Hej jeg er ny her men har læst i tråden at det er empatisk mennesker.
D 7august i år adopterer jeg en kat på et internat. Tesler hed han hos dem hos mig fik han navnet Mulle.
Jeg fik oplyst at han var indleveret af finder da han var smidt ud af sin familie pga han havde revet en af børnene på kinden. Finder og familien bor i samme husblok. Finder spørg familien hvad de har tænk sig med katten. Ikke noget den måtte klare sig uden for. Der går han alene i 2 dage uden mad og drikke og så i den hede vi har haft. Finder får den på internat hvor jeg kommer for at få mig en ny misser. Min gamle kat sov ind i 2006 og først nu var jeg klar til en ny misse en. De fortæller mig de ikke ved ret meget om ham end overstående. De siger at han ikke har bidt eller revet dem mens han var der. Han er 1 år siger de. Han blev neutraliseret og øremærkede tjekket af dyrlægen mens han var hos dem. Jeg syntes godt nok han var passiv og lad men valgte ham da han kikkede på mig da jeg åbnede for buret.
Vi kom hjem og der så jeg ham rigtig han var simpelthen ikke 1 år højest 10 måneder skød jeg ham til. Han var meget tynd og dehydrerert. Han var meget tørstig. Jeg viste ham bakken og hans mad skåle med våd og tørmad. Ingen interesse. Jeg lod ham gå rundt mens jeg sad i stuen og talte stille til ham. Der gik 3 dage hvor han sov i min seng og stille gik han rundt og undersøgte sit nye hjem og en stor kattesikrede altan. Langsomt kom han nærmer og hoppede op til mig og puttede sig helt ind under min hage og æltede mig som en bolledej og han spandt højt. Vi begyndte at lege og der begyndte han at bide mig hårdt og dybt i armen så det blødte meget. Jeg trak mig fra legen og væk. Dagen efter da jeg kom ud af badet gik han uprovekeret til angreb på mine ben jeg lukkede ham ud af badeværelset og lukkede døren hvilket han ikke ville have han kradsende på døren. Jeg lukkede op og så var der ikke noget. Han forsatte med at angribe mig ved nus og ved leg. Jeg sagde en høj pivelyd og han kikkede på mig med store vilde øjne og bed mig så igen. Jeg bliver enormt ked af det for han var også rigtig sød og kælen jeg skulle lige lære at læse ham for hvornår jeg skulle stoppe. Mit barnebarn kom på besøg og han vidste han skulle være rolig for det hele var nyt for Mulle. Mit barnebarn var kun kommet ind i gangen før Mulle napper ham i anklen. Åh jeg blir så ked. Min søster gik han i armen 2 gange.
Efter 8 dage ringede jeg til kattehjemmet og sagde at jeg ikke forstå denne adfærd og at jeg er sikker på han ikke er 1 år. Jeg kan høre hun taster på sin pc og siger… Jeg kan se i vores interne bemærkninger at han er 9 måneder og ikke 12. Hvorfor dyrlægen har skrevet 12 måneder vidste hun ikke. Nå jo jeg kan se at han efter han kom her har været hos en anden familie i 1 dag og leveret tilbage til os da han havde revet hendes barn. Jeg blev rasende stakkels kat. Så gav det mening med hans adfærd. Jeg spurte hvornår han kom til dem første gang og det var d 27 juli. Og jeg hentede ham d 7 august. Sikke en traumatiske oplevelse for en kat på kun 9 måneder.
Lige så sød han var når han kom ud når jeg kom hjem efter en kort tur for at handle eller han snakkede med mig og smøg sig op af mig og var begyndt at spise godt og lege og tage på i vægt.
Jeg var lidt bange for ham for han kunne godt bide mig i armen når jeg sov og han bed til. Jeg blev nervøs og holdt armen stille men han angreb igen måske for at lege eller opmærksomhed. Jeg ved det ikke. Mine arme ligner noget der er løgn. Tænkte jeg kan ikke have en kat der bidder også mit barnebarn men gir ham en chance han havde kun været her i 10 dage. For tilbage til kattehjemmet skulle han ikke. Der havde han ligget i 14 dage og var så tynd og tydeligt ikke fået megen opmærksomhed. I øvrigt sagde damen i telefonen at da han kom tilbage efter det døgn hos anden familien havde hun overvejet om han skulle aflives men syntes han fortjente af få en ny chance. Den chancen fik han så hos mig. Trods bid og refter var han også sød sov hos mig om natten tæt på mit hoved. Kom selv og ville nusse og lege men endte ofte med bid. I går morges efter mad og leg puttede vi og så stopper han med at spinde og ælte mig så jeg stopper med at nusse og holder hænderne væk. Han rejser sig og sætter sig ved min side og jeg taler stille til han og med et bidder han mig igen i armen så det bløder. Jeg blir rigtig rigtig ked af det og trækker mig ud i køkkenet. Læser side op og ned om hvad det kan være. Og da jeg intet ved om ham end det har sagt ved jeg ikke om han er taget for tidligt fra sin mor og søskende. Jeg ved ikke om han havde ondt nogen steder. Han havde syns mave de første dage men blev til normal afføring. Han virkede ikke som om det var svært at komme af med vandet men han sagde nogle pruste lyde og straks skiftede jeg til andet kattegrus som ikke støver og det hjalp lidt men ikke helt. Jeg ville ikke levere ham tilbage for så at komme til sit 4 hjem på kun 9 måneder og måske igen komme retur syntes min lille Mulle har været gennem al for meget. Jeg ved også at jeg ikke kan have en kat jeg er utryk ved og er bange for at gå i seng og sove.
Jeg ringede til en dyrlæge og jeg fik en tid til aflivning. Jeg syntes selv jeg er ond og hvilken ret har jeg til om han skal leve eller dø. Jeg kunne heller ikke holde tanken ud at han skulle tilbage til uvis skæbne det ville forfølge mig resten af mit liv.
Jeg tog af sted stor tudende jeg kom til at holde af ham på de 13 dage vi havde sammen.
Jeg syntes ikke at dyrlægen var særlig forstående. Mulle fik en beroligende sprøjte i nakken og derefter hoppede han ned på gulvet og for rundt og jeg ville gå hen til ham for at tage han op men dyrlægen sagde det var bedst han gik rundt. Han blev usikker på benene og lage sig ned med store åbne øje dyrlæge gik hen og tog ham i nakken og løftede ham på briksen. Så nussede jeg ham på kinden og han fik den endelige sprøjte og jeg tror ikke han sov ordentligt for han kom med en dyb klagelyd i 3 4 cekunder. Lægen trak sig væk og jeg tog han op og satte mig så stolen og Holte han tæt ind til mig mens jeg talte til han kælet med ham. Efter er par minutter lyttede han til hjertet og sagde ikke endnu. Åh hvor jeg græd. Fortalte han at jeg var ked af det og han måtte undskylde. Jeg mærkede langsomt at livet i min lille smukke Mulle rendte ud. Han blev helt slap og han tømte sine analkirtler på mig men det var ligegyldigt for mig. Det vigtigste er at jeg havde ham i mine arme så han ikke skulle dø alene men hos mig som elsker ham.
Puha sikke en masse
Mulle har fået fred og evt blevet fri for smerter både fysisk og psykisk. Hvis han havde det.
Nu har jeg siden i går været så ulykkelig græder kan ikke sove og spise tankerne drøner rundt… Var det det rigtige var jeg for hurtig og ikke gav ham længere tid og evt kunne få ændret det bide adfærd… Ikke kun mig men også mine gæster… Samtidig ville jeg ikke sende ham retur jeg er så splittede og føler mig som et ondt menneske… Det kan ikke ændres jeg må leve med det
Kære Mulle jeg kom virkelig til at elske dig tros vores korte tid sammen. Jeg vil aldrig glemme dig og jeg håber du kan tilgive mig. Må du få mange kattevenner i himlen.
100000 kys og kram fra din menneske mor.