Malou Aptemie og Aila

Ikke en dag går uden at Malou ikke lige puffer op i mine tanker.

Hun var altså noget af det skønneste.

Jeg savner hendes ælten, savner at hun kommer og ligger på mine ben - det gør Aslan stadigvæk ikke! savner at stryge fingerne gennem hendes lange fine pels og hendes lille bløde tunge - modsat Aslans sandpapir af den groveste slags men åh hvor er han skøn når han slikker huden af en - behøver skam ikke betale i dyre domme for peeling, det klarer Aslan.

Jeg savner især det at se hvad Maolu var blevet til - hvordan ville hun have set ud i dag? Uden tvivl noget af det smukkeste -set med mine øjne.

En anden lille smuksak der indimellem krydser mine tanker er Aila - Jeg savler jo tit og ofte over Aili og Ingeborg på MB´s sider men vil da gerne gense min lille Aila -lazykitty - hun var jo helt klart min lille hjertedame og var blevet en skøn skøn “lillesøster” til Malou og Aslan, men ja det er jo en gammel gammel historie.

Jeg forstår dig godt, selvom tiden går tænker man stadig på den kat man har mistet. Jeg havde også en dejlig kattekilling, som vi måtte sige farvel til, da han var ½ år. Jeg gad virkelig godt at have set ham, hvis han stadig var her. Tror han ville have været den dejligste garfieldkat man kunne forestille sig, helt rød og med det sødeste udtryk i øjnene. Han var rigtig skøn.

Det er bare uretfærdigt for os, at vi ikke kunne have vores dejlige katte, mere end en meget kort stund.

-pote knus Mille

Hvor kan jeg følge dig - og nogle gange føles det somom man bare vil pine sig selv. Det er SÅ hårdt at skulle erkende, at de katte man har mistet altså aldrig mere kommer tilbage… Ligemeget hvormeget vi så end tænker på dem og savner dem.

Ellers havde du jo aldrig sendt hende afsted…

Har du set billeder af hende? Hvordan mon hun har set ud?

Når jeg ser på Ingeborg forsøger jeg at forstille mig hende som stor og det er lidt a´la Aili - i mit hovede - blot med mørke aftegninger i ned over næsepartiet og kinderne.