Jeg fik en henvendelse på en problemkat i dag, som jeg desværre ikke kan hjælpe. Katten bor nemlig i USA
Det er lidt langtt at rejse for mig:-)
Men katten havde spist sin hale, så slemt, at dyrlægen til sidst måtte fjerne den (halen). Det er en såkaldt selvskadende stereotyp adfærd, som vi heldigvis kun sjældent ser hos dyr. Ofte er det nervesammenbrud der er skyld i det - eller voldsomme smerter og stress.
Jeg bad ejeren kontakte en behandler i USA - STRAKS.
Samtidig var jeg lidt fræk go skrev - på en pæn måde - at selvskadende adfærd ofte ses hos katte, der har været udsat for declawing… Jeg ved ikke om det er tilfældet med denne kat - men den bor jo i et land, hvor det er tilladt, så jeg måtte ind omkring emnet. Jeg skrev også undskyld på forhånd, hvis det ikke var tilfældet. helt at undlade at nævne det virkede også dumt syntes jeg.
Nu til mit spørgsmål: Har I nogensiden set selvskadende adfærd hos en kat?
jeg har set det hos en hund, sombed hele yderste led af sine hale - og åd dem! Hunden var SLEMT understimuleret og fik ofte skæld ud (måske også tæsk).
Men jeg har - heldigvis - aldrig set det hos en kat.
Har I?
Jeg ved at stereotyp adfærd - som det også hedder - er at sammenligne med en tvangstanke dvs en form for psykisk lidelse og derfor næsten ikke kan helbredes. Har I set det blive helbredt? Hvis ja hvordan?
Det slog mig, at jeg ikke umiddelbart ville vide, hvad jeg skulle stille op med sådan en kat, hvis den en dag dukkede op i DK på min “briks”. Hunden fik et nyt hjem, og så stoppede adfærden for en periode. Pludselig vendte den dog tilbage - og hele sagen endte med en aflivning af det stakkels dyr.
Jeg har aldrig hørt om tilfælde, hvor det er lykkes at helbrede med varig effekt… temmelig nedslående…
Hm, ved ikke om det lige er den form for selvskadende adfærd du tænker på - men har prøvet hypersoignering og OCD (spiste grus). Katten der spiste grus var stress-relateret, så det fik jeg hurtigt styr på, men det kunne have gået grueligt galt, da det var klumpende grus hun spiste.
Den anden kat med hypersoignering er et årelangt træk - da det begyndte var hun endnu en halvvild kat, som kun kunne røres let på ryggen når hun spiste (staldkat som aldrig havde været berørt). Årsagen var et sår på bagbenet. Det er nu ca. 3 år siden - og i dag kommer hypersoigneren stadigvæk en gang imellem - problemet ved hende er, at hun er en meget sensitiv kat. Meget tæt knyttet til mig, reagerer f.eks. hvis en stol flyttes i stuen…
Jeg har desværre haft en hund/hvalp som gjorde det -ked
Hun åd hele sin højre bagpote i løbet af natten -græd -græd
Det var en Rottweiler hvalp vi hentede i Belgien.
Da vi fik hende hjem, var hun fyldt med loppper, men var pokker tænkte vi - hun skulle bare en loppekur.
Om aftene havde hun så rigtig dårlig mave, ja det kan jo ske, nyt hjem, lang køretur osv osv.
Efter 2 dage, da der endnu ikke var tegn på bedring - skånekost og Zoolac.
2 dage efter stadig ingen bedring også til dyrlægen og der begyndte en kamp så.
Hun havde alverdens forskellige slags orm også havde hun giardia -ked
Vi kæmpede og hver gang vi så en lille bedring, gik det hurtigt ned af bakke.
Men vi ville ikke give op. 2 mdr henne i forløbet, snakkede vi om, at give hende fred. Lyset i hendes øjne var gået ud og hun havde ingen energi.
Den nat skete det -ked
Tuder stadig når jeg tænker på det, er så ked af vi ikke gav hende fred længe før.
Der er en vis form for arvelighed i hypersoinering - det har jeg set et par gange. Ingen tvivl i mit sind om det er katte der let stresses og at handlingen er selvforstærkende. Når de først begynder er det svært at bryde den onde cirkel.
Har set et helt kuld der f.eks. suttede hale - også som voksne og som kastrater
Pyha sikke nogle grimme beretninger. Jeg har heldigvis været forskånet for den slags oplevelser. Det er skrækkeligt når dyr og mennesker når ud i den slags selvskadende adfærd og jeg mener også det kan være utroligt svært at “kurere”.
er rigtig ked af du skulle opleve det… stakkels lille vuffi…