Ocd

[quote=PiaR;469703]Hvorfor det?
Hvis trådstarter gerne vil diskuterer det åbent med alle, er det vel OK?

Personlige mener skal vel ikke partout i hulen?
Det må vel være trådstarter selv, der bestemmer om det er for følsomt eller ej?[/quote]

For mig er det heller ikke et følsomt emne. Da jeg blev syg valgte jeg at det ikke skulle være et tabu, fordi der intet forkert er i det…

Desuden synes jeg alle skal have en chance for at være i den her debat :slight_smile:

[quote=Babyrex;469710]For mig er det heller ikke et følsomt emne. Da jeg blev syg valgte jeg at det ikke skulle være et tabu, fordi der intet forkert er i det…

Desuden synes jeg alle skal have en chance for at være i den her debat :)[/quote]

Og det er ja da glad for! For jeg har ikke skrevet 200 indlæg (endnu!!), og jeg vil rigtig gerne være med :thumbup:

[quote=Babyrex;469710]For mig er det heller ikke et følsomt emne. Da jeg blev syg valgte jeg at det ikke skulle være et tabu, fordi der intet forkert er i det…

Desuden synes jeg alle skal have en chance for at være i den her debat :)[/quote]

Jeg er glad for, du postede det her. Jeg har ikke 200 indlæg og kan derfor ikke hoppe i hulen :slight_smile: det er rart at høre andres erfaringer :slight_smile:

Jeg håber da ihvertfald du er kommet en del nærmere dig selv ved at høre på mine lange romaner :tihi:

Det er altid rart at dele og blive delt til :slight_smile:

Man kan altså godt have “tvangstanker” uden at have OCD… Jeg havde det også da jeg havde depression… Mine tvangstanker var som regel dem der udløste mine angstanfald :S

Og jeg har også hele mit liv gået med frygten for at “dø”… Jeg tvinger mig konstant, stadigvæk til at konfrontere den og det kan jeg i dag - uden angstanfald (Har ikke haft et i over 2 år :thumbup:).

Mit første angstanfald fik jeg i London, med min klasse, da jeg var 17. Jeg var/er utrolig bange for fugle (Aner ikke hvorfor…-what), plus jeg ikke bryder mig om åbne pladser. Min klasselærer tvang mig hen over en stor åben plads, hvor der gik en masse duer… Jeg var stiv af rædsel, men gik - hurtigt og kiggede bare lige ud… Til en af mine klassekammerater løb hen og sparkede til nogle duer, hvilket resulterede i de alle fløj op… Og mere husker jeg faktisk ikke klart selv - kan huske jeg skreg (Følelsen af at skrige, græde, frygten der fylder en…)…

I dag kan jeg stadigvæk ikke:
Drikke mælk, hvis ikke jeg selv har åbnet kartonen.
Spise gult slik. (Jeg får det fysisk dårligt af det… Spytter slik ud hvis jeg pludselig er i tvivl om hvad farve det har).
Sidde med ryggen mod andre mennesker (Eksempelvis forrest i et klasselokale)
Gå på åbne pladser.

Plus jeg fx ved det tager mig 8 min at gå op til bussen. Jeg skal være der 5 min før, og derfor SKAL jeg gå 13 min. før bussen kører… Er der 13 min til den kører, så løber jeg derop fordi jeg går i panik over ikke at nå den…:høhø:

Jeg ved, hver aften når jeg går i seng, hvordan jeg ville komme ud af huset hvis det brændte - hvad jeg ville gøre, hvordan jeg ville finde kattene osv.
Jeg ved hvad jeg ville gøre hvis der kom en indbrudstyv, eller hvis der kom en MORDER -what

Der har aldrig været tale om jeg har haft OCD…
Mine diagnoser var/er: Depression (den er jeg ude af), personlighedsforstyrrelse(Borderline) samt angst. Det eneste jeg stadigvæk arbejder med, er personlighedsforstyrrelsen - og det kommer jeg til i mange mange år.

[quote=Abaddon;469933]Man kan altså godt have “tvangstanker” uden at have OCD… Jeg havde det også da jeg havde depression… Mine tvangstanker var som regel dem der udløste mine angstanfald :S

Og jeg har også hele mit liv gået med frygten for at “dø”… Jeg tvinger mig konstant, stadigvæk til at konfrontere den og det kan jeg i dag - uden angstanfald (Har ikke haft et i over 2 år :thumbup:).

Mit første angstanfald fik jeg i London, med min klasse, da jeg var 17. Jeg var/er utrolig bange for fugle (Aner ikke hvorfor…-what), plus jeg ikke bryder mig om åbne pladser. Min klasselærer tvang mig hen over en stor åben plads, hvor der gik en masse duer… Jeg var stiv af rædsel, men gik - hurtigt og kiggede bare lige ud… Til en af mine klassekammerater løb hen og sparkede til nogle duer, hvilket resulterede i de alle fløj op… Og mere husker jeg faktisk ikke klart selv - kan huske jeg skreg (Følelsen af at skrige, græde, frygten der fylder en…)…

I dag kan jeg stadigvæk ikke:
Drikke mælk, hvis ikke jeg selv har åbnet kartonen.
Spise gult slik. (Jeg får det fysisk dårligt af det… Spytter slik ud hvis jeg pludselig er i tvivl om hvad farve det har).
Sidde med ryggen mod andre mennesker (Eksempelvis forrest i et klasselokale)
Gå på åbne pladser.

Plus jeg fx ved det tager mig 8 min at gå op til bussen. Jeg skal være der 5 min før, og derfor SKAL jeg gå 13 min. før bussen kører… Er der 13 min til den kører, så løber jeg derop fordi jeg går i panik over ikke at nå den…:høhø:

Jeg ved, hver aften når jeg går i seng, hvordan jeg ville komme ud af huset hvis det brændte - hvad jeg ville gøre, hvordan jeg ville finde kattene osv.
Jeg ved hvad jeg ville gøre hvis der kom en indbrudstyv, eller hvis der kom en MORDER -what

Der har aldrig været tale om jeg har haft OCD…
Mine diagnoser var/er: Depression (den er jeg ude af), personlighedsforstyrrelse(Borderline) samt angst. Det eneste jeg stadigvæk arbejder med, er personlighedsforstyrrelsen - og det kommer jeg til i mange mange år.[/quote]

Kan tankerne ikke hænge sammen emd borderline ? Ved ikk om du have diagnosen dengang i var i London, men måske sygdommen har været der, dog uden at man vidste det ?

Den udvikles jo i ungdomsårene - men jeg fik først diagnosen da jeg var 21-22 år…

Årh okay. Min sviger-halvsøster har nemlig bordeline og hun har også alle de tanker… Kender ikk så meget til sygdommen, men ved bare at der er mange ligheder mellem den og OCD…

Lige for at berolige lidt:
Jeg kender adskillige dansere og musikere (også på meget anerkendte teatre), der er talmanikere, dvs de har en OCD-agtig trang til at lave ritualer om at tælle, banke x antal gange på noget, før de spiller, etc.
Det er lidt af en erhvervsskade, fordi man i begge fag tæller f eks taktslag eller vægtskifter (i dansebevægelser - det er derfor, at musikere påstår, at dansere ikke kan tælle, eller forstå musik. Vi tæller forskellige ting, helt enkelt).
Som en anden var inde på: Det handler bl.a. om at stoppe det i tide, inden tankerne kører amok med en.

Som salig Freud sagde (sådan ca): Alle de psykiatriske lidelser findes i små træk hos os alle. Det er først, når de tager overhånd og forhindrer individet i at fungere, at man taler om psykisk sygdom.
Jeg kan ikke huske, hvilket værk, der indledes med noget i den stil :slight_smile:

Med andre ord: Vi er alle sammen tossede. Bare mere eller mindre :slight_smile:

Ikke for at negligere nogen eller noget, blot for at sige, at der er håb.

Jeg tror alle mennesker på et eller andet niveau har “tvangstanker”. Måske det derfor kan være svært at vurdere, hvor grænsen går om man har OCD?
Ingen er i tvivl, hvis det er OCD i svær grad, men hvor går grænsen mellem en mild grad og “almindelig bekymring”?

Rigtig mange mennesker, har faste ritualer. Fodboldmålmænd skal sætte tyggegummi på stolpen osv osv.
Andre mennesker er bekymrede og sikrer sig altid en flugtvej, hvad gør jeg hvis det brænder osv.

Så hvad er normalt og hvad er unormalt?

Jeg vil mene grænsen for om det er “normalt” må gå ved det punkt det hedder at man kan styre det. Hvis man får det psykisk dårligt, og der kommer mere og mere så er man overskredet den. Men de småting er sku ligemeget :wink:

Hvilken betydning har det for dig at have fået stillet diagnosen? Har det medført gode eller dårlige ting?

Hvilken betydning har det for dig at tale om det her offentligt på et katteforum?

Ligemeget og ligemeget. Der er jo faktisk “småting”, som kan begrænse en i ens hverdag. Og det handler ikke om om man kan “styre det”, men om det begrænser en… Og småting kan godt begrænse en.

Håber din :wink: betyder det var “sagt i sjov”, fordi jeg faktisk kan blive ked af at en der har diagnosen, siger at nogle ting, som faktisk kan fylde enormt meget ved andre bare er “småting”. Hvem definere hvad småting er?

[quote=Abaddon;470042]Ligemeget og ligemeget. Der er jo faktisk “småting”, som kan begrænse en i ens hverdag. Og det handler ikke om om man kan “styre det”, men om det begrænser en… Og småting kan godt begrænse en.

Håber din :wink: betyder det var “sagt i sjov”, fordi jeg faktisk kan blive ked af at en der har diagnosen, siger at nogle ting, som faktisk kan fylde enormt meget ved andre bare er “småting”. Hvem definere hvad småting er?[/quote]

Med småting tænker jeg på at feks har min mor 2 “særheder”… Hvis der ikke er 4 lakridser eller 4 is som hun kan spise samtidigt, så vil hun ikke have nogen… Og når der “bare” er det, så er det jo noget man kan tag at føle på. Med småting er det ment som at det ikke er noget der begrænser en i ens hverdag.

[quote=Sheer;470017]Hvilken betydning har det for dig at have fået stillet diagnosen? Har det medført gode eller dårlige ting?

Hvilken betydning har det for dig at tale om det her offentligt på et katteforum?[/quote]

Det har haft STOR betydening. Det at få en afklaring på hvorfor man er som man er, er ligesom at få den sidste brik i et stor puslespil. Selvom jeg godt vidste hvilken diagnose jeg havde/har så er det en lettelse at have det “på papir”… Det har også gjort det nemmere for mig at være åben om det. Feks har jeg altid haft store problemer med min svigerfamilie, men da jeg fik en diagnose kunne de allesammen godt forstå hvorfor jeg var underlig, og så vidste de også det ikke havde noget med dem at gøre. Når vi har været til noget i mandens familie har jge for det meste siddet i et hjørne og ikk rigtig snakket, og lige pludselig har jeg måske gerne villet hjem, hvor de så har tolket det som om det ikke var godt selvskab… Nu der ved de allesammen hvad der er galt med mig, og det har fået mig til at åbne op. Når jeg får det svært mens jeg er sammen med dem, så gør de alt hvad de kan for at hjælpe. Sådan en ting som at jeg nu bliver sat så jeg har luft på min højre side er bare en af tingene. Jeg har altid fået det dårligt af mad hvis der ikke var den luft omkring mig, men det sørger de for nu, netop så jeg kan være “med” på ligefod med de andre.

Og for mig har det kun medført gode ting! Jeg er meget åben om det, og hver gang jeg møder nye, for de som det første af vide at jeg har det her, og at jeg derfor er lidt anderledes. Forleden var jeg til pyjamas party med 4 ukendte (som kendte hinanden MEGET godt), og allerede ved bordplanen gik jeg i baglås. Jeg blev derfor nød til at forklare dem at jeg lige måtte bytte plads med en af dem så jeg sad “rigtigt”, og kort om hvorfor. Hvad jeg ikke vidste var at den enes mor var psykolog med speciale i OCD, så resten af måltidet brugte jeg så på at svare på alt muligt om det, da de allesammen kendte til sygdommens værste sider, og derfor var meget interesset i hvad mine problemer var. Resten af aftenen var de derfor rigtig gode til at få mig involveret fordi de kunne se personen bag problemerne, og derfor ikke havde fordomme om mig.
Desuden ved alle dem jeg kender og omgås med, hvad der foregår i mit hovedet. Jeg kan nemlig mærke på mig selv at det er en vigtig ting for mig fordi det er sådan en stor del af “mig”. Og jeg har endnu ikke mødt nogen som har været ligeglade eller som tænker dårligt om mig.

I forhold til kattegale synes jeg bare det er rart der sidder nogen derunde som faktisk er intereseret i OCD. Jeg prøver så vidt jeg kan at beskrive hvad det er der foregår inde i hovedet på mig, for det kan måske være der sidder en derude der ikke ved hvordan de helt skal forholde sig. Det kan enten være pårørende eller nogen der selv er ramte. Og dem der ikke er nogen af delene, læser måske dette, og en dag når de så møder en der har OCD, ved de at der er en person bag det, og måske kan huske nogen af de ting jeg skriver, og derfor kan snakke med personene om det.

Og så er det også bare rart at få noget luft for det hele en gang imellem :slight_smile:

Dét forstår jeg til gengæld. Jeg har alle dage vidst, at der var noget med min far, der ikke stemte. Fornylig traf jeg så via kattesitning en pige, der fortalte med stor indsigt om sin mors borderline-diagnose og -adfærd. Tak skæbne, der gik en stor prås op for mig! Jeg synes, at jeg har læst en del om borderline, men det er lidt løst defineret i div. værker. Det konkrete eksempel var en enorm aha-oplevelse. Pludselig forstod jeg, hvad der var med far.
Og det var en lettelse af rang :slight_smile:

Det må have været både rart og meget interessant :slight_smile:

Og jeg er imponeret over den forskel, det har gjort for din svigerfamilie. Andre familier kunne godt have reageret lige modsat og først for alvor ditchet nogen med en reel diagnose.

[quote=Babyrex;470217]I forhold til kattegale synes jeg bare det er rart der sidder nogen derunde som faktisk er intereseret i OCD. Jeg prøver så vidt jeg kan at beskrive hvad det er der foregår inde i hovedet på mig, for det kan måske være der sidder en derude der ikke ved hvordan de helt skal forholde sig.

Og så er det også bare rart at få noget luft for det hele en gang imellem :slight_smile: [/quote]

Alle tre ting er bare godt. Vi andre lærer mere, og det letter at få luft :slight_smile:

[quote=Babyrex;469217]Synes at kunne læse at der er mange herinde der er en psykisk lidelse…

er der nogen med OCD ligesom jeg selv ? :)[/quote]

Ja jeg har en mild OCD, som trives fint sammen med min små neurotiske nørdeadfærd:tihi:

Nej jeg ved helt ærligt ikke hvad det er, for jeg er aldrig blevet “opdaget”.

Jeg dobbelttjekker - alle stikkontakter og askebæger samt komfur før jeg går. Det er total vanvid… jeg går ud, og så går jeg ind igen, og den ene stikkontakt skal jeg se på tre gange. Ellers vender jeg bilen og kører tilbage og ser på den igen… også selv om den ikke har været brugt overhovedet den dag.

Ind imellem står jeg op om natten for at tjekke om mit askebæger står i vasken…

Forleden blev jeg liggende, Det var en sejr. Det gik op for mig for nogle år siden, at jeg selv kan arbejde med det.

Det skyldes, bekymring for om kattene skulle brænde inde.

Når jeg ser det stå her, så tænker jeg - jeps jeg er dælme en nutcase:rock::ups:

Nu vil jeg læse resten af tråden og se om andre er lige så “slemme”

Nå ja forresten - jeg har også noget med tallet 10. Jeg kan få ALT til at blive til 10 - nummerplader fx.

MVH

Tilføjelse: Jeg er skisme da talmaniker! Eller hvad det hedder - er der virkelig andre, der tæller på den måde? Jeg gik og troede jeg var den eneste:) Sikke en lettelse.

Jeg må dog sige, at det jeg frygter mest i hele verden er, at blive normal. :ok:

[quote=MiSi;470248]Dét forstår jeg til gengæld. Jeg har alle dage vidst, at der var noget med min far, der ikke stemte. Fornylig traf jeg så via kattesitning en pige, der fortalte med stor indsigt om sin mors borderline-diagnose og -adfærd. Tak skæbne, der gik en stor prås op for mig! Jeg synes, at jeg har læst en del om borderline, men det er lidt løst defineret i div. værker. Det konkrete eksempel var en enorm aha-oplevelse. Pludselig forstod jeg, hvad der var med far.
Og det var en lettelse af rang :slight_smile:

Det må have været både rart og meget interessant :slight_smile:

Og jeg er imponeret over den forskel, det har gjort for din svigerfamilie. Andre familier kunne godt have reageret lige modsat og først for alvor ditchet nogen med en reel diagnose.

Alle tre ting er bare godt. Vi andre lærer mere, og det letter at få luft :)[/quote]

Det er helt sikkert noget andet i virkelighedden end det man læser i bøgerne… Og hvor er det godt at høre at der er en anden katte-pige som har fået forklaret sig sådan at det gav mening for netop dig :thumbup:

Og ja. Jeg er også ret imponeret over hvor godt svigermekanikken har taget det hele :thumbup:

[quote=lenschow;470475]Ja jeg har en mild OCD, som trives fint sammen med min små neurotiske nørdeadfærd:tihi:

Nej jeg ved helt ærligt ikke hvad det er, for jeg er aldrig blevet “opdaget”.

Jeg dobbelttjekker - alle stikkontakter og askebæger samt komfur før jeg går. Det er total vanvid… jeg går ud, og så går jeg ind igen, og den ene stikkontakt skal jeg se på tre gange. Ellers vender jeg bilen og kører tilbage og ser på den igen… også selv om den ikke har været brugt overhovedet den dag.

Ind imellem står jeg op om natten for at tjekke om mit askebæger står i vasken…

Forleden blev jeg liggende, Det var en sejr. Det gik op for mig for nogle år siden, at jeg selv kan arbejde med det.

Det skyldes, bekymring for om kattene skulle brænde inde.

Når jeg ser det stå her, så tænker jeg - jeps jeg er dælme en nutcase:rock::ups:

Nu vil jeg læse resten af tråden og se om andre er lige så “slemme”

Nå ja forresten - jeg har også noget med tallet 10. Jeg kan få ALT til at blive til 10 - nummerplader fx.

MVH

Tilføjelse: Jeg er skisme da talmaniker! Eller hvad det hedder - er der virkelig andre, der tæller på den måde? Jeg gik og troede jeg var den eneste:) Sikke en lettelse.

Jeg må dog sige, at det jeg frygter mest i hele verden er, at blive normal. :ok:[/quote]

Nummerplader siger du?? Det skulle vel ikke være sådan at du plusser, minuser og hvad der ellers skal til for at den går op ? For det er du bestemt ikke ene om :tihi:

Og super fedt at du blev liggende!! :thumbup:
YOU GO GIRL!!! :hjertehop::yah::klapper::wehu::thumbup::wehuu: