Jeg har været ude og købe julegaver i dag, så ungerne var alene hjemme.
Efter et stykke tid får jeg en sms, at de ikke kan finde den ene killing. Jeg beder dem kigge om den kan være smuttet ud af døren, da jeg gik - det var den ikke. Så siger jeg til dem, at de kan prøve at give dem dåsemad og kalde på killingen - det virker heller ikke.
Well … jeg er ikke synderlig nervøs, da haven jo er hegnet ind, så jeg fortsætter indkøbene.
Senere ringer Lasse så for at spørge om de må gå hjem til fætter. Og jeg spørger så om de har fundet killingen. Det har de ikke …
“Hvor mange killinger er der”, spørger jeg så.
“2”, svarer Lasse.
Og jeg er så ved at bryde sammen af grin, da jeg spørger om de har glemt, at jeg var ude og aflevere den ene killing i går :klapper::klapper::klapper:
I det mindste er det dine børn der ikke kan “tælle”.
Sidste år havde jeg en ildertæve som ikke kunne tælle. Det var noget af et manegeri at veje hvalpe, for hun var overbevist om at jeg havde givet hende forkert antal tilbage hver gang. Og blev stik rasende på mig over at jeg ikke afleverede resten af hendes hvalpe…
Altså Vivi, det er ulempen ved en race, hvor killingerne ligner hinanden. Det ville jo aldrig være sket her, hvor ungerne ville have sagt ‘Vi kan ikke finde Togo’ - og så er det jo hurtigt afsløret, hvis Togo var den killing, man lige har afleveret. -engel
de kære børn !
Det ville jo aldrig være sket her, hvor ungerne ville have sagt ‘Vi kan ikke finde Togo’ - og så er det jo hurtigt afsløret, hvis Togo var den killing, man lige har afleveret. -engel