Fik lige lyst til at skrive lidt historie fra os.
Jeg skulle shoppe mis i 1988, da vores husmissere på 16 år efterhånden var sendt til kattehimlen. Jeg havde fået dem af min daværende mand, der tog dem hjem fra sin arbejdsplads, hvor en ”vildkat” havde fået killinger. De var slet ikke gamle nok, så efter kontakt med dyrlægen, fik de modermælkserstatning og babymad på glas.
De blev kastreret da de begyndte at strinte og var sunde og raske hele deres liv. -pote
Jeg var på udkig efter store krammemisser, og fik på det tidspunkt øje på Maine Coon misserne.
Briter:
Vi besøgte forskellige udstillinger, kiggede på MCO katte og andre racer, men pludselig faldt jeg så over de Silver Shadede Briter. Jeg så dem som halvvoksne katte og da vi handlede sagde jeg til opdrætteren, ”ihh, hvor jeg glæder mig til de bliver så store som dem”. Hun har senere fortalt, at det glædede hende usigeligt, det jeg sagde, for det viste jeg ikke bare var ude efter nuttede killinger. Her fik vi 2 dejlige drenge i 1988 og året efter fik vi Molly. Molly var 8 måneder da vi fik hende, og opdrætteren mente vi var det helt rigtige sted hun kom hen til. Opdrætteren kunne ikke sælge hende, for hver gang der kom nogle og skulle se på hende, så stak hun af og var bange. Så Molly blev steriliseret og vi fik hende til den pris. Hun faldt omgående til hos os og sammen med de 2 hanner og hang bare op ad den ene han i alle årene og var en rigtig dejlig puttegris, en fars mis iøvrigt. -forelsket
Hun var meget populær på udstillinger og jeg har SÅ mange gange blevet belært af dommere, hvorfor i alverden jeg havde fået hende steriliseret, hun var jo bare helt perfekt. Hun vandt rigtig meget i sin udstillingskarriere. Jeg havde aldrig set så smukke misser – nok hverken før eller siden -forelsket
Og det blev så dem isf MCO denne gang.
Somali:
Vi mistede så en af vores dejlige Briter pga autoimum sygdom, da han var 6 år. DET var virkelig hårdt. -ked
Jeg mener så, at man ikke skal have mindre end 3 katte, for hvis en dør, så skal der altså være en ven tilbage. Det var der ikke med de 2 første husmisser vi havde og det var ret synd for den tilbageværende. Og han var så 16 år på det tidspunkt og man kunne umuligt få en killing til ham. Han savnede sin bror meget og blev kun ½ år ældre. -ked
Vi havde besøgt mange udstillinger i årene og havde selv udstillede Briter, og manden havde forelsket sig i Somalien. Så vi tog på Somalie opdrætterbesøg og vi ville have 2 drenge.
Nøjjj, hvor de overraskede os med deres totalt kærlige væsen, vasken hår, ansigtsvasken, kravlen rundt og nussen -forelsket
Vi fandt et par drenge, men de var desværre lovet ud til USA. Vi ledte videre og endte i Roskilde, hvor Blonde og Dino er fra. Dagen efter vi havde fundet og besøgt dem, blev vi kontaktet af den anden opdrætter. Misserne skulle ikke til USA alligevel og vi kunne godt købe dem. Men nu havde vi sagt til Charlie, at vi ville købe Blonde og Dino, så selvom vi ikke havde betalt depositum, så havde vi lovet det, og sådan blev det. Selvom de ikke var salgsklare og det havde de andre vist været.
Blonde og Dino, de 2 dejlige drenge, er fra 1995 og er dem vi stadig har. Og de er kun blevet mere og mere kærlige over årene. -forelsket -forelsket
Maine Coon
Vi mistede desværre vores sidste Brite Molly sidste år som 18-årig, så vi var på udkig efter nye misser igen og havde i mellemtiden både set og besøgt de sorte MCO. Vi ville have 2 drenge, da det altid har været min mening, at 2 drenge er mere lalleglade og nemme, og slås bedre sammen, og pigerne er nogle gimper. Molly havde været en rigtig gimpe overfor Somalierne i mange år, og kendte også andre hunmisser i familien. Nu ville skæbnen, at der kun var 1 han, og i et andet anbefalet opdræt var der kun hunner tilbage. Og hannen skulle altså have een eller anden killing at lege med. For de gamle var jo 12 år og kunne ikke forventes at gide lege med en ustyrlig killing, så det ville jo være synd.
Vi ringede til et par Somali opdrættere som vi blev anbefalet og spurgte om de havde killinger, for det hastede jo, hvis vi skulle have en killing til Quini. De har nok syntes jeg var skør, de forventede jo nok – og helt selvfølgeligt – lange samtaler, måske skriven op, besøg osv. For hvem i alverden var jeg dog, der altså bare skulle bruge en killing her og nu .
Nå, manden mente det var ok med hunkatte og sådan blev det. Så vi handlede hunmisser i Vejle, ja, vi skulle kun have 1 og jeg kunne ikke bestemme mig og synes det var synd at skille de sidste 2 piger, så det blev 2 -forelsket
Og hold da op hvor er vi glade for at få hunkatte, de er simpelthen så skønne, frække, glade og kælne og ikke spor gimpede. Måske fordi Quini og vores 2 gamle drenge har opdraget dem. Det er virkelig spændende at få hunmisser.
Så nu, endelig næsten 20 år senere, har vi fået 3 MCO, og de er da også bare helt vidunderlige OG store. Vi har allerede lært meget om dem og deres personlighed, men der er helt sikkert meget at lære endnu.
Jeg synes der er rigtig mange MCO opdrættere i dag, så man må sige, det er en populær race. Jeg mener ikke, der var ret mange MCO opdrættere dengang jeg først fik øje på dem i 1987/88.
Jeg ved ikke om der er nogle herinde, som eksisterede som MCO opdrætter dengang, hvor mange MCO opdrættere mon der var dengang. Men man må gerne spamme tråden med sådanne ting, hvis man har lyst