Når man mindes en kat, der ikke er død men bare væk for én

Kender I det, at der bare er én kat, der for altid vil stå i ens hukommelse som noget helt særligt?

Mit kærlighedsobjekt hedder Simba, verdens dejligste Maine Coon/Skovkat/Perser-blanding.

Min kærlighedsaffære begyndte på Bornholm, da jeg var på besøg hos min venindes forældre, der havde tre katte, et par søstre og en af deres afkom, nemlig vidunderet. De havde fået to hunde, hvoraf den ene jagtede katten, så jeg tilbød at tage ham ind, især fordi jeg allerede var forelsket…

Jeg havde ham i et år, hvorefter han og jeg måtte flytte hjem til mine forældre, efter jeg ikke kunne blive boende der hvor vi var. De havde allerede en kastreret hankat, og selv om det så lovende ud, så var min far ikke parat til at lade de to hankatte finde ud af, hvem der skulle bestemme selv, men synes det var synd for hans kat, at den skulle udfordres af en anden i sine gamle dage (note: hans kat, min barndomskat? Han er godt nok ti år gammel, men han er nabolagets skræk; naboen fortæller at hvis katten spankulerer igennem bagenden af haven, så styrter hans to katte ind og gemmer sig under sofaen… han kunne nok godt forsvare sig, tror jeg :slight_smile: ). Nå, men siden de to hankatte ikke kunne få lov til at diskutere, begyndte de bare at strinte, og så kunne jeg godt se, at situationen var uholdbar. Da huset ligger ved siden af en befærdet vej, og Simba er decideret trafikdum, måtte jeg enten finde en lejlighed med adgang til have, eller finde et andet hjem til Simba.

Efter er par uger uden held, fik jeg så et ultimatum fra min far (og fair nok, huset lugtede), og så måtte jeg finde et nyt hjem til Simbamsen. Jeg fandt hurtigt et hjem hos en ung, ansvarsfuld pige, som var fuldt ud indforstået med at Simba skulle have specialfoder og årlige blodprøver hos dyrlægen, og som forstod, at hvis hun ikke kunne have ham, så skulle jeg have budet før alle andre. Og heldigvis for Simba har hun ikke kontaktet mig endnu.

Da jeg afleverede ham lovede jeg, at jeg nok skulle minimere tiggeriet om nye billeder og nyheder om katten, da jeg selv havde kontakten til to af Simbasses tidligere ejere (SÅ skøn er Simba, alle der har været i nærheden af ham kan ikke undvære ham), og synes at hun og Simba bare skulle have fred til at lære hinanden at kende. Og indtil videre suser Simba rundt i et rækkehus fjernt fra trafikerede veje og tæt på marker. Jeg véd at Simba er glad og tilfreds.

Men alligevel går der ikke lang tid i mellem at jeg tænker på Simba, og jeg savner ham noget så grusomt. Jeg har ikke været på besøg, fordi jeg ikke vil forvirre ham mere (og fordi jeg meget nødigt vil konfronteres med en kat, som ikke kan kende mig; det ville jeg ikke kunne tage, men det ville jo være fair nok, siden han har boet hos en anden pige de sidste to år), men jeg er nødt til at tale strengt til mig selv for at forhindre at jeg “lige skriver til C for at spørge hvordan det går”. For så gjorde jeg det dagligt.

Det er så slemt, at når jeg omtaler Simba for min forlovede (og viser billeder, det kan godt være han har set de 500+ billeder på computeren, men han kan da lige se dem igen), så er jeg nødt til at omtale ham i datid, for jeg kan næsten ikke bære tanken om at Simba stadig lever, men bare er væk fra mig.

Er der andre, der har prøvet det?

Heldigvis får jeg lidt hjælp til det, min forlovede har fire dejlige katte som dagligt får mig til at le med deres påfund (blandt andet når de leger at huset er Mount Everest), og jeg elsker de fire pelsbolde med søm i vanterne :slight_smile: . Men jeg kan nu ikke helt slippe tanken om Simba, som var den helt perfekte kat. Holder man nogensinde op med at savne dem?

Ja og nej - jeg har omplaceret skønne katte og det knuser mit hjerte, men når jeg siden har besøgt dem igen et års tid efter og ser, hvor godt de har det, så heler mit hjerte op.

Men årsagerne har også været andre end dem, som du skriver her.

Kunne du ikke besøge ham en dag og se, at han trives? jeg tror det måske kunne hjælpe dig.

KH

Tjo, det ville det jo nok, jeg har bare med vilje holdt mig væk fordi jeg ikke vil være en træls eks-kattemor som bare ringer hele tiden (Simba er højt elsket, og hans allerførste mor ringede ofte, selvom jeg selvf godt kan forstå det nu, var det ret meget at tage stilling til). Men det kan godt være, at det er løsningen?

nej - det gør du ikke - men med tiden bliver savnet lettere at leve med

:kram: til dig… det er meget hårdt… meget meget hårdt… men han har det godt… og det er det vigtigste !!

Jeg ville hvis jeg var dig, kontakte hende der har katten og høre hvordan det går og så høre om du må besøge hende for at se katten. Det synes jeg sagtens du kan.
Vi købte en kat gennem hittekilling og havde i det år vi havde ham, (han blev desværre påkørt af en bil), kontakt med hittemoderen med nogle måneders mellemrum, bare for at lade hende vide at vi elskede Magni og hvad han lavede af unoder. Jeg kunne forstå på hende at hun nød at have kontakt med os.
Jeg tror de fleste både dem der overtager katten og dem der skal af med katten, synes det er helt fint og sjovt at holde kontakten. Hvis jeg var hende ville jeg bare blive glad for at du stadig tænker på katten.

Vi omplacerede Bølle i efteråret 09 og synes stadig det er lidt hårdt, men har ikke længere følelsen af, at jeg ikke ville kunne tage hjem uden ham, hvis jeg skulle besøge ham. :slight_smile: Og det tager jeg som et tegn på, at jeg nu selv er klar til at se ham i hans nye omgivelser og hilse på den skønne kat, som er noget helt specielt for mig og min kæreste. Han var vores første kat sammen, og han vil altid have en særlig, stor plads plads i vores hjerter.

Jeg får jævnligt billeder, en MMS hist og her og historier fra gården, hvor han er nu. Det gør det nemmere for mig, at vide han har det godt og er en nussegøj uden grænser -love Men jeg er også heldig, at Hanne/Nevadaisy ofte er nede og se ham og fortæller mig om hans banditstreger osv. :slight_smile:

Jeg synes, du skulle opfordre hans nye ejer til at sende en SMS/MMS ind imellem. Det er hurtigt og nemt - og der er intet dejligere end sådan en besked om, at “din” dreng har det godt og nyder livet.

Jeg forstår dig godt. :hjerte:

Men samtidig vil jeg sige, at du jo har givet din kat til nogle mennesker, som du ved vil passe godt på den.

Derfor er det deres kat nu;
og så skal du give slip.

Men selvfølgelig tænker du på katten med varme og kærlighed. :hjerte:
Kram fra Mona

Jeg har en.

Ziggy, Minis søster.

For snart to år siden var jeg ude ved en familie for at kigge på killinger, jeg skulle snart flytte hjemmefra og havde derfor besluttet mig for at få en killing eller to.

Jeg faldte med det samme for Mini, og da vi stod ude på altanen og snakkede kommer der den smukkeste stribet og hvide mis ind af døren, og jeg faldte pladask for hende, og hun for mig. vi sad og nussede i over en time og hun faldte i søvn i mine arme:wehuu:

Senere stod vi ude i køkkenet og snakkede og der faldt Mini i søvn i mine arme, og hendes bror lagde sig til at sove op ad mit ben og halvt nede i min sko. De fortalte at de selv ville beholde Mini, hvis deres dreng ikke viste sig at være allergisk. Heldigvis - for mig, og for de andre katte, var drengen allergisk og alle kattene skulle flytte.

Så da dagen kom hvor jeg skulle have mine to prinsesser hjem, fik Ziggy åbnet transportkassen og de stak begge af. Vi ledte i over to timer, men fandt kun Mini. Vi ringede til familien og de lovede at hvis de fandt Ziggy så ville de ringe, lige meget om hun var død eller levende.

Jeg hængte en masse eftersøgninger op, og en dag va der en gammel dame der ringede og sagde at hun havde da fundet Ziggy, og fortalte at hendes ejer da allerede havde hentet hende. Hun fortalte hvad pigen havde sagt, og sjovt nok, var det adressen på den familie jeg fik Mini af. Vi ringede til dem og fik den største sviner og vi havde i hvert tilfælde ikke fortjent at få Ziggy og de fortrød de havde givet mig Mini osv osv. (nogen kender historien med at de fik tæsk osv, så de kan kun have fået det bedre hos mig) og sagde jeg aldrig fik Ziggy at se igen og smed på.

Jeg savner hende så frygtligt meget og tænker tit på hende. :ked::ked: