Mine missekøb gennem tiden

Fik lige lyst til at skrive lidt historie fra os. :slight_smile:

Jeg skulle shoppe mis i 1988, da vores husmissere på 16 år efterhånden var sendt til kattehimlen. Jeg havde fået dem af min daværende mand, der tog dem hjem fra sin arbejdsplads, hvor en ”vildkat” havde fået killinger. De var slet ikke gamle nok, så efter kontakt med dyrlægen, fik de modermælkserstatning og babymad på glas.
De blev kastreret da de begyndte at strinte og var sunde og raske hele deres liv. -pote

Jeg var på udkig efter store krammemisser, og fik på det tidspunkt øje på Maine Coon misserne.

Briter:
Vi besøgte forskellige udstillinger, kiggede på MCO katte og andre racer, men pludselig faldt jeg så over de Silver Shadede Briter. Jeg så dem som halvvoksne katte og da vi handlede sagde jeg til opdrætteren, ”ihh, hvor jeg glæder mig til de bliver så store som dem”. Hun har senere fortalt, at det glædede hende usigeligt, det jeg sagde, for det viste jeg ikke bare var ude efter nuttede killinger. Her fik vi 2 dejlige drenge i 1988 og året efter fik vi Molly. Molly var 8 måneder da vi fik hende, og opdrætteren mente vi var det helt rigtige sted hun kom hen til. Opdrætteren kunne ikke sælge hende, for hver gang der kom nogle og skulle se på hende, så stak hun af og var bange. Så Molly blev steriliseret og vi fik hende til den pris. Hun faldt omgående til hos os og sammen med de 2 hanner og hang bare op ad den ene han i alle årene og var en rigtig dejlig puttegris, en fars mis iøvrigt. -forelsket
Hun var meget populær på udstillinger og jeg har SÅ mange gange blevet belært af dommere, hvorfor i alverden jeg havde fået hende steriliseret, hun var jo bare helt perfekt. Hun vandt rigtig meget i sin udstillingskarriere. Jeg havde aldrig set så smukke misser – nok hverken før eller siden -forelsket
Og det blev så dem isf MCO denne gang.

Somali:
Vi mistede så en af vores dejlige Briter pga autoimum sygdom, da han var 6 år. DET var virkelig hårdt. -ked
Jeg mener så, at man ikke skal have mindre end 3 katte, for hvis en dør, så skal der altså være en ven tilbage. Det var der ikke med de 2 første husmisser vi havde og det var ret synd for den tilbageværende. Og han var så 16 år på det tidspunkt og man kunne umuligt få en killing til ham. Han savnede sin bror meget og blev kun ½ år ældre. -ked

Vi havde besøgt mange udstillinger i årene og havde selv udstillede Briter, og manden havde forelsket sig i Somalien. Så vi tog på Somalie opdrætterbesøg og vi ville have 2 drenge.
Nøjjj, hvor de overraskede os med deres totalt kærlige væsen, vasken hår, ansigtsvasken, kravlen rundt og nussen -forelsket
Vi fandt et par drenge, men de var desværre lovet ud til USA. Vi ledte videre og endte i Roskilde, hvor Blonde og Dino er fra. Dagen efter vi havde fundet og besøgt dem, blev vi kontaktet af den anden opdrætter. Misserne skulle ikke til USA alligevel og vi kunne godt købe dem. Men nu havde vi sagt til Charlie, at vi ville købe Blonde og Dino, så selvom vi ikke havde betalt depositum, så havde vi lovet det, og sådan blev det. Selvom de ikke var salgsklare og det havde de andre vist været.
Blonde og Dino, de 2 dejlige drenge, er fra 1995 og er dem vi stadig har. Og de er kun blevet mere og mere kærlige over årene. -forelsket -forelsket

Maine Coon
Vi mistede desværre vores sidste Brite Molly sidste år som 18-årig, så vi var på udkig efter nye misser igen og havde i mellemtiden både set og besøgt de sorte MCO. Vi ville have 2 drenge, da det altid har været min mening, at 2 drenge er mere lalleglade og nemme, og slås bedre sammen, og pigerne er nogle gimper. Molly havde været en rigtig gimpe overfor Somalierne i mange år, og kendte også andre hunmisser i familien. Nu ville skæbnen, at der kun var 1 han, og i et andet anbefalet opdræt var der kun hunner tilbage. Og hannen skulle altså have een eller anden killing at lege med. For de gamle var jo 12 år og kunne ikke forventes at gide lege med en ustyrlig killing, så det ville jo være synd. :slight_smile:
Vi ringede til et par Somali opdrættere som vi blev anbefalet og spurgte om de havde killinger, for det hastede jo, hvis vi skulle have en killing til Quini. De har nok syntes jeg var skør, de forventede jo nok – og helt selvfølgeligt – lange samtaler, måske skriven op, besøg osv. For hvem i alverden var jeg dog, der altså bare skulle bruge en killing her og nu . :smiley:

Nå, manden mente det var ok med hunkatte og sådan blev det. Så vi handlede hunmisser i Vejle, ja, vi skulle kun have 1 og jeg kunne ikke bestemme mig og synes det var synd at skille de sidste 2 piger, så det blev 2 -forelsket
Og hold da op hvor er vi glade for at få hunkatte, de er simpelthen så skønne, frække, glade og kælne og ikke spor gimpede. Måske fordi Quini og vores 2 gamle drenge har opdraget dem. Det er virkelig spændende at få hunmisser.
Så nu, endelig næsten 20 år senere, har vi fået 3 MCO, og de er da også bare helt vidunderlige OG store. Vi har allerede lært meget om dem og deres personlighed, men der er helt sikkert meget at lære endnu. :slight_smile:

Jeg synes der er rigtig mange MCO opdrættere i dag, så man må sige, det er en populær race. Jeg mener ikke, der var ret mange MCO opdrættere dengang jeg først fik øje på dem i 1987/88.
Jeg ved ikke om der er nogle herinde, som eksisterede som MCO opdrætter dengang, hvor mange MCO opdrættere mon der var dengang. Men man må gerne spamme tråden med sådanne ting, hvis man har lyst :slight_smile:

Mine missekøb :slight_smile:

Mit første missekøb gjorde jeg da jeg var 8 år gammel. Jeg havde fået lommepenge siden jeg var 6½ (det var den gang man også var 6 3/4) og jeg havde sparet lige i omegnen af 100 kr op. Jeg var stolt som en pave. Min mor var dog temmelig tilbageholdende med at få den kat jeg havde plaget om at få i over 6 md. for vi havde udstillingskennel og det var et kæmpe arbejde med de (kun) 5 newfoundlændere vi havde det år.

Men hun og far gav sig til sidst (en fredag eftermiddag) under forundsætning af at vi IKKE fik killingerne et sted hvor de blev givet væk gratis. Jeg blev himmelhenrykt og spurtede ned i den lokale købmand og gik alle de sedler der hang på hans væg igennem for killinger til salg. Der var nogen stykker - men alle killinger blev givet væk. Nedtur… :frowning:

Nå men mandag oprandt og jeg skulle i skole i Gilleleje. Efter skole spurtede jeg ned i Nettoen og gik alle sedler igennem. 1 mulig kandidat. Det var jo super, men ikke helt nok - så jeg gik heeeeeeeeeeeeeeeele vejen ud til Brugsen i den anden ende af byen for at finde ud af om der var flere muligheder. 1 kandidat mere.

Stolt kom jeg 3 timer forsinket hjem til mor der var ude af sig selv over at jeg ikke var kommet hjem om jeg plejede. Ret meget oppe at køre overhørte hun fuldstændig mine forklaringer før jeg tilsidst i et anfald af raseri tog hendes vandglas og hældte det ud over hendes tæer. Hun blev helt tavs i chok - længe nok til at jeg nåede at forklare årsagen og finde de 2 små krøllede sedler med telefonnumre frem.

Nu ligner min mor mig meget - så når der er en fornuftig årsag til tingene - så kølede hun ned igen med raketfart, gav mig en knuser og spurgte om jeg havde lyst til at ringe til de forskellige. Jeg var kommet mig over min børne-generthed, så jeg ringede rundt med det samme. Første sted var der ikke bonus, men andet sted tog de telefonen. Jo - de havde 3 killinger tilbage. Blandinger af deres egen huskat og vist nok naboens fertile Russian Blue. I telefonen beskrev de killingerne og jeg valgte udfra det jeg hørte.

Da vi ankom om aftenen, så var det en super hyggelig stue med killingerne lige i centrum. Et sted man virkelig gerne ville være kat. De præsenterede stolt den killing jeg havde sagt jeg ville have - men inden de nåede så lagt havde mine øjne fæstnet sig på frækkerten over alle frækkerte… en lille pige med en knækket halespids. Hende skulle det være - hun var ikke nær så nuttet men hun passede lige til mig. Super kær men vigtigst af alt - fræk til benet. :stuck_out_tongue:

Så min samlede opspring fattigere drog jeg hjem en Knisper rigere. Knisper-missen var min faste følgesvend gennem 14 år og min elskede misserpige. Vi sagde farvel og gav hende en værdig afsked da vi opdagede cancerknuder i hendes mave. Hun kunne nok godt have levet længere - men hun var en lady i livet - a lady always knows when to leave :slight_smile:

Mine maine coon drenge
Som mange af jer ved danner jeg par med PeterPlys. PP var ikke kattemenneske da jeg mødte ham. Katte var søde – hvis de ikke var hans. Det var uomtivsteligt og et urørligt standpunkt – i 4 år. -græd

Men i år 2007, der tog vi på Roskilde dyreskue og mødte et par dejlige maine coon opdrættere. De havde en MASSIV rød dreng der bare var lige mig… jeg slæææææææææææææbte rundt på ham og PP tog billeder og vi snakkede… og snakkede… og SNAKKEDE med opdrætterne. De fortalte døre op og stolpe ned og tegnede og fortalte – og på vej hjem sagde PP pludselig – ”måske er det med kat ikke så dårlig en ide alligevel” :smiley:

YES tænkte jeg – HURRA – nu skal det være… og efter laaaaaaaaang tids søgen og mange mange besøg hos opdrættere rundt om i landet fandt vi det HELT perfekte sted – der ovenikøbet havde røde drenge på menuen. [smilie=hate-tunz.gif]

11 uger senere (er i KLAR over hvor lang tid 11 uger er??) var Ramses og Sethi på vej hjem og de misserdrenge er nu vores kælebamser, englebørn, fjollerøve, hyggebjørne og terrorister :slight_smile:

De 2 køb – min første mis og de to røde bamser er de bedste køb jeg nogensinde har gjort.

Og nu har jeg så fået ”i need one more cat disease” så nu køber vi måske en til – han skal hedde Keops :slight_smile:

Mine misser :

Jeg har haft dejlige husmisser i mange mange år …Men da jeg flyttede til Sjælland for godt 6 år siden, i en ejerlejlighed på 2. sal, var jeg faktisk besluttet på, at min tid som katteslave var forbi, da jeg dengang havde den holdning at katte skulle leve det ‘frie’ liv ( man må vel ha’ lov til at blive klogere ikk’ ? :-)). Jeg fandt dog hurtig ud af, at et liv uden kat / katte slet ikke var noget jeg kunne udholde, så straks gik jeg igang med den kvindelige overtagelsesevne :-). Carsten som jeg flyttede ind til, havde ALDRIG haft kat, og han vidste slet ikke om han i det hele taget kunne li’ katte …Det fik jeg ham hurtig overbevist om, at han kunne :slight_smile:

Jeg kastede mig over kattebøgerne, og læste ALT hvad jeg kunne komme i nærheden af. Det var vigtig for mig, at finde en race som ville passe ind i vores hjem og liv. Jeg udelukkede straks semilanghårsracerne, da jeg ikke føler lyst til pelspleje - Til sidst endte jeg op med at skulle træffe beslutning om det skulle være en Russian blue, eller en British Shorthair …Min STORE drøm har i mange mange år, været en rigtig Whiskas mis …Og tilfældigt fandt jeg en opdrætter på nettet, som netop havde et kuld black / silver blotched tabbyer …Og der var jo masser af skønne skønne killingebilleder, den ene mere yndig end den anden - Men Pretty kaldte bare SÅ meget på mig, hende måtte jeg bare eje :-). Jeg sendte straks Heidi / LochLoyal en mail, hvor jeg fortalte stolper op og ned om os - vores liv, og hvorfor jeg bare måtte ha’ lov til at købe Pretty. Heidi var straks positiv omkring at sælge en killing til os, meeeen ikke lige Pretty, for hende gik hun og overvejede selv at beholde :-). Gode råd var dyre, for det skulle være Pretty som skulle ned til os i Næstved, så jeg blev en ren plage, og det gav sandelig pote :-). Vi købte Pretty som kælekat med lukket stambog …Pretty udvilkede sig fantastisk, og mit bekendtskab med Heidi, udviklede sig til et herligt venskab - Så da vi havde været de lykkelige ejere af Pretty i nogle måneder, tilbød Heidi at åbne stambogen på hende - Det var min første kat, og mit start som opdrætter.

Vi erkendte snart, at een kat er for lidt …Mennesket kan aldrig erstatte en artsfælle, så få måneder efter købte vi Gabby som neutraliseret killing …Gabby er selvfølgelig osse en LochLoyal opdræt.

Vores 3. kat ( Crazy ) er hjemmebagt og en beholder efter Prettys kuld.

Sidste skud på stammen, er vores nye avlspige LochLoyals Queen of Gaia …Gaia er omkring et år nu, og vi forventer at parre hende i næste løbetid …Og ikke overraskende er Gaia osse en LochLoyal misling. Heidi opdrætter nogle fantastiske briter, som er robuste og sunde - Og et sindelag som siger ‘spar to’ …Hvor jeg dog føler mig heldig, at eje så skønne katte, og ha’ verdens bedste mentor :slight_smile:

Sjovt at læse historier om andres missekøb -thumbs
Keep them coming :slight_smile:

Min første kat var Musti. Musti var en efterladt killing som min far havde fundet under nogle byggematrialer. Da han havde delt madpakken med den en tid så kom hun med hjem.

Skøn kat der blev 14 år. Hun fik en del killinger igennem tiden, ofte i min seng -what

Det var før man neutraliserede her ude på landet.

Da jeg flyttede hjemmefra havde min daværende kæreste kat. Vi lejede os ind på en gård.
Klaus var også en stakkels forladtning. Han var faldet ned fra høloftet og havde endnu ikke øjne…og min ex havde fodret han op på leverpostej og fløde!!! Han havde lagt den i skålen så måtte den jo selv spise!

Han blev er stor dreng og blev 10 år. En aften vi kom hjem stod Mette der på gårdspladsen. Ikke en af gårdens katte meget kælen men ingen savnede hende så hun var ved os i et par år. Indtil hun flyttede til min daværende sviger da vi, kæresten og jeg gik fra hinanden. Klaus blev ved kæresten.

Så havde jeg nogle år hvor jeg boede i lejlighed og ikke måtte have kat. Det var en træls tid.

Min nye kæreste havde altid boet i lejl. havde kun haft en undulat… og katte og hunde AJ da trælse dyr der sviner… Men men det gik anderledes [bigloony]

I 1996 fik vi så hus og straks fik vi en korthåret skovkatteblanding hun blev pludselig væk samtidig med at en af genboerne flyttede …mystisk ikk?

Dyrlægen havde fået indbragt en sommerhuskat Amanda var en skøn skøn kat 6 uger efter og jo ret ung fødte hun 5 killinger.

De kom alle i gode hjem. Vores venner havde de skønneste røde hanbisser og Oliver flyttede ind sommeren 1997.

Vi mistede Amanda til vejen året efter.

Så nu skulle vi ikke have flere katte…BASTA! Vi fik en hund istedet…

Tja det var så lige indtil jeg skulle på efteruddannelse og kom i studiegruppe med en der havde racekræ…tø som om det var noget…

Tja hun Lotte havde en meget meget anmasende og bestemt besiddende dame på 10 mdr. Konsekvent sad hun hos mig når der skulle arbejdes på opgaverne.

Hmmm en dag kom hun s… med hjem hun havde jo valgt mig… Maja Lisa en sort-sølv klassisk brite.

Hun skulle dog være her som udstationering og have et kuld året efter, så var det meningen at hun skulle neutraliseres og det var det.

Killingerne kom og tja en måtte jo blive her …Hera nu 7 år.

Så langsomt men sikkert er der kommet flere til, nogle har jeg desværre måtte finde nye hjem til da de ikke trives i vores flok.

Maja bestemmer her…

Så er det ellers gået slag i slag og fra at bare skulle have et kuld så fik jeg mulighed for at beholde Maja og Hera fertile, jeg fik stamnavn og Lotte og jeg har nu 9 års venskab og kattesamarbejde.

Det er ret så sjovt som de katte har ført mennesker sammen og venskaber er opstået. Mennesker man har en masse andet fælles med men som man dog ikke ville have mødt hvis ikke det var for kattene.

Kattene er blevet en stor stor del af min tilværelse, mere end jeg nogensinde havde troet. Hvis nogen havde sagt til mig for 10 år siden at jeg ville sidde, i min sofa, som næsten 40årig fuldstændig omringet med 13 katte og killinger. Tja så havde jeg s… beskyldt dem for at have drukket af natpotten :smiley:

Sjov tråd kom helt til at tænke baglæns -pote

mir allerførste kattekøb, er vores elskede maine coon zalsa som vi købte i 2007 - vi har hende stadig og hun er lige den puttetrold jeg havde ønsket mig, og vi fandt det perfekte sted at købe hende ved første forsøg. jeg var solgt da jeg så hendes helt hvide pels og knald blå øjne. og vi er bare det bedste par. hun gør som mor befaler og jeg gør som zalsa befaler. mad nu - javel prinsesse Zalsa. :smiley: :stuck_out_tongue:

Efter ikke så lang tid med zalsa fandt vi ud af at hun havde brug for en ven, derfor købte vi maine coonen whitney, fra samme opdrætter. Hun var meget tilbageholdende undtagen for dem hun var vandt. hun var hvis med et grønt øje og et blåt og grønt øje. vi tog chancen fik hende hjem, hun var omkring et halvt år, og kunne ikke lide at være balndt så mange andre katte + zalsa havde altid kendt hende. Da vi kom hjem med whitney kiggede de to bare på hinanden, whitney gik i gang med at finde et skjule sted og zalsa kom og sagde hej til mads og jeg.

Desværre viste det sig at whitney havde det psykisk dårligt, og havde noget med hofterne og knæerne. Så vi valgte at give vores smukke næsten 6 kg tunge whitney musen fred allerede inden hun fyldte et år. (selvfølgelig snakkede vi med opdrætteren først) det var rigtig hårdt og vi begge græd som pisket, ringede til opdrætteren og snakkede med hende om det og hun var også rigtig ked af det. Hun sagde vi kunne få en kat til og gerne en til hvis vi ville det. Rigtig sødt gjort af hende. Vi valgte dog kun at få en og det blev så hun som vi stadig har og som er omkring de 30 uger nu. han er en frækkert som driller zalsa hele tiden. han viser til at blive en stor kat, indtil videre vejer han 3,5-4 kg.

så egentlig er hulk ikke et køb, men en foræring. men tilgengæld en rigtig dejlig og lækker foræring!

vi er rigtig glade for dem og vi håber de kan blive hos os rigtig længe, gerne rigtig rigtig mange år. til de bliver rigtig gamle.

min aller første kat fik jeg først efter jeg var flyttet hjemmefra tror det var i 2001, missepigen hed Cruiser, var taget hjemmefra alt for tidligt. Jeg var uviden og dum og havde ikke undesøgt om man måtte have kat i lejemålet hvilket kostede mig min lille missepige, hun måtte flytte hjem til mine små kusiner og hendes mor på en gård hvor hun i dag lever som ophøjet slave og udekat på en gård langt væk fra alt.

i 2003 efter at være flyttet i en andelslejlighed sammen med min nuværende kæreste fik jeg kat igen, Fru Jensen, en dejlig sort/hvid hunkat med masser af personlighed, hun var MIN kat og det var med smerte i hjertet at jeg måtte lade hende blive boende ved vores nabo da vi i 2005 købte hus.
hun er udekat og andels boligen lå i et roligt villakvarter, huset vi flyttede i ligger ud til en stor landevej og da jeg ikke ønskede hun skulle afslærmes fra udelivet var det, det eneste rigtige alternativ.

Efter ombygningen i vores nyindkøbte hus begyndte jeg i sommeren 2005 at kigge mig om efter en ny kat, Vi fandt Pjevs, en dejlig rundstrikket stibemis med hvidt bryst og snude født på min venindes gård, hun blev neutraliseret og indtog hjemmet i stor stil!! der gik ikke mange måneder før hun begyndte at kede sig og vi kiggede os om efter en legekammerat, vores kærlighed faldt på vores dejlige Chilli som bor her i dag.
Chilli flyttede ind her en af de første dage i Januar 2006.

kort efter Chilli flyttede ind faldt vi over den flotteste hvide MCO hankastrat på www.vildkat.dk, han søgte et otium og det fik vi lov at tilbyde ham. Efter han havde boet her i et knap 1 år begyndte han at være ond ved Pjevs, han tromlede hende, og ikke på en venlig legende måde. Pjevs søgte ud og vi kunne ikke åbne hoved døren uden hun smuttede ud mellem benene på os, vi valgte derfor at omplacere hende og hun bor i dag på den gård hvor hun blev født!

Så kom India til. Da jeg hentede Chilli ved opdrætter forelskede jeg mig i India’s mor, og da opdrætter ringede og fortalte der var kommet en minikopi af hendes creamy led jeg et akut tilfælde af -MÅ HA syndromet. ventetiden var lang, alt for lang, og lykken stor da India endelig måtte flytte hjemefra, hun flyttede ind her i efteråret 2006.

Vores store hvide MCO kastrat Moonie begyndte herefter langsomt og ændre adfærd, denne gang var det ikke en af de andre katte han tromlede men min knap 2 år gamle søn, han kunne ligge sig på sofaryggen eller trappen og lumsk vente på Rasmus kom så tæt på at han kunne stå ud efter ham, de første par gange troede vi det var i leg, de næste par gange overvejede vi at Rasmus selv kunne være skyld i angrebene men efter 2 observationer hvor Moonie umotiveret angreb Rasmus, og den ene gang med et skadestue besøg til følge, sagde vi fra og omplacerede ham til et indeliv i en familie uden børn, der lever han som husets hersker og snotforkælede enebarn i dag.

I slutningen af 2007 flyttede der en noget forhutlet og drægtig semilanghårs kat ind i vores gamle udslidte barnevogn under vores overdækkede tearesse, vi tog hende til os, men havde delte følelser omkring det, da de 2 katte vi havde tilbage var så velfungerende og glade. Vi blev enige om at så snart hun havde født og killingerne var flyttet skulle hun ha et nyt hjem. Men ak det gik slet ikke som forventet. Jeg havde ingen anelse om hvor langt hun var i drægtigheden og spurgte mig til råds på flere kattefora,og fik en masse kyndig hjælp. jeg havde sat mig en sidste udkalds termin ift drægtighedstegn og tid ved os og da den dag oprant havde hun stadig ikke født. det endte i et akut kejsersnit, killingerne havde ligget derinde for længe. Der var 5 små pus inde i hende alle fine, men det havde alle svært ved at vågne efter narkosen fra kejsersnittet. herefter fulgte 7 dages intens kamp, mormis ville ikke passe killingerne og blev ved med blot at flytte den i hver sin retning, 5 forskellige steder i huset for selv at ligge sig et helt 6. Jeg gjorde hvad jeg kunne, fodrede med KMR hver 2. time og brugte timerne imellem på at nulrer mave og rumper, men killingerne faldt langsomt fra, den sidste døede på 7 dagen. Det var bare så barsk en oplevelse, der stadig sidder dybt i mig, for sæt nu jeg kunne ha gjort det bedre -ked

missemor blev 5 uger efter indlogeret ved et vennepar af vores, og har det som blommen i et æg i dag!

oplevelsen med killingerne fik efter deres frafald mig til nærmest at hige efter endnu en kat, og forelske mig i Khiva på 2½ sekund, hun var ikke mere end et par uger gammel da jeg så hende første gang og -MÅ HA syndromet vendte tilbage
Khiva flyttede ind 8 marts, og var fra starten ment som kommende legetante i mit opdræt, og jeg fik kort efter hun flyttede ind mit Stamnavn, en drøm jeg havde gået med siden vi købte Chilli, men på trods af starten med MCO endte det med at blive NFO’en der vandt vores hjerter.

Jeg kombinerede Khivas revaccination med 100 km’s tjekket på mine 2 mco piger og her opdagede man til min store forskrækkelse at India’s ene nyre var dobbelt så stor som den anden, efter røngten, scanning og udtagning af blod og urin blev der konstateret mulige kræftknuder omkring nyrer og lever og knudernes vækst var så fremskreden at blodtilførslen til leveren var i fare for at lukke til, efter den konklusin blev India lagt til at sove. -græd

Freja Min første avlspige flyttede ind her d.13/6.

et har været en helt åhhhh oplevelse at få kattehistorien på skrift, vi har været ramt af en del trælse oplevelser, men det har kun styrket min kærlighed til de 4-benede, og kan sige uden at blinke at jeg ALDRIG igen får en tilværelse uden katte

tak for tålmodigheden hvis i nåede helt til bunds i dette indlæg -kramer