Advarsel - der kommer en kort beskrivelse der ikke er særlig rar længere nede i teksten. Så følsomme mennesker bør nok ikke læse dette emne.
Det her er måske sådan lidt tåbeligt…men altså
Jeg sidder og er oppe…vågen er en ting der kan diskuteres Daytime-tv er ikke så varieret så zapperen stoppede på Oprah.
Her idag handler det om mødre der har mistet deres børn til selvmord grundet mobning. Det er godt nok et hårdt program at se.
En mor stod og lavede mad og kaldte hendes søn til mad. Da hun gik op for at hente ham fandt hun ham i skabet hvor han havde hængt sig selv. Hun var helt ødelagt af gråd da hun fortalte om det.
Og jeg kan bare mærke hvordan min hals lukker til og jeg sidder selv og er ved at græde. Ingen af de to drenge der pt. er tale om havde rundet de 14 år endnu.
Hvor forfærdeligt må deres liv ikke have været når små børn ikke kan se anden udvej for deres mobning end ved at ende deres eget liv?
Jeg ved ikke…jeg føler mig lidt fjollet over at jeg sidder og er ved at græde over et tv-program…men så på den anden side…det er jo reelt nok det der er tale om. Det er virkeligt. Ikke noget der er fundet på.
Kan du græde over andres smerte hvis du ser noget i tv?
Ja jeg kan græde over menneskers smerte, lige så vel som over katte/dyrs lidelser, ellers ville jeg nok betragte mig selv som en kold skid, hvis det ikke kunne berøre mig.
Det er “let” at forholde sig til smerte hvis det er i familien eller venner eller bekendte. Men jeg kender mange der synes jeg er underlig over jeg kan blive berørt over ting i eksempelvis udlandet som jeg ser i tv.
Jeg har da også et par gange fældet en tåre eller to over de der programmer med huse. Med ham der Ty Penington…eller hvad det nu er han hedder
[quote=Gry Gressbakken;286172]Nu mente jeg over noget man så i TV.
Det er “let” at forholde sig til smerte hvis det er i familien eller venner eller bekendte. Men jeg kender mange der synes jeg er underlig over jeg kan blive berørt over ting i eksempelvis udlandet som jeg ser i tv.
Jeg har da også et par gange fældet en tåre eller to over de der programmer med huse. Med ham der Ty Penington…eller hvad det nu er han hedder :)[/quote]
Set i TV, læst i avisen, hørt om et eller andet sted, så berøre det mig, om det er sult i Afrika, sygdom, forbrydelse eller lign, det behøver ikke at være tæt på,
empati og følelser gælder for alt og alle levende
Ja det kan jeg sagtens, det går jo lige i hjertekulen når andre lider, dyr eller mennesker det er lige meget
Jeg har set et tilsvarende program, bare med DR. Phil, det var en pige på 13 der havde hængt sig derhjemme, hun gjorde det på grund af de sms’er hun fik, de var sendt fra nettet så hun vidste ikke hvem de var fra, men der stod bla at hun ville gøre hendes familie en tjeneste ved ikke at være her længere osv.
Efter selvmordet fandt pigens mor telefonen, og så beskederne, hun henvendte sig til politiet, der sporede adressen for de afsendte beskeder, det var moren til en af pigens klassekammerater, der boede et par huse længere henne ad gaden, MOREN en kvinde på næsten 40 år
Børn er onde ved hinanden og kan have svært ved at kende konsekvenserne af deres handlinger, men en voksen, fy for pokker altså.
Nu bliver det måske lidt OT, men Gry så må du gerne sparke til mig
Jeg er jo indædt modstander af PETA, de siger at de kæmper for dyrene, men samtidig slår de mennesker ihjel, og de prædiker at man skal lade dyrene være uden indblanding, så et hårdt såret dyr bør altså efter deres mening dø af sig selv uden hjælp fra mennesker, hvordan pokker kan DET være dyrevelfærd :?
Så er der mennesker der intet skyer for at hjælpe dyr, men som simpelthen ikke evner at føle for deres medmennesker, eller omvendt, hjælper mennesker men ikke berøres en dyt af dyrs lidelser.
Ja det kan jeg godt, hvis det er personer jeg kan føle empati med. Hvis det er en person, hvor alle hårene stritter på kroppen af mig lige så snart de åbner munden - så nej.
Jeg græder tit til film og tv hvis folk er kede af det og ulykkelige. F.eks. filmen “Ps. I love you” og f.eks. dokumentaren “manden der ville dø”. Men jeg kan ligeledes græde over andres glæde, f.eks da Kasper og Josefine vandt “min italienske drøm”
Jeg tror det afhænger meget af sindstilstanden hos de mennesker man ser.
Svært at forklare, men noget med stemningen og at følelserne smitter.
Nu nævner du, at Hun var helt ødelagt af gråd da hun fortalte om det
Men ville du ha’ reageret på samme måde, såfremt moderen eller en anden berettede om sagen koldt og nøgternt?
For mig er der stor forskel på, at føle empati og derfor vise sine følelser og så til at blive grebet af stemningen over noget man ser på TV. Og i sidstnævnte tilfælde har vi nok meget mere forskellige grænser for hvornår der “åbnes for sluserne”
Jeps jeg kan sagtens græde over andres smerte og sorg også selvom det er noget der er i Tv.
Det gør støre indtryk på mig hvis det er dokumentar end hvis det er en film for så er det jo de ægte følelser der bliver givet udtryk for.
Jeg græder også tit når jeg ser sporløs selv om det ofte er af glæde når to der har levet uden hinanden endelig mødes.
Jeg plejer at sige at jeg græder hvis jeg er ked af det over noget med mig selv, med andre, hvis jeg er presset, hvis jeg skal stikkes med nåle, hvis jeg er glad og ja, jeg græder bare i gennemsnittet ret meget.
Daytime-tv er ikke så varieret så zapperen stoppede på Oprah.
