Hello:-) Er ved at skrive en bog om en kvindelig pyroman-høhø
De der har lyst må gerne få lov at læse mit føreløbige første udkast.
Bogen hedder Ild og I må ikke spørge mig, hvad der sker, for det aner jeg ikke. Jeg skriver fristil. Sætter mig ved tastaturet, stiller et spørgsmål - Kan vi genkende en pyroman? Findes de blandt vores venner? - og skriver. Historien skriver sig selv.
God fornøjelse:-)
PS er også ved at skrive en børnebog men den er i meget lavt lixtal, så den vil jeg ikke lægge herind:-)
Denne er til gengæld til “voksne” - hvad det så end er:tihi:
Side 1 Ild, Helle Lenschow
Der kom nyt træ i dag. Det kom tidligt, men jeg var oppe og stod klar på gårdspladsen, da vognen med ladet rullede ind. Der var meget. Bjerge af træ. Smukt så det ud, som det lå der på ladvognen. Jeg forestillede mig det allerede i mit fyr.
Bonderøven tilbød at læsse det ind i laden for mig. Jeg takkede nej, smilende. Jeg kunne sagtens selv tage det ind.
”Men det er ikke arbejde for kvinder!” Han grinede. Jeg smilede, mens jeg i mit stille sind overvejede, om han selv fyrede med træ. Hans hænder så rene ud. Ingen sod.
Så læssede han træet af på min gårdsplads og kørte. Endelig!
Jeg kan lide at bære mit træ ind selv. Stykke for stykke. Mærke det i mine hænder. Uden handsker naturligvis. Jeg kan lide følelsen af det nykløvede knastørre træ mod min hud.
Jeg tager det et stykke af gangen. Forsigtigt, ærbødigt. Det er træ. Og af træ kommer der varme. Og ild.
Jeg kærtegner hvert stykke på vej til laden med det. Aer det, hvisker til det, og i det jeg kaster det ind i bunken af træ i mørket, så mærker jeg med en lille gysen, hvordan træet ganske let berører mine ubeskyttede håndled. Som føler det på mig med tænderne.
Jeg har tit revet mig. Ikke på håndleddene, men i håndfladerne. Bonderøven har ret. Det er nok ikke kvindearbejde, men jeg elsker det. Der kan gå timer bagefter med at pleje mine hænder. Og pille træsplinter ud. Det bløder.
Hver gang jeg løfter et stykke, bemærker jeg om det er tørt. Jeg hader vådt træ. Fik et læs sidste gang. Umuligt at få ild i! Men dette er tørt. Ganske som det skal være.
Solen står op, mens jeg bærer mit træ ind i laden.
Daggry bliver til dag. Jeg arbejder stille og roligt videre. Det er vigtigt arbejde. Træ giver mig varme som sagt. Og ild.
Til sidst ligger der kun et stykke tilbage på jorden. Jeg synes, at det kalder på mig. Jeg venter. Tænder en cigaret, tager et dybt sug og puster røgen ud. Alt er stille. Det er dag. Jeg har altid elsket natten mere, tænker jeg, mens jeg skodder smøgen og løfter træstykket op i mine bare hænder.
Jeg har et særligt ritual omkring det sidste stykke. Jeg kærtegner det blidt, som jeg gjorde med de andre, så fører jeg det mod mit ansigt, bøjer mig let frem og kysser det. Det var en sær fornemmelse første gang, men nu er jeg vant til det.
Jeg sætter pris på træ. Det fortjener det at vide.
Jeg løfter træstykket over hovedet i strakte arme, står et øjeblik og kaster det så med al kraft ind i bunken af træstykker i laden. Jeg ser derind, forestiller mig bunken i flammer. Høje slikkende smukke flammer. Alt dette træ er mit. Alt dette træ skal jeg brænde. Stykke for stykke. Dag efter dag.
Jeg glæder mig.
Så lukker jeg ladeporten med et brag og vender mig og går mod stuehuset.
Billedet af de orange flammer danser stadig for mine øjne. Ild.
#
Jeg bor alene. Eller næsten da. Jeg har en kat. Han er smuk og spindende og elskelig. Jeg elsker den kat. Jeg har tit tænkt over det. Tror aldrig jeg på samme måde har elsket andre. Slet ikke mennesker.
Diesel hedder han. En dårlig joke, som vi tit griner af Diesel og jeg. Jeg overvejede at kalde ham Benzin. Jeg fortæller ham alt. Vi elsker begge to natten mest.
Han ligger i stuen på min sofa. En dybrød kat. Samme farve som flammerne i mine tanker. Jeg ville gerne ae ham, men der er træsplinter i mine hænder, og de skal ud nu. Jeg hilser ham derfor bare kort og går ud på badeværelset.
Jeg ser på mig selv i spejlet. Sod. Jeg har tændt op i fyret, før bonderøven kom med træ, og røgen har sodet mit ansigt til. Jeg tænder for vandet og vasker det af. Forsigtigt. Vandet bliver sort, og så er det væk.
Mine øjne ser ind i mine øjne. Granskende i spejlet. Der er intet særligt at se. Jeg havde ellers håbet, at jeg kunne se tanken om flammerne derinde, men det eneste, jeg ser, er øjnenes struktur. Skuffelse.
Så drejer jeg mine håndflader om og ser på dem. Jeg bløder fra små fine flænger og splinterne er nemme at se. Jeg sukker. Diesel kommer ind og maiuver.
”Rolig – du skal nok få mad ven. Dette kommer til at tage lidt tid”.
#
Ilden buldrer lystigt i fyret. Jeg har åbnet lågen og står foran – tæt på - så jeg kan mærke varmen slå imod mig med mellemrum. Jeg står klar til at springe til side, hvis en af flammerne pludselig slår ud. Det er sket før, men nu kender jeg faren. Det er en leg, vi har sammen. Ilden og jeg.
På mit arbejde var der en, der sagde, at ild er en farlig herre men en god tjener. Vi skulle holde julefrokost, og jeg var ved at tænde lys på bordene, da bemærkningen faldt.
Jeg så på ham i lang tid. Svarede ikke. Han begyndte at ville forklare. Mumlede noget med, at ild under kontrol er godt og har tjent mennesker i årtusinder, men at hvis ild kommer uden for vores kontrol, så kan det dræbe os.
Jeg var målløs. Normalt har jeg altid et svar parat, men denne gang stod jeg bare og glanede.
”Ligner jeg en klomplet idiot?”, spurgte jeg så. Jeg fastholdt hans blik.
Han gik. Jeg tændte de sidste lys og lod ham gå, mens jeg spekulerede på, hvor det var hans familie boede.
Jeg er ikke vellidt blandt alle mennesker. Det er fint nok med mig. Jo mere tid har jeg alene. Selv om jeg naturligvis aldrig er alene. Vi er altid sammen i tankerne. Jeg er altid sammen med ilden.
Han fik mig alligevel til at tænke, den nar. Om jeg var ildens herskerinde, eller om det var omvendt. Jeg tænkte over det hele aftenen til julefrokosten, om natten i min seng og næste morgen, da jeg stod op.
Det irriterende mig, men tankerne var der hele tiden. Havde jeg ilden under kontrol? Ønskede jeg det? Var mit formål kontrol?
Til sidst føltes det som om, at tankerne var ved at sprænge mit hoved, og da jeg samtidig opdagede, at det havde regnet ind på mit tørre træ og jeg derfor havde svært ved at tænde ild i fyret, besluttede jeg mig for at få tankerne væk.
Jeg tændte min computer. Begyndte at skrive tankerne ned.
Lettelse.
Jeg besluttede at fortsætte med at skrive med mellemrum. For at holde orden så at sige.
Bagefter kunne jeg godt tænde op. Jeg så på ilden i fyret og fløjtede. Det ville alligevel blive en god dag.
#
Det første, jeg skrev, var, at der kom et læs med træ. Det er naturligt, for det var sådan, at det startede. Jeg levede i årevis i byen – uden at tænke videre over ild. En slags fascination har der nok altid været, men først, da jeg flyttede på landet og begyndte at fyre dagligt, skete det forunderlige. Det gik op for mig, at jeg elsker ild. Elsker lyden af træet, der brænder, synet af flammerne, som fortærer. Jeg eksperimenterede. De mest utrolige ting kan brænde. Du skulle opleve det!
Men for det meste brænder jeg bare træ.
Jeg kan stå i timevis foran fyret og kigge ind. Glemme mig selv. Verden. Andre. Alt.
Nogle gange ønsker jeg, at jeg ikke arbejdede. At mine venner blev væk, at min nærmeste familie aldrig besøgte mig. Alene kunne jeg stå der foran flammerne i timevis. Hver dag. Og nat.
Så ville jeg måske kunne nøjes med det?
Det sidste er usikkert. Der er forskel på flammer i et fyr og under åben himmel. At se et hus brænde er en guddommelig oplevelse! Jeg bliver høj ved tanken. Ved minderne.
Jeg har meget at takke det fyr for. Hvis jeg ikke hver dag havde skullet ud til det og tænde op for at få varme, så havde jeg måske levet et helt liv uden at lære ilden at kende for alvor.
Det skræmmer mig at tænke sådan. Heldigvis skete det ikke.
For mig er der mit liv før og mit liv nu. I dag er jeg rigere. Mere fri.
Og mine tanker er mine alene, bortset fra når jeg deler dem med ilden.
Den dag ilden pludselig slog ud og jeg brændte min hånd, var det som at vågne af en døs. Jeg aner ikke, hvor længe jeg havde stået foran flammerne, da det skete. Varmen var ulidelig i det sekund flammerne ramte mit ansigt. De kom pludselig og med en sådan kraft, at jeg ikke nåede at reagere, før de atter havde trukket sig tilbage. Smerten var sviende. Jeg tumlede baglæns, væk og faldt. Liggende på gulvet midt i fyrrummet, kunne jeg mærke varmen i min ene kind. Det var som brændte huden endnu selv om flammen var væk for længst.
Sikke en kraft! Jeg havde aldrig følt mig så levende.
Folk spurgte bekymret til mit ansigt den dag på job. Jeg svarede ærligt. Jeg havde brændt mig ved mit fyr, men det var ikke noget særligt. At ja det var et brandsår.
Der gik nogle dage, min hud helede op, og jeg kunne se, at brandsåret ikke efterlod noget ar. Det ærgrede mig en smule.
Indtil jeg fandt ud af, at arret stak dybere. At kun ilden og jeg kunne se det. Jeg var mærket.
Vækket til live af ildens kys.