Mine ulideligt savnede piger… :sørger:
Nu har jeg spammet jer med min kat, min hippiekanin…og derfor synes jeg, det er på sin plads, at Tulle og Mette(ja…) får sig en tråd også 
Jeg fik dem begge foræret af min gamle ridelærer…de var begge gamle elevponyer, og havde haft et…ret tarveligt liv, lad os sige det sådan, med elendig fodring, dårlige forhold, hårdt arbejde og tæv. Tulle (den lille hvide) fik jeg i 2004, efter at have passet og elsket hende hver eneste dag siden 2000. Hun var en rigtig gammel gnavpot - hun bed og sparkede alt og alle, HADEDE børn som pesten og fik en del prygl, fordi hun bestemt ikke var behagesyg. Mette (den plettede) fik jeg i 2008…hende havde jeg også kendt siden 2000, og jeg red/passede hende fra 2004-2007. Da jeg fik hende, havde hun stået bundet i en mørk stald i et ½ år. Alene. Hun havde ikke haft fri adgang til vand, var fodret med halm og havre. Lignede mildest talt noget der var LØGN, var bange, havde begyndende snabel-hove, var fyldt med utøj, kunne nå loftet pga. alt det møg hun stod i - hvilket hun også var smurt ind i… osv.
I den tid de var MINE (Tulle i 6 år, Mette i 2) stod de under de bedst tænkelige forhold. Jeg brugte usigeligt mange penge på dem…i dyrlægeregninger, smederegninger, kiropraktor, akupunktur, massage osv. De forvandlede sig begge to til nogen HELT andre heste…fyldt med mod på livet og noget der nærmest føltes som taknemmelighed over for mig.
De år jeg havde fornøjelsen af dem, var de bedste i mit liv, og jeg savner dem stadig inderligt hver eneste dag.
Det er nu 1½ år siden (januar 2010) jeg tog den tunge og forfærdelige beslutning at give dem begge fred. Mette var blind på sit venstre øje i mange år, og til sidst var det højre så dårligt, at der inden længe var udsigt til, at hun ikke kunne gå på fold, uden det skulle være en stressfaktor for hende. Tulle led af gigt i sine ben…hun fik medicin og ledbehandlinger i de sidste par år, og gik med Back-On-Track døgnet rundt. Det sidste vinter-halvår var hun svær at holde huld på…og jeg kunne ikke nænne at skille de to veninder ad…
Tulle blev lige knapt 30 år… Mette blev 22… De sluttede på deres højeste, med livsglæden i behold. Det er den frygteligste beslutning, jeg nogensinde har skullet tage, og hold kæft hvor var det hårdt - for jeg kunne jo ikke udholde tanken om at skulle undvære dem… Men jeg er den dag idag så glad for, jeg gjorde det. Jeg havde lovet dem, at de aldrig igen skulle føle angst og smerte…og det kom de heller aldrig til 
Her kommer de omtalte prinsesser, som jeg stadig er så heldig at møde hver nat i mine drømme… De var stjernerne i mit liv:
(Ville give alt for at kunne begrave mit ansigt i hendes varme, bløde pels bare én gang til)
Til næsten sidst nogle billeder, som af hapset ud af noget video - deraf kvaliteten:
Slutteligt skal de af jer, der har lyst, lige have chancen for at møde dem så meget “in real life” som de nu kan lade sig gøre…de var enestående, intet mindre. Finder aldrig deres lige, og vil heller aldrig gøre forsøget!
Videoklip: [B]Tulle og Mette[/B]
