Synes at kunne læse at der er mange herinde der er en psykisk lidelse…
er der nogen med OCD ligesom jeg selv ? 
Ved ikke om jeg har OCD - men jeg har det med at tænke alt for meget. I ring…og i ring…og i ring…og kan ikke stoppe igen! Det er de samme ting, de samme spørgsmål, den samme overdrevne tvivl… (får antidepressiver).
Hvordan kommer OCD’en til udtryk hos dig?
Hvor får du fra at der er mange her inde som gar psykiske lidelser?
Jeg har ikke OCD men har i en periode være plaget lidt af nogle tvangstanker. Fx skulle min pasta koge 14 min. Puderne skulle stå to og to sammen. Der måtte ikke være et ulige antal stearinlys ved siden af hinanden, og hvis der var skulle de røre hinanden… og, ja sådan nogle ideer. Jeg har heldigvis arbejdet mig ud af det!
[quote=Bamse;469326]Hvor får du fra at der er mange her inde som gar psykiske lidelser?
![/quote]
Ved at læse i trådene…og jo, jeg har også bemærket der er temmelig mange mennesker herinde med psykiske lidelser/problemer…
[quote=Misjas_Mor;469319]Ved ikke om jeg har OCD - men jeg har det med at tænke alt for meget. I ring…og i ring…og i ring…og kan ikke stoppe igen! Det er de samme ting, de samme spørgsmål, den samme overdrevne tvivl… (får antidepressiver).
Hvordan kommer OCD’en til udtryk hos dig?[/quote]
Det kan nok godt være OCD… Det er jo simpelhen så mange ting der går under den betegnelse…
Før jeg kom på medicin i maj 2010 skulle jeg tælle ALT til 5… Skridt, vejrtrækning og åndedræt for blot at nævne nogen af de mest tidskrævende ting. Desuden var der også alt det med overdreven kontrol som også tog meget tid…
Nu er det så noget bedre. Jeg SKAL ikke længere tælle noget… Og begynder jeg på det (pr automatik fordi man har haft det så længe) så kan jeg sagtens sige til mig selv: “det pjat skal du ikke gøre, for du er mere rask end aldrig før”…
Jeg har dog stadig meget med kontrol, men den del er ikke så vigtig for mig, da jeg ved jeg har haft det meget værre…
Medicinen gør dog ikke andet end at jeg ikke får så store svingninger i humøret, og når jeg så gør, ryger jeg slet ikke ned i det der krampe-gråds-hul… Og derfor kan jeg tænke mere klart. Mit vendepunkt var at jeg mere eller mindre vågnede op en morgen og tænkte: “Nu kan det her f*** være nok. JEG VIL VÆRE NORMAL OG HA MIT LIV TILBAGE!!!”
Og fra den dag har den så stået på hårdt arbejde…
[quote=Bamse;469326]Hvor får du fra at der er mange her inde som gar psykiske lidelser?
Jeg har ikke OCD men har i en periode være plaget lidt af nogle tvangstanker. Fx skulle min pasta koge 14 min. Puderne skulle stå to og to sammen. Der måtte ikke være et ulige antal stearinlys ved siden af hinanden, og hvis der var skulle de røre hinanden… og, ja sådan nogle ideer. Jeg har heldigvis arbejdet mig ud af det![/quote]
Det lyder ret meget som OCD…!
Men godt at du fik arbejdet dig ud af det… Det er det eneste der hjælper 
By the way… Hvis der sidder nogen derude som er pårørende som har spørgsmål skal i være velkomne… Det kan nemlig være svært at finde ud hvordan og hvorledes det hele hænger sammen og føles…
Jeg har et spørgsmål:
Hvordan fik du stillet diagnosen? Hvem stillede den?
Godt du virkelig arbejder på det 
Her kommer et langt indlæg (sorry)!
Jeg har selv studeret emnet ret meget, fordi jeg jo mistænkte OCD hos mig selv. Jeg forelagde både for lægen og psykologen, at jeg nok havde OCD. Men det blev afvist. Jeg havde en moderat depression!
Fra jeg var barn, har jeg altid været bekymret. Allerede fra jeg var 5 år, kan jeg huske, jeg bekymrede mig om ALT. Tænk hvis nu huset brændte (lærte mig selv at springe ud af vinduet), tænk hvis nu der brød røvere ind i vores hus, tænk hvis nu JEG døde, eller mine forældre døde osv. Det er jo altså ikke normalt.
Disse tanker har ændret sig gennem hele mit liv. Da jeg var 15 år udviklede det sig til frygt for at jeg blev syg af rødt kød eller uskyllet salat. Da det forsvandt, var jeg bange for at blive syg i andres selskab, så jeg var til besvær. Disse tanker blev så senere afløst af overdrevne tvivlstanker om de store valg i livet, man nu står for, når man er midt/sidst i 20’erne!
Da jeg var yngre, havde jeg engang imellem nogle ritualer. Jeg skulle f.eks. gå over og røre en bestemt dims 4 gange…ellers skete der noget…jeg vidste ikke hvad. Jeg vidste bare, at det ikke var godt, hvis jeg lod være. Det kunne også være, at jeg skulle sige noget bestemt, hvis jeg førte en samtale med nogen. Eller jeg kunne sige 7-9-13 tyve gange på en dag - mindst.
Disse ritualer har jeg ikke mere. Det er nok mere tvangsTANKER (og ikke handlinger) jeg lider under.
Du har helt ret. OCD kan komme til udtryk på utroligt mange måder og har alverdens afskygninger. Tit kan det handle om at være bange for sig selv og sine tanker. Jeg så f.eks. en gang en tv-udsendelse om en mand, som var bange for at smide sit eget barn i skraldespanden, selvom han elskede sit barn virkelig højt. Det kan også være en angst for, at man slår nogen ihjel. Eller at man begår overgreb på børn. Man ved godt selv tankerne er overdrevne - men de er ikke sådan at bekæmpe!!
Da jeg havde det værst (lige inden jeg erkendte, noget var galt) - der havde jeg det slemt!! Jeg havde svært ved at tage toget på arbejde, som jeg normalt gør. Tænk hvis nu jeg helt umotiveret hoppede ud foran toget - ikke fordi jeg havde et dødsønske. Tværtimod - jeg var hunderæd for at dø - jeg ønskede ikke at dø. Det afholdte mig fra at komme i nærheden af en jernbanestation. På samme måde var jeg bange for, jeg helt impulsivt skulle kaste mig ud foran en bil.
Når jeg havde været ude at køre bil, checkede jeg op til flere gange under bilen, at jeg ikke havde kørt nogen ned?!? Hvis de viste noget i nyhederne om en flugtbilist, troede jeg jo nærmest det var mig?!
Og værst af alt…da jeg blev mere og mere parat til at få børn - begyndte det at snappe i æggestokkene når jeg så børn, som hos enhver anden kvinde, der ønsker sig børn. Ethvert fornuftigt individ ville tænke, at grunden til det niver i underlivet og følelsen kan forveksles med lysten til sex- ja så er det altså ikke fordi man pludselig har lyst til sex med børn - men fordi man er skruk! Og af sex kommer børn - måske derfor den følelse?! Det var frygteligt! FRYGTELIGT! Jeg havde det simpelthen af helvedes til - mildt sagt! Jeg vidste godt, jeg ALDRIG kunne forgribe mig på et barn…men tænk om jeg var en person, som tændte på små børn? Jeg forargedes over mig selv! Jeg vidste godt selv, det var helt overdrevent. Jeg var en pige på 24 år - og jeg havde sq aldrig haft sådan nogle tendenser før - så hvorfor skulle jeg have det nu? Men man KAN bare ikke overbevise sig selv, når man er syg!
I dag har jeg det langt bedre, hvilket især skyldes medicinen - men også psykologhjælp. Jeg har i 5 år taget 40 mg citalopram men er for 3 måneder siden trappet ned til halv dosis. Og jeg kan godt mærke det…tankerne presser sig mere og mere på igen. De er slet ikke i samme omfang som tidligere -og jeg har det overvejende godt- men de er der! Jeg har en god solid base med en skøn kæreste, som har hjulpet mig igennem alt det her. Og jeg har en godt job. Det hjælper rigtig rigtig meget!
Jeg har ofte læst om kognitiv adfærdsterapi…har nogen herinde prøvet det?? Der skulle man lære at tænke anderledes - at erstatte de dårlige tanker med noget andet. For man kan ikke bare fjerne dem…der skal noget andet til i stedet for!
Sikke en smøre - der er nok nogle huller og stavefejl undervejs. Sidder på jobben efter 2½ times søvn…jeg er mør God dag derude - og kom gerne med input!
Jeg kender en del veninder med OCD. En af dem beskriver de samme bekymringer allerede fra barndommen som du gør Misjas_Mor.
Bekymringer for at der skulle ske noget alvorligt med familien hvis h*n ikke rørte ved f.eks et håndtag 3 gange før døren blev åbnet.
Barky - ved du, om de tager medicin for det? Eller om evt. terapi hjælper?:?
Den jeg kendte fik terapi “mod” det…
Jeg kan ikke huske at nogen har fået medicin, men derimod kognitiv terapi for det meste.
[quote=Sheer;469467]
Jeg har et spørgsmål:
Hvordan fik du stillet diagnosen? Hvem stillede den?[/quote]
Den fik jeg stillet på den psykiatriske skadestue i Hillerød… Af en læge
Og nogen dage senere var jeg til egen læge, som heller ikke var i tvivl
[quote=Misjas_Mor;469469]Godt du virkelig arbejder på det Her kommer et langt indlæg (sorry)!
Jeg har selv studeret emnet ret meget, fordi jeg jo mistænkte OCD hos mig selv. Jeg forelagde både for lægen og psykologen, at jeg nok havde OCD. Men det blev afvist. Jeg havde en moderat depression!
Fra jeg var barn, har jeg altid været bekymret. Allerede fra jeg var 5 år, kan jeg huske, jeg bekymrede mig om ALT. Tænk hvis nu huset brændte (lærte mig selv at springe ud af vinduet), tænk hvis nu der brød røvere ind i vores hus, tænk hvis nu JEG døde, eller mine forældre døde osv. Det er jo altså ikke normalt.
Disse tanker har ændret sig gennem hele mit liv. Da jeg var 15 år udviklede det sig til frygt for at jeg blev syg af rødt kød eller uskyllet salat. Da det forsvandt, var jeg bange for at blive syg i andres selskab, så jeg var til besvær. Disse tanker blev så senere afløst af overdrevne tvivlstanker om de store valg i livet, man nu står for, når man er midt/sidst i 20’erne!
Da jeg var yngre, havde jeg engang imellem nogle ritualer. Jeg skulle f.eks. gå over og røre en bestemt dims 4 gange…ellers skete der noget…jeg vidste ikke hvad. Jeg vidste bare, at det ikke var godt, hvis jeg lod være. Det kunne også være, at jeg skulle sige noget bestemt, hvis jeg førte en samtale med nogen. Eller jeg kunne sige 7-9-13 tyve gange på en dag - mindst.
Disse ritualer har jeg ikke mere. Det er nok mere tvangsTANKER (og ikke handlinger) jeg lider under.
Du har helt ret. OCD kan komme til udtryk på utroligt mange måder og har alverdens afskygninger. Tit kan det handle om at være bange for sig selv og sine tanker. Jeg så f.eks. en gang en tv-udsendelse om en mand, som var bange for at smide sit eget barn i skraldespanden, selvom han elskede sit barn virkelig højt. Det kan også være en angst for, at man slår nogen ihjel. Eller at man begår overgreb på børn. Man ved godt selv tankerne er overdrevne - men de er ikke sådan at bekæmpe!!
Da jeg havde det værst (lige inden jeg erkendte, noget var galt) - der havde jeg det slemt!! Jeg havde svært ved at tage toget på arbejde, som jeg normalt gør. Tænk hvis nu jeg helt umotiveret hoppede ud foran toget - ikke fordi jeg havde et dødsønske. Tværtimod - jeg var hunderæd for at dø - jeg ønskede ikke at dø. Det afholdte mig fra at komme i nærheden af en jernbanestation. På samme måde var jeg bange for, jeg helt impulsivt skulle kaste mig ud foran en bil.
Når jeg havde været ude at køre bil, checkede jeg op til flere gange under bilen, at jeg ikke havde kørt nogen ned?!? Hvis de viste noget i nyhederne om en flugtbilist, troede jeg jo nærmest det var mig?!
Og værst af alt…da jeg blev mere og mere parat til at få børn - begyndte det at snappe i æggestokkene når jeg så børn, som hos enhver anden kvinde, der ønsker sig børn. Ethvert fornuftigt individ ville tænke, at grunden til det niver i underlivet og følelsen kan forveksles med lysten til sex- ja så er det altså ikke fordi man pludselig har lyst til sex med børn - men fordi man er skruk! Og af sex kommer børn - måske derfor den følelse?! Det var frygteligt! FRYGTELIGT! Jeg havde det simpelthen af helvedes til - mildt sagt! Jeg vidste godt, jeg ALDRIG kunne forgribe mig på et barn…men tænk om jeg var en person, som tændte på små børn? Jeg forargedes over mig selv! Jeg vidste godt selv, det var helt overdrevent. Jeg var en pige på 24 år - og jeg havde sq aldrig haft sådan nogle tendenser før - så hvorfor skulle jeg have det nu? Men man KAN bare ikke overbevise sig selv, når man er syg!
I dag har jeg det langt bedre, hvilket især skyldes medicinen - men også psykologhjælp. Jeg har i 5 år taget 40 mg citalopram men er for 3 måneder siden trappet ned til halv dosis. Og jeg kan godt mærke det…tankerne presser sig mere og mere på igen. De er slet ikke i samme omfang som tidligere -og jeg har det overvejende godt- men de er der! Jeg har en god solid base med en skøn kæreste, som har hjulpet mig igennem alt det her. Og jeg har en godt job. Det hjælper rigtig rigtig meget!
Jeg har ofte læst om kognitiv adfærdsterapi…har nogen herinde prøvet det?? Der skulle man lære at tænke anderledes - at erstatte de dårlige tanker med noget andet. For man kan ikke bare fjerne dem…der skal noget andet til i stedet for!
Sikke en smøre - der er nok nogle huller og stavefejl undervejs. Sidder på jobben efter 2½ times søvn…jeg er mør God dag derude - og kom gerne med input![/quote]
Puha hvor skal man starte og hvor skal man slutte ??
Jeg kan virkelig se mange ligheder… Den følelse af at dø, blive skubbet ud foran toge og andre ting har jeg selv. Mine tanker kredser om at jeg snubler eller bliver skubbet i døden. Jeg er selv bange for at huset brænder eller at der er nogen der bryder ind. Hvis jeg kommer alene hjem går jeg faktisk altid forbi stuevinduet for at tjekke om min computer og tv står der, for så ved jeg de ikke har stjålet det. Når jeg kommer ind tjekker jeg alle skabe og rum, så jeg kan være sikker på jeg er alene for tænk hvis nu der er en øksemorder der vil slå mig ihjel??? Det med at blive syg er jeg også bange for. For kort tid siden studeret jeg ALLE mine fregner for at tjekke om der voksede hår i dem, så jeg kunne være sikker på ikke at have modermærkekræft. Selvom der gør det, sidder frygten der stadig… I nat vågnede jeg med ondt i maven, og mine første tanke var om det kunne være blindtarmsbetændelse - eller endnu værre, om den var sprunget og jeg skulle dø. Da smerterne kom i perioder som kramper var jeg helt overbevist om at jeg var en af dem som vågner op en dag og er ved at føde. Tænk nu hvis jeg var gravid uden at vide det og lige pludselig fødte et barn??? De tanker om at man på den ene eller anden måde er et dårligt mennesker kender jeg også selv. Mine tanker går mest på at jeg ikke er god nok, og at jeg ikke fortjener en sød kæreste. Jeg er konstant bange for at han går fra mig fordi jeg er syg, og selvom han forsikre mig om at det ikke passer, så er jeg overbevist om at han bare venter til at jeg rask nok med at forlade mig fordi han ikke vil være et dumt svin. Det med at tælle osv, vil jeg ikke skrive så meget om, da der på nul-komma-fem ville blive en kæmpe lang roman om hva jeg har skulle tælle…
Jeg tager også selv 40 mg citalopram - og det virker! 
Jeg har været i et behandlings-forløb for kognitiv adfærdsterapi, og det handler om at man bryder cirklen inden man udføre handlingen.
Cirklen ser omtrænt sådan her ud:
Man får tanken (tælle ect.)
Tanken giver følelser (Kvalme ect.)
Følelserne giver frygt (Jeg dør, andre dør ect. )
Af frygt udføre man handlingen
Handlingen givet tryghed (nu man i sikkerhed! ect.)
Tryghededen gør så at man udføre tankerne hver gang de kommer, og på den måde får man en ond cirkel. Nu mere man bukker under for tankerne, nu flere kommer der.
Det som terapien handler om er at bryde cirklen FØR handlingen, og derved kæmpe imod. Det er hårdt og det gør ondt!
Tror vist jeg har fået “svaret” på det meste nu ?? :?
Forresten så synes jeg det er super fedt at høre at du selv kunne mærke der var noget galt, til trods for at lægerne ikke mente det. I mine øre lyder det uden tvivl som OCD - hvilket det lyder til at du godt ved 
Hører denne ikke hjemme i den personlige (hulen) :?
For mit vedkomne nej. For mig er dette ikke et følsomt enme.
Lige lidt Off-topic…
Den der hule??
Kræver det ikke noget bestemt at være med der??
Hvis nej…hvordan finder man frem til den ??
[quote=Sannela;469697]Lige lidt Off-topic…
Den der hule??
Kræver det ikke noget bestemt at være med der??
Hvis nej…hvordan finder man frem til den ??[/quote]
Kattehulen og den personlige hule kommer frem efter 60 dages medlemsskab og 200 indlæg
Hvorfor det?
Hvis trådstarter gerne vil diskuterer det åbent med alle, er det vel OK?
Personlige mener skal vel ikke partout i hulen?
Det må vel være trådstarter selv, der bestemmer om det er for følsomt eller ej?
Årrh…tak skal du have.
Har jeg godt nok “kun” været her en måned ??
Syntes det virker som meget længere siden, jeg havde et liv ved siden af KG :klapper::klapper: