Kender I det, at der bare er én kat, der for altid vil stå i ens hukommelse som noget helt særligt?
Mit kærlighedsobjekt hedder Simba, verdens dejligste Maine Coon/Skovkat/Perser-blanding.
Min kærlighedsaffære begyndte på Bornholm, da jeg var på besøg hos min venindes forældre, der havde tre katte, et par søstre og en af deres afkom, nemlig vidunderet. De havde fået to hunde, hvoraf den ene jagtede katten, så jeg tilbød at tage ham ind, især fordi jeg allerede var forelsket…
Jeg havde ham i et år, hvorefter han og jeg måtte flytte hjem til mine forældre, efter jeg ikke kunne blive boende der hvor vi var. De havde allerede en kastreret hankat, og selv om det så lovende ud, så var min far ikke parat til at lade de to hankatte finde ud af, hvem der skulle bestemme selv, men synes det var synd for hans kat, at den skulle udfordres af en anden i sine gamle dage (note: hans kat, min barndomskat? Han er godt nok ti år gammel, men han er nabolagets skræk; naboen fortæller at hvis katten spankulerer igennem bagenden af haven, så styrter hans to katte ind og gemmer sig under sofaen… han kunne nok godt forsvare sig, tror jeg ). Nå, men siden de to hankatte ikke kunne få lov til at diskutere, begyndte de bare at strinte, og så kunne jeg godt se, at situationen var uholdbar. Da huset ligger ved siden af en befærdet vej, og Simba er decideret trafikdum, måtte jeg enten finde en lejlighed med adgang til have, eller finde et andet hjem til Simba.
Efter er par uger uden held, fik jeg så et ultimatum fra min far (og fair nok, huset lugtede), og så måtte jeg finde et nyt hjem til Simbamsen. Jeg fandt hurtigt et hjem hos en ung, ansvarsfuld pige, som var fuldt ud indforstået med at Simba skulle have specialfoder og årlige blodprøver hos dyrlægen, og som forstod, at hvis hun ikke kunne have ham, så skulle jeg have budet før alle andre. Og heldigvis for Simba har hun ikke kontaktet mig endnu.
Da jeg afleverede ham lovede jeg, at jeg nok skulle minimere tiggeriet om nye billeder og nyheder om katten, da jeg selv havde kontakten til to af Simbasses tidligere ejere (SÅ skøn er Simba, alle der har været i nærheden af ham kan ikke undvære ham), og synes at hun og Simba bare skulle have fred til at lære hinanden at kende. Og indtil videre suser Simba rundt i et rækkehus fjernt fra trafikerede veje og tæt på marker. Jeg véd at Simba er glad og tilfreds.
Men alligevel går der ikke lang tid i mellem at jeg tænker på Simba, og jeg savner ham noget så grusomt. Jeg har ikke været på besøg, fordi jeg ikke vil forvirre ham mere (og fordi jeg meget nødigt vil konfronteres med en kat, som ikke kan kende mig; det ville jeg ikke kunne tage, men det ville jo være fair nok, siden han har boet hos en anden pige de sidste to år), men jeg er nødt til at tale strengt til mig selv for at forhindre at jeg “lige skriver til C for at spørge hvordan det går”. For så gjorde jeg det dagligt.
Det er så slemt, at når jeg omtaler Simba for min forlovede (og viser billeder, det kan godt være han har set de 500+ billeder på computeren, men han kan da lige se dem igen), så er jeg nødt til at omtale ham i datid, for jeg kan næsten ikke bære tanken om at Simba stadig lever, men bare er væk fra mig.
Er der andre, der har prøvet det?
Heldigvis får jeg lidt hjælp til det, min forlovede har fire dejlige katte som dagligt får mig til at le med deres påfund (blandt andet når de leger at huset er Mount Everest), og jeg elsker de fire pelsbolde med søm i vanterne . Men jeg kan nu ikke helt slippe tanken om Simba, som var den helt perfekte kat. Holder man nogensinde op med at savne dem?