Opdatering på hundesag i roskilde

Dræber- hunde skal nu til psykolog
27-02-09: 13:13 | af: ptho

De to hunde, som onsdag eftermiddag skambed to drægtige får, som græssede på et indhegnet engareal ned mod Roskilde Fjord ved Sct. Hans Hospital, skal nu til hundepsykolog. Det skriver Dagbladet Roskilde.
Fårene var så ilde tilredt, at de efterfølgende måtte aflives.

De to hunde blev sluppet løs i fårefolden af en 54-årig beruset kvinde, og i går blev hun afhørt af politiet om sagen.

“Hun var meget ked af det, der er sket og græd under afhøringen. Hun har nu indvilget i, at hundene skal til psykolog, inden der tages stilling til, hvad der videre skal ske med dem. Men det virker som to rolige og søde hunde af racen belgisk hyrdehund,” forklarer Tom Kjeldskov fra Midt- og Vestsjællands Politi, som afhørte den 54-årige kvinde.

Havde ikke set fåreflokken
Kvinden forklarede ved afhøringen, at hun ikke havde set fåreflokken på omkring 25 dyr inde i folden, da hun slap de to hunde løs. Hun erkendte samtidig, at hun var påvirket af spiritus onsdag eftermiddag, da det blodige drama fandt sted. Tom Kjeldskov fortæller, at den 54-årige kvinde formentlig vil få et bødeforlæg, ligesom der kan blive tale om en erstatning til fåreavler Jacob Fredsted for tabet af de to drægtige får.

“Når undersøgelsen fra hundepsykologen ligger klar, kan vi tage stilling til, om der så skal ske yderligere. Det kan eksempelvis være et påbud om, at hundene skal bære mundkurv, når de bliver luftet. I værste fald kan det selvfølgelig ende med, at hundene skal aflives,” siger Tom Kjeldskov.

Den 54-årige kvinde bor i nærområdet og lufter daglige hundene i området omkring Sct. Hans Hospital.