Kattens huskeregler

HUSKEREGLER FOR KATTE…!:

Badeværelset:
Følg altid med gæster ud på badeværelset. Det er ikke nødvendigt at gøre noget, bare sid og glo.

Døre:
Lukkede døre tillades ikke. For at få åbnet en dør, stil dig på bagbenene og dask eller skrab med forbenene. Når døren bliver åbnet, er det ikke nødvendigt at bruge den. Efter åbning af hoveddør, stiller du dig i åbningen, halvt inde og halvt ude og tænker på noget rart. Dette er specielt vigtigt, hvis det er et værre regnvejr, det sner, stormer og er koldt, eller hvis der er mange myg der gerne vil ind.

Stole og trapper:
Hvis du skal kaste op, skal du skynde dig op på en stol. Hvis du ikke kan nå det i tide, kan du bruge et orientalsk tæppe, men almindelige tæpper er også fint nok. Mens du kaster op på tæppet, skal du huske hele tiden at rykke baglæns.

Forstyrre:

  • Hvis nogen mennesker gør noget, mens andre ikke gør noget, skal du holde dig til den som gør noget. Dette kaldes at ”hjælpe til” eller ”forstyrre”.
    Her er reglerne for ”forstyrre”:
  • Når du følger med i madlavningen, skal du sidde lige bag kokkens venstre hæl. Du bliver ikke set og dermed er der større chance for at du bliver skubbet til, for så at blive taget op og trøstet.
  • Når nogen læser en bog, skal du møve dig tæt ind under hagen eller mellem øjnene og bogen, hvis du da ikke kan komme til at lægge dig tværs over selve bogen.
  • Ved andet papirarbejde, skal du lægge dig på papirerne, på den mest hensigtsmæssige måde, således at så meget af papirerne bliver skjult som muligt. Lad som om du sover, men fra tid til anden strækker du dig og dasker lidt til blyanten eller kuglepennen.
  • Når et menneske holder en avis op foran sig, skal du hoppe op på bagsiden af avisen. Mennesker elsker at blive hoppet på. Når et menneske arbejder ved en pc, hopper du op på bordet og spadserer hen over tastaturet. Så lægger du dig i favnen på mennesket, helst over begge arme.

Om at gå:
Så ofte som muligt skal du springe frem foran mennesker, så hurtigt og tæt på du kan. Specielt i mørke er det vigtigt, på trapper når nogen bærer på noget og når de står op om morgenen.

Sengetid:
Du skal altid ligge ovenpå menneskerne så de ikke kan bevæge sig.

Kattebakke:
Når du bruger kattebakken, er det vigtigt at sparke så meget grus ud som muligt. Mennesker elsker følelsen af kattegrus mellem tæerne.

Gemmeleg:
Nogen gange skal du gemme dig et sted hvor menneskerne ikke kan finde dig. Du skal ikke under nogen omstændigheder vise dig før der er gået tre-fire timer. Dette gør at menneskerne går i panik (en positiv oplevelse) fordi de tror at du er stukket af, eller der er sket dig noget slemt. Når du så kommer frem, vil menneskerne overøse dig med klap, nus og andre kærtegn. Sandsynligvis vil du også få noget mundgodt.

En sidste tanke:
Brug alle muligheder til at komme tæt ind på et menneske, helst ansigtet. Sno dig og vis dem din rumpe. Mennesker synes det er mægtig fint, så gør det ofte.