Min hund er blind - Gode råd efterlyses

Off topic Andre dyr end kat
#1

Nogle af jer har nok før både set billeder og læst om mine to dejlige hunde, Mandy (den mørke) og Rumlepot på hhv. 14 og 12 år.
Det er mor og datter, og Mandy fik jeg, da hun var 8 uger.
De, der har lyst til at læse nærmere om dem og se en masse billeder, kan slå et smut ind på min hjemmeside.

Det er super sunde og raske hunde (bortset fra, at Rumlepot har allergi, som jeg har styr på) med tænder og mobilitet som unghunde, men nu har jeg brug for et par gode råd.

Mandy har som mange ældre hunde nedsat syn (grå stær), men Rumlepot er totalt blind, har jeg konstateret. Vi følger selvfølgelig de sædvanlige ruter, når vi går tur, men hun går ind i parkerede biler og ting, der normalt ikke er på ruten. Også når jeg holder f.eks. en daggammel kylling foran hendes øjne og svinger med den, reagerer hun ikke. Først, når jeg holder den under hendes næse.
Vi skal til dyrlægen (øjenspecialist) på torsdag for at få undersøgt nærmere, om det skyldes grå eller grøn stær, samt om hun evt. har sukkersyge.

Så nu vil jeg høre, om der er nogen herinde, der har erfaring med en blind hund, og som kan give mig et par råd om, på hvad måde jeg kan hjælpe hende i hverdagen ud over ikke at flytte om på møblerne og ikke gå veje, hun ikke kender.

Killingerne på 12 uger er nogle bæster. De elsker at lege med hendes hale, og når hun tålmodigt flytter sig, render de bare efter og fanger halen igen.
Jeg kunne ellers være nervøs for, om hun ville “sige fra”, men det gør hun ikke.

Jeg får for øvrigt også et problem til januar, da jeg venter håndværkere til at istandsætte hele stueetagen.

#2

vi har haft problemet med en hund der blev helt blind meget ung… det var en newfer så det var en noget anden størrrelse end din lille skat… men i månederne op til at vi aflivede ham (han var kun 1½) så gjorde vi følgende:

  1. nøjedes med at give ham adgang til 1 rum… (stuen)
  2. placerede “duftmarkører” ved møblerne - den er lidt svær fordi du har katte, men måske du kan sprøjte noget på møblerne så hun genkender en bestemt lugt og forbinder den med forhindring. Det lærte han lynhurtigt. Vi gjorde det samme på hegnet i hundegården og på alle træerne i haven.
  3. vi råbte aldrig (de overkompenserer ofte med hørelse og bliver hurtigt skræmte af høje ukendte lyde når de ikke kan se hvad det drejer sig om)
  4. vi spærrede af for ting han kunne slå sig på og falde over (trapper og spidse genstande)
  5. Gik kun ture på veje med rabatter og aldrig i “fritløbs-snore” dem der kan forlænges når hunden snuser - vi gav ham altid en fast radius fra lyden af vores skridt - på den måde var han altid sikker på at der ikke var nogen forhindringer der hvor han gik. Og så var vi ekstra opmærksomme på terrænet så han ikke trådte i huller og faldt over noget…

Det er nogenlunde de tip jeg kan huske - det er mange mange år siden…

håber du kan bruge nogle af dem… hvis din pige stadig har god lugtesans og hørelse - så burde du kunne kompensere og lære hende nogle rutiner der giver hende mobilitet-sikkerhed :slight_smile:

-kramer

#3

Mega: Send mig en mail på [email protected] hvis du vil have kontakt til Julie Hauge, som er en af mine tutorer og klassekammerater på Etologisk Institut. Hun VED så meget om hunde (er vokset op med slædehunde på Grønsland og har trænet og arbejdet med dem siden 7 års alderen - desuden kan hun sit teorikram).

Jeg sætter dig gerne i kontakt med hende eller måske Karen Ulrich fra Hund& træning, som er min gamle tutor på skolen. Hun er en af de mennesker i DK, der ved mest om hunde.

Jeg tør ikke gætte i denne sag, da jeg kun har arbejdet med døve dyr men aldrig blinde.

Men mit bud er, at en af de to her vil kunne rådgive dig.

MVH Helle

#4

Det bliver så først den kommende torsdag, vi skal til dyrlægen.

Jeg skulle så meget gerne kunne aflevere en urinprøve fra Rumlepot, men indtil nu har det været forgæves for mig at få den.

Jeg fik ellers at vide, at jeg “bare” skulle stikke en lille bakke ind under hende, mens hun tissede, men nej. Lige så snart hun mærker det mindste under sig, kniber hun strålen over og går videre.
Og så tisser hun i forvejen som en hanhund: mange små tåre og nogen gange med løftet ben. (Det samme gør Mandy).

Et godt råd?

PS: Håber ikke, hun har sukkersyge, da det kan være svært at finde den rette insulin-dosering.
Ellers færdes hun overalt i huset (også trappen) og haven, som hun plejer, men se kan hun altså ikke.

#5

Jeg har absolut ingen erfaringer med blinde hunde, og de råd jeg kan give dig vil blot minde om dem, som Regitze allerede har givet…

Men en blodprøve vil også kunne give dig svar mht diabetes…
Hvorfor vil din dyrlæge have en urinprøve?

(Jeg har lige været det igennem med en Dise, som sjttissede overalt… der var urinprøven lidt vigtig, da det gerne skulle opklares om hun havde en blærebetændelse eller om der var tale om inkontinens pgr alder… vi endte med at få udleveret nogle strips hos dyrlægen, som vi så kunne dyppe i sjatterne og så aflæse udfra hvilken farve stripsen fik…
Dise viste sig at have blærebetændelse - 14 dages antibiotika og ikke flere ureglementerede tissetåre indendøre)

#6

[quote=Ann K;83236]Men en blodprøve vil også kunne give dig svar mht diabetes…
Hvorfor vil din dyrlæge have en urinprøve? [/quote]

De vil have både urinprøve og blodprøve!

#7

Så er vi kommet hjem fra dyrlægen, og jeg vil indledningsvis fortælle, at det lykkedes mig at få en urinprøve med fra Rumlepot.

Alt i alt godt nyt - i hvert fald langt bedre, end jeg havde frygtet. :slight_smile:

Rumlepot har ikke sukkersyge. :smiley:

Øjenspecialisten (Neri) var ved at gå bagover mht. begge hundes temperament og kondition, især deres tænder, som mange unge hunde kunne misunde dem.
Og selvom Mandy er næsten blind og Rumlepot er det totalt, gik de frimodigt alene rundt og undersøgte alt uden at vise tegn på nervøsitet, og undersøgelsen tog de roligt og afslappet.

Mandy har “gammelhunds-blindhed”, grå stær, samt en middel-udviklet PRA.
Rumlepot derimod har en totalt udviklet PRA, men ikke hverken grå eller grøn stær.
Begge tilstande medfører heldigvis ikke nogen form for smerte. :smiley:

Neri er simpelthen fantastisk til at forklare, så selv en fatsvag kan forstå det.

Hun sammenlignede øjet med et kamera.
I Mandy’s “kamera” er linsen sløret, og der er stadig lidt film tilbage på rullen.
Rumlepot’s “kamera” vil aldrig komme til at virke mere. Linsen er fin og klar, men der er ingen film i.

Neri sagde, at begge hundenes force ligger i, at de er en del af en vel-fungerende flok og har fuld tillid til “føreren” (mig), og hun ser frem til at hilse på dem igen om to år, når de skal re-vaccineres.

Så jeg kan næsten ikke få armene ned -wehu Det var det bedste julegave, jeg kunne få.

#8

Åhhh, hvor var det dejligt Mega :slight_smile:

#9

Rigtig dejligt at høre, Mega -wehu

#10

PRA hvad er det??

Noget siger mig at jeg har hørt det ifbm. Abyer, men er ikke helt sikker .

#11

Det eksisterer også hos hunde.
http://www.netdyredoktor.dk/sw8356.asp

#12

Sikke en dejlig nyhed for de 2 vovser og dig-wehu

#13

Da jeg var barn, havde vi på gården en foxterrier…sådan en der ligner en dansk/svensk gårdhund , bare større…

Da han var ti år, blev han syg af den, dengang, meget frygtede hundesyge, som var skyld i, at rigtig mange hunde døde i den epidemi der var.

Imod alle odds overlevede ham her, selv om dyrlægen ikke gav ham mange chancer, men en af følgerne var at han blev totalt blind.

Vi var selvfølgelig kede af det, og overvejede hans fremtid nøje, og vurderede hvordan det gik, men han klarede sig ganske som før til han døde af alderdom 5 år senere, og hvis man ikke var klar over det, kunne man ikke mærke på ham at han pludselig ikke kunne se mere…

Så, som du også allerede har hørt ved dyrlægen, kan hunde sagtens leve et godt liv med blindhed…

#14

"Så, som du også allerede har hørt ved dyrlægen, kan hunde sagtens leve et godt liv med blindhed… "

Det vidste jeg godt Felis, især hvis blindheden er kommet gradvist, men min bekymring var, om Rumlepot’s blindhed skyldtes sukkersyge eller grøn stær (måske begge dele).
Grøn stær er nemlig ret smertefuldt.

Nu er hundene “kun” blinde, og så håber jeg på mange år med dem endnu.

#15

Sommeren er på hæld, og jeg er meget usikker på, om Rumlepots liv også er det.

Jeg fik lært at blive obs på, at regnvejr og snedriver, som var med til at udslette duftspor og forandre haven, gjorde det sværere for hende at bevæge sig derude.

Hun har til nu hele tiden været glad for sine gå-ture og er også dagligt ude i haven.
Håndværkerne blev hun også glad for, for de spise frokost i haven og var flinke til at dele.

Men:
Det virker, som om både hendes lugtesans og hørelse ikke er som tidligere.
Jeg har hele tiden sørget for, at hendes faste plads, en lænestol, hele tiden har stået på den vante plads, og at vejen dertil ikke har været spærret.

Alligevel sker det nu, at hun ikke kan finde hen til den, men går videre for til sidst at stå ved siden af den med næsen ind mod væggen.
(Så løfter jeg hende derop).
Når hun hopper ned, går hun til venstre i stedet for ligefrem, til hun støder mod væggen og standser op.

I dag blev jeg ret ked af det.
Vi gik vores vante tur ned til Brugsen, men det var, som om hun aldrig havde været på den tur før: Gik i slowmotion med næsen mod jorden og halen mellem benene. Hun har ellers til for nylig været hurtigt gående (nærmest løbende) med høj haleføring.

Da vi kom hjem, lagde hun sig i sin lænestol og sitrede over hele kroppen.

Jeg er usikker på, om det skyldes, jeg i sidste uge var væk hjemmefra fra fredag aften til søndag aften (min datters bryllup), hvor min veninde, som hun er meget glad for og helt fortrolig med, kom og var et par timer morgen og aften.

Jeg har overvejet at tale med min dyrlæge i morgen, men dyrlæger tænker som regel først i “sygdom” og ikke adfærd.

Trængte til at komme af med det og håber selvfølgelig på et mirakelsvar fra en af jer.

#16

Så fik jeg lige læst hele tråden og først sikke nogen dejlige hunde du har. :wehuu:

Synes godt det kunne tyde på, at hun måske har ondt, men jeg er jo ikke dyrlæge.
Vores meget vilde tæve fik en pind ind og ramme tungen på et tidspunkt og hun fik også en meget stille adfærd og sænket hoved og hale + ingen trækken- helt modsat af, hvad hun plejer- derfor tænker jeg nok også mere smerter ifm. Rumlepot end det skyldes, at du har været væk fra hende.

Anyway- ældre hunde kan vist også blive senile, så det kan måske også være tilfældet.

Håber du finder et svar. :kram:

#17

Tak for svaret Cia.
Måske har du ret i, at hun også har ondt et eller andet sted, så jeg vil da prøve at give hende noget smertestillende og se, om det forandrer noget.

#18

Ja, prøv det, hvis hun så liver op, så kan det jo meget vel skyldes smerter. Hvis hun har stærke smerter, vil de smertestillende dog nok ikke gøre nogen forskel.

#19

Jeg havde helt fra jeg var barn af og langt op i min ungdom en hund som også blev blind med årene. Vi lagde mad ud i stuen så hun skulle snuse rundt efter det, og jeg ved ikke om det hjalp men det gjorde at hun ikke blev uvandt med omgivelserne. Måske det kunne hjælpe for din hund, så hun ikke skal være så meget i tvivel om hvor tingene er.

Hvor er det bare træls at hun begynder at blive usikker på gåturene! Det er meget hårdt når ens dyr begynder at blive gamle og man kan mærke det på dem.

Mange gode tanker til jer!

#20

IDIOT, IDIOT og endnu engang IDIOT - altså om mig selv.

Mine hunde har altid fri adgang til foder, og da det jævnligt svandt i deres skål, troede jeg, alt var OK.
Men kun til jeg vejede Rumlepot. Hun har siden april tabt 2½ kg. Hun har ikke kunnet finde madskålen, da hendes lugtesans åbenbart også er stærkt på retur, og hun var selvfølgelig meget afkræftet.

Jeg fodrer hende nu langsomt op under overvågning, og hun er blevet mere “nærværende”.
Dog må jeg se i øjnene, at hun er blevet noget dement, og at hun benytter sin langtidshukommelse. Blandt andet prøver hun ikke på at komme ind ad havedøren, som står kronisk åben, men går med møje og besvær ind gennem lemmen i bryggersdøren.

Jeg havde ellers aftalt med dyrlægen, at hun skulle komme her i morges, men jeg meldte afbud, da jeg så et “lysglimt”: Rumlepot sprag ned af sin stol og gik logrende ud til hoveddøren, da Elin (hende med gufferne) kom, og hun fulgte med os ned i haven og fandt også selv tilbage igen.

Jeg ved godt, det kun er en stakket frist, før jeg må sige farvel til hende, for HENDES skyld, men hvor er det bandsat svært. Jeg tog jo mod hende, da hun blev født.
I det hele taget giver tanken om en dag ikke at have hundene mig en følelse af panik. De er jo mine nære venner og familie, jeg gennem 15 år har haft om mig døgnet rundt.

Og så melder tanken sig - og her har jeg virkelig brug for jer hundefolks erfaring:
Bør jeg lade Mandy og Rumlepot tage af sted sammen?
De er mor og datter, og Mandy (15 år) er delvis blind. Det er kun et tidsspørgsmål, hvornår hun er det helt, men ellers er hun sund og glad, selvom det er længe siden, hun har villet gå den lange tur ned i mosen. Hendes “skridttæller” bliver gradvist sat ned, så turen bliver kortere og kortere, før hun sætter sig ned og vil hjem igen. (Og selvfølgelig går vi så hjem).

Vil Mandy have nok i mig, eller vil savnet af Rumlepot belaste hende for meget?