Recessivt arvelige defekter er kendetegnet ved, at det udløsende gen skal nedarves både fra moderen og faderen. Homozygoter kan blive alvorligt syge. I nogle tilfælde lever de ikke længe nok til at formere sig.
Heterozygoter, altså bærere af genet, lever upåvirket af genet. Og fænotypisk er de ikke til at skelne fra de normale individer. De kan afsløres enten ved en gentest, eller fordi deres afkom udvikler den arvelige defekt.
Der er mange recessive defekter. Sikkert mange flere end vi kender i dag. Men heldigvis er de sjældne. I hvert fald så længe man ikke praktiserer indavl.
Af og til dukker der en recessiv defekt op hos en kattefamilie. Og det fornuftige træk er at lade være med at parre bærer med bærer. Og det er nemt nok, hvis bærere kan afsløres ved gentest. Eftersom defekten er sjælden, er der ikke grund til forholdsregler over for hele bestanden.
Det store spørgsmål er, hvorfor oplever vi gentagne gange den samme type panik? Forklaringen drejer sig slet ikke om kattene. Bestandens genpulje ændres ikke så hurtigt. Den ene generation har cirka de samme sygdomme som den foregående generation. Alligevel reagerer nogle opdrættere, som om de stod over for en smitsom epidemisk sygdom.
Forklaringen drejer sig om opdrætterne. Og om deres forståelse af begrebet ”sjælden”. Vi skal fokusere på forekomsten af det defekte gen. Det ignorerer panik-sprederne ofte. De fokuserer i stedet på et enkelt case med en syg kat. Og vi skal især fokusere på forholdet mellem antallet af bærere og antallet af syge katte.
Vi kan prøve at regne på, hvad der sker, hvis andelen af bærere er 10% af bestanden. Det er en ret stor udbredelse. Hvad er så sandsynligheden (risikoen) for få en homozygot defekt killing. Hvis man undlader indavl, så er sandsynligheden for en bærer bliver parret med en bærer 10% gange 10%, dvs. 1%. Sandsynligheden for at disse bærer-forældre begge vil give det defekte gen videre til en given killing er 50% gange 50%, altså 25%. Så forekomsten af defekte homozygoter bliver 0,25%. Altså 1 ud af 400. Det vækker jo ikke så meget opsigt.
Og heri mener jeg, at forklaringen på panikken ligger. Næsten ingen kender en defekt kat. Sygdommen lever sig eget stille, ubemærkede liv. - Indtil nogen begynder at genteste. Og hvis andelen af bærere er 1 ud af 10, så kender alle en bærer. Panikken breder sig, hvad kan der da ikke gå galt? Mange opdrættere forveksler i den situation bærere med syge katte. Som regneeksemplet viser, så kan genet være relativt udbredt, mens sygdommen er sjælden.
Det mest kontante argument mod paniksprederne er: Vis os de syge katte! I behøver ikke vise os bærerne. Vi ved godt, at de findes. Men hvor mange syge katte kender I?
vh
Andreas