Narkoser og metoder til katte

Bedøvelse af kat har lige så længe jeg kan huske været et emne til diskussion.

Sammenlignet med hunden er katten relativ ny som et betydningsfuldt familiedyr i det danske samfund. Dette afspejles i både samfundets holdning til katte og desværre også i dyrlægers historiske håndtering af katte.

Jeg kan huske tider, hvor det i dyrlægeverdenen ikke betød så meget, ”at der smuttede en kat i ny og næ”, og i mange år blev katte veterinært betragtet og behandlet som ”små hunde”. Intet er mere forkert. .

Dyrlæger var primært uddannet til at behandle store dyr, og folks almindelige opfattelse af katte var, at det var ”dyr på landet der fangede mus”. Det er ikke mange år siden. Dette førte til mange forfærdelige kattehistorier, som i en eller anden grad stadig præger dagens debat.

Tiderne er heldigvis blevet meget bedre. Dyrlægerne er blevet meget dygtigere, udstyret har gennemgået en rivende udvikling, og på større steder har vi et meget veluddannet vidende personale.

Kattene som gruppe er meget forskellige fra f.eks. hundene. Leverstofskiftet(enzymerne) er meget anderledes, en relativ lille kropsvægt med en stor overflade disponerer for livsfarlig sænkning af kropstemperaturen ved bedøvelse, og så har kattene som sande rovdyr et unikt følsomt autonomt nervesystem.

Det autonome nervesystem er den del af nervesystemet, som ikke direkte påvirkes/styres af viljen, og som regulerer organismens grundlæggende livsprocesser . Systemet kører bogstavelig talt mindst i et par gear højere end hos f.eks. en hund.

Det autonome nervesystem kontrollerer bl.a. stresshormoner som adrenalin og binyrebarkhormoner, det kontrollerer hjerte og blodtryk, det kontrollerer stofskifte og åndedræt.

Katte under bedøvelse er meget mere end hunde underkastet påvirkninger af det autonome nervesystem og dermed en påvirkning af vitale processer.

En konsekvens af dette er, at katte under bedøvelse har en meget uregelmæssig hjerteaktion og et blodtryk der svinger.

Selv den mindste smerte eller ”lidt for dybe narkose” vil påvirke det autonome nervesystem med risiko for kollaps.

Det skal nævnes, at bedøvelse ikke er lig med absolut smertedæmpning. Mange midler får katte til at sove, mens smerter stadig registreres mere eller mindre

Bedøvelse af katte er således en udfordring. Katte er meget ”anderledes”.

Om der også inden for racerne findes racer, som stofskiftemæssigt er disponerede for problemer i narkose er i dag et åbent spørgsmål. Der findes ingen undersøgelser som påviser dette.

Analogt ved man inden for hundene, at mynderacer har et helt specielt leverstofskifte som påvirker bedøvelser.

Anatomiske træk som disponerer for problemer, ved man findes hos brachycephale(fladnæsede) katteracer som persere og exotics. Måske – det er i hvert fald vores indtryk – er mange maincoon katte p.gr.a. af deres størrelse også ved at være i risikogruppen.

Vi kender ”størrelsesproblematikken” inden for hundene. Både ekstremt store og ekstremt små er udsatte i narkose. ”Tingene” passer ikke rigtig sammen mere – der er grænser for, hvor meget man kan ændre på naturens udseende uden at blive straffet.

Alt i alt må man dog sige, at racekatte stadig - og heldigvis - er en meget mere homogen gruppe end hundene.

Teorierne om forskelle imellem katteracers følsomhed over for bedøvelser er udelukkende baseret på ”jeg tror”, ”jeg mener”, fornemmelser, rygter og tidligere tiders synder. Det gælder både udsagn fra dyrlæger og ejere.

Efter min bedste overbevisning og erfaring ligger forskellene først og fremmest mellem individerne - ikke mellem racerne.

Sunde katte med samme vægt, samme alder og samme psyke er efter min mening i samme risikogruppe.

Vægt og alder er nemme at kontrollere. Sundhed lader sig rimelig nemt kontrollere ved en grundig klinisk undersøgelse og helst også en blodprøve til måling af leverfunktion, nyrefunktion, blodets evne til at koagulere etc…

En bedømmelse af kattens psyke er derimod straks sværere. Både en stille kat og en vild kat kan være superstresset. Det kræver virkelig erfaring og katteviden at tyde en kats sindstilstand. Det er den store udfordring.

Stressfaktoren anser jeg som en af de allervigtigste parametre i vurderingen af risici ved bedøvelse af katte. Stress påvirker i høj grad kattens veludviklede autonome nervesystem og dermed alle vitale processer.

Det skal lige nævnes, at kattestress er noget ganske andet end menneskestress. Symptomer og årsager til stress varierer meget. Kattestress er derfor svær både at forstå og at forebygge.

Stressfaktoren kan være så alvorlig, at enkelte katte simpelt hen ikke kan og bør bedøves, når ”adrenalinen er helt oppe at ringe”. Vi har hvert år enkelte katte på klinikken, hvor vi må udskyde bedøvelsen. Drejer det sig om eksotiske vilde katteracer, er det meget almindeligt, at bedøvelser helt må opgives.

Vurderingen af stressniveauet bringer mig til kort at omtale de enkelte faser i en bedøvelse.

Beslutningen om bedøvelse og dermed 12 timers faste. Vi lader altid katte drikke.
Aflevering af katten til bedøvelse. Bedøvelse bør aldrig foretages ambulant – akutte tilfælde undtaget. Tillad tid til bedøvelse – det øger sikkerheden.
En grundig klinisk undersøgelse og helhedsvurdering af katten. Helst også – med ejeres billigelse, det koster jo ekstra – en blodprøve.
En evt. forbedøvelse (sedation) – en beroligelse af katten før den egentlige bedøvelse. Vi sederer altid hundene, men meget sjældent kattene. Efter vores mening påvirkes kattes kredsløb ret uforudsigeligt og ofte ret voldsomt. Det gør det sværere at styre den egentlige bedøvelse.
Selve bedøvelsen kan foretages på flere måder. Groft sagt kan man benytte en injektionsteknik, en inhalationsteknik (gas f.eks. isofluran) givet med maske eller tubus (gummislange i luftrør) eller en kombination af disse metoder.
Kravet til en god bedøvelsesmetode er, at den er sikker, at den giver bevidstløshed (ikke det samme som smertefrihed), at den giver smertefrihed, at den giver en sikker og hurtig opvågnen og udøveren skal kunne beherske den. Intet stof eller middel besidder alene alle disse egenskaber, men man kan ved at balancere forskellige stoffer med hinanden komme tæt på det ønskede.

Her på klinikken anvender vi rutinemæssigt til bedøvelse af sunde katte en
”zoletilblanding”(injektion i muskel). I enkelte tilfælde kombineret med isofluran og yderligere smertestillende.

Zoletilblandingen giver hurtig og stille indsoven, god smertelindring, en relativ god og hurtig opvågning og en god tidsramme til indgreb.

Isofluranen (gasbedøvelse) gives enten med maske eller via tubus (”gummislange i halsen”). Tubus anvender vi til længerevarende og komplicerede bedøvelser, men i langt de fleste tilfælde kører vi med maske. Tubus er dog altid inden for sekunders rækkeviddde.

Det er vanskeligere at intubere katte end hunde. Katte har en meget stærk svælgrefleks og et snævert luftrør, men med lidt rutine er det ikke et større problem.

Proponofol(sprøjtes direkte i blodkar) anvender vi lejlighedsvis, såfremt vi ønsker meget
hurtig opvågning (f.eks. røntgenoptagelser), men vi anvender det aldrig alene til smertefulde
procedurer som f.eks. sterilisation. Alene har det en meget ringe smertestillende effekt.

Smerter kan være årsag til kredsløbskollaps. Anvendes det sammen med smertestillende
midler er det brugbart - også ved kirurgiske indgreb.

Ren gasbedøvelse som isofluran anvender vi aldrig. Dels er gasserne slimhindeirriterende – en stressfaktor – og dels er deres smertestillende effekt så ringe, at selv almindelige kirurgiske indgreb som sterilisation vil udløse reflekser, der påvirker alle de vitale funktioner som styres af det autonome nervesystem med risiko for kredsløbskollaps til følge. Det er muligt at lægge kattene i så dyb narkose med isofluran, at smertereaktionerne neutraliseres, men det betyder til gengæld, at narkosen skal være så dyb, at den bliver livsfarlig. Altså igen – det skal gives sammen med smertestillende midler.

Under enhver bedøvelse vil kattene blive overvåget af dygtige veterinærsygeplejersker og måleapparater, således at evt. problemer registreres tidligt.

Endvidere væskebehandler vi ofte både intravenøst (”drop”) ved risikobedøvelser og subkutant(under huden) for at sikre en sufficient ”væsketilførsel” efter opvågning.

Væskebehandling af katte er ”guld”. Under mere langvarige og ofte komplicerede indgreb er væske med til at opretholde en god jon-/saltbalance i blodet, et stabilt blodtryk og dermed et godt kredsløb.

Væsken gives ikke for at øge hastigheden af udskillelsen af bedøvelsesmidler fra blodet.

I øvrigt skal det lige nævnes at kattens nyre er anatomisk meget forskellig fra menneskets og hundens. Årsagen er, at ur-katten er født som et ørkendyr.

Muligheden for at kunne afbryde en bedøvelse er det relevant at diskutere. Det er rigtigt at man rimeligt nemt og hurtigt kan afbryde en gasnarkose, men der findes også modstoffer til delvis at ophæve injektionsbedøvelser.

Gasserne har som nævnt en dårlig smertestillende effekt, og i mine øjne er det langt vigtigere, at man forebygger problemernes opståen.

Et veluddannet personale med katteviden, en erfaren kattedyrlæge, fred og ro, engagement,
gode lokaliteter og TLC(”tender loving care”) er altafgørende faktorer for succes med
bedøvelser og behandling af katte.

Sikkerhed kræver, at katteejere er kritiske i deres valg af behandlingssted.

Den sidste fase er opvågningsfasen, som skal være sikker, rolig, smertefri, overvåget og så
kort som mulig. En stor del af hemmeligheden ved kattebedøvelser ligger i en total
kontrolleret opvågningsfase. Vores veterinærsygeplejersker slipper dem ikke af syne, før de er
vågne, og vi sender aldrig en sovende kat hjem.

Ingen bedøvelse er bedre, end den dyrlæge og den veterinærsygeplejerske som udfører den. En ekstrem god bedøvelsesmetode i hænderne på en uerfaren evt. uengageret dyrlæge/veterinærsygeplejerske er ikke bedre end den dårligste bedøvelsesmetode i de bedste
hænder.

Bedst er selvfølgelig et sikkert behandlingssted med en god sikker rutine i bedøvelser.

Med venlig hilsen
Knud Steensborg – fagdyrlæge i sygdomme hos kat og hund
Abild Dyreklinik

Er er nogen af Jer der har prøvet at katten efter narkose er meget kold og har svært ved at komme “op” igen? Hvor lang tid er acceptabelt før katten er oppe igen?

Jeg har faktisk tænkt på at skrive ind i det materiale jeg udleverer til mine killingekøbere at de skal være opmærksom på kattens temperatur hvis den har været i narkose.

Er der nogen der ved hvad kattens temperatur er lige efter den er taget ud af narkosen - hvad den bør være x antal timer senere - og hvor langt ned temperaturen skal før det er kritisk = ba-bu for fuld udrykning?

Til Racekattens potemøde om tidlig neutralisering for nyligt talte dyrelægen om en varmepude, som kattene kunne ligge på for at holde varmen under operationen og imens de vågnede op.

Han talte også om at det var vigtigt at katten/killingen “også kunne regne med brøker efter narkosen” (til stor morskab for os publikum) og derfor anbefalede han vist nok gas-narkose.

Det var jeg glad for at høre, for jeg anede ikke at der fandtes så forskellige måder at bedøve kattene på.

Ja det der med varme efter narkosen er jeg helt med på -alligevel er der stadig nogen der går “kolde” derfor er jeg ude efter hvad temperatur der er acceptabelt. Temperaturen er jo nem at tage på en halvedøvet kat. Jeg kan fortælle at 35,2 ikke er acceptabelt - katten klarede det med en kvik ejer og en dygtig dyrlæge.
Sådan en kat skal aldrig mere på den samme narkose.

Jeg har været ude for en rigtig grim oplevelse i forbindelse med kejsersnit/narkose.

Pretty min første avlskat gik i fødsel på nøjagtig dag 63, og i starten så alt ud til at forløbe som det skal og bør. Første killing dukkede frem klokken 13 med halen først, jeg måtte hjælpe lidt til ved at trække blidt i presseveerne. De næste 4 timer havde Pretty kolosale presseveer, men ingenting skete - Jeg var jævnlig i kontakt med min dyrlæge, som mente vi bare skulle se tiden lidt an. Klokken 16 var Pretty så træt og afkræftet at hun ikke orkede mere - Igen kontakt til dyrlægen, som igen mente, at det nok skulle gå …Det var min første kattefødsel, og jeg var blevet godt nervøs, så jeg forlangte at få hende ( Pretty ) kikket på …Nu var klokken passeret 17 og normal konsultationstid overskredet, nu ville dyrlægen godt se hende. Vi mødte op hos dyrlægen, hun gav en ve-stimulerende sprøjte, og der skete stadig intet …Vi blev hurtig enig om kejsersnit, da det var tydelig for enhver at Pretty ikke havde flere kræfter. Vi fik besked på, at afhente Pretty igen NØJAGTIG klokken 18, da dyrlægen skulle til middagsselskab.

Vi hentede Pretty på slaget 18, (og heldigvis tre dejlige killinger :-)). Pretty var i en sørgelig forfatning, hun var våd og kold …På vej ud af døren fik vi kort at vide, at vi godt måtte vende den sovende Pretty engang imellem. Jeg spurgte hvornår ca. Pretty ville vågne af narkosen, og fik det svar at klokken 22 var hun helt frisk igen.

Vi kom hjem - fik Pretty installeret med en varmepude, så hun kunne tørre og få varmen. De tre små kejserbørn, var MEGET påvirket af narkosen, og vi havde vores besvær med at vække dem. Pretty blev jævnligt vendt - klokken 22 var der bestemt ingen tegn på opvågning. Jeg blev mere og mere urolig …Pludselig henunder midnat så jeg at Pretty var blevet blå om munden / næsen og tungen - hendes vejrtrækning var meget svag. Jeg panikkede, og for til telefonen, hvor jeg fik fat i vagtdyrlægen, som selvfølgelig sagde at vi skulle komme med hende øjeblikkelig.

Vagtdyrlægen gav hende straks noget kredsløbsstimulerende, og noget adrenalin …derefter tvangsvækkede han hende …Han klemte hende simpelthen så hårdt om maven, at hun vågnede med et vræl …derefter fik hun væske ind under huden, og fik ekstra kalk. Hun blev smertedækket ( det så den første dyrlæge ikke skulle være nødvendigt ) …Konklutionen var, at hun måtte ha’ fået en ALT for stor dosis narkose.

Jeg kontaktede selvfølgelig dyrlægen som havde udført kejsersnittet, og bad om en forklaring på hændelserne …Hun trak lidt på skulderen og sagde, at hun sikkert havde glemt at tage forbehold for at Pretty selvfølgelig vejede mere med killinger i maven…Under drægtigheden havde Pretty jo taget 1,5 kilo på

Tak for indlægget. Det var meget lærerigt.
Jeg har ikke selv nogle uheldige oplevelser med det. Fik dog en killing hjem (min hitter) der var noget mere groggy og tidligere i opvågningsfasen end mine to piger var da jeg fik dem hjem. Han havde heller ikke været hos dyrlægen så længe. Men samme aften var han super frisk og livlig igen.

Forrige gang Missi var i narkose for at få ordnet pelsen løftede hun først hovedet først på aftenen. Jeg havde været i kontakt med dyrlægen to gange i løbet af dagen (og fået hans private tlf. nr. i tilfælde af, at hun var vågnet helt op kl. 21). Jeg fik besked på at det var godt at massere hende og at vende hende regelmæssigt og selvfølgelig hele tiden at holde hende varm. Hun var ikke kold på noget tidspunkt, som jeg husker det, men jeg ved ikke, hvad temperaturen var.

Vi havde fyret kraftigt op, så gulvvarmen i bryggerset var meget høj og så lå hun pakket ind i uldtæpper på et vattæppe.

Da vi for en uge siden igen var hos dyrlægen for at ordne hendes pels, fik vi en god snak med dyrlægen inden hun kom i narkose. Vi blev enige om at give hende mindre mængde narkose og det virkede rigtig fint. Hun sov fint mens vi ordnede pelsen og vågnede meget hurtigt igen, da hun fik opvågningssprøjten. Hun var selvfølgelig meget træt resten af dagen, men hun spiste kort tid efter, vi var hjemme. Sikke en forskel.

Begge gange har hun fået narkosen sprøjtet under huden i stedet for i en muskel. Dette for at hindre at hun kom i en stresstilstand, da hun går amok, hvis hun bliver holdt. På denne måde opdager hun ikke engang, at hun får sprøjten.

Jeg havde en oplevelse tilbage i januar 2003 med en killing. Her er beretningen som jeg skrev den dengang:

Er der nogen der har været ude for noget lign.?
I mandags afleverede vi en MCO killing på 4 1/2 mdr til dyrlægen, han skulle
neutraliseres.
Hans ene kugle sad i lysken så indgrebet var en smule størrer end ved vanlig
neutralisering.
Kl 08.00 blev killingen afleveret han blev vejet og undersøgt i alle led og
kanter, og blev derefter lagt i narkose.

Da operantion var overstået og killingen skulle vækkes op af narkosen,
stoppede den med at trække vejret,- hjertet slog stadig, men den trak ikke
vejret.
Man gav derfor ekstra ilt og kunstigt åndedræt, og vupti var der liv igen.
Killingen var meget lang tid om at komme sig over narkosen, faktisk sad vi
vagt hele natten, og først kl. ca 05.00 begyndte han stille og roligt at
tumle rundt selv, spiste og drak som han skulle.

Tirsdag, onsdag, torsdag og fredag formiddag forløber normal, ingen
hævelser ingen betændelse, slet ingen problemer overhovet.
Fredag før middag ser jeg killingen vågne op fra sin pude på gulvet,
fuldstændig rundtosset, og brager ind i møbler samt vægge, han vælter
omkring som om han slet ikke kan se. Han reagere slet ikke på nogenting,
hverken fjerkoste eller andre bevægelser foran ham, vi tester med lys og ser
at popillen normalt trækker sig sammen.
Afsted til dyrlægen det gik…

Scanning af hovede og forskellige test for forgiftninger er taget og ingen
tegn på noget overhovedet.
Lignede en skræmt kat der var gået i chok,- men af hvad…?
Han kom hjem igen lørdag formiddag, men er også idag søndag helt ved siden
af sig sig.
Han spiser selv, drikker selv, men ligner stadig en skræmt kat der ikke helt
har styr over tingene.
Når han går rundt skal det lige siges, at han ryster meget på sine forpoter, som
om der er noget ved dem, men jeg kan ved gud ikke finde noget som helst.
Han har ikke en rigtig afstandsbedømning, det ser vi ved at han prøver at
hoppe fra sofaen over på sofabordet men vælter ned på gulvet.
Jeg er virkelig bekymret for ham, for mig at se minder det hele om en mindre
hjerneskade, eller en blodprop i hjernen.
Er der nogen der har oplevet det samme?
Søndag sidst eftermidda kastede han meget kraftigt op, og som tænd sluk på en kontakt, var han tilbage som en rask kat.

Kan det mon have været en for kraftig dose narkose, som blev til en forgiftning i maven og efter opkast blev han helt normal.?
Mvh Birgitte

Jeg har 2 gange oplevet ubehagelige ting efter narkose.

Første gang: Min maine coon killing havde fået øremider og jeg skulle også have testet mine 2 katte for felv, fiv og en tittertest på corona og hermed var nogle blodprøver nødvendige. Vi mødte op til konsultationen omkring klokken halv 10, dyrlægen tjekkede begge katte og bekræftede min mistanke om øremider. Maine coonen skulle ligges i narkose for at skylle øremidrene ud og så kunne blodprøven ligesågodt blive taget samtidigt. Dog ville vi have blodprøven fra vores huskat taget i vågen tilstand.- Dette viste sig umuligt da hun havde set sig godt dur på dyrlægen den pågældende dag. Vi efterlod begge katte hos dyrlægen og aftalte at hente dem igen halv fem.

Da vi hentede begge katte så de ok vågne ud og vi tog glade hjem. Men der hjemme så tingene helt anderledes ud. Begge katte blev meget kolde, kunne ikke gå men væltede og virkede lamme i bagbenene. Jeg serverede lidt kaffefløde med druesukker i til de små stakler og pakkede dem godt ind i tæpper og lagde dem hos mig med en vandskåle i nærheden hvor jeg sørgede for at de fik lidt at drikke. Kattene sov tungt mne godt indtil om aftenen. Her begyndte de igen at prøve at gå omrking, klokken var nu halv 12 om aftenen.- Men det kunne de ikke rigtig. De kravlede begge på kattebakken som også stod i nærheden og lagde sig ned imens de tissede hvilket resulterede i at jeg måptte vaske en smule grus af begge bagefter. Nu var jeg godt bekymret, at en kat efter så langt tid ikke engang kunne gå på bakke selv synes jeg var mærkeligt men de så stadig ud til at have det ok så jeg sad vagt ved dem hele natten imens de sov rusen ud.

Næste morgen var de begge okay igen og spiste og drak normalt og løb rundt og legede. Men jeg ringede til dyrlægen alligevel og fortalte om den mærkelige aften. Han sagde med det samme selv at de havde fået for meget så og det ville han skrive i deres journaler og så ville de give dem mindre næste gang. Han tilbød desuden at se kattene gratis igen hvilket vi tog imod.

Den anden: En lille måned efter den første dårlige oplevelse skulle maine coon killingen så kastreres. Jeg afleverede ham om morgenen og bad desuden dem om at tjekke hans øjne da jeg synes de løb en gang imellem og om at tjekke ørene om øremiderne nu også var helt væk. Snakkede også med dem om at jeg havde snakket med den og den dyrlæge og at killingen havde fået for meget narkose sidste gang.

Klokken fire hentede jeg min lille dreng. Og synet var chokerende, han så meget mærkelig ud og rystede også. Operationen var gået godt og de havde renset ører og øjne.
Vi tog roligt hjem og jeg lavede igen lidt styrkende til ham at drikke. Derefter pakkede jeg drengen godt ind og lagde ham hos mig. Han faldt hurtigt i søvn og jeg syns det var fint at han sov. Men ligepludselig lod jeg mærke til at han sov med åbne øjne! Og nu havde et hår i øjet. Jeg havde heldigvis rensende øjendråber liggende og fik dermed håret ud af øjet på ham. Jeg var nu ikke i tvivl, jeg havde fået en kat hjem som stadig var i narkose søvn hvilket jeg synes er fuldstændig uacceptabelt. Jeg ringede til dyrlægen som sagde jeg skulle holde godt øje med ham og hvis jeg ikke kunne vække ham eller hans vejrtrækning blev svag skulle jeg komme ind med ham. Der skete dog ikke mere. Drengen sov bare rusen ud og jeg sørgede for han ikke sov med åbne øjne. Jeg klagede til dyrlægen igen og igen fik jeg ret i at det var for meget han havde fået.

Mine katte skal aldrig opereres der igen.

Jeg kan ikke huske forløbet korrekt tidsmæssigt da det ikke er min kat - den er heller ikke fra mig - men de har to andre katte fraq mig.

katten der ikke er fra mig fik fredag ordnet tænder. Han bliver hentet om eftermiddagen og var som kunne anses at være normal slatten. Det er konen der henter ham og hun sørger for at ligger varmt da hun syntes han er kold. Manden kommer hjem senere - han syntes katten er meget kold og de tager hans temperatur: 35.2. heldigvvis er det klinikken der har ordnet tænder der har week-end vagten - så de kører derud igen med katten inde på den bare mave. Han bliver lagt i varmt væskedrop og på varmepude - de er der den halve nat og kører hjem med en frisk kat. Hvad narkose han har fået ved jeg ikke, jeg ved der i han jornal står den skal han aldrig have mere.

Han og en hunkat jeg tidligere har haft lignende problemer med, uden at forstå dem, var sådan set årsagen til jeg er så interesseret i temperaturen - er godt klar over den ikke må falde men skal gå opad. Jeg vil ved lejlighed snakke med min dyrlæge om det.

Jeg er sikker på ingen af de af mig nævnte katte har fået for meget narkose - jeg tror de har fået en narkose de ikke kunne tåle.

Lis prøv at kontakte Himmelev dyreklinik.

Han har specialiseret sig i Narkose, og er i tæt samarbejde med narkoselægen i ZOO.

Han talte meget om vigtigheden i temperatur under og efter narkose.

han var også inde på diverse narkose midler som er mange og meget forskellige -thumbs -thumbs

Samme mente den dyrlæge som neutraliserede Jeb Shilow tilbage i januar 2003.
Han sagde at netop den form for narkose havde han haft et par andre katte med lign. tilfælde, at han mente, at det var en allergisk reaktion.
Jeg mener at huske, at Jeb Shilow’s temperatur ved hjemkomsten var 36.1 og ved indlæggelsen igen var nede under 36, men jeg er ikke helt sikker på, at det var ham.

Jeg har nemlig haft et par tilfælde hvor kattene er blevet rigtig dårlige og slatten at narkose.
Den sidste var Quo Vadis. Han var knap et døgn om at komme ud af narkosen. Han blev neutraliseret som 3 årig, sund og rask og fastende dog på vand.
Jeg ringede endda til dyrægen og skældte dem ud over, at de havde glemt at give ham opvågningssprøjten, men ak den havde han fået.
Quo Vadis var også kold, men jeg satte godt med varme på toilettet, gav ham et varmetæppe at ligge på, og lagde et uldtæppe over ham, det hjalp, men det tog tid. Jeg gav ham 1x i timen væske pr sprøjte i munden.
Det tog 1 døgn for ham at komme sig.
Han er nevø til Jeb Silow som jeg beskriver ovenfor i andet svar, så mon det kan have noget at sige genetisk?

I mit/Prettys tilfælde har det ikke noget med ikke at kunne tåle narkosen, ej heller genetisk - Men helt sikkert en fejldosering.

Og det kan jeg begrunde med følgende :

Efter første kejsersnit blev Pretty holdt fertil, og året efter igen parret …Det var en lidt besynderlig drægtighed - Pretty tog pænt på, og blev rundere. …Jeg kunne godt se, at der denne gang ikke var mange killinger i hende. Pretty havde det godt, var glad og rask - Jeg havde det lidt mere betænkeligt, da jeg ikke på nogen tidspunkt havde set eller mærket liv i maven på hende. Jeg kan huske at jeg spurgte på forskellige fora, om jeg havde grund til min nervøsitet, og der kom mange gode råd, og meget beroligelse …Noget med at hun kunne ha’ meget fostervand, som kunne dæmpe de mærkbare bevægelser - Og med tanke om, at der måske kun var en eller to killinger i hende, så blev jeg lidt roligere.

På dag 63 gik slimproppen, og Pretty begyndte at blokke …Hun blokkede til næste dag, og gik over til presseveer omkring middag. Hun havde presseveer i ca. to timer, og derefter gik hun fuldstændig i stå …Ingen veer overhovedet !!

Jeg kontaktede min dyrlæge …samme dyrlæge som ved første kejsersnit, men denne gang den mandlige halvdel af denne praksis - Og den dyrlæge havde jeg altid været glad for, så jeg var glad, da han fortalte at det ville være ham som skulle kikke på Pretty. Dyrlægen kunne ikke få veerne igang på Pretty igen, og han anbefalede kejsersnit igen - Jeg var jo ved at dø af nerver, og brugte meget tid på, at fortælle hvilke fadæse de havde lavet med Pretty under forrige kejsersnit …Og han kunne godt se, at jeg var ved at krakelerer, så han anbefalede at jeg blev der, og så på, at hun faldt i søvn. Jeg havde fortalt ham, at denne gang SKULLE hun lukkes, og han beholde og overvåge hende indtil hun var vågen og bevidst igen. Han ringede 4 timer senere, og sagde at jeg kunne hente hende …Denne gang var hun tør, fin og varm, og jeg kunne tydelig se, at hun var så bevidst at hun kunne kende mig …Hun tumlede osse fint ud af kassen, og skulle spise lidt så snart vi kom hjem.

Til historien hører osse det mærkelige …Det eneste dyrlægen kunne operere ud af hende, var noget efter hans udsagn, noget moderkage ligende noget, og han mente at hun måtte ha’ født en killing herhjemme - Det ved jeg så med 100% sikkerhed ikke kunne være tilfældet, da Pretty KUN ville være inde i min seng, og med mig ved hendes side …Under HELE perioden hvor ‘fødslen’ var igang. - Og selvfølgelig blev hvert et krog endevendt, og kattebakker tømt for at være FULDSTÆNDIG sikker, og der var ingenting - hvad jeg jo godt vidste.

Pretty havde det okay godt efter operationen / narkosen, hun gik på bakke og hun spise, men selvfølgelig slatten. Dagen efter kom hun vrælende hen til mig, og jeg kunne straks se, at der var noget rivende galt - Pretty havde de vildeste presseveer !!!

Nu var jeg for alvor træt af BEGGE mine dyrlæger, så jeg kontaktede straks mine nuværende dyrlæger og forklarede dem situationen. De anbefalede at jeg straks skulle komme med hende, så ville de kikke på hende …Der var flere dyrlæger som kom og kikkede på hende, og de var meget mærkelige i hovederne, da de jo osse måtte konstatere, at en ny-neutraliseret kat havde presseveer …Pretty blev igen åbnet, osse denne gang kom hun fint og hurtigt igennem operationen / narkosen. Jeg måtte desværre erfare af fagfolk beskytter hinanden, jeg fik nemlig kun forklaring om, at nu var hun skyllet godt igennem for cellerester …Min fornuft siger mig, at det umuligt ‘kun’ kan være cellerester, med SÅ heftige presseveer - Min formodning siger mig, at noget må være ‘glemt’ i hende, eller osse har der måske siddet en killing helt nede i fødekanalen, som første dyrlæge havde overset ??

Det var min start som opdrætter …Er der noget at sige til, at jeg er pæn nervøs for kommende fødsler ? :slight_smile:

Føj, jeg bliver mere og mere dårlig jo mere jeg læser.
Jeg har skrevet en fedte, fedte mail - håber det giver resultat - så kommer jeg tilbage.
For kan man “bare” tage temperaturen hvis man er i tvivl - så er det nemt og man kommer ikke helt derud hvor det er sidste udkald.

Jeg krydser fingre for at du får svar …Og at disse teorier holder stik !!
Det er frygteligt når man bliver udsat for skrækkelige hændelser …