Nu har jeg jo postet Aslans og Malous historie så vil jeg da også fortælle Kaplans, Nanoks og Milaks historie.
Jeg lærte Marina (Chagall´s) at kende gennem Anette O. som jeg havde lært at kende på et katteforum.
Jeg skulle selvfølgelig besøge den her fantastiske briteopdrætter. Ikke i købsøjemed, for hun havde ikke ikke sort/sølv briter i henes opdræt.
Jeg lærte så Marina at kende som en god ven og jeg besøgte hende ofte og gennem tiden kom der jo killinger til. De var da søde bevars, men det var jo ikke sølvbriter og det var da det eneste rigtige i mine øjn.
Jeg havde jo mistet Malou og gik og overvejede at få mig en legekammerat til Aslan, men var blevet rådet til at vente, da det at få en ny killing kunne være farligt for Aslan pga hans immunforsvar. Jeg blev derfor skrevet op hos en dejlig sølv/brite opdrætter - Alice - til en af hendes killinger når nu hendes avlskat kom i løb. Det kunne jo kun gå for langsomt.
En dag havde Marina fået endnu et kuld og da de var gamle nok til besøg, skulle de da også nusses.
Fra første øjeblik blev jeg forelsket i en lille rød bandit som bare tog mig om hjerte. Det var ham jeg kredsede om hver gang vi besøgte Marina. Han var bare så dejlig, så tillidsfuld, så kælen nå ja og fræk.
Lærke, min datter, mente bestemt at vi skulle have ham og jeg svarede meget bestemt “nej!” for jeg skulle kun have sølvbriter - og dermed basta.
Tiden kom for at killingerne skulle finde nye hjem. En efter en blev de solgt og det var jo dejligt at de havde fundet et kærligt hjem.
Pludselig en aften hvor jeg var gået i seng, gik jeg totalt i panik. Hvad havde jeg dog gjort. Nej, nej, Kaplan skulle jo bo hos os. Ud af sengen og ned og skrive en mail til Marina, om at hun ikke måtte sælge ham til andre end mig! Det var desværre for sent at ringe.
Næste morgen kimede jeg panisk Marina ned på hendes fastnetstelefon og mobiltelefon. Hvorfor pokker tog hun den ikke??? Endelig var der respons, Marina tog sin mobiltelefon og jeg skyndte mig at spørge om Kaplan var solgt, for det måtte han ikke være for han skulle bo hos os.
Marina svarede at hun altså lige stod i paskontrollen et eller andet sted i udlandet… Det var jeg da ligeglad med - HVAD MED KAPLAN??? Endelig svarede Marina: “Rolig nu han er der stadigvæk!”
Glæden ville ingen ende tage i den lille familie. Kaplan var vores.
Den dag Kaplan flyttede ind fulgte Marina med for at sikre at det blev en god sammenføring. Jeg havde jo hørt så meget om problemer med nye killinger så det var rart.
Marina lukkede Kaplan ud af transportkassen, og han gik straks i gang med at undersøge sit nye hjem. Aslan fulgte ham interesseret rundt og inden der var gået 10 minutter fór de to rundt og legede. Det var så den sammenføring, let og smertefrit.
Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at skulle have flere katte, men da jeg havde været på ferie en uge sidste sommer oplevede jeg, da jeg kom hjem at Kaplan bed Aslan så han peb.
Denne adfærd stod på en uges tid og forsvandt så igen. Efter noget tid skete det igen med jævne mellemrum. Ikke at Kaplan bevidst var ond ved Aslan, han ville bare lege og Aslan orkede det ikke.
Jeg kontaktede derfor Marina og Alice for at høre om en killing ville kunne afjælpe mit problem. De mente begge at en killing ville afhjælpe problemet da Kaplan så kunne lege med killingen og Aslan få den ro han ønskede.
Så beslutningen om en trejde kat blev taget.
Alices alvskat var endelig gået i løb og var med killinger. Jubii! Desværre besluttede Alice sig for at beholde den killing selv, som vi havde tabt vores hjerte til. Så nul sølvbrite til os.
Tiden gik og vi besøgte jævnligt Marina og selvfølgelig kom der killinger til.
Pludselig en dag var der en lille creme killing i kuldet som øjeblikligt stjal mit hjerte. Denne gang turde jeg ikke overhørte mit hjerte, men skyndte mig at gøre krav på den lille uldtot. Jeg insistederede endda på at betale ham med det samme, hvilket tog mig megen overtalelse for sådan “plejede” Marina ikke at gøre det.
Hold da op hvor var tiden lang inden Nanok skulle flytte hjem til os.
Vi besøgte ham jævnligt og der var to blå uldtotter som også krøb under huden på mig i den tid. Om Marina fornemmede hvor det bar hen ved jeg ikke for jeg anede det ikke selv, før 3 dage før Nanok flyttede ind. For naturligvis skulle den ene blå uldtot da flytte med.
Igen stillede Marina op til at være med under sammenføringen, selv om det betød at hun måtte køre med mig i et noget tvivlsomt snevejr.
Igen blev bamserne lukket ud og de “to gamle” fulgte nøje med i hvad der forgik.
Kaplan var frygtelig nysgerrig og nærmede sig killingerne, men når de tog kontakt nærmest flygtede han. Aslan fulgte det hele på behørig afstand.
Milak fik på et tidspunkt presset Kaplan op i et hjørne, hvor han ikke turde flytte sig fra førend jeg flyttede Milak, men efter noget tid indså Kaplan at de jo var sjove at lege med. Aslan derimod interesserede sig ikke få de små uldtotter der havde indtaget hans hjem.
Den første nat sov killingerne inde på Lærkes legeværelse i fred og ro.
Dagen efter legede Kaplan lystigt med de små, når han ikke lå og puttede med dem i sofaen. Aslan havde stadig ikke vist de små nogen form for interesse og gik væk når de nærmede sig ham.
Kaplan legede på et tidspunkt med Milak, og legen var åbenbart for vild for Milak peb. Kaplan skyndte sig at lægge sig ned og gennem stuen for der bare et sølvlyn. Pludselig stod Aslan hvæssende og spruttende foran Milak med front imod Kaplan. Aldrig nogensinde har jeg set Aslan “sige fra” overfor Kaplan og nu oplevede jeg det til fordel for Milak, en uldtot Aslan slet ikke havde vist interesse for.
Efter det så var det bare en stor katteflok.
Aslan spankulerer nu dagligt rundt og inspicerer sin flok. Han er uldtotternes beskytter og finder dem, når de går og kalder, slikker dem kærligt i øret, og holder øje med at Kaplan ikke er for vild.
Kaplan, han har endelig fået nogen der gider at lege.
Modsat Aslan har Kaplan aldrig været syg og det var helt underligt at få en killing man ikke skulle rende til dyrlæge med flere gange om ugen og jeg er ikke i tvivl om at Nanok og Milak viser sig at være lige så robuste.
Kaplan er også en meget social kat og mener at alle besøgende er til for ham, hvorimod Aslan lige ser folk lidt an først. Milak og Nanok er lige så insisterende som Kaplan når det kommer til kæl og begge elsker at ligge i arm.
Så for mig er lykken Aslan og tre Chagall´s katte …
…eller måske fire. Mangler jo lige en lille brun Ayi til flokken og jeg er ikke i tvivl om at det naturligvis skal være en Chagall´s.
Hun er da bare såååååååå smuk så smuk 
