilbage til min mand Kong Hortus og slottet.
Næææ den går ikke,s varede Trofast, der nu var lysvågen. Kong Jackael har nemlig sat vagtposter ud alle mulige steder og der er en fast vagt ved tunnelen til både katte riget og menneske verdenen . Vi er vist ikke nok til at overmane 3 store hunde.
Øv sagde Dronning Aida, jeg synes ellers det var sådan en god ide.
Næ jeg tror det bedste vi kan håbe på. Er at Kong Hortus kommer med sin hær af katte og befrier os, for vi to kan ikke klare så mange hunde, Sagde Trofast.
Ja du har sikkert ret, sagde Dronningen, men jeg får pip, hvis jeg ikke fortager mig noget.

Jeg glædede mig til næste dag, hvor Barbar ville komme og fortælle om hvad de havde fundet ud af i Katteriget og om Kong Hortus var klar til at hjælpe med at hentet Dronning Aida hjem, hvor hun hørte til.
Lige med et lød der et stort brag inde i stuen. Jeg lod opvask være opvask og styrtede ind i stuen. Nej for et syn der mødte mig, kun stakkels Nunuu synes ikke det var spor sjovt.

  1. dec.
    Stakkels stakkels Nunuu, han var næsten blevet væk under Nisse Fjumres store skål med risengrød.
    Da den lille nisse skulle gå hen ad loftsbjælken, skvattede han igen over kvasten i nissehuen, med det resultat, at hele skålen med risengrød havnede i hovedet af Nunuu.
    Nisse Fjumre var helt stiv af chok og kunne kun sige: Min risengrød, min dejlige risengrød.
    Jeg tog Nunuu med ud på badeværelset og fik grøden skrabet af ham og til slut fik han et bad. Da Nunuu et stykke tid efter kom ind i stuen var han flot som aldrig før, både nybadet og nybørstet.
    Nu behøver jeg ikke komme i bad til jul. Bekendtgjorde den hvide kat og hoppede op i sofaen og puttede sig i et blødt tæppe.
    Til stakkels Nisse Fjumre lavede jeg en ny skål risengrød og så var han snart glad igen. Da han havde spist, gik han hen og sagde undskyld til Nunuu og så var de heldigvis venner igen.

Da Dronning havde spist færdig, bad hun Trofast hente et af de bløde tæpper , det bredte Dronningen ud på den sofa Trofast sov på. Så bad hun hunden om at hoppe op på tæppet og lægge sig der. Det næste der skete gjorde gamle Trofast helt rørt, Dronning Aida hoppede nemlig selv op i sofaen til Trofast og puttede sig ind til den gamle hund. Der lød et ordentligt snøft fra Trofast og Dronning Aida spurgte forskrækket om der var noget i vejen.
Nej nej, svarede Trofast, jeg fik bare lidt støv i næsen.
Jeg vil gerne ligge her, sagde Dronningen, for jeg savner sådan Kongen og mit hjem og så hjælper det at være her hos dig.

Da Barbar ankom senere på aftenen, skulle han have den samme historie, som Nunuu havde fået af de to siamesere. Nunuu valgte selv at fortælle, så den ikke blev krydret alt for meget med kattenes så kaldte helteindsats.
Barbar berettede så om hvad han, Artemis og Nissefjumre havde oplevet.
Dernæst fortalte han hvad han og Blondie havde snakke om at gøre. De to hunde ville tage deres to hvalpe med til Hunderiget for at hilse på Kong Jackal. Vi tror vi kan overbevise kongen om hvor dejligt der er her hos menneskene. V vil lade hvalpene fortælle om hvordan vi bor og hvad vi får at spise. Dernæst vil vi invitere ham på en tur hertil, så han kan se det med sine egne øjne.
Tror du det er en god ide at tage de små med på den tur? Spurgte jeg bekymret. Der skulle jo helst ikke ske noget med dem.
Vi tager Quan og Paik med og så har Nisse Fjumre lovet at tage med også. Denne gang går det nemlig ikke vi tager Katte med, så vil der da først blive krig på kniven. Kongen vil bare tro det er Kong Hortus der kommer for at befri Dronningen.
Nisse Fjumre vil, mens vi snakker med kongen, prøve at befri Dronning Aida og føre hende og Trofast hertill.
Jeg håber virkelig det lykkedes for jer, sagde jeg, men jeg vil ikke have et roligt øjeblik før i er tilbage.
Hvad siger Juliane til jeres ide?
Hun sagde det samme som dig, svarede Barbar, men jeg lover jeg nok skal passe rigtig godt på både Blondie og hvalpene.
Lidt efter kom Juliane sammen med Blondie og hvalpene, hun spurgte om hun måtte bo hos mig til hundene kom tilbage. Jeg vil være ved at gå til af bekymring .sagde min søde nabo.
Selvfølgelig må du det sagde jeg, men inden vi gør noget som helst, skal du hilse på en gæst mere, nemlig Nunuu.
Nunuu rejste sig og kyssede Juliane på hånden, inden han igen puttede sig i det bløde tæppe.
De to hvalpe synes Nunuu var meget spændene og de kunne ikke lade være med at hive lidt i Nunuus lange pels. Et advarende bjæf fra Barbar, fik dem dog til at holde sig i skindet.
Da vi alle havde fået lidt mad, begyndte Barbar, Blobdie og hvalpene, at gøre klar til at tage af sted. Hvalpene fik de sidste formaninger om at være artige og Nisse Fjumre sagde farvel til Basil og Artemis og glemte heller ikke at sige både undskyld nok engang og farvel til nunuu.
Lige før de tog af sted, gik Barbar ud og kaldte på de to vagthunde Guan og Paik og bad dem om at gøre sig klar til rejsen.

14 Dec.
Da Barbar, Blondie og de to hvalpe sammen med Nisse Fjumre og Quan og Paik, ankom til Hunderiget, var alt tilsyneladende stille og roligt. Vagten, der skulle passe på tunnelen ti l menneskeverdenen snorkede så det kunne høres langt væk. Hundene listede forbi den sovende vagt og Nisse Fjumre bandt den fast til et træ, så den ville få svært ved at komme fri igen.
Da de nåede slottet, listede den lille nisse hen mod fangehullet og de 4 store og 2 små hunde, begyndte at lede efter Kong Jackal.

Dronning Aida vågnede med et sæt. Hun puffede Trofast i siden, for at gøre opmærksom på, der var ved at ske noget. Trofast var allerede vågen og lå og lyttede, for at finde ud hvad det var der puslede rundt.
Pludselig stod der en lille Nisse foran dem og i det samme sprang Dronning Aida ned og holdt den lille nisse
Tæt ind til sig. Trofast skulle lige til at gø, da dronningen endelig gav slip på Nisse Fjumre. Se Trofast, råbte hun begejstret, Nisse Fjumre er her og han vil hjælpe os med at flygte til menneskeverdenen.
Gamle Trofast fattede slet ikke hvad der skete, det hele gik alt alt for hurtigt, til han kunne følge med. Hvor kom den nisse fra og hvor kendte Dronning Aida den fra. En masse spørgsmål tumlede rundt i den gamle hunds hoved.
Nisse Fjumre kom helt hen til Trofast og blev af Dronning Aida hjulpet op i sofaen, ved siden af ham. Dronningen sprang også op i sofaen og satte sig godt tilrette mellem forbenene på Trofast.
Vil i ikke godt fortælle mig hvad det her går ud på? Spurgte Trofast og kiggede bedende på både Dronning Aida og den lille nisse.

Barbar og Blondie havde endelig fundet ud af hvor Kong Jackal opholdt sig og nu kom det spændene øjeblik, hvor de skulle prøve at overbevise ham om menneskeverdenen var et dejligt sted at bo.
Da de trådte ind i tronsalen, fandt de både Kong Jackal og Dronning Nania. Dronningen var ved at slikke kongens ene øre fri for blod. Kong Jackal sprang op som en fjeder og knurrede advarende, da han så hvem det var, der var så fræk at trænge ind hos ham…
Dronning Nania kiggede på Blondie og de to hvalpe og bad dem komme nærmere. Hvor er de søde, dine hvalpe, sagde dronningen til Blondie. Mange tak svarede Blondie, men de er nu nogen værer banditter ind imellem. Der er ikke de skarnsstreger de to ikke kan finde på.
Dronning Nania smilede og bad Blondie om at sætte sig hos hende og fortælle hvad hun og Barbar ville kongen.
Mens Dronning Nania og Blondie snakkede, prøvede Barbar at få kongen til at lytte. Det var vanskeligt, for kong Jackal hidsede sig bare mere og mere op og da han hørte ordet menneskeverden, blev han endnu mere gal. Kong Jackal skulle lige til at råbe på sine vagter, da Dronning Naina sagde: Stop nu med det råberi og hør hvad Blondie og Barbar har at fortælle.
Kongen stod som var han faldet ned fra månen, det var første gang han hørte sin dronning råbe så højt og kommanderende.
Som du vil min ven, sagde Kongen ydmygt og satte sig på sin trone.
Hvad er det så i vil fortælle, spurgte han i et meget roligere tonefald.
Barbar trak vejret dyb, nu måtte det briste eller bære.

15.dec
Kong Jackal var ved at dratte ned af tronen, da Barbar fortalte hundene boede inde i huset hus menneskene.
Det er ikke muligt, det er ikke muligt, blev kongen ved med at gentage.
Jo det er rigtig nok, sagde Blondie. Jeg har aldrig boet andre steder en hos mit menneske. Hun går tur med mig flere gange om dagen og vi går til noget der hedder agility, hvor jeg får lov til at lave en masse forskellige kunster. Jeg springer, løber i zig zag, kryber gennem en tunnel og mange flere sjove ting.
Bump sagde det, der drattede Kong Jackal ned af tronen og et andet bump kom fra Dronning Nanina, hun var besvimet.
Da kongeparret igen var på højkant, men klogelig valgte at sidde på gulvet, sammen med Barbar og Blondie, forsatte Barbar.
Jeg vil lige kalde de to hvalpe herhen, der er nemlig lige noget de skal fortælle.
Agnes og Ausa, kom lige herhen og fortæl Kongen og Dronningen hvor i var henne i går.
De to hvalpe tumlede glade hen til forældrene , satte sig på deres små runde bagdele og begyndte at fortælle.
Vort menneske kom og sagde vi skulle til noget der hedder dyrlægen, men at vi ikke skulle være bange, for det var ikke farligt. Vores mor gik med os og hjalp vort menneske med at passe på os. Vi er ikke helt vandt til at gå på gaden endnu.
Da vi kom hent til dyrlægen kunne vi lugte en masse andre dyr og noget der lugtede rigtig ækelt, men vi gik med ind, for vi havde lovet at være artige.
Dyrlægen kom og hilste på os og tog os med ind i et rum, der lugtede meget værre en det første rum. Derinde blev vi vejet og dyrlægen mærkede os på hele kroppen og sagde vi var to meget fine hvalpe. Til slut blev vi vacineret og chippet. Det gjorde en lille bitte smule ondt, men vi græd næsten ikke.
Da vi kom hjem fik vi en stor pose guf til deling, fordi vi havde været så dygtige. De to hvalpe så meget stolte ud.
Løb bare hen og lege igen, sagde barbar til de to hvalpe, der omgående løb hen og legede med en stor dynge puder.
Det der dyrlæge de snakkede om, hvad er det, spurgte både kongen og Dronningen.
Det er et sted man kan komme hen og blive hjulpet, hvis man er syg, man bliver også undersøgt en gang om året hos dyrlægen, så man altid er sund og rask. Forklarede Barbar.
Ja men så det andet, det der vacineret og chip hvad er det så, spurgte Dronningen.
Vi bliver vacineret hvert år og chippet den første gang vi er hos dyrlægen. Det første er for at forhindre vi ikke får en af de farlige hundesygdomme og det andet er noget med et nummer der bliver sprøjtet ind under pelsen, bliver vi væk kan man altid ved at læse nummeret, finde ud af hvor vi bor. Hvordan man læser nummeret ved jeg ikke endnu, svarede Barbar.
Hvis alt det du har fortalt er sandt, så vil jeg gerne op til menneskeverdenen, sagde Kong Jackal. Du Barbar kan rejse sammen med mig der op og Blondie og hvalpene skal blive her hos Dronning Nanina. Så er jeg nemlig sikker på du nok skal sørge for at få mig med tilbage igen.

  1. dec.
    Da Trofast hørte den lille nisse ville hjælpe Dronning Aida tilbage til menneskeverdene og derfra tilbage til Katteriget og kong Hortus, bad den om at komme med.
    Jeg er så ked af at være slave her og jeg savner sådan Artemis., sagde den gamle hund mens tårerne trillede fra hans øjne og lige ned i hovedet på Dronning Aida.
    Dronningen rejste sig og slikkede tårerne væk fra Trofastes øjne og sagde: Ja men Trofast, selvfølgelig skal du med og jeg er sikker på du også kommer på besøg hos Artemis også.
    Åh hvor er jeg glad, jublede den gamle hund. Artemis har fortalt så meget om hvordan det er i menneskeverdenen, der er så dejlligt og de fleste hunde har et sted at bo og de bor inde i husene hos menneskene. Det ville jeg så gerne prøve.
    Ja men skal vi så ikke se at komme af sted, spurgte Nisse Fjumre og hoppede op på ryggen af Dronning Aida. Trofast så helt forskrækket ud over at den lille nisse slet ikke havde respekt for Dronning Aida og bare brugte hende som ridedyr. På den anden side så Dronningen ikke ud til at have det mindste imod den lille nisse sad på hendes ryg.
    Stille listede de tre sig forbi den vagt der stod ved døren til fængslet, han havde travlt med at spise en rest tun, som Trofast havde gemt til Dronning Aidas morgenmad.
    Da de kom til Tunnelen fra Hunderiget til menneskeverdenen, stoppede de pludselig op, for Trofast havde hørt nogen snakke. Stille listede de nærmere og i ly af et gammelt plankeværk kunne de høre hvem der snakkede og hvad de snakkede om.
    Det var Kong Jackal og Barbar, der var på vej til menneskeverdenen og Jackal der skændte på vagten, fordi han havde sovet på sin vagt.
    Da Vagten ville rejse sig og hilse på kongen, blev han omgående rykket tilbage igen, hans hale var bundet fast til træet.
    Åh undskyld, sagde Barbar, jeg skulle være sikker på du ikke advarede hele Hunderiget inden jeg havde fået snakket med Kongen.
    Barbar hjalp den uheldige hundevagt med at få halen fri igen og derefter forsvandt de ind i tunnellen .
    Hvad gør vi nu, spurgte både Dronning Aida og Trofast i munden på hverandre.
    Vi venter lige lidt inden vi går igennem, sagde den lille nisse, vi skulle jo helst ikke falde i armene på Kongen inden han finder ud af hvor dejligt der er i menneskeverdenen.
    Bare de ikke går hen til det hus Artemis bor i, sagde Dronning Aida bekymret, for hvor skal vi så være.
    Jeg har aftalt med Ramses, at hvis det sker, så må vi bo i det hus han bor i, sagde Nisse Fjumre. Hvem er Ramses, spurgte Trofast, er det også en hund?
    Nej sagde den lille nisse, det er en meget vigtig siameserkat, som også er meget sød. Han elsker bare at se på sig selv i alle de spejle han kommer forbi.
    Så er han sikkert ligeså klumpet som Basil, sagde Dronning Aida.
    Basil er ikke så klumpet mere, sagde den lille Nisse Fjumre, han falder næsten aldrig i sine ører mere.
    Mens han sagde disse ord, snublede han nok engang over kvasten i nissehuen.

17 dec
Da Barbar og Kong Jackal ringede på hos mig, blev både Juliane og jeg meget nervøse for Blondie og hvalpene. Barbar beroligede mig med de havde det godt hos Dronning Nanina.
Ja men hvorfor er Blondie og hvalpene ikke med jer? Spurgte Juliane
Konge Jackal så en kende flov ud, da han fortalte Juliane hvorfor han havde forlangt Blondie og hvalpene ikke var med os hjem. Jeg skal nok sende dem hjem, ligså snart jeg vender tilbage bedyrede Kong Jackal.
Ja det håber jeg sandelig, svarede Juliane lidt spidst.
Da Kong Jackal og Barbar havde været hos mig lidt Spurgte Barbar Juliane om de ikke kunne gå hjem til hende, da Barbar gerne ville vise Kongen hvordan han og Blondie boede.
Juliane nikkede og gik med de to hunde hjem.

Da Juliane og de to hunde var forsvundet, ringede det på døren igen. Jeg skyndte mig ud for at åbne og udenfor stod Nisse Fjumre, Dronning Aida og en kæmpe stor sort hund.
Lige da jeg så dem, blev jeg lidt forskrækket og bange for hunden havde taget både Dronning Aida og den lille Nisse til fange. Det blev gjort til skamme med det samme, for Nisse Fjumre sagde: Hej må vi godt komme ind. Trofast siger Barbar og Kong Jackal er gået.
Ja det må i da, sagde jeg og kiggede nok engang på den store hund.
Hunden var meget omhyggelig med at tørre sine store poter af inden han gik ind og da jeg havde lukket døren, sagde han høfligt: Goddag, jeg hedder Trofast og Nisse Fjumre sagde det var i orden jeg kom med på besøg hos dig.
Jeg synes straks om den store hund, for han var både høflig og påpasselig med ikke at svine.
Velkommen Trofast, sagde jeg, kom med ind og hils på de andre inde i stuen, svarede jeg.
Da vi kom ind i stuen lød der et dybt suk fra Trofast og han sagde: Åh det er nøjagtig som Artemis har fortalt, varmt og hyggeligt.
Det er jeg glad for du synes Trofast, sagde jeg, læg dig op i sofaen ved siden af Artemis, så finder jeg lidt mad til dig og Dronningen og Nisse Fjumre. Jeg har noget risengrød til jer.
Mums, Sagde den lille nisse, den kan i bare gjæde jer til, for det smager bare så godt.
Dronning Aida smilede og sagde hun godt kunne huske den fra sidste jul.
Trofast så bare glad og lidt benovet ud.
Da alle dyrerne havde spist risengrød, Ramses, Artemis og Basil blev eninge om de godt kunne spise lidt mere, sådan for selskabs skyld.
Sagde Nisse Fjumre de hellere måtte se at finde den tunnel der førte til Katteriget.
Åh ja, jeg savner sådan min konge, sagde Dronning Aida, men spurgte så i det samme: Må Kongen og jeg godt holde Jul sammen med jer igen i år?
Ja selvfølgelig må i det svarede jeg glad, jeg havde håbet på i ville komme.
Jeg kiggede hen på Trofast og spurgte om han ikke havde lyst til at blive hos mig, hvis han da ikke havde et andet sted at bo.
Trofast kiggede glad på mig og logrede med halen, så Ramses faldt ned fra den pude han lå på, jo tak det vil jeg meget gerne, svarede Den store hund.
Ramses kiggede på Trofast og sagde: Pas lige lidt på med den hale.
Trofast kiggede på Ramses og Sagde: Jeg skal prøve, men den logrer altså når jeg er glad og det blev jeg lige nu.
Godt ord igen, jeg blev bare lidt forskrækket, svarede Ramses, mens han spejlede sig i ruden til havedøren.

  1. dec.
    Da Dronning Aida og den lille nisse nåede frem til slottet, stod Kong Hortus og gav sine generaler ordre til at drage mod hunderiget for at befri Dronningen. Kong Hortus skulle lige til at sende sine soldater af sted, da han fik øje på dronningen og den lille Nisse Fjumre, der sad og tronede på Dronningens ryg.
    Jamen der er hun jo, råbte kongen glad og stormede sin Dronning i møde. Både Dronning Aida og Nisse Fjumre blev omfavnet og slikket så det var en lyst.
    Altså må jeg så være fri, spruttede den lille nisse, da han for anden gang fik vasket sine ører. Jeg er altså ingen kat og jeg kan godt selv vaske mine ører.
    Kong Hortus grinede og sagde, jeg blev bare så glad for at se jer, at jeg kom til at behandle dig som en kat også.
    Jeg vil altså hellere have noget risengrød, for jeg er sulten, bekendtgjorde Nisse Fjumre.
    Kom med ind, så skal min kok snart få lavet noget risengrød til dig, sagde Kong Hortus og gik sammen med sin Dronning og den lille nisse ind i tronsalen.
    Da de var kommet ind og havde lagt sig i en dynge bløde puder, forlangte kongen at få at vide hvordan det var lykkedes Nisse Fjumre at befri Dronning Aida for næsen af hundene.
    Ja men Barbar hjalp mig og Trofast fulgte med os helt op til menneskeverdenen, sagde Nisse Fjumre, mens han skovlede risengrød i sig.
    Åh ja Trofast, sukkede Dronning Aida, havde det ikke været for ham, så var jeg nok død af sult. Han fandt det dejligste mad til mig og bløde tæpper jeg kunne sove i.
    Kan vi ikke invitere ham til at bo her, hvis han vil, Spurgte Dronning Aida.
    Joo det kan vi vel, svarede Kongen, men han er jo en hund og hvad tror du alle de andre katte her vil tænke, hvis de ser en hund her i katteriget?
    Ja men Trofast er bare så sød og han er slet ikke bange for katte, bedyrede Dronning Aida.
    Ja ja nu får vi se, sagde Kong Hortus.
    Vi skal også til menneskeverdenen og holde jul igen i år, Fortalte Dronning Aida videre, vi skal være det samme sted som sidste år.
    Åh der havde vi godt nok en dejlig jul, svarede Kong Hortus, det vil jeg glæde mig til, men nu vil jeg altså have en lur, for jeg har næsten ikke sovet af bare bekymring for hvordan du havde det.
    Ja jeg kunne også godt sove lidt, svarede dronningen og tilføjede, jeg kan se den lille nisse er faldet i søvn.
    Forsigtig tog Dronningen grødskeen ud af hånden på Nisse Fjumre, der var faldet i søvn mens han spiste. Derpå lagde hun sin hale rundt om ham, så han ikke skulle fryse.

Hjemme hos Barbar var han og Kong Jackal ved at gøre klar til at tage tilbage til hundeverdenen for at hente Blondie og hvalpene. Lige med et gik døren op og Quan væltede ind med en sådan fart, han var ved at løbe Juliane over ende.
Hjælp mig, åh hjælp mig råbte Quan, de har taget Paik til fange.

  1. dec.
    Er Paik taget til fange, skreg Juliane, hvordan er det dog gået til, han har jo både halsbånd og alting.
    Jo altså,sagde Quan, jeg mobbede ham med han så tøset ud med det halsbånd, han skulle hellere have valgt et med blanke dimser på ligesom mig. Det var kun for sjov, jeg sagde det, men Paik tog sit halsbånd af og sagde han slet ikke ville have et på, det så nemlig aller sejest ud, at gå uden halsbånd…
    Da vi så kommer gående hen ad fortovet, kommer der en stor hvid bil kørende og en mand råber: Der er en køter uden halsbånd, den tager vi med også.
    Inden vi fik set os om var Paik fanget i et stort net og smidt ind i bilen.
    Quan så meget ulykkelig ud, da han var færdig med at fortælle og en stor tåre trillede ned ad hans snude.
    Bare rolig, jeg skal nok hjælpe jer, sagde Juliane, jeg kender dem der har et internat længere henne ad vejen og det er sikkert dem, der har indfanget Paik.
    Barbar og Kong Jackal tag i bare af sted efter Blondie og hvalpene, så skal vi nok få fundet Paik til i er tilbage igen.

Da Ramses var færdig med at spejle sig i havedøren, eller også var det fordi Artemis hev rullegardinet ned, gik han med elegante skridt hen til Trofast og bukkede for ham. Undskyld nok engang jeg skal nok lade være med at bro…. Puf, Nisse Fjumre havde kylet en pude i hovedet af Ramses, så Ramses, ikke særlig elegant, tumlede ind mod Artemis, der i det samme kom gående. Begge faldt de og hev i forvirringen dugen af bordet og med ned på gulvet, pludselig lå der to katte og kæmpede med en pude og en dug.
Endelig langt om længe fik de sig viklet ud af dugen og puden, de kom langsomt på ret køl igen og Ramses skulede ad den lille nisse, men han vidste af erfaring, det ikke nyttede noget at råbe op, det blev det bare meget værre af.
Midt i det hele ringede telefonen, det var Juliane der ringede og fortale at Paik var blevet taget af en hundefanger, men at hun var på vej hen på internatet for at hente ham.
Ja men så synes jeg i skal komme herhen, når i har hentet ham, for du skal da hilse på Trofast, svarede jeg.
Da jeg var færdig med at snakke, sagde jeg til den lille Nisse han skulle stoppe med at drille Ramses og i stedet give sig til at hjælpe lidt med at pynte til jul.
Det synes Nisse Fjumre var en god ide og gik straks i gang. Ramses glattede nok engang pelsen og satte sig op ved siden af Artemis.

Henne på internatet fandt Juliane en meget forskrækket Paik. Hun havde taget hans halsbånd med navn og telefonnr. i med, så de på internatet kunne se det var hendes hund.
Lettet hoppede Paik ud af det bur han lige var blevet puttet i. Han fik sit halsbånd på og skulede lidt efter Quan, der stod med sit halsbånd med de blanke dimser. Paik synes stadig hans halsbånd i blåt med stjerner på, var det flotteste.
Quan gik hen til Paik og slikkede ham i øret og sagde undskyld og lovede, han ikke ville mobbe ham mere.

Da Nisse Fjumre var færdig med at hænge julepynt op, klatrede han op på sin bjælke oppe ved loftet og gav sig til at kigge ud af vinduet. Pludselig råbte han så højt, at han vækkede alle kattene og gjorde mig godt forskrækket.
Hvad er det der kommer der, råbte den lille nisse, mens han med en finger pegede på noget der bevægede sig ude i mørket.

20 dec.
Vi skyndte os alle hen til vinduet, men kunne ikke lige se noget og jeg spurgte Nisse Fjumre, hvad det var han havde fået øje på.
Hvor pokker var Nisse Fjumre nu henne, nåede jeg lige at tænke, inden jeg fik øje på ham nede på gulvet. Der lå den lille nisse og trillede rundt og holdt sig på maven af bare grin.
Han havde fået os alle til at styrte hen til vinduet for at kigge og det eneste han kunne se var ingenting. Lige den dag, skal jeg love for, svarede den lille nisse til sit navn.
Altså Nisse Fjumre, det kan du ikke være bekendt, sådan at skræmme livet af os, skændte jeg lidt på Nissen. Pas nu på det ikke går ud over din julerisengrød, eller måske skal jeg sige til kong Hortus og Dronning Aida, de ikke skal komme, fordi du ikke kan opføre dig ordentligt.
Nej nej ikke det, jeg skal nok lade være med at drille mere inden jul, sagde den lille nisse, mens nissehuen nok engang gled ned over hans øjne.
Nu er der altså noget der bevæger sig, råbte Ramses og pegede på nogen skygger udenfor.
Ja det er godt med dig, svarede jeg, det er nogen buske der vipper i vinden.
Nej det er rigtig nok, sagde Nunuu, der også stod og kiggede ud. Så nu gik der en væk fra døren, men jeg tror der blev stillet noget på trappen.
Stille listede jeg ud i gangen for at se hvem det var der legede spøgelse udenfor. Alt var stille, lige med undtagelse af nogen små pibe lyde på den anden side af døren.
Forsigtigt åbnede jeg døren og kiggede ud, først kunne jeg ikke se noget, men så hørte jeg de pibe lyde igen og kiggede ned på trappen.

Da kong Jackal og Barbar kom tilbage til hunderiget, skyndte de sig op på slottet. Barbar glædede sig til at se Blondie og hvalpene og kongen glædede sig til at fortælle Dronning Nanina, at de skulle holde jul i menneskeverdenen.
Inden de var nået helt frem til slottet, kom en af de vagter, der havde stået vagt ved Dronning Aida og fortalte, Dronningen var flygtet med hjælp fra Trofast.
Kong Jackal, blev slet ikke så gal som han plejede, men sagde bare til vagten om at lukke alle de katte ud, som havde siddet fanget i slottes kælder, skulle sættes fri og hjælpes tilbage til katteriget. Derefter skulle vagten samle alle dem han formåede og sige de skulle møde op på slotspladsen, da han Kongen havde en meget vigtig meddelelse.
Forvirret lovede vagten at udføre ordren, selvom han slet ikke kunne forstå, hvad der gik af kongen.
Da de kom ind i tronsalen, kom de to hvalpe tumlende hen mod dem og i sin iver efter at komme før sin søster, kom Ausa til at vælte Kong Jackal.
Den lille hvalp blev frygtelig bange og gemte sig omgående bag ved sin far. Kong Jackal kom på benene og sagde:
Det må jeg nok sige, du er en stærk lille fyr, hvad skal det ikke ende med.
Da lille Ausa så Kongen ikke var vred, svarede han: Jeg skal også være vagt hos kongen, når jeg bliver stor.
Ja men det skal jeg sørge for du bliver, når du er gammel nok, svarede Kong Jackal og slikkede den lille hvalp mellem ørerne.

Stille åbnede jeg døren helt og kiggede ned i den kurv, der stod på min trappe. Jeg løftede tæppet og fik øje på 2 små killinger. Da de to killinger fik øje på mig, begyndte de at mjave og forsøgte at kravle op af kurven.
Hvad i alverden skulle jeg stille op med sådanne to små størrelser?