Kan man gå for meget op i at have kat?

På opfordring starter jeg dette emne i en separat tråd - det er affødt af indlæg i en anden tråd.

Det er et emne, jeg har tænkt over længe, og overvejet, hvordan jeg kunne skrive det, for jeg ved godt, at det er stik mod holdningen på forum. Men jeg synes, det er en vigtig diskussion at tage, så jeg vover pelsen.

Jeg synes somme tider, at fora som dette får medlemmerne til at gejle hinanden op til, at intet hensyn til dyret kan være for stort, og at dyrets trivsel og adfærd komme før alt andet. Og mærkeligt nok er det ofte dem, der går ekstremt meget op i det, hvis dyr har de fleste problemer og dyrlægebesøg.

Min holdning er, at man også kan gå FOR meget op i det at have kæledyr, med den risiko at man simpelthen bliver dødnervøs over at kunne komme til at gøre noget forkert. Og så er det ikke mærkeligt, hvis man bliver stresset. Oven i købet er det heller ikke godt for dyrene, at ejeren overvåger hver bevægelse med bekymret mine.
Jeg har færdedes på kattefora i 10 år, og jeg synes ejerperfektionismen er blevet mere udbredt i den tid.

Jeg vil gerne som udgangspunkt for debatten komme med et par eksempler på, hvad jeg selv synes er over kanten:

Når ejeren grundigt studerer indholdsfortegnelsen på kattemad for om der er sukker, korn etc. i - men køber junkfood og e-nummer-mad til sig selv.
Når kattene som en selvfølge skal have det dyreste kattemad, selvom det betyder, at ejeren må klare sig med datovarer fra Lidl.
Når ejeren nøje overvåger, hvad der kommer i bakken, hvor mange gram, der spises, og hvor længe der soves
Når ejeren anskaffer vandpumper og andet for at sikre, at katten drikker nok
Når svaret til en ejer, der klager over en kat, der ødelægger hjemmet med strint, tapetkrads o.l. er: Du skal være glad - det er bare tegn på en sund kat.
Når ejere ser det som et adelsmærke, at de kan udholde enhver gene fra dyret, - og endda glæde sig over det.
Når man kalder sig slave - og rent faktisk er det, fordi man efterlever ovenstående.

Vi har kæledyr for vores fornøjelses skyld - ikke fordi vi er masochister, eller fordi vi skal bevise, at vi er lige så tålmodige som Job.

Langt hen ad vejen tror jeg, det er bedre for både dyr og ejer at have et mere afslappet forhold til det at være kæledyrsejer.

Jeg håber, I vil være med til at tage en konstruktiv debat, hvor ingen skal overfaldes for deres holdninger. Vi vil alle kattene det bedste - men har måske forskellige opfattelser af, hvordan man opnår det. :slight_smile:

jeg tror faktisk langt hen af vejen du har fat i noget :slight_smile:

Jeg vil så lige sige den med kattefoderet… jeg læser og vælger bestemt kritisk kattenes foder og vælger naturligvis at de får et godt foder, frem for at jeg spiser røde bøffer hver aften og jeg tillader mig også at spise junk nu og da og så gå ned og handle dato-kød ugen efter fordi junk er brækdyrt :tihi: Og det er sådan set ud fra et perspektiv om, at kattene har ikke et valg. De får kun det at spise jeg serverer og det er mit ansvar at holde dem sunde og raske (jvf. dyreværnsloven). Jeg har viden og valget om hvilken type mad jeg selv spiser - og jeg kan så træffe nogle knap så fornuftige valg baseret på præferencer, lyst og sult på det pågældende tidspunkt :slight_smile: det handler ikke nødvendigvis om at jeg går mere op i mine katte end mig selv - bare at jeg ikke nødvendigvis bedst kan lide det mad der er bedst for mig :tihi: og kattene får jo sådan set ikke rigtig et stort valg ift. maden - de spiser heldigvis hvad der bliver serveret (9 ud af 10 gange :slight_smile: )

Ellers må jeg tilslutte dig langt hen af vejen! :slight_smile:

Altså, langt hen af vejen er jeg enig med dig i at man kan gå for meget op i at have kæledyr. For mig ligger det store problem dog i f.eks. når man følesesmæssigt menneskeliggøre katten eller når man står på pinde for at opfylde hvert eneste lille behov katten måske kunne tænkes at have…
At elske sine katte højt, og interessere sig for dem på et plan udover det de fleste med kat gør, ser jeg dog stadig ikke som et problem.

At sørge for fornuftigt foder og andre lignende ting er der for mig heller ikke noget underligt i. Ved den slags er det for mig bare alm. sund fornuft at sørge for katten er sund og rask - det sparer forhåbentligt også på pengene til dyrlægen :høhø:

Men flere, nok især første gangs ejere, bør nogle gange lære lige at trække vejret og have lidt is i maven, men jeg tror altså noget af det helt sikkert kommer med erfaringen, og andet måske bare høre til folks personligheder. For ja, der er dem, der bekymrer sig rigtig meget på forhånd for en hel masse ting og kan have svært ved at håndtere nogle af disse følelser på en fornuftig måde.
F.eks. nogle af de sammenføringstråde, der har været… Mit bedste råd til bekymrede ejere har (når man lige har luret at parterne nu er ok) altid været at ejer bør gå sig en tur, eller forsvinder i et par timer i en eller anden sammenhæng, så plejer kattene nok at skulle finde ud af det :slight_smile:

Mine katte er mine kæledyr, og nej, jeg synes ikke jeg er ond fordi jeg lukker dem ude af soveværelset med jævne mellemrum. Jeg synes det er fint med de mennesker, der meget gerne vil have deres katte med i soveværelset, men håber også på forståelse den anden vej - på dette område og mange andre :slight_smile:

[QUOTE=Else;1026688]På opfordring starter jeg dette emne i en separat tråd - det er affødt af indlæg i en anden tråd.

Det er et emne, jeg har tænkt over længe, og overvejet, hvordan jeg kunne skrive det, for jeg ved godt, at det er stik mod holdningen på forum. Men jeg synes, det er en vigtig diskussion at tage, så jeg vover pelsen.
[/QUOTE]
spændende debat…

Jeg synes somme tider, at fora som dette får medlemmerne til at gejle hinanden op til, at intet hensyn til dyret kan være for stort, og at dyrets trivsel og adfærd komme før alt andet. Og mærkeligt nok er det ofte dem, der går ekstremt meget op i det, hvis dyr har de fleste problemer og dyrlægebesøg.

når man får et kæledyr… så har man pinedød UANSET hvad - at sætte dyrets velfærd og trivsel over ens egen… her snakker vi sundhed - mental og fysisk. Man dumper ikke sit kæledyr eller skiller sig af med det pga småting som rengøring eller manglende overskud ect - så finder man tid til den rengøring eller vælger noget andet fra så man får det overskud…

ellers har man i min optik slet ikke fortjent at have dyret…

men der hvor kæden hopper af for mig er når det går over gevind… når antallet af ture til dyrlægen leder tankerne hen på munchausen by proxy eller den psykologiske ekvivalent…

eller hvor kommentarer til andre der til stadighed tilgår tingene pragmatisk næsten bliver fordømmende fordi alle rædsler ikke bliver malet skarpt fra start…

Det er noget pjat i min optik…

Min holdning er, at man også kan gå FOR meget op i det at have kæledyr, med den risiko at man simpelthen bliver dødnervøs over at kunne komme til at gøre noget forkert. Og så er det ikke mærkeligt, hvis man bliver stresset. Oven i købet er det heller ikke godt for dyrene, at ejeren overvåger hver bevægelse med bekymret mine.
Jeg har færdedes på kattefora i 10 år, og jeg synes ejerperfektionismen er blevet mere udbredt i den tid.

der er ingen tvivl om at der er nogle ting der er generel konsensus omkring…

[ul]
[li]indekatte eller voliere-katte er at foretrække frem for udekatte…[/li][li]godt foder er vigtigt[/li][li]flere bakker og pelspleje skal være i orden og forholdene i hjemme skal akkomodere disse hygiejniske aspekter[/li][li]katte har som hovedregel bedst af en kammerat… med mindre det er omplacerede alfaer der ikke kunne i en flok[/li][/ul]

og sådan er der nogle ting… det er ikke raket-videnskab men det er heller ikke noget at stresse over…

jeg tror tilgengæld at jo yngre generationerne bliver - jo ringere rustet er de til at angribe verden og dermed også kæledyrs-hold… “børn idag” eller unge og yngre voksne er ganske enkelt bare dårligere rustet til verden generelt… der skal meget mindre til at få dem til at panikke… (ved godt der er undtagelser for dette)

jeg har selv gjort samme observation - men den er generelt og slet ikke begrænset til kæledyrshold…

Jeg vil gerne som udgangspunkt for debatten komme med et par eksempler på, hvad jeg selv synes er over kanten:

Når ejeren grundigt studerer indholdsfortegnelsen på kattemad for om der er sukker, korn etc. i - men køber junkfood og e-nummer-mad til sig selv.

NEJ - meget uenig - det er afsindig vigtigt at katten får den korrekte kost… hvad folk ødelægger sig selv med er da deres problem - men korrekt kost til en kat er alfa omega for dens trivsel og at vælge et lødigt foder uanset mærke er IKKE raketvidenskab…

Når kattene som en selvfølge skal have det dyreste kattemad, selvom det betyder, at ejeren må klare sig med datovarer fra Lidl.

Ja - MEGET enig - det er fuldstædig idioti… Lux fra Aldi er fint og mange katte kan lide mindst en af varianterne… at leve af havregrød fordi katten SKAL have FP21 eller lign hver dag er fuldstændig hul i hovedet!!

Når ejeren nøje overvåger, hvad der kommer i bakken, hvor mange gram, der spises, og hvor længe der soves

ja - meget enig… det er manisk og fuldstændig unødvendig adfærd fra ejers side. Hvis katten er frisk, afføring normal, klumper i bakken og sover og leger… så er alting fint… At se problemer hvor der ikke er noget… det er vildt og unødvendigt

Når ejeren anskaffer vandpumper og andet for at sikre, at katten drikker nok

ja og nej… at katten drikker nok er alfa omega for dens nyrer… især hvis den ikke er på vådmad!! så handler det om at være kreativ… Jeg har klaret det med 3 vandskåle strategisk placeret - og det har gjort tricket for mig… men nogle er nødt til at være kreative… ligesom foderet er det her et af de steder man bare ikke må spare…

Når svaret til en ejer, der klager over en kat, der ødelægger hjemmet med strint, tapetkrads o.l. er: Du skal være glad - det er bare tegn på en sund kat.

Det svar har jeg meget sjældent hvis overhovedet set herinde… i betragtning af hvor meget vi gør for at undgå strint på dyner med voksduge, UV lamper til at finde strint, opsatser til krads for at undgå ødelagte møbler og klo-klippe råd for at undgå flænset tapet - så virker det mærkeligt hvis alle de råd ikke dukker op når folk klager… det er jo til at fixe for det meste

Det ER en sund kat - og ejer SKAL være glad - men det betyder ikke at vedkommende ikke skal forsøge at bevare sit hjem og lære hvordan

Når ejere ser det som et adelsmærke, at de kan udholde enhver gene fra dyret, - og endda glæde sig over det.

Det er ikke et adelsmærke… det er akut mangel på virkelighedssans OG lugtesans!!! Begge dele er ikke noget jeg vil mene er prisværdigt!!

Når man kalder sig slave - og rent faktisk er det, fordi man efterlever ovenstående.

Jeg kalder mig slave… dåseåbner, dyneløfter, fodervært og meget andet… og mener det :slight_smile: for mine katte er mine venner, mine kæledyr, mine babyer, mine herskere og mit et og alt :slight_smile: men det betyder ikke at jeg vil ruinere mig selv ved at købe unødvendigt ind, have mit hjem ødelagt, have lugtgener eller på anden måde ligge under for adfærd der ikke passer ind i min hverdag…

Vi har kæledyr for vores fornøjelses skyld - ikke fordi vi er masochister, eller fordi vi skal bevise, at vi er lige så tålmodige som Job.

Langt hen ad vejen tror jeg, det er bedre for både dyr og ejer at have et mere afslappet forhold til det at være kæledyrsejer.

Jeg håber, I vil være med til at tage en konstruktiv debat, hvor ingen skal overfaldes for deres holdninger. Vi vil alle kattene det bedste - men har måske forskellige opfattelser af, hvordan man opnår det. :slight_smile:

Jeg har katte - og jeg har katte på mine præmisser… og mine præmisser er at de skal være 110% sunde, raske glade og veltilpasse - og det har jeg indrettet mit liv efter… en sund cirkel så at sige

Hvordan andre gør er deres sag - men at lide på daglig basis, blive stresset, være bange og ulykkelig og i vildrede fordi man har fået en kat - det er helt hen i vejret… det er hverken ejer eller kat tjent med…

Er fuldstændig enig med Evaog Regitze. (selvom jeg nok er en af dem i den “yngre generation”, Regitze taler om)

Det er ikke over stregen at gide sætte sig ind i, hvad man propper sine katte med - de har ikke selv valgt det, så jeg vil vælge det, jeg kan leve med at jeg stopper dem med.
Vandfontæner… hvis det virker for nogen, hvorfor er det over stregen :?

Har ikke så meget ekstra at byde ind med pt., men umiddelbart ser jeg ikke skævt til nogen af de punkter, du nævner som “over stregen” - HVIS ejer kan sove trygt med god samvittighed over dennes måde at holde dyr på (inden for rimelighedens grænser uden dyreplageri ifgl. loven osv)

Jeg synes også det er en spændende debat :slight_smile:

Jeg er bare ikke sikker på, hvad jeg mener om det, fordi…

Der er unægtelig mange måder at have dyr på, og i sidste ende handler det vel om at dyrene trives, er sund og raske og holdes under forsvarlige forhold :slight_smile: OG man selv er ok med det :slight_smile:

Jeg var med til en omplacering af en voksen kat for nogen tid siden. Jeg garanterer for han fik det som blommen i et æg i det nye hjem :slight_smile: Det var indrettet på kattenes (2 stk) præmisser. Hylder på vægge flere kradsetårne, mange bakker mad og vand alle steder. Møblerne var mildest talt en oplevelse :tihi:
De måtte være overalt også på bordene sammen med mad. Det mener jeg er temmelig uhygiejnisk, og ville aldrig tillade det i mit hjem :slight_smile: MEN går man for meget op i kat fordi man er lidt “loose” omkring sin egen køkkenhygiejne? Kvinden er alene med sig selv, uden børn, uden mand, faktisk uden nogen :slight_smile:
Kattene skal nok klare de bakterier, og jeg er sikker på ejeren også overlever :wink:

Går hun for meget op i at have kat? :slight_smile:

Når så det er sagt, så ja :slight_smile: At “se spøgelser” alle steder iht sygdom og en skæv prut… Så kan det gå over gevind, men det er ikke kun i forhold til kat eller andre kæledyr. Det er i høj grad generelt :slight_smile: Brug den sunde fornuft, SE, LUGT, MÆRK, VURDER og træk så vejret :slight_smile: Men det kræver man kender det normale før man kan reagere på det unormale :slight_smile:
Når man anskaffer sig et kæledyr uanset art, så handler det om at vide, hvilke behov det har :slight_smile: og her mener jeg ikke viden på vet-niveau, men en basisviden om det NORMALE i forhold til, her katten. Vide at en kat er et rovdyr… hvad lever et rovdyr af? Hvordan ser en sund pels ud? Hvordan ser et par sunde øjne ud ect :slight_smile:
Hvis man har en basisviden, og i besidelse af sund fornuft og tør bruge den, så mener jeg man er rigtig langt :slight_smile:

Hvis man er som kvinden jeg startede med at fortælle om, så vil jeg men det skal “cleares” med familien, for som med meget andet, skal man også være enige om katten(e) Ligesom man skal være enige om hunden må sove i sofaen eller børnene må flintre rundt i sengen :wink:

Jeg holder kat på min måde :slight_smile: IMO ansvarligt og fornuftigt :slight_smile: Nogle vil helt sikkert mene noget andet, men jeg kan stå inde for det jeg har med at gøre og kan med sikkerhed sige, at mine katte trives :slight_smile: Det er dog det vigtigste uanset antallet af drikkefontæner :wink: (og dem har jeg ingen af :wink: )

Nej, jeg tror ikke den enkelte kan gå for meget op i det, men andre kan gå for meget op i hvordan andre har kat. Ind i mellem glemmer vi at vi er forskellige, har forskellige muligheder og vilkår, og overfører vores egen virkelighed til andre. Og når så man ser sin egen virkelighed med andres briller, ja så kan præstationsangsten melde sig, og usikkerheden om man nu gør det godt og gør det rigtigt melde sig.

Jeg er helt sikker på at ens rummelighed og ens forventninger til sig selv og måske især til andre, aftager med alderen. Jeg kan ind i mellem undres over det ønske om at alt skal regelsættes eller standardiseres, men kan også huske at da jeg var yngre og mere usikker på både mig selv og andre og det der forventedes af mig var meget lettere hvis jeg fik en slags opskrift på det. Der er mange yngre brugere her, og det mærker jeg som en af de ældre tydeligt, noget jeg i øvrigt hadede som pesten at få at vide selv da jeg tilhørte den gruppe :wink:

Vi kan alle lide en form for luksus, og skulle det overføres til vores katte, så går det nok også. Jeg har endnu tilgode at høre om katte der er blevet skadet af en drikkefontæne eller en luksushule :slight_smile:

Hm.

Jeg mener på ingen måde at drikkefontæner er en unødvendig luksus. Jeg overtog en kat - Adelie - som var vandt til at drikke af vandhanen. Og da jeg har andet at lave end at åbne vandhanen hver gang katten var tørstig, og det naturligvis er udelukket at ha’ en vandhane til at stå og løbe hele dagen bare for HVIS hun skulle blive tørstig… så havde jeg to valg: Enten at se denne kat, som stadig, her 1½ år senere kun lige er nået til at slikke lidt sovs af vådfoder (hvorefter hun kaster op 9 ud af 10 gange, mens hun trives vældigt på tørkost, tørre ind som en rosin af mangel på vand ELLEr anskaffe mig en vandfontæne.

Hun har altså ikke rigtig fanget at man godt kan drikke vand der “ligger stille” i en skål, ligesom hun stadig mangler at forstå at vådfoder faktisk er spiseligt :wink:

Om man kan være for … hysterisk… mht at drøne til dyrlæge med en kat… mjaeh der vil jeg sige det afhænger af symptomerne. Da Phumba blev syg insisterede JEG på at vente en dag og se hvordan hun havde det dagen efter. Somme tider HAR katte bare en “off-dag” uden nogen påviselig grund. Men da hun ikke mødte op til morgenmaden på 2. dagen var Manden ude af døren og på vej til dyrlægen før jeg nogensinde nåede at vågne :slight_smile: Og i det tilfælde var det jo heldigt nok at HAN er “pyllerhovedet” herhjemme. Selv har jeg nok en blanding af pragmatisme og Struds, der siger mig at hvis jeg lukker øjnene lidt, så forsvinder det nok… Og det gør det jo ikke altid. MEN… jeg har osse drønet ud af døren med Basil en gang bare fordi han ikke ville ha’ morgenmad. Fordi han så generel sløj ud… Da vi kom hen til dyrlægen 10 minutter senere, gik han rundt som om intet var i vejen :dokdok:

Betegnelsen “Slave” generer mig. Jeg er ikke slave af mine katte. Jeg hopper og springer ikke for at følge deres mindste miau. Og hvis jeg ikke er hjemme en dag så deres aftensmad bli’r skubbet nogle timer… jamen så må de sandelig se at komme over det L De skal jo nok få… når jeg kommer hjem igen :slight_smile:

Luises beretning om det jeg i mit stille sind kalder en “kattemor” … tjaeh… boede jeg alene med kattene så ville betegnelsen nok passe ret godt på mig. Mine katte ER på bordet… også når jeg spiser. Og nej, det er ikke meningen, men kattene er ligeglade :wink: Ib skal osse fejes ned fra køkkenbordet ca hvert andet sekund mens man laver mad… Det er ingen af os døde af endnu :smiley: Jeg kysser osse mine katte - både på snuden og alle mulige andre steder.

Og hvis ikke der er mindst EN kat i sengen kan jeg slet ikke falde i søvn. (og ja, det ER et problem hvis man er på ferie uden kattene)

Mennesker er forskellige og vores måder at ha’ katte på er forskellige. Der er dem der trods alle formaninger/forklaringer om det modsatte stadig synes det er bedst for kattene at få lov at løbe frit. Jeg ville ikke ha’ et roligt sekund hvis mine var udendørs uden overvågning. Er det den førstnævnte katteejer der er uansvarlig eller er det mig der er en hønemor? Eller ligger sandheden et sted midt i mellem?

Og så en helt anden ting… fordi jeg kender den oprindelige situation der promptede tråden… Der er forskel på at være nervøs/usikker og så på ANGST. Det første kan man “tage sig sammen” og arbejde med. Det andet er en yderst reel sygdom, som man ikke bare kan skubbe til side. Den rationelle part af ens hjerne VED allerede at det er irrationelt. Det forhindrer bare ikke adrenalinet i at gå amok.

Man kan helt klart gå for meget op i at have kat. Jeg har selv været der som ny indekatte-ejer. I dag har jeg heldigvis et afslappet forhold til kattene. Der er selvfølgelig forskel på hvordan man har kat, og jeg synes ikke alle skal gøre som mig. Men der er efter min mening tilfælde, hvor der bliver gjort for meget - og jeg tænker egentlig at det er meget naturligt, hvis man lader kattene fylde meget i sit liv. Uden at fornærme nogen, så er det nok lettere at falde i “fælden”, hvis man går hjemme hele dagen. Det har i hvert fald haft stor indflydelse på mig, da jeg fik rigtig travlt med studie og studiejob og nu mit arbejde.
Det er også “sjovt” som man selv påvirker kattene, hvilket blev tydeligt da min søster fik passet Rafiki. Rafiki har været som altid fra første dag han kom hjem til min søster igen - på ingen måde belastende eller specielt opmærksomhedssøgende. Vi kunne slet ikke genkende beskrivelserne af ham, da han var i pleje (selvom han er passet til UG og vi er meget glade for at han kunne blive passet!!). Så kattene bliver meget påvirkede af vores måde at reagere på, og jeg tror ikke det altid er sundt hverken for katten eller ejeren, når man er meget opmærksom på det mindste. Der gik det i øvrigt også rigtig op for mig at det er farligt at rådgive om katteadfærd på det her forum uden at have set katten og ejeren/passeren.
For mig handler det ikke så meget om hvad man køber, men mere om hvordan man agerer over for kattene og omtaler kattene - og hvor tit kattene bliver syge, hvor de skal til dyrlæge. Sookie har f.eks. lige haft øjenbetændelse, hvilket jeg klarede uden et besøg ved dyrlægen og hun er igen tip top. Før ville jeg have kørt til dyrlægen, hvilket er enormt stressende for hende (både køreturen og besøget). Det er der ingen grund til at udsætte hende for når jeg selv kan behandle hende - men det valg ville jeg ikke have turdet træffe, da jeg fik hende, hvor jeg var opmærksom på ALT. Så måske handler det i bund og grund bare om erfaring :slight_smile:

Jeg er helt enig med Else - og kan kun sige: Slap dog lidt af :slight_smile:

Sjovt nok har mange af de “hysteriske” ejere ikke haft små børn, det tror jeg nemlig tager toppen af “hysteriet”.

Jeg mener selv jeg har sat mig godt ind i kattene, deres foder, deres adfærd, velfærd osv - men sorry, det er kun katte.
De er vigtige i mit liv, men de måler “intet” i forhold til mine børn.

Jeg tænker ofte på hysteriet, når katten har dårlig mave, kastet op en enkelt gang og ejeren suser afsted til dyrlægen.
Minder konstant mig selv om, hvad min dyrlæge spurgte deltagerne om på et foredrag om dårlige maver: “Går du selv til lægen, hvis du har dårlig mave/opkast en enkelt dag?”

Slap lidt af og mind dig selv om, at det er fantasiske kæledyr vi har - men mere er de ikke.

Jeg er i øvrigt en af dem, der ikke ustår udtrykket slave og ikke kunne drømme om at bruge det. Slaveri er i dén grad totalt no-go - uanset om det drejer sig om mennesker eller dyr.

Mange forældre vil sikkert også kunne huske forskellen på første barn og de efterfølgende. Mange ting omkring sygdom og pasning tager man lidt mere afslappet, når man har prøvet det før - og det gælder både menneskebørn og katte. :slight_smile:

[QUOTE=Vivi_Fletcher;1026765]Jeg er helt enig med Else - og kan kun sige: Slap dog lidt af :slight_smile:

Sjovt nok har mange af de “hysteriske” ejere ikke haft små børn, det tror jeg nemlig tager toppen af “hysteriet”.

Jeg mener selv jeg har sat mig godt ind i kattene, deres foder, deres adfærd, velfærd osv - men sorry, det er kun katte.
De er vigtige i mit liv, men de måler “intet” i forhold til mine børn.

Jeg tænker ofte på hysteriet, når katten har dårlig mave, kastet op en enkelt gang og ejeren suser afsted til dyrlægen.
Minder konstant mig selv om, hvad min dyrlæge spurgte deltagerne om på et foredrag om dårlige maver: “Går du selv til lægen, hvis du har dårlig mave/opkast en enkelt dag?”

Slap lidt af og mind dig selv om, at det er fantasiske kæledyr vi har - men mere er de ikke.

Jeg er i øvrigt en af dem, der ikke ustår udtrykket slave og ikke kunne drømme om at bruge det. Slaveri er i dén grad totalt no-go - uanset om det drejer sig om mennesker eller dyr.[/QUOTE]

:storrespekt:

Fuldstændig enig!

Denne kommentar har jeg lige lyst til at trække frem - for jeg går ofte og tænker over friløb kontra indekat og alt derimellem.

Da jeg boede på mit nedlagte landbrug laaaangt ude på landet på Djursland, rendte Artemis og hendes to sønner jo frit. (Artemis var jo herreløs og halvvild mis, der flyttede ind med fem bittesmå killinger).
Jeg var ved at DØ af nervøsitet, hvis de ikke var hjemme hver dag! :blegne: Der var engang, hvor Artemis ‘forsvandt’ i TRE uger - hun kom dog tilbage, lidt tynd, men helt okay - pyha…og én af hendes sønner tog sig nogle lange ture i ny og næ, engang så jeg ham ikke en hel måned. :yikes: Og de var altså alle sammen snippede, så jeg ved virkelig ikke, hvad det føjteri skulle til for. :venter:
Den anden søn gik heldigvis aldrig særligt langt væk - han holdt sig altid lige omkring gården og markerne, der stødte op til.

Havde jeg dengang haft 100-200.000 jeg ikke lige vidste, hvad jeg skulle bruge til :høhø: - havde jeg fået sat et MEGA hegn op rundt om min grund - som altså var 10.356 kvm stor. :ups:

Nå, men sønnerne regerer jo stadig tilbage på gården - men Artemis, den gamle og gigtplagede dame, kom med mig til København. Hun skulle bo et par måneder i en lejlighed, lige da vi kom herover. Jeg var sikker på, at hendes psyke godt kunne klare det, men jeg vidste også, at det IKKE var en løsning, der kunne accepteres på sigt - hverken af hende eller jeg.
Så købte jeg så mit lille ‘andelshaveforeningshus’ herude på Amager. Med en lillebitte have til. Grunden er kun ca. 280 kvm., og hus, skur og carport fylder jo også lidt, så der er kun knapt 200 kvm. udendørsareal til misserne. Haven er - selvfølgelig - indhegnet. :slight_smile:

Og…ja, det er nok lidt noget pjat, men jeg har faktisk lidt dårlig samvittighed over ikke at kunne tilbyde kattene en STØRRE have. :ups: Misforstå mig ikke, jeg tror såmænd, at alle tre er ganske udmærket tilfredse i det store hele - men HELT optimalt synes jeg ikke, det er. Optimalt i min verden ville være en KÆMPE grund, hvor de rigtigt kunne boltre sig, men stadig i sikkerhed bag hegn.

Jeg ved, at jeg aldrig nogensinde ville kunne holde en kat i en lejlighed. Jeg ville simpelthen få SÅ dårlig samvittighed. Nej, jeg ved godt, at de ikke ‘mangler’ noget, og at stort set alle katte trives glimrende indendøre - i hvert fald, hvis de ikke har været vant til udelivet før. Men jeg vil altså ikke fratage dem muligheden for at ligge og dase i solskinnet, mærke vind og regn, lege gemmeleg i buskene, fange en sommerfugl :slight_smile: - eller æde en spurv…:S

Men at have fritløberkatte rækker mine nerver sgisme ikke til - ikke engang helt ude på Lars Tyndsk*ds marker…så det får jeg aldrig igen.

Jeg er så også én af dem, der gerne vil tilbyde kattene noget ordentligt foder - og gerne økologisk, når økonomien tillader det (det samme gælder for min egen mad). Men det er mine katte desværre ikke enige i - de har ikke været synderligt begejstrede for de forskellige øko-dåser, jeg har tilbudt dem. :høhø: De vil hellere ha’ deres Lux fra Aldi. :tihi: Well, de får, hvad de gider spise - af de fornuftige mærker uden sukker og korn. :wink:

Jeg ser ingen problemer i, at folk ‘forkæler’ deres katte med lækkert mad, fontæner, legetøj, dyre senge og klatremiljøer osv. - tværtimod - mine har dog ingen klatremiljøer indendøre, de har dog masser i haven - lavet af træstammer. :slight_smile: Og de har heller ingen fontæne - til gengæld er havedammen god at drikke af. :wink:

Personligt er jeg nok lidt ‘slem’ til at holde et MEGET vågent øje med mine kattes velbefindende. Jeg synes godt nok også, at jeg i mine ti år med kat har oplevet ret mange skader/sygdom/dyrlægebesøg. :blegne: Så bliver man nok også lidt ekstra opmærksom, tror jeg…

Jeg må ærligt indrømme at jeg forkæler mine katte lige så meget som jeg forkæler min datter :smiley:

Om det gør jeg så lever over evne med henblik på min datter og mine katte, tjaa det er kun min rumpe det går ud over :høhø:

[QUOTE=Vivi_Fletcher;1026765]
Jeg er i øvrigt en af dem, der ikke ustår udtrykket slave og ikke kunne drømme om at bruge det. Slaveri er i dén grad totalt no-go - uanset om det drejer sig om mennesker eller dyr.[/QUOTE]

Enig - det er i den grad et rædsomt udtryk at bruge.

Jeg har ingen erfaring med menneskebørn, som jeg ikke har nogen af og derfor heller ikke kan sætte før mine katte. Men jeg synes, det er ganske almindelig sund fornuft, at man gør sig sine erfaringer og bliver klogere og dermed også mere afslappet i forhold til kat nummer to og tre. Eller bare den første kat, efterhånden som den bliver ældre. Det gælder i øvrigt for stort set alle forhold i livet, at man lærer af sine erfaringer. Men det indebærer altså også, at man er nødt til at gøre sig sine egne erfaringer, før man kan lære af dem.

Hvis nogen har ondt af, at jeg læser på dåserne, hvad den mad, jeg giver mine katte, indeholder, så tror jeg, de har et større problem end mig :slight_smile:
Resten af punkterne synes jeg ikke er relevant for mig. Nå jo, vandfontænen - den står inde i skabet, fordi jeg ikke er god nok til at få den gjort ren, så den kan erhverves for billige penge.

Som jeg vist har skrevet herinde engang før, er mit udgangspunkt, at dyr skal behandles med respekt, men de skal ikke behandles som mennesker. Det prøver jeg efter ringe evne at efterleve til daglig, men engang imellem tager hysteriet sikkert overhånd. Når kattene har dårlig mave i et halvt år fx - så bliver jeg lidt tyndslidt og hysterisk med, hvad der kommer i bakken :S

Om det så skyldes, at jeg ingen børn har, eller at jeg går for meget hjemme, ved jeg ikke :høhø:

[QUOTE=galath;1026785] Når kattene har dårlig mave i et halvt år fx - så bliver jeg lidt tyndslidt og hysterisk med, hvad der kommer i bakken :S

Om det så skyldes, at jeg ingen børn har, eller at jeg går for meget hjemme, ved jeg ikke :høhø:[/QUOTE]

Nu er det jo heller ikke katte med dårlig mave i et halvt år, der tales om her - det er katte med dårlig mave i max et par dage, hvor nogle mennesker reagerer meget voldsomt og partout skal til dyrlægen, også selvom det er weekend og derfor koster en halv jetjager hos nogle dyrlæger.

I forhold til mine katte er jeg ejer - og opdrætter - jeg er absolut under ingen omstændigheder slave, uanset hvor meget tid jeg bruger sammen med dem. Jeg kommer hjem hver dag (eller arrangerer pasning, hvis jeg skal være væk flere dage), men medmindre nogen er syge eller jeg har små killinger, så afholder mine katte mig bestemt ikke fra at komme sent hjem. De kommer også til dyrlægen, når jeg skønner det nødvendigt - men ikke fordi 1-2 har lidt tynd mave og ellers ser frisk ud.

Jeg har haft vandfontæne - og endda flere af slagsen - og de er alle “døde” pga mit manglende engagement i forhold til rengøring af dimsedutter. Til gengæld insisterer jeg på at fodre med vådfoder og helst uden sukker og korn. Det første fordi jeg tror på, at det har holdt Galliano fri for urinvejsproblemer i nu 4 år og det sidste fordi jeg ikke kan se nogen grund til at give dyr noget, de reelt ikke har brug for. Mange mennesker forsvarer deres mere eller mindre overvægtige dyr med, at de er kastrater - jeg går ikke ind for småfede kastrater, hvis det kan undgås (jeg er klar over, at nogle er sværere at holde slanke end andre).

Ligesom PiaB forbeholder jeg mig ret til at spise junkfood, hvis jeg har lyst, og jeg køber absolut også datokød og spiser det med største fornøjelse, men det er bestemt ikke udelukkende for så at kunne bruge mine penge på kattene. Det er også for at have bedre råd til ferier, nyt tøj, spise ude og al anden menneskeluksus, jeg kunne have lyst til :slight_smile:

Men når det så er sagt, så er jeg meget enig med Else i, at mange lader deres katte styre hele deres tilværelse. Hvis man så samtidig er “sart” og har problemer med selvtilliden og med at føle, at man slår til, kan kattene/andre dyr faktisk forstærke det, fordi de alt andet lige er så svære at kommunikere med og man derfor selv skal kunne se, om man gør det rigtige for dem :slight_smile:

Jeg kan da svare ja til de fire første :høhø: Dog med den tilføjelse, at det ikke er ensbetydende med, at fordi jeg er opmærksom på hvad kattene får at spise, at vi selv lever af havregrød eller junk food. Det har altid været vigtigt for mig at mine katte fik et godt foder, også da jeg var studerende og ikke havde særlig mange penge. De kan jo ikke selv gå ud og shoppe, så jeg prøver gerne at vælge noget godt til dem, selvom det da er dyrt foder. Og drikkefontæne har de også og den elsker de, selvom den er vildt upraktisk, så nænner jeg ikke at tage den fra dem.
Jeg synes nu ikke jeg går for meget op i mine katte, selvom der nok skal være dem der synes det, men jeg vil nu hellere at man går for meget op i det end for lidt. Dermed ikke sagt at man skal have drikkefontæner og købe dyrt foder for at være en dedikeret katteejer, men det hjælper da alt sammen :tihi:

Det med at være slave for sine katte er jo bare måde at udtrykke kattens personlighed på, i forhold til f.eks en hund. Kan nu også bedre lide udtrykket “A dog has a master, and a cat has a staff.” :smiley:

Den der med slave er jeg så ret græsk-katolsk overfor. Det er på ingen måde noget jeg selv ser mig som eller en betegnelse jeg kunne finde på at bruge. Men det er heller ikke noget jeg studser over at andre kan finde på at sige.

Tilgengæld så har jeg det svært med den der fortælling om “Regnbuebroen”. Uh, hvor er det, for mig, bare at overromantisere og gøre tingene sukkersøde, at gribe et tab an på den måde…
Men der dukker den der med forskelligheden igen op. Det er forskelligt hvad mennesker har behov for for at forholde sig i en situation, f.eks. med et tab.

Og mht mit tidligere indlæg, så går min tanke deri på at når man går for meget op i at have kat, så er det når man netop gør sig store bekymringer og stresser meget i situationer med “småting”. Ikke når andre synes at man gør det - for spurgte man den almindelige befolkning så var de fleste herinde vist næsten klar til den lukkede :høhø: Alle herinde går jo mere op i det at have kat end gennemsnittet - men de færreste herinde går efter min mening for meget op i at have kat :slight_smile:

Den der Vivi også skriver med “går du selv til lægen, for…?” og i andre tråde: “hvad ville din dyrlæge kunne gøre ved det?” tror jeg er tanker der er sig ganske gode at have i baghovedet.

Det har været MIT valg at få både børn og katte og dermed osse MIT ansvar at gøre det bedste for dem uanset hvilken kategori de var/er i :slight_smile:

I dag er ungerne voksne og flyttet, så kattene er min hverdag, de er stadig katte og bliver behandlet som katte, men de er utroligt vigtige, og for mig ER det vigtigt at de får nogle gode katteliv, det betyder at jeg vælger deres foder, og ja de har osse en fontaine :wink: det har de, fordi jeg selv har prøvet at måtte aflive en hankastrat på grund af gentagende blokeringer, så her i huset er ALT hvad der kan lokke mere vand ned, vigtigt.

Det betyder osse at mit hjem, osse er kattenes hjem, så de kommer selvfølgelig overalt, det er sådan jeg ønsker det :slight_smile:

Nej jeg hverken vejer eller måler det der kommer ud af dem, jeg observere når jeg tømmer bakker og indtil videre har det fungeret fint, jeg render heller ikke til dyrlæge i tide og utide, men er der noget jeg er usikker på, så ringer jeg gerne og får en snak med dyrlægen, hun kender mig og ved jeg kender mine katte.

Har jeg nu glemt noget, hmm, det har jeg nok grin

Mine katte er meget vigtige for min livskvalitet, og det afspejler sig selvfølgelig i den måde jeg har dem på, og det har jeg det helt fint med, så kan andre tænke som de vil :stuck_out_tongue: