Jeg har besluttet at poste den første gys for voksne, som jeg har færdig, herinde. Er spændt på, hvad I synes:-) Jeg plejer at skrive til børn/unge men har forsøgt at udvikle det lidt, så voksne også kan læse med.
Novellen er ikke korrekturlæst - bær over med det. Sheer har set den og kommet med nogle sproglige rettelser - men jeg er ved at skrive en anden gyser til udgivelse snart, så har ikke nået at få det lagt ind.
God fornøjelse:-)
IAGTTAGERNE
Af Helle Lenschow.
Fred smed kufferten ind i bilen og kastede et sidste blik tilbage på villaen. 10 år havde de boet her, men nu var det på tide at opfylde en gamle drøm! Han smilede ved tanken om det dejlige lille landsted, som de havde fundet i det skotske højland, og steg ind i bilen. Karen bøjede sig frem og kyssede sin mand. - Så er det nu, skat. Hun smilede. De kunne næsten ikke vente.
Fred startede bilen. - Så kan I godt vinke farvel til huset og byen, unger, sagde han og så om på børnene, der sad på bagsædet. Emilie med armene foldet demonstrativt over brystet så mut ud, mens Fie hoppede spændt op og ned i sædet. - Er vi der snart, far? Må jeg så få en kat, mor? Forældrene smilede til hinanden, mens bilen forlod indkørselen og satte kursen mod det bakkede landskab.
Naturen blev snart mere barsk og øde. Inden længe var der længere og længere mellem husene, og flere gange forstyrrede de flokke af vilde dyr, der tog flugten over markerne ved synet af bilen og den lille familie. Det var fantastisk, lige som de altid havde drømt om, og Fred vidste, at Emilie nok skulle falde til ro, når der var gået lidt tid. Han glædede sig til at vise hende huset, men han vidste også, at det var svært at forlade vennerne i byen og skolen. Men det var nu en gang bedst for børn at vokse op på landet. Det var han overbevist om.
De havde passeret massevis af grønne marker, små skove og søer, da Fred drejede af landevejen og ind på en grusvej. - Alt det, I kan se fra nu af, er vores, sagde han til børnene, der pressede næserne mod ruden og gispede. - Det ligner lort, sagde Emilie, men forældrene valgte ikke at kommentere hendes udbrud.
#
Mr. Stone tog imod på gårdspladsen som aftalt. Som han stod der i støvregnen i en gammel slidt regnfrakke, lænet op ad sin gamle Ford, lignede han en person, der var trådt ud af en gammel tv-serie. Fred grinede for sig selv ved tanken om, hvilke mennesker, der boede her. Helt sikkert nogle spændende typer, som han kunne bruge som inspiration i sine bøger.
Huset og den gamle staldbygning havde stået ubeboet i mange år og her trængte til en kærlig hånd, men alt det havde de vidst på forhånd og forhørt sig nøje om, inden de købte stedet. Både han og Karen var enige om, at dette var det perfekte sted. Han kunne skrive i fred, og de sidste år var det gået så godt med skriveriet, at hun kunne gå hjemme. Så de glædede sig til at sætte deres eget præg her.
Der var tid nok. Og børnene. Fred blev helt varm ved tanken. Det havde altid været deres drøm at opfostre børnene på landet, og dette sted var perfekt. Simpelthen perfekt.
Mr. Stone rakte en våd og beskidt hånd til Fred, der blev overrasket over styrken i den gamle mands håndtryk. - Nå, så kunne I være her. Godt. Her er nøglen. Jeg bliver her ikke efter mørkets frembrud. Stone så over mod staldbygningen. - Dyrene kan mærke, at vi er her, og de er ikke spor glade. Nej, ikke spor glade…
Fred tog nøglebundtet. - Nej, sagde han og blinkede. - Men jeg går ud fra, at du taler om de par vildkatte, som bor i stalden, og du kan tro, at dem skal vi nok blive venner med. Vi har fløde og leverpostej, ser du. Fred grinede, men Stones øjne gled bare igen nervøst mod staldbygningen. Fred tøvede. - Nåeh, men tak for ulejligheden. Vi mener, fordi du ventede her trods regnen, sagde han og så på sin kone med et sigende blik. Overtro! Karen nikkede og smilede retur uden at sige noget.
Fie, som straks havde fanget ordet katte, overvandt sin skræk for den fremmede mand. - Katte? Bor der katte her? Nej, hvor fedt! Hvor er de? Hun drejede hovedet i en sådan fart, at hendes lyse krøller dansede i regnen. - Ja, min lille ven. Stone bøjede sig en anelse frem og så næsten hemmelighedsfuld på pigen. - Men det er ikke almindelige ka… Fred afbrød resolut: - Nå! Vi må hellere ind, og du skal vel også køre, hvis du skal nå landsbyen før aften? Han så sigende på Mr. Stone, der trak sig med et farvel og god aften, inden han satte sig i den gamle Ford. Det tog tre forsøg at starte, og så tromlede bilen ned ad grusvejen og forsvandt i svinget. - Hvad var det med de katte? Emilie så lidt urolig ud. Dyr havde aldrig været hendes store lidenskab. Det var mere Fie, der var til den slags. - Rolig skat. Det er bare noget gammelt overtro. Vi har hilst på kattene. De bor i stalden og bortset fra, at de er lidt bange for mennesker, er der intet specielt ved dem, sagde Karen, løftede Fie op og bar hende hen mod huset.
Døren gled knirkende op, og Fred famlede et kort øjeblik efter kontakten. Lidt efter lå huset badet i lys, og forældrene slæbte kasser og tasker ind, mens børnene løb fra rum til rum og kom med glædesudbrud. Selv Emilie var tøet op efter, at hun havde set sit værelse.
Da de vigtigste ting var på plads, puttede Karen de to piger, inden hun kom ind til sin mand, der allerede lå i sengen. - Jeg tror næsten, at jeg er lykkelig, skat, hviskede hun og krøb ned til Fred.
#
De havde sovet et par timer, da et højlydt skrig trængte gennem huset. - Det er Emilie, råbte Fred og fløj ud af sengen. Han fandt datteren i en krog af hendes værelse, hvor hun krøb grædende sammen. - Hvad sker der dog, lille skat? Fred sank ned ved siden af sin datter, mens Karen kom ind i værelset. - Hvad sker der? Hun så skræmt ud. Fred tyssede på en kone og trak Emilie med op og sidde på sengen. Hun snøftede højlydt. - Der var en stor sort kat i fodenden af min seng, og da jeg ville skubbe den væk, hvæsede den og… Se! Hun rakte hånden frem, og forældrene fik et helt chok, da d så de dybe rifter i pigens hånd. - Her, skat. Kom med så skal jeg ordne det, sagde Karen og trak Emilie med ud af værelset. - Pas på far, sagde pigen med stille stemme. - Jeg tror, at den er herinde endnu.
Fred rejste sig og så sig omkring i værelset. - Mis, mis, mis, prøvede han, men der var naturligvis ingen, der svarede. - Må jeg prøve at finde den far? Fie, som havde hørt larmen, viste med tydelig kropssprog, at hun ikke var bange for katten, og at hun hellere end gerne ville hjælpe med at lede. - Det tror jeg ikke er så godt i dag, skat. Forstår du, katten blev jo lige så bange som Mille og vil helst bare ud lige nu. Smut du ud i køkkenet til mor. Fie trak sig modvilligt, mens Fred snuppede en kost, der stod i gangen og gik ind på værelset.
Han åbnede vinduet. Hvordan i alverden var den kat kommet ind? Han trak noget tøj væk, som lå smidt på gulvet. Ingen kat.
Fred gik langsomt ned på knæ og kiggede forsigtigt ind under sengen. - Mis, mis, mis. Stadig ikke en lyd. Han lod kosten feje ind i mørket, men det var uden resultat. Pludselig blev han opmærksom på en lyd bag sig, og i det han drejede hovedet, nåede han lige at se skabslågen svinge en smule. Den var i skabet! Fanget! Fred listede over og svingede lågen op, og i det samme strøg en mørk skygge ud mellem hans ben og sprang op i vindueskarmen. - Så misser! Ud med dig nu! Men den sorte kat blev bare siddende på karmen, hvorfra den stirrede på ham med et mærkeligt, næsten tomt blik i de gule øjne. Fred studsede. Hvorfor stak den ikke af? Var den mon syg?
Han genkaldte sig rifterne på Emilies hånd og gøs. Bare den ikke var syg! Han prøvede igen. - Ud med dig. Hvuis, hvuis! Men katten rokkede sig ikke ud af stedet. Hva var det for en mærkelig kat? Var den alligevel tam og havde bare fået et chok?
Fred satte sig på hug og rakte hånden frem, mens han igen forsøgte med mis, mis, mis. Katten så først på hans hånd, og så så den tilbage på manden på gulvet med et blik, der fik Fred til at føle sig som en idiot. Tog dyret pis på ham?
Han rejste sig. - Nå, men du skal ikke sove herinde min fine ven, sagde han og tog kosten. Katten fulgte alle hans bevægelser med øjnene men lod ikke til at føle sig truet. Fred svingede kosten mod dyret, der i et øjeblik skiftede karakter. Den tomme stirren blev afløst af et rasende blik, og kosten nåede ikke engang at ramme, før den store kat krummede ryggen og satte af i et spring med retning direkte mod Freds ansigt. I sidste øjeblik løftede han armen og mærkede, hvordan katten akkompagneret med en hvæsen, lod lange kløer borer sig ind i hans hud. Fred gav et hyl, tabte kosten og faldt baglæns ned på trægulvet.
Liggende hjælpeløs på ryggen, så han direkte op i øjnene på den sorte kat, der stod på hans brystkasse. Fred var lammet af skræk i nogle sekunder, før katten pludselig drejede om og forsvandt ud af vinduet i et lydløst, elegant spring.
Karen kom løbende til og hjalp ham på benene, mens han bandede højlydt og undersøgte rifterne på sin arm. - Hold da op et bæst! Men jeg fik den da ud! Karen så bekymret på Freds arm og tog ham med ned i køkkenet. - Er den ude, far? Så du den? Emilie sad ved køkkenbordet med store øjne. - Ja, jeg så den, men den er ude nu og kommer ikke ind igen. Ikke så længe vi bor her. Det lover jeg!
Karen nikkende samtykkende. - Vilde katte hører ikke til indenfor, og normalt nærmer de sig aldrig mennesker, sagde hun trøstende. - Gør de ikke? Fie, som havde stået ved vinduet og set ud på gårdspladsen, vendte sig og så på familien. - Det er der da vist ikke nogen, som har fortalt vores katte noget om, sagde hun med en stemme, der rystede en smule og pegede ud i gården. Fred fik et chok.
På gårdspladsen i regnen kunne han se otte mørke skygger sidde og vente. Deres spejlblanke øjne fulgte hver eneste af de nye beboers bevægelser gennem ruden.
#
Du lægger alt for meget i det her. Katte tænker sgu da ikke på den måde! I nat havde de alle sovet sammen i forældrenes seng, men ingen havde set så meget som skyggen af en kat, siden de var stået op. Børnene havde sommerferie fem uger endnu, og der var nok at se til med huset. - Jeg ved godt, at vi blev lidt revet med i går, men helt ærlig Karen. Han så bønfaldende på hende, og hun gav ham et kys. - Okay, du har ret. Jeg lod mig vist rive lidt med af børnenes uro, sagde hun.
Fie kom ned ad trappen og satte kursen mod hoveddøren. - Hov, hov min fine ven! Hvor skal du hen? Karen nåede lige at fange datteren, der stadig var i nattøj. - Ud og lege med misserne, sagde Fie, og forældrene kunne ikke lade være at grine. - Okay, men først i tøjet, så noget morgenmad, og så går far med. Måske I kunne lokke dem med noget mad? Karen så på Fred, der nikkede. - Selvfølgelig! Vejen til kattes hjerter går gennem deres maver!
Fie løb i forvejen og kaldte mis, mis, mis, mens Fred, som bar leverpostej og nogle underkopper, gik et stykke efter hende. De gik ind i staldbygningen, hvor de forventede, at dyrene boede. Det var jo egentlig nogle stakkels dyr. Hvor længe havde de mon været overladt til sig selv? Fred holdt meget af dyr, og han brød sig ikke om, når mennesker løb fra deres ansvar. Desuden var katte nyttedyr. De tog mus og rotter og var oven i købet smukke at se på.
Han satte maden fra sig på gulvet og så sig omkring. Der var ingen katte at se. - Fie ?, kaldte han og så sig om efter datteren. - De bor heroppe, far. Kom og se! De bor heroppe - alle sammen! Datterens stemme kom fra høloftet, og Fred skyndte sig op ad stigen efter hende. Alle sammen? - Nu skal du ikke gå for tæt på dem. Husk de er bange… Fred stoppede midt i sætningen. Han tændte den enlige loftspære og stirrede med åben mund på scenariet foran sig.
Fie stod midt i rummet, og rundt om hende sad katte i alle farver og størrelser. På halmballer, på loftsbjælker, på gulvet og i skjul bag noget gammelt ragelse, der flød i hjørnerne. Og alle som en stirrede de på den fremmede, der havde tilladt sig at forstyrre deres søvn. Fred gøs. Hvorfor stirrede de sådan på ham? Var disse katte lige så aggressive, som den sorte fra i nat? Han drejede hovedet. Der var også katte bag ham. Hvor mange var der? 50? Eller måske flere? Det var umuligt at afgøre. Men de stirrede alle på Fred, der følte, at kattene på en gang både så direkte på ham og samtidig lige igennem ham. - Ha, ha, de kigger mest på dig far, fnisede Fie, og selvom hun talte, veg kattenes blik ikke fra Fred. - Jah…, sagde Fred og forsøgte at smile, mens han mærkede, hvordan han pludselig svedte.
Han følte sig blottet og sårbar. - Måske vi lige skal gå ned og hælde mad op til dem, skat. Der er godt nok mange hva… Han vinkede Fie hen til stigen, og hun fulgte modvilligt med.
Fred hældte leverpostej på tallerkenerne og stillede dem på gulvet, mens han hele tiden kunne mærke kattenes uafvendelige stirren. De fleste havde taget opstilling på stigen, mens enkelte var fuldt med ned i stalden, hvor de sad på betongulvet og så på ham. Hele tiden, mens han hældte maden op, kunne han mærke deres gennemborende blik følge hver eneste af hans bevægelser og med en stemme, der rystede en smule, kaldte han igen og igen mis, mis, mis i et forsøg på at lokke kattene hen til maden. De to mennesker trak sig lidt tilbage. - Så! Lad os nu give dem en chance for at komme herhen, sagde Fred, og Fie holdt vejret af spænding.
I det de bevægede sig væk fra stigen, sprang flere katte ned fra loftet, og flokken rykkede nærmere på de to fremmede. Ingen af dem lod til at tage notits af maden. Alle havde de tilsyneladende kun øje for Fred. De ventede næsten 20 minutter, men til sidst mistede Fie heldigvis tålmodigheden. - Øv, de spiser ikke, når vi er her. Kom, vi går over til mor, sagde hun og trak i hans ærme. Fred var lettet over at forlade de iagttagende blikke og skyndte sig efter datteren ud af stalden.
De gik over gårdspladsen, da han blev opmærksom på små, lette skridt i gruset bag sig. Han så sig over skulderen og stivnede. Bag ham stoppede katteflokken også op og så på ham uden at blinke. Fulgte de efter dem? Nej, kattene lod til at være ligeglade med Fie. Det var ham, som de fulgte. - Gå væk, der er mad i stalden, skynd jer, forsøgte han og gjorde nogle armbevægelser mod kattene, men det fik bare de forreste til at hvæse arrigt og krumme ryg. Den gestus genkendte Fred fra aftenen før, og da han ikke havde noget ønske om flere kradsemærker, trak han i stedet på skuldrene og gik ind. - Kattene er bare helt vilde med far. Se! De venter på ham! Nåh, hvor er de søde. Fie trykkede næsen mod ruden og så ud på de mange katte, der nu havde taget opstilling på gårdspladsen uden for huset. Ganske som i nat. Denne gang var der bare endnu flere, og de så alle som en på Fred.
Karen tabte det viskestykke, som hun stod med og så på Fred med et skræmt blik. - Hvad sker der dog? Hvorfor opfører de sig sådan? Fred trak på skuldrene og forsøget at virke ligeglad. - Det går nok over. Jeg må have kattetække, grinede han. - Men én ting er sikkert. De er alt for mange, og der er ikke mad nok til dem. Vi må have fat på nogle bure. Fie fór sammen. - Hvad skal du med bure, far? Hendes stemme lød skrap, og Fred trak hende ind til sig. Her var vist noget, der blev svært at forklare det dyreelskende barn.
#
Kattene blev siddende udenfor og stirrede afmålende på Fred hele dagen. Da Emilie så dem, gav hun et vræl og trak sig tilbage til sit værelse, hvorfra hun nægtede at komme ud, “før de møgdyr var væk”.
Fred forstod hende. Hvis han forlod køkkenet og gik ind i stuen, fulgte dyrene med udenfor. Uanset hvor han befandt sig, holdt de ham hele tiden på kornet. En ret ubehagelig følelse, og selv da han ville skrive, tog flokken opstilling uden for hans vindue og fortsatte deres stirren, så han selv endte med at stirre - bare på en tom skærm. - De pokkers dyr giver mig sgu en skriveblokering, sagde han halvt i spøg, halvt i alvor til Karen ved aftensmaden, men situationen var nu alvorlig nok. Det var trods alt hans talent, der bragte dem brød på bordet.
Fie lod sig ikke mærke med kattene. Hun mistede hurtigt interessen for dem, da de ikke ville kæle men løb væk hver gang, at hun nærmede sig dem. Karen forsøgte et par gange at smide noget mad ud, men kattene ænsede det ikke, og snart lod hun dem også være. Det var værre med Emilie. Hun var direkte bange for dyrene og ville ikke gå ud uden, at en af forældrene gik med. Og helst moren, da kattene tilsyneladende fulgte hver eneste af farens skridt.
Det var ikke, fordi kattene gjorde noget. De sad der bare og iagttog hver eneste af Freds bevægelser. De hverken peb, miavede eller hylede men forholdt sig helt stille, mens de med rejste ører og intense øjne fulgte med i alle hans gøremål. Som om han morede dem. Som var han en velkommen adspredelse i et ellers indholdstomt liv. Fred havde næsten foretrukket, at de havde sagt noget. Stilheden var larmende, og som dagene gik, kunne han mærke dem kigge på sig, selv når han sov. - Det går nok over, sagde han til Karen, mens de lagde sidste hånd på husets dagligstue. - Jeg kan da umulig blive ved med at være så interessant!
#
Fred vågnede tør i halsen. Havde han drømt? Karen sov trygt, og han stod forsigtig ud af sengen for ikke at vække hende og gik ned efter et glas vand. Straks fornemmede han igen deres blikke, og han gik hen til vinduet. Ganske rigtigt! Der sad kattene på gårdspladsen og stirrede med deres lysende øjne ind ad ruden.
Han gøs men tog så en beslutning, åbnede hoveddøren og gik ud. Kattene sad på rækker som små soldater. Afventende, som havde de al den tid, der fandtes i verden til deres rådighed. - Hvuis! Gå væk!, prøvede han men uden resultat.
Fred tog nogle sten fra gruset og kastede dem mod de mørke skikkelser, men bortset fra nogle hvæs kom der ingen reaktion. Hvorfor blev de ikke bange? Han tog mod til sig og løftede armene over hovedet, mens han fægtende og råbende løb direkte mod dyrene. Men i stedet for at løbe væk skød kattene blot ryg og hvæssede arrigt med hovederne nede ved jorden, mens de blottede deres sylespidse tænder, klar til angreb. Fred fortrød og gik ind. Det var åbenbart ikke måden. Han så ud på sine små tilskuere. I morgen ville han køre til byen og hente nogle bure. Dette kunne hans nerver ikke holde til i længden. Han slukkede lyset i køkkenet og gik op i seng.
#
Uden for tog kattene ikke notits af, at det begyndte at regne voldsomt. De krøb bare tættere sammen i gruset og stirrede mod den høje skikkelse bag ruden til huset, der i mange år havde været deres hjem. Regn var det mindste af deres problemer.
#
Dyrehandlerens unge ekspedient så en smule forundret på Fred. - Tyve bure siger du? Sig mig, hvor stort et katteproblem har I? Fred smilede anstrengt. - Uha, det vil du slet ikke vide! Kan du give mig en hånd med at løfte dem ud i bilen? Ekspedienten nikkede, men hans øjenbryn forblev oppe i panden, mens han bar burene ud i Freds bil. - Hvor finder jeg en dyrlæge? Den unge fyr så på Fred som om, at han var åndssvag. - Jah, ser du, jeg skal jo have aflivet dyrene, når de er fanget ikk! Som jeg har sagt, så er det vilde katte, som aldrig har været i hænder.
Fred kunne mærke, at hans lunte var kort, og han var træt af at skulle forklare alt to gange til bonderøven, der stod foran ham. Han havde ærlig talt ikke sovet meget de seneste to uger, og det kunne mærkes. - Hvis det bare er det, som han skal bruges til, så er Mr. Olikes vel god nok. Han sidder nok ovre på den lokale, sagde drengen og pegede på en ussel pub, der lå længere nede af vejen. Fred rynkede brynene. Klokken var højest elleve om formiddagen, men trak så på skuldrene og gik ned til pubben.
Der lugtede af gammel tobak og whisky, og det tog et par øjeblikke, før Freds øjne havde vænnet sig til det halvmørke lokale. Der stod et par runde borde i rummet, der lignede noget fra en gammel westernfilm. Fred afskyede sådanne steder, og den lille flok mennesker, der sad i baren lod heller ikke til at sætte pris på besøg. De skulede til den fremmede, der gik med raske skridt mod baren og henvendte sig til den fede mand, der stod bag den. - Jeg leder efter en Mr. Olikes. Han er dyrlæge… ? Bartenderen tog sine fedtede briller af og gav sig god tid til at pudse dem, før han så på Fred. Fred mærkede raseriet brede sig i sin krop. Han huskede tydeligt, hvordan han som barn havde hentet sin egen far sådanne steder. Føj, hvor han afskyede drankere, og især bartendere, der lod til at leve af andres ulykkelige afhængighed af flasken.
Bartenderen pegede hen for enden for baren, hvor en tyk mand i en lang frakke hang ind over bordpladen med et halvtomt glas i den ene hånd og en smøg i den anden. Fred gik forsigtigt nærmere. Var dette den lokale dyrlæge? Så tror da pokker, at kattene på egnen opførte sig så overlegne! - Undskyld… Mr. Olikes? Fred rakte hånden frem, men manden på barstolen trak bare på skuldrene og tømte sit glas i et slurk. Fred fik kvalme ved synet. - Hey, Bonn ! Manden her vil give mig en ny whisky!, råbte han til bartenderen, der var hurtig på aftrækkeren, og før Fred nåede at protestere, stod der to glas foran dem. - Slå røven i sædet, sagde Mr. Olikes og pegede på den tomme stol ved siden af sig. Fred satte sig tøvende. - Jeg ville egentlig bare… - Skål!, afbrød Mr. Olikes og holdt det ene glas frem mod Fred. - Nej tak, jeg… Fred stoppede midt i sætningen, fornemmede det ukloge i at protestere og tog modvilligt en slurk af væsken. Puha, det brændte ubehageligt i hans hals, men samtidig følte han en ro brede sig i sin trætte krop. - Hvad kan jeg hjælpe dig med?. Mr. Olikes så på Fred og skålede igen, inden han tømte sit glas. Før Fred havde fået set sig om, stod der endnu to glas med gullig væske foran ham, og da han mærkede Mr. Olikes stirre, skyndte han sig at tømme sit glas og stille det på baren.
Fred troede, at han skulle brække sig. Bare smagen mindede ham om farens sprutånde, men han tog sig sammen og fortalte Mr. Olikes om kattene. Dog undlod han at fortælle om, hvordan de især interessede sig for ham. Fred holdt inde, og Mr. Olikes kvitterede for talen ved at tømme endnu en whisky. Bonn var der straks, men Fred skyndte sig at signalere et “nej tak, jeg skal køre”, før en ny whisky blev hældt i hans glas. - Held og lykke med at fange de bæster. Det har ingen haft held med før dig, og jeg tvivler på, at du kan. Det er de mærkeligste katte, som jeg har set, hvis det da er katte. Bæster siger jeg dig. Bæster! Fred blev overrasket over Mr. Olikes ord. Han havde forventet et mere professionelt indslag fra en, der, trods alt, var dyrlæge. - Ja, jeg tror nu bare, at det er katte, sagde han og smilede lidt af drukkenbolten. - Og jeg skal nok fange dem, men kan jeg bringe dem til dig bagefter eller hva? Jeg kan da ikke aflive dyrene selv vel. Fred grinede lidt, men Mr. Olikes grinede ikke med. - Kan du ikke?, sagde den gamle dyrlæge og sendte Fred et uudgrundeligt blik.
#
I bilen på vej tilbage til huset, tænkte Fred på samtalen med den mærkelige dyrlæge. Han rystede på hovedet og mærkede whiskyens beroligende virkning skylle ind over sig. Egentlig burde han vel ikke køre lige nu. Han var jo langt fra i træning, når det kom til alkohol. Hans børn skulle ikke opleve det samme, som han havde oplevet. Det havde Fred besluttet for mange år siden, inden han mødte Karen, som heller ikke drak, og nu kom han alligevel hjem og lugtede af sprut. Nå hva faen! De måtte vel kunne forstå, at ha var en smule presset lige nu!
Han svingede ind på gårdspladsen, og da han steg ud af bilen, kom kattene myldrende til fra alle sider og slog ring om ham, mens de med stor nysgerrighed fulgte, hvordan han løftede stålburene ned fra ladet. - Ja! De er til jer! Dygtige, små katte, hvislede Fred mellem sammenbidte tænder. Han frydede sig over dyrenes kommende skæbne. - Den, der ler sidst, ler bedst, sagde han og trak Karen ind til sig for at kysse hende, da han kom ind i køkkenet. - Har du drukket? Hun lød nærmest bebrejdende.
Fred slog en latter op og forsøgte at kysse hende igen, men hun skubbede ham væk. - Åh, hold op. Det var jo bare en skør dyrlæge, der bød mig et enkelt glas. Det sker, der sgu da ikk noget ved! Fred mærkede vreden. Overrasket over, at hun reagerede så voldsomt på et enkelt glas whisky. Man skulle fandeme da tro, at hans egen kone kunne forstå den klemme, som han sad i. - Jeg har fortalt dig om min holdning til alkohol, og jeg troede ærlig talt, at vi var enige!
Karen forlod køkkenet med raske skridt, og Fred nåede ikke at svare. Emilie tittede frem i døråbningen. - Noget galt? Fred rystede bare på hovedet og gik ind i sit skriveværelse. Siddende foran den tomme skærm, kunne han mærke kattenes blikke hvile på sig.
#
Fred vågnede ved, at telefonen ringede. Han var faldet i søvn, lænet ind over bordet på skriveværelset. Noget, der de seneste tre uger, næsten var blevet en vane. I røret var hans agent Em Jacobson, der ville rykke for bogen. Igen! - Nej, nej! Det går fint, løj han og så på den tomme skærm foran sig. - Jeg har bare været lidt presset. Du ved med et nyt hus og sådan. Der er meget at se til, når man flytter!
Em forstod. - Men vi har en deadline, Fred. Jeg kan sgu ikke blive ved med at holde hånden over dig. Forlaget er ved at være godt træt af at vente. Hvor længe tror du, at du skal bruge endnu? Fred var tør i munden og følte, hvordan hjertet hamrede i hans bryst. - Åh, bare en lille uges tid, hørte han sin stemme sige, og Em afbrød tilfreds samtalen. - Dit fjols! Fred hamrede knoerne ned i tastaturet og efterlod derved noget volapyk på skærmen. Men det var trods alt det bedste, som han havde skrevet, siden de var flyttet til dette hul. Fred kom til at grine højt. Tog sig så i det og holdt en hånd for munden, mens en fnisen bredte sig i hans bryst. En uge! Ha! Hvordan helvede skulle han skrive en roman på en uge? Fred følte atter latteren boble i sig, men han holdt den igen tilbage.
Han så ud af vinduet, hvor hans mest trofaste følgesvende sad og stirrede på ham i solen. Ikke en eneste af kattene var gået i en af de mange fælder, som han havde sat op. De havde end ikke værdiget burene et blik. - Men hvis jeg gik derind først, så ville I garanteret følge efter?, sagde han højt til kattene udenfor. Men dyrene så blot på Fred, og denne gang lykkedes det ham ikke at holde latteren tilbage.
#
Karen var bekymret for sin mand. Han virkede presset, og aggressiv. Selv børnene snerrede han af nu, og han trak sig mere og mere fra hende. Hun kunne tælle på en hånd de gange, han havde kysset hende den sidste uges tid, og sex var en by i Rusland. Ofte hørte hun ham stå op om natten, og når han sov drømte ham uroligt. Kattene spillede en rolle. Det var sikkert, men også forlaget, der ville have bogen færdig, pressede ham. En af de gange Fred havde været ude og tjekke burene for at se om, der var gået nogle katte i dem, havde hun listet sig ind og set på hans skærm. Hun fik et chok, da hun så, den var blank. Ikke et eneste ord havde han skrevet, siden de var flyttet hertil, og normalt var han så produktiv.
Karen var bekymret. Freds far havde været en dranker, og de sidste par gange, hvor Fred havde været på ærinder til byen havde hun lugtet alkohol omkring ham, når han kom hjem. Børnene havde trukket sig instinktivt, og selv havde hun et par gange forsøgt at konfrontere ham, men kun med så voldsomme vredesudbrud som resultat, at hun nu havde valgt at tie. Indtil videre i hvert tilfælde.
Hendes tanker blev afbrudt af Fred, der pludselig grinede højt fra skriveværelset. Men en bekymret rynke i panden tog hun en klud og begyndte at tørre køkkenbordet af.
#
Det første Fred gjorde hver morgen var at tjekke burene for katte, men indtil nu uden resultat. De var fandens smarte de katte. Der havde Mr. Olikes haft ret! Fred havde prøvet med både fisk og oksekød i burene, men de katte her lod sig åbenbart ikke lokke med mad. De sad bare i behørig afstand af ham og stirrede. Det var sgu til at få myrekryb af.
Fred overvejede at skyde dyrene, men Karen havde nær fået et anfald, da han foreslog det. Børnene! Tænk dog på børnene! Fred fnøs. Fanden tage børnene! Hun burde sgu da forstå, hvor meget de lortedyr gik ham på! Men nej ingen støtte her! Ikke til ham i hvert tilfælde, men kattene, ja de måtte vel gerne være her og tyrannisere hans liv. Han havde sgu snart fået nok!
Fred sparkede vredt til det tomme bur, der stod på jorden foran ham. - Lort!, råbte han, og kattene hvæsede til svar. Han så på dem. Møgdyr! Tog nogle sten og kastede, men fik blot flere hvæs til svar. Hvorfor fanden blev de ikke bange? Alle almindelige dyr ville sgu da flygte fra en håndfuld sten. Fred tog en ny håndfuld sten og smed dem mod dyrene. En stor grå kat hvæsede arrigt og sprang pludselig hen imod ham med kløerne fægtende i luften. Fred tog instinktivt et skridt baglæns og stødte mod staldbygningens ene mur. Nu nærmede flere af kattene sig, hvæsende og med krumme rygge. Fred trak sig tilbage langs muren, famlede efter håndtaget til stalddøren og skyldte sig ind og lukke den efter sig. Han kunne høre, hvordan nogle af kattene hvæsende gjorde nogle forsøg på at komme ind ved at kaste sig mod døren. Han skyndte sig gennem stalden og ud af bagdøren. Han gik med hastige skridt over gårdspladsen, men kattene hurtigt fulgte ham rundt om hjørnet i let løb. Hold da op nogle små hidsige bæster!
Fred skyndte sig ind i huset og låsede døren efter sig. I det han gik gennem køkkenet, kiggede han ud på gårdspladsen. Nu sad kattene igen helt roligt og stirrede afventende ind på ham. Fred gøs og trak gardinet for. Hold da op, hvor kunne han godt bruge en drink!
#
Mr. Olikes nikkede og lagde armen om Fred. - Jeg vidste det jo min fine ven! Som jeg sagde allerede første gang, jeg så dig: De katte ikke almindelige katte. Du fanger dem aldrig. Skyd dog kræene!
Fred signalerede til Bonn, at han godt kunne hælde mere op i glasset, som stod på bardisken, og tændte en cigaret. Han smilede ved tanken. For 15 år siden var han stoppet, fordi den dumme kælling ikke brød sig om, at han røg, men nu havde han bestemt sig for at starte igen. De dage, hvor han lod sig diktere, var ovre. Væn dig til tanken skat! - Jeg kan sgu da ikk skyde kræene. Rammer jeg én, ryger resten lige i flæsket på mig! Olikes trak på skuldrene. - Ja du er tilsyneladende bange for dem. Fred fór op og greb den gamle mand i kraven. - Hvad fanden, skal du være fræk? Bonn greb resolut det baseball-bat, der stod bag baren og svingede det truende i luften foran de to kamphaner. - Ud! Nu! Ud blev der sagt! Fred slap Olikes, der dumpede slapt ned på barstolen, hvor han straks rakte ud efter sin whisky. Fred skulede til Bonn, tømte sit eget glas og forlod baren.
Sådan en idiot! Ja, når nu han tænkte over det, var de sgu alle sammen idioter. - Skide drankere! Tabere, det er hvad I er!, råbte han og sparkede grus mod pubbens lukkede dør med det resultat, at han nær var gået på næsen selv. Fred famlede i lommen efter sine nøgler, fandt dem og satte sig ind i bilen. Selvfølgelig ville lortet ikke starte!
Han skulede ondt til nogle ældre kvinder, der nysgerrigt så til fra den anden side af vejen, og de valgte at gå videre. Endelig! Bilens motor hostede et par gange, men begyndte så at spinde. Fred stirrede ud af forruden med et smørret grin og satte kurs mod hans skønne landejendom. Jo, det var dejligt de havde fået det hus.
Han var lige ved at grine af sin egen ironi, men i det samme slingrede bilen faretruende ud mod den ene grøft, og Fred besluttede, at det nok var bedst at koncentrere sig om vejen.
#
Karen hørte et brag, da Fred ramlede direkte ind i gavlen af staldbygningen. - Hvad pokker! Hun løb ud for at se, om han var kommet noget til, men standsede før hun var nået halvvejs over gruset, da hun så Fred tumle ud af bilen, bandende. Karen rynkede på næsen. Han havde drukket igen.
Hun følte det som om, hun fik en kniv i maven. Og som om, at den, der stak, blev ved med, at dreje kniven rundt. Pludselig lignede Fred hendes stedfar. Karen trak sig tilbage mod huset, overvejede sit næste træk, da Fred fik øje på hende. - Og dig din dumme ko, du fatter heller aldrig en skid! Er det ikke meningen, at en kone skal støtte sin mand. I medgang og modgang ! Kan du huske det?
Karen skyndte sig ind og lukkede døren bag sig. Fred tav og stod et øjeblik og svajede frem og tilbage. Han så sig omkring, sparkede nogle sten efter en af de mange katte, der var kommet løbende, så snart de havde hørt ham komme og gik med bestemte skridt ind i stalden. Han rodede et øjeblik i noget af det gamle ragelse, der lå i det ene hjørne, fandt whiskyflasken og satte sig på en spand, der var vendt om til formålet.
Fred satte flasken for munden og lod indholdet strømme ned i halsen i store slurke. Aarh! Det gjorde godt! Han så på kattene, der havde taget opstilling på gulvet foran ham. Ganske rolige sad de og stirrede. Fred rakte flasken frem. - Hej møgdyr, hvad glor I på. Vil I smage? Kattene reagerede ikke men så bare på ham. - Hvad er det, der er så spændende ved mig? Hva?! Fred resten sig og sparkede ud efter de nærmeste katte, der blot kvitterede ved at hvæse arrigt. Han trådte nogle skridt tilbage og dumpede igen ned på spanden. Hvad ville de ham?
Han satte igen flasken for munden og tog en slurk. Kattene forsatte bare med at stirre.
#
Karen satte maden på bordet og kaldte på pigerne. Hun så på uret. Klokken var næsten 18.30, og Fred havde været i stalden i mere end 3 timer. Sov han? Hun turde ikke gå over og kigge. Han pludselige aggressive udbrud havde skræmt hende, og hun besluttede, at det nok var bedst at lade ham sove den ud. Han kom vel selv ind, når han vågnede, og så måtte de havde en seriøs snak om det her i morgen, når han igen var ædru.
Emilie og Fie kom listende ned ad trappen og kiggede om hjørnet, før de kom ud i køkkenet. Karen mærkede et stik i hjertet. Det her gik ud over børnene. - Hvor er far?. Emilie så bekymret ud ad vinduet. - Kom han ikke hjem lige før?
Karen øsede mad op til pigerne og rystede på hovedet. - I skal ikke bekymre jer. Jeg snakker med ham i morgen. Jeres far har nogle problemer lige nu, men der sker ingen ting. Karen smilede, men hun kunne se på pigerne, at smilet ikke nåede hendes øjne.
I det samme hørte de Fred bande højlydt ude i gården og kaste sten efter kattene, der som sædvanligt fulgte ham. Karen tabte grydeskeen, og Emilie rejste sig så hurtigt, at stolen væltede bag hende. Fie trak sig tilbage på stolen og så med store øjne på sin mor. Karen forsøgte at bevare roen. - Så rolig nu piger! Der sker ikke noget. Det er jo jeres far. Men hendes stemme lød ikke overbevisende. - Jeg vil ned til farmor og farfar, sagde Emilie bestemt. Karen så på pigerne. Fie nikkede hurtigt.
Karen overvejede kort, og i det samme hørte hun stalddøren smække igen. - Okay, hurtigt tag jeres jakker og en tandbørste, så kører jeg jer! Børnene rejste sig og løb op ad trappen for at pakke, mens Karen løftede røret for at ringe til bedsteforældrene. Det var Freds far, der svarede. Karen tøvede. - Hej Paul, det er mig Karen. Vi har nogle problemer her, og jeg tænkte om, det ville være ubelejligt, hvis jeg lige kommer med pigerne? Bare nogle dage altså…
Der var et øjebliks pause, hvor hun kunne høre sin egen vejrtrækning. - Er der sket noget med nogle af jer? Du lyder urolig, skal jeg komme?, spurgte Paul. Et øjeblik tænkte hun på at svare ja!, men i det samme kom Emilie og Fie ned ad trappen med deres tasker og overtøj. Karen sukkede. - Det er ikke noget særligt… bare noget med forlaget, og vi bliver nødt til at have ro til at ordne det… men så kører vi nu! Hun kunne høre på Pauls stemme, at han ikke helt troede på hendes historie - selvom den var delvis sand - men han bekræftede, og de afbrød forbindelsen. Karen vendte sig mod pigerne. - Så kører v… hun stoppede brat. Emilie og Fie stirrede ud ad vinduet mod staldbygningen. Karen vendte sig og fulgte deres blik. Hun stivnede.
Fred kom væltende ud af døren, bandende og med en stor økse, som han svingede faretruende i luften foran sig. - Rolig nu børn… det… Karen stoppede. Vidste simpelthen ikke, hvad hun skulle sige. Hendes ben rystede. - Op på Fies værelse! NU! Pigerne vendte på kommando og styrtede op ad trappen. - Og lås døren!, råbte Karen efter dem. Politiet! Hun måtte ringe til politiet! Hun greb røret, men det gled ud af hænderne på hende og rutsjede ind under køkkenbordet. Udenfor kunne hun høre Freds skridt i gruset og hans stemme. - Forbandene kælling! Det er din skyld det hele! Karen gik på knæ og famlede febrilsk efter telefonrøret. Der! Samtidig med, at hun greb røret og holdt det op mod øret, gik hoveddøren op.
Hun kunne se Freds sko og en samling af katte, der nysgerrigt kiggede ind fra døråbningen bag ham. - Skat? Hvor er du? Jeg vil gerne tale med dig! Karen rystede over hele kroppen, og i det samme gik det op for hende, at telefonen var død. Jamen hun havde da lige ringet! Havde Fred… ? Hun kunne ikke tro det. Freds latter fyldte køkkenet. Han var jo vanvittig! Hun måtte væk!
Karen kravlede under bordet, forsigtig uden at lave en lyd med retning mod døren, da Fred pludselig greb dugen og trak tallerkener, bestik og gryder på gulvet. Middagsmaden ramte gulvet med et brag, mens kartofler trillede ud over gulvet. Fra 1. Sal hørte hun Fie skrige. Fred grinede igen og bankede øksen end i køkkenbordet. Karen skreg af angst. Så sprang hun op og flygtede mod hoveddøren. - Skat! Skat kom her Skat! Hun knaldede døren i og lænede sig op ad den, mens hun hev efter vejret og overvejede sit næste træk. Bilen! Nøglerne sad måske i den!
Karen satte igen i løb, denne gang mod bilen. Hun måtte hente hjælp! Hun så ind på førersædet. Nøglerne sad i låsen! Ja! Hun kunne næsten skrige af fryd. Vinduet til Fies værelse gik op og Emilie stak hovedet ud. - Mor! Forlader du os?! Karen kunne høre panikken i hendes stemme. - Nej skat! Bare rolig mor henter hjælp nu! Bliv på værelset uanset hvad! Lov mig det! - Nej mor, skreg Emilie, mens hun kiggede ned for at undersøge jorden under vinduet. - Jeg hopper! Karen nåede ikke at svare, før Emilie sprang.
Pigen landede på jorden under vinduet, og fra værelset kunne hun høre Fie skrige. - Emilie! Hvad gør du! Efterlad mig ikke her! Fies stemme skar Karen i hjertet. - Bliv deroppe Fie!, råbte hun og løb hen til Emilie, der langsomt var på vej på benene. - Er du okay skat? Emilie smilede, og den lille piges mod rørte Karen dybt. Hun tog hende i hånden og sammen løb de hen til bilen. De så hen mod køkkenet, som var stille nu, og var nær faldet over en af de mange katte, der havde taget samling på gårdspladsen. Karen gav katten et velafrettet spark, og dyret tog flugten med halen mellem benene. Emilie så en smule forskrækket på sin mor men fulgte så med ind i bilen. Karen drejede nøglen i låsen, men bilen hostede bare et par gange og gik så ud igen. - Fandens!, Karen forsøgte igen men uden resultat. Idioten havde smadret bilen, da han havde kørt den ind i staldbygningen. Kunne de løbe hen til naboerne? Hendes tanker blev afbrudt af Emilies skrig. Datteren pegede ud af vinduet på Karens side.
Hun drejede hovedet og nåde knap at reagere, da øksen pløjede sig vej gennem hendes pande med en sprød lyd. Emilie skreg igen, men denne gang hørte Karen det ikke.
Pigen flåede døren op i passagersiden og sprang ud. - Lille søde ven! Kom her skat ! Far vil vise dig noget! Hans stemme kom fra bilens bagende, og Emilie drejede omkring og kastede sig over kølerhjelmen. Hendes ankel gjorde ondt, og hun rev sine knæ, mens hun trillede gennem gruset. Hun kom på benene, og forsøgte at løbe over gårdspladsen, men faldt over en af kattene. - Møgdyr!, råbte Emilie og sparkede efter katten, der trak sig væk i en fart.
En skygge bøjede sig over hende, og hun hørte farens stemme. - Hov, hov min fine ven, sådan behandler man ikke dyr! Man skulle tro, at jeg ikke havde opdraget dig ordentligt! Emilie så op.
I mørket kunne hun se lyset fra køkkenet spille i øksens blanke hoved, der havde mørke rande af morens blod. - Far…, sagde Emilie og rakte bedende en hånd frem, men da han svingede øksen og lod den gennembore hendes spinkle krop, skreg hun ikke engang.
#
Fred stod pustende over liget et øjeblik. Det var hårdt arbejde at rydde op! Og sikke en masse rod, han havde fået samlet sammen her! - Haha haha, med hovedet bøjet bagover lod han en befriende latter gjalde ud over området, og kattene trak sig en smule tilbage.
Han så over mod huset. Der var lys på søde lille Fies værelse. Fred svingede øksen over skulderen, trådte over liget af Emilie uden at kigge ned og gik mod huset. For første gang siden, de var flyttet herud, var han i supergodt humør. Han havde det simpelthen skønt! Ikke en gang en drink havde han lyst til.
Fred gik over gårdspladsen og banede sig vej mellem de mange katte, mens han begyndte at fløjte lystigt.
Han bankede på Fies dør. - Skat det er far. Luk op søde! Der kom intet svar. Fred mærkede vreden blusse op i sig, men han beherskede sig. - Søde Fie luk nu op, det er far! Han kunne høre pigen på den anden side af døren. Hun overvejede situationen. Fred smilede. Ja, Fie havde altid været fars pige! - Hvor er mor ? Spørgsmålet fik Fred til at glæde sig til, at han skulle at smadre den dumme tøs´ ansigt. - Mor er nedenunder. Og Emilie. Vi venter bare på dig, sagde han og holdt hårdere om øksen.
#
Synet af den døde kvinde i bilen fik unge Hanson til at brække sig. Miller så skeptisk på den nye betjent. Hvordan fanden politiskolen udvalgte dem i dag, forstod han ikke en skid af. - Er vi færdige med dramatikken nu?, spurgte han, og Hanson så flovt på sin kollega. - Det var bare… jeg er ny i… Miller afbrød ved at holde en hånd op og sende Hanson et sigende blik, - Ja tak, nu har vi vist hørt nok om dig ikk?
Hanson nikkede og så på sine sko. Der var lidt bræk på den ene, og han forsøgte at tørre det af i græsset uden, at Miller så det. Men Miller havde allerede vendt sig om. Han stod med hænderne i siden og så ud over gårdspladsen. - Hold op hvor et svineri! Hvor bliver teknikerne af? Godt det ikke er mig, der skal rydde op her!
Stalddøren stod på klem, og Miller kunne lige ane mandens livløse fødder, som dinglede fra lemmen til høloftet. Han følte intet behov for at gå derind og kigge en gang til. Hanson var også glad for, at det ikke var ham, der skulle rydde op. Synet af den lille pige på værelset ville sikkert jage ham i årevis. - Jeg har hørt, at det ikke er første gang, at sådan noget sker her på gården… er det rigtigt? Miller så strengt på ham men tøede så op. - Hør hvis du skal lave er ordentligt stykke politiarbejde på disse kanter, så lad være med at lytte til sladderen. Folk her er fulde af overtro og historier! Hanson nikkede igen. Han havde forstået. - Sikke en masse katte, sagde han og så på de mange katte, der sad på gårdspladsen og kiggede på de to betjente. - Ja de er vist vilde. De har nok boet her alene i mange år, sagde Miller.
Kattene tog tilsyneladende ikke videre notits af ligene men sad bare og iagttog de to nyankomne. Miller gav Hanson et puf og blinkede. - Ja du, hvis de uskyldige dyr bare kunne tale! Der har du dine vidner. En skam de ikke er meget værd! Haha!
Hanson grinede også. - Ja sir, sagde han og så på kattene. - Det er en skam, at de ikke kan andet end at sidde der og glo ud i luften!
slut
