Den måde Nuts smyger sig op mod gitteret på ser på ingen måde agressivt ud. Så tænker som andre at det umiddelbart kan ligne at det går den rigtige vej. For hun er ikke uden interesse i drengene.
Omend jeg fortsat tror at I skal være meget tålmodige og være afventende med nyt forsøg på sammenføring. Men mon ikke positiv interaktion gennem gitter i en periode kan hjælpe med at smelte isdronningens hjerte?
Jeg må indrømme, jeg deler bekymringen… Nuts er ikke super tilfreds. Hvis jeg nu gnider hårdt nok, kan det være gitteret giver sig, så jeg kan klaske den lille mide der er så kæk 
Godmodige Frank kan også få nok af Flappe, og så skaber han sig nøjagtig sådan som Nuts lige før han fortæller ham, han skal skride. Frank er formentlig ikke helt så “morderisk” som Nuts, men kropssproget er det samme.
Jeg synes heller ikke at hun ser overmådenlig glad ud. Nuts er en klog pige og hun ved god hvad det hegn betyder. Så man skal ikke tage fejl.
Men, der er jo også kun gået få dage fra I sagde, at I ville give det en chance mere og give hende ro. Det tager tid.
I det mindste ser drengene ud til at være upåvirkede - eller hvad siger du, Katia? Måske fordi de også ved, at de er i sikkerhed bag hegnet, så de godt kan drille hystaden på den anden side?
Nu har jeg set videoen igen, og jeg ser altså ikke kropssprog, der indikerer hvad jeg forbinder med reelt aggresiv adfærd på den - i anden kontekst ku’ det såmænd ha’ været en “mine katte leger gennem tråddør”-video… 
Nu kender jeg jo så konteksten her, og ud fra Katia’s beskrivelser vil jeg på ingen måde tolke den som “alt er godt” - men den tegner for mig langt mere positivt, end hvad jeg havde forventet/frygtet.
P & D elsker for det meste hinanden - men P kan dæleme også få nok af D, og det brænder han ikke inde med… 
Men der er langt fra “skrid” til “du skal dø”-adffærd - og det jeg ser er snarere det første?
Hun er tryg og sikker på sin side og opfører sig derefter. Når så trygheden forsvinder er det bedste forsvar et angreb.
Har desværre også haft sådan en pige.
Og orier kan skifte på et nano sekund.
Gnubberiet tolker jeg som markering af område.
Det kan måske godt blive okay på sigt men det er hårdt at være opdelt på den måde.
Det gode er at drengene tilgengæld ikke har taget skade af oplevelserne med hende 
Jeg endte med at give min pige et nyt hjem uden stress og pres, selvom jeg var knust 
Hun fik det som blommen i et æg og blomstrede
Jeg tænker, at Nuts er en kløgtig dame, og at drengene også godt ved, at nettet sikrer dem. 
Billy og Jasper er for nyligt begyndt at efterligne Nuts’ angreb på nettet. Derfor ser interaktionen nogenlunde ligelig ud.
Men de løber rædselsslagne væk så snart vi åbner netdøren for at gå køkkenet/stuen, og når de løber, angriber Nuts. Når hun kan komme til det, altså. Vi gør jo alt hvad vi kan for, at der ikke opstår muligheder for konfrontation.
Så… Status er, at vores hjem bærer præg af den stress, som situationen medfører. Det er uholdbart, og hverken rart for kattene, eller os mennesker at være i. Og… Jeg kan ikke mere. 
Stort 
Det var bestemt heller ikke for at bagatellisere situationen - klippet viser tydeligvis ikke det fulde billede.
Sådan læser jeg det bestemt ikke. 
Faktisk optog jeg videoen, fordi jeg var i tvivl om hvad det gik ud på, og fordi jeg så gerne vil håbe.
Men faktum er, at situationen synes ret fastlåst. Der har ikke været nogen som helst ændringer i positiv retning siden killingene ankom i juli.
Det gør mig simpelthen så ulykkelig og rådvild. Og ja; stresset. Når mine katte ikke trives, gør jeg heller ikke.
Jeg svarede også kun ud fra det øjebliksbillede jeg så på videoen og også derfor jeg spurgte hvad Michelle siger. Det er jo svært, også fordi vi ikke alle herinde kender orientalere og ej heller har set situationen uden døren imellem.
Det er frygteligt at det er kommet til den her situation.
Jeg kan genkende en del af det, du oplever.
Jeg havde på et tidspunkt en dejlig hunkat, og jeg ville introducere en norsk skovkattekilling.
Hunkatten var kun ungdyr, så jeg følte ikke, at det var et problem. Desværre var hun ikke enig. Killingen var underdanig og gjorde sig så ubemærket som mulig, men det hjalp desværre ikke. Jeg prøvede med en netdør. De kunne godt spise på hver sin side af døren, men lukkede jeg dem sammen, angreb hun ham - selv hvis han lå og sov i et kradsetræ.
Det var utrolig svært, fordi jeg var så glad for hunkatten. I sidste ende var det ikke holdbart, og da hunkatten var en udstationering, kom hun tilbage til opdrætter.
Jeg tænker nogle gange tilbage på, om jeg kunne have gjort mere eller andet, og det vil altid plage mig. Jeg gjorde det rigtige for begge katte, da de begge fik det godt efterfølgende, men det var en utrolig svær situation at stå i.
Jeg kan godt forstå, at det er en uholdbar situation at stå i, og at du gerne vil beholde alle i familien. Jeg tror bare ikke, at du gør jer alle en tjeneste ved at trække dette i langdrag, når hverken du eller Nuts trives 
Som dyreejer bestemmer vi over deres tarv og trivsel. Derfor er det også vores svære pligt at tage nærmest umulige beslutninger på deres vegne - også når det gør ondt på os. Du må gerne være vred på mig, men jeg tror, at du er nødt til at se på, at Nuts ville have det bedre i et andet hjem. Kæmpe, kæmpe kram
Tak. Jeg bliver ikke vred. Jeg tror, at du har ret.
Jeg er bare dybt ulykkelig over situationen.
Og i forbindelse med mine 2 omplaceringer vil jeg altid - ALTID! - bebrejde mig selv, at jeg ikke handlede noget før, fordi jeg synes, det var for svært.
Det er mit ansvar at tage vare på kattens tarv, også selv om det sker på bekostning af mit eget. På den baggrund er jeg ikke tilhænger af, at man skal prøve alt, før man giver op. For jeg tror ikke, det er i kattens bedste interesse - eller kattenes, for det påvirker alle.
Det er min erfaring og ikke et forsøg på at fortælle andre, hvordan de skal have det, eller hvad de skal gøre. Det er netop blot en erfaring og ikke en videnskabelig sandhed. Men det er nok bare sådan, at man ender med at bebrejde sig selv, uanset om man handler tidligt eller sent. Der er bare ikke noget tidspunkt, der er passende at træffe beslutningen på.
Har du overvejet om det er Nuts, der skal flytte - eller de to nytilkomne?
Du står i en vanskelig situation, det er uanset hvad en meget svær beslutning at tage, men noget skal der ske for både jeres og kattenes skyld. 
Hvis de går af med drengene kommer Fritz til at savne selskab. De to nye var vist netop fordi Fritz ikke fik sine behov opfyldt af Nuts.
Tak for jer. :bighug:
Der er ikke nogen løsning, der føles rigtig, når den eneste reelle mulighed er at ‘opgive’ en af sine pelsede familiemedlemmer.
Når det er Nuts, vi tænker skal omplaceres, skyldes det flere ting:
For det første sørgede Fritzz dybt, da han (og vi) mistede Finn og Knud I marts. Han ledte i ugevis, og kaldte i måneder. Han stoppede først sin kalden da killingerne kom.
Nuts elsker Fritzz, og kom godt ud af det med både Knud og Finn, men hun er langt mere selvstændig og affandt sig hurtigt med, at de kun var to.
Hvis vi valgte at sende killingerne tilbage til Anne, ville vi tage dem fra Fritzz, og det kan jeg simpelthen ikke bære.
Desuden bor vi i hus med indhegnet have, bl.a. fordi vi gerne vil have mere end én kat. Nuts er 2 og Fritzz 9 år, så hvis vi kom af med killingerne igen, ville vi skulle affinde os med ikke at få flere katte i Nuts’ livstid. Og altså sandsynligvis skulle leve i mange år kun med én kat. Det er ikke optimalt for os.
Slutteligt, så elsker vi jo også killingerne nu. Min mand har fået sin helt egen kat i Billy, og Jasper ville bo på (i 
) mig, hvis han kunne.
De er nogle gode drenge, som bringer os så megen glæde, så dem har vi bestemt heller ikke lyst til, at give afkald på.
Men den kan komme til at føles rigtig, hvis Nuts kommer et sted hen, hvor I ved selvsyn kan se, hun har det som blommen i et æg. Ikke at I ikke vil savne hende stadigvæk og tænke på hende og ønske, det ikke havde været nødvendigt. Men det kan føles rigtigt, når man kan se, det gør en forskel for både hende og de tilbageværende katte - og for jer selv og jeres stressniveau.
Men det er forfærdeligt svært at navigere i den mellemliggende periode, indtil man når frem til det punkt, hvor et nyt hjem er på plads, og katten er afleveret og har accepteret det.
Hvordan reagerer Fritzz, når Nuts puster sig op og angriber “hans” børn ? 
Hm… Det er lidt svært at svare på, for umiddelbart reagerer Fritzz ikke, men hvis Nuts opdager at Fritzz er vidne til hendes hærgen, stopper hun. Fritzz er en dejlig diplomat og Nuts sætter ham meget, meget højt. Der er ingen tvivl om at det er Fritzz der er lederen her hjemme, men desværre ændrer det ikke på at Nuts ser rødt overfor killingerne. Der går totalt id i hende - ingen fornuft.