Onsdag morgen da jeg lige var kommet ud af badet, lød der et ordentligt brag efterfulgt af Lærke der skriger: “Mor mor Aslan faldt ned!”!
Kender I den der følelse af at hjertet står stille og alle ens nerver i kroppen er spændt til bristepunktet og man nærmest lister af sted bange for det man evt. får at se???
Sådan havde jeg det da jeg åbnede døren og kiggede ud over rækværket og ned i stuen.
Dernede lå Aslan med en pote inde i munden og Lærke stod dernede og sagde: “Mor han slog en saltomontale og landede på benene, men mor han slog hoved ned i gulvet!”
Jeg nærmede mig forsigtigt Aslan, fik ham løftet op overbevidst om at jeg ville se en flækket kæbe eller gane. Det eneste jeg fandt var en knækket hjørnetand (den lange), og det var den afbrækkede stump han havde forsøgt at få ud med poten.
Jeg kunne ikke fået lov til at mærke ordentlig efter, men det var ingen blod og det føltes ikke som om der var en flænge i ganen så Aslan fik lidt at spise for at tjekke at han ville bruge kæberne. Det ville han heldigvis.
Jeg aftalte med dyrlægen at jeg skulle observere ham i nogle timer og hvis han ikke ændre sin normale opførelse så var han ikke kommet yderligere til skade. Vi aftalte senere på dagen at vi ville se tiden an til på onsdag, hvor dyrlægen skal afgøre om han skal have opereret tanden ud.
Aslan ja han går forsat oppe på gelænderet, for man har vel et navn der forpligter!