Salg af TICA registreret kat til FIFe

Som nogen ved (jeg er ikke så aktiv herinde, at jeg forventer, alle har styr på det) opdrætter jeg i TICA.

I mit seneste kuld solgte jeg en hankilling til en FIFe opdrætter i et andet land og da kuldet har en meget speciel stamtavle, som jeg også gerne ser brugt i FIFe, var det meget vigtigt for mig :slight_smile:

Som opdrætter i TICA kan jeg registrere i “forskellige grader”. Jeg kan lave en kuldregistrering, hvor antallet af killinger og deres køn fremgår (blue slip). Den slip, man får i den forbindelse kan så bruges til at lave individuelle registreringer (1 generations stamtavle) - kan være en fordel for køber, da de så selv kan bestemme navnet, uanset om de først har reserveret killingen sent i forløbet - og den kaldes en green slip, fordi TICA printer dem på grønt papir.

Det er mange år siden, at FIFe stoppede med at registrere ejeren af en kat, men TICA gør det stadig og green slip har derfor felter til omregistrering af ejer.

Fordi den pågældende killing var reserveret, før han blev født, var jeg jo godt klar over, hvem der skulle være hans ejer og for at lette tingene for de nye ejere og spare dem gebyret ved omregistrering (de to andre er TICA opdrættere), registrerede jeg alle solgte killinger i den nye ejers navn og bestilte en 5 generationers stamtavle til FIFe opdrætteren (hvor hendes navn fremgår som ejer).

Ved omregistrering til FIFe er det et krav, at man indsender forskellige dokumenter og ved omregistrering fra TICA står der “Transfer/købsaftale” (altså bevis på ejerskab). Da hendes navn står på den stamtavle, hun indsendte, antog hun det for at være bevis nok på hendes ejerskab af katten og medsendte så i første omgang ikke købsaftale.

Registrering afvist pga manglende dokumentation.

Så blev jeg kontaktet og forsøgte at forklare damen i den anden ende, at godt nok har TICA mange formularer, men de har ikke nogen formular, hvor en kat overføres mellem to forbund - som FIFe havde tidligere, også mellem to FIFe medlemmer. Det nægtede hun at tro på, for jeg skulle jo lige være opmærksom på, at hun havde lavet mange omregistreringer fra TICA, så hun vidste bedre end mig, hvad der skulle bruges.

Nu kan jeg jo ikke trylle, men efter længere tids diskussion gættede vi os frem til, at det var green slip, hun var ude efter. Da jeg havde lavet registreringen elektronisk, havde TICA også ekspederet tingene elektronisk til de respektive ejere og min killingekøber måtte derfor oprette en elektronisk konto på TICA’s hjemmeside, printe det (absolutte ikke grønne) registreringsbevis ud og så, fordi hun også var ret provokeret på dette tidspunkt, stregede hun sig selv ud som ejer og skrev sig på som ny ejer, hvorefter hun skrev det under.

Og så var damen glad! Jeg valgte at sidde på mine hænder og ikke bede hende læse, hvad der står lige efter ordet “Transfer” på dokumentet. Der står nemlig højt og bragende “Transfer of Ownership”

Moralen er, at jeg desværre ikke fremover - i hvert fald til det land - kan gøre mine killingekøbere den tjeneste at registrere killingen til dem fra starten. For det eneste tidspunkt, det er relevant at indsende green slip ved omregistrering, er hvis den nye ejers navn ikke står på den stamtavle, man (selvfølgelig) skal indsende.

Det der kan jeg godt huske er et bøvl med tica katte…

Jeg har prøvet at sidde med tica katte hvor ejer var død og jeg derfor ikke kunne få en greenslip… (jeg var dog heldig at katten tidligere havde været en fife kat og det reddede mit skind)

Det havde såmænd nok kunnet klares alligevel ved at indsende bevis på, at ejeren var død :slight_smile:

I det her tilfælde er bøvlet, at den pågældende person hos det FIFe medlem ikke kan (eller vil - der var et klart snert af “jeg har magten” over hende) læse indenad :frowning:

Jeg oplevede noget lignende med en CFA kat for nogle år siden. Den gang forlangtes green slip også, på trods af at katten var registreret i mit navn af opdrætteren. Jeg er derfor ikke så overrasket over bøvlet, du har haft.

1 Synes om

Jeg ville bare ønske, de ville læse de to ord, der står efter “Transfer” på green slip - nemlig “of Ownership” - i stedet for at antage, at det er ligesom den, FIFe havde tidligere, hvor man endda havde transfer af katten mellem FIFe lande. Hun ville slet ikke forstå, at han resten af sit liv vil være TICA registreret, for den mister han ikke.

Det vigtigste er dog nu, at han to måneder senere netop er blevet registreret i NRR og derfor kan komme på udstillinger og senere “lovligt” kan lave FIFe killinger :slight_smile: