Skal jeg, og KAN jeg, klage over dyrlæge?

Hej alle sammen :slight_smile:

Jeg håber i kan hjælpe mig. Jeg vil meget gerne høre hvad andre i min situation ville gøre. Jeg har forsøgt at forklare det kort, men det er desværre blevet et langt skriv.

Først, lidt info om Hyperthyroidisme (forhøjet stofskifte): Hyperthyroidisme opstår som følge af en tumor i skjoldbruskkirtlen. I langt de fleste katte er dette en godartet tumor, som medfører for højt skjoldbruskkirtel hormon. Skjoldbruskkirtlen er placeret på undersiden af halsen og er opdelt i to dele, en på hver side af luftrøret. Sygdommen skyldes en overproduktion af T4 (skjoldbruskkirtel hormon) grundet en forstørrelse af skjoldbruskkirtlen. Behandlingsmuligheder er 1. radioaktivt jod, 2. medicinsk, 3. kirurgisk eller 4. diætetisk behandling.

Min kat fik stillet diagnosen Hyperthyroidisme i 2019 og jeg behandler med tabletter. I løbet af de sidste tre år har han været til kontrol hos samme dyrlæge hver tredje måned for at få taget en blodprøve af sit stofskifte og for at dyrlægen kan føle på hans hals for at holde øje med størrelsen på skjoldbruskkirtlen.

Til at starte med var hans skjoldbruskkirtel kun forstørret på den ene side og den var på størrelse med en ært. Siden 2019 og frem til nu er den langsomt blevet større og er på nuværende tidspunkt over 4 cm. I maj 2021 opdagede dyrlægen at kirtlen nu også var en lille smule forstørret på den anden side, men ved næste kontrol i august 2021 var der tvivl om dette. Ved samme lejlighed talte vi om andre behandlingsmuligheder og jodbehandling blev anbefalet, dog ikke til min kat på daværende tidspunkt fordi at han fungerede godt på medicin. Ved næste kontrol i november 2021 var dyrlægen sikker på at kirtlen også var en lille smule forstørret på den anden side. Af den grund spurgte jeg om min kat skulle i behandling nu med radioaktivt jod. Dyrlægen svarede på mail:

  • at størrelsen på kirtlen ikke er det vigtigste.

  • at min kat gerne må behandles nu og også senere.

  • at det bedste valg vil være behandling med radioaktivt jod da min kat er forstørret i kirtlen i begge sider.

  • at det vil være godt med radioaktiv jodbehandling hvis medicinsk behandling ikke fungerer da min kats kirtel er blevet meget større til trods for behandling.

Derudover får jeg at vide, at det vil være bedst hvis jeg kontakter afdelingen for jodbehandling på hospitalet for yderligere oplysninger. Det gør jeg så og får tilsendt et informationsbrev hvori der bl.a. står:

  • at jodbehandling anses som en sikker, simpel og meget effektiv behandling af Hyperthyroidisme.

  • at der inden en behandling skal foretages en grundig undersøgelse for at udelukke at der er anden alvorlig sygdom tilstede.

  • at jodbehandling består i at katten får en beroligende indsprøjtning og derefter får en injektion med radioaktivt jod. Behandlingen tager et par minutter og efterfølgende vækkes katten igen. Da katten vil udsende radioaktivitet efter behandlingen skal den være indlagt i 14 dage.

  • at prisen for en jodbehandling er ca. 18.000 kroner og er inklusiv de indledende undersøgelser.

  • at medicinsk behandling ikke hæmmer udviklingen af selve tumoren! At der over tid er en del af de godartede tumorer der transformeres til ondartede tumorer! Og af de katte der ikke får effekt ved første jodbehandling (ca. 20 %) vil op mod 18 % have effekt af en yderligere behandling, mens ca. 2 % ikke vil have effekt af behandlingen - disse 2 % svare til den andel af patienter der har en ondartet tumor!

Teksten i fed kom som et kæmpe chok! Det har min kats dyrlæge ALDRIG NOGENSINDE fortalt mig noget om, men jeg vælger på det tidspunkt ikke at konfrontere dyrlægen med denne information.

Min kat var til de indledende undersøgelser for et par uger siden. Alle hans undersøgelser var fine og han er derfor egnet til at modtage jodbehandling! Det er verdens bedste nyhed og betyder alt for mig! MEN, da jeg modtager detaljerede svar på min kats undersøgelser på mail, står der at negative faktorer (altså ting der er tilstede hos ham der taler for at han ikke vil få effekt af behandlingen) hos min kat er skjoldbruskkirtlernes størrelse og at han har været syg i flere år og at der derfor er en lille øget risiko for at han ikke vil have effekt af behandlingen eller at han først vil have effekt efter 2 behandlinger.

Hvordan i alverden kan det ske?! Min kats ISO-certificeret fagdyrlæge har været dyrlæge i snart 40 år! Hvis h*n havde vejledt mig korrekt, ville jeg have indrettet mig efter det og fået jodbehandlet min kat INDEN skjoldbruskkirtlerne blev så store (kirtlen dyrlægen opdagede sidste år på den anden side er på nuværende tidspunkt også over 4 cm!) og INDEN et langt sygdomsforløb. Min kat skal indlægges snart. Jeg er grædefærdig og så bange for at han ikke vil have effekt af behandlingen. Jeg har ikke haft kontakt til min kats dyrlæge gennem hele dette forløb, da jeg er så ked af det og så vred og føler mig snydt for vigtig information. Hvad skal jeg gøre? Hvad ville i gøre?

Jeg takker alle, der har gidet læse og svare. :slight_smile:

Redigeret for at tilføje teksten i kursiv.

2 Synes om

Puha - den er svær.
Jeg har haft en kat med hyperthyreoidisme, hun havde ikke en tumor. Hun fik lidelsen pga alder, hun var 19 år da det blev konstateret i en blodprøve. Hun havde voldsomt nedsat nyrefunktion, men det viste sig at der intet var galt med nyrerne, de var “kun” påvirket af hyperthyreoidismen.
Hun kom i behandling med Felimazole og nyreværdierne blev normaliseret i løbet af et par uger.
Hun blev aflivet af andre årsager, 3 uger før hun ville blive 22 år. Hendes alder var jeg sikker på, hun havde stamtavle.

I tråden “Felimazole” er hendes sag beskrevet, FinnFrode har også haft Snehvide behandlet med medicin med fint resultat.

Mht hyperthereoidisme pga en tumor, …jeg ville ikke byde min kat at skulle igennem dén behandling - og jeg går ellers langt i behandlinger, så længe kattens velbefindende ikke lider skade og det ikke er et “overgreb”. Jeg ved, at jeg ville føle, at jeg udsatte min kat for et “overgreb” ved at lade hende gå igennem det behandlingsforslag, du har fået foreslået.
Udgiften ville ikke afskrække mig, men det lyder som en voldsom behandling.
Måske andre herinde ved mere om det?

Dit spm: kan/skal man klage over en dyrlæge?
Man skal lave en konsekvensberegning, hvad får man ud af det?
Jeg har altid været tilfreds med mine dyrlæger, kun i eet tilfælde har jeg været utilfreds, og jeg skiftede tilbage til forrige dyrehospital. Det er også beskrevet i tråden “Felimazole”.

Jeg håber det bedste for dig og din kat, hvor gammel er han iøvrigt?

5 Synes om

Hej Sim-Sim

Tak for dit svar. Men med al respekt kan jeg ikke bruge det til noget. Jeg efterspørger heller ikke nogen om jodbehandling er den rette løsning for deres kat. Jeg har allerede læst alle trådene om Hyperthyroidisme på Kattegale. Min situation er anderledes.

Jeg vil gerne lige understrege, at Hyperthyroidisme absolut opstår som følge af en tumor i skjoldbruskkirtlen. Det vil enhver dyrlæge kunne fortælle dig. Jeg havde glemt at skrive i mit indlæg, at i langt de fleste katte er dette en godartet tumor, som medfører for højt skjoldbruskkirtel hormon.

Her er et udsnit af informationsbrevet jeg modtog fra Onkologisk afdeling på dyrehospitalet:

Hvad er Hyperthyroidisme

Hyperthyroidisme opstår som følge af en tumor i skjoldbruskkirtlen. I langt
de fleste katte er dette en godartet tumor (hyperplasi eller adenom), som
medfører for højt skjoldbruskkirtel hormon (T4). Skjoldbruskkirtlen (glandulae thyroidea) er placeret på undersiden af halsen og er opdelt i to dele, en på hver side af luftrøret. Nogle katte kan dog også have mindre mængde skjoldbruskkirtelvæv i hals/brystregionen. Skjoldbruskkirtlen regulerer stofskiftet og producerer blandt andet hormonet thyroxin (T4). Sygdommen hyperthyroidisme skyldes en overproduktion af T4, grundet en forstørrelse af skjoldbruskkirtlen. Dette giver forhøjet stofskifte. Der er oftest tale om en godartet tumor og i de fleste tilfælde er begge kirtelhalvdele involveret. I under 2 % af tilfældene, er der tale om en ondartet tumor. Over tid er der en del af de godartede tumorer der transformeres til ondartede tumorer.

Min kat er 11 år. 22 år! Det er altid dejligt at høre om katte der har levet et langt (og lykkeligt) liv.

Jeg har svært ved at se præcist, hvad du kan klage over. At din dyrlæge har givet dig ufuldstændig information? Jamen i en eller anden udstrækning er det jo altid sådan.

Et klagesystem - uanset om det et forbrugerklagenævn eller en domstol - er i øvrigt indrettet på at tage stilling til krav om økonomisk kompensation. Så du skal kunne dokumentere et økonomisk tab, som hænger klart sammen med en dyrlægefejl. Men jeg vil tro, at fleste jurister i givet fald vil tage udgangspunkt i værdien af katten. Og denne værdi vil være langt lavere end sagsomkostningerne.

7 Synes om

Nå - ok.

Hvis du i dit første indlæg havde skrevet, at du havde læst trådene i Kattegale om hyperthyreoidisme, havde jeg ikke behøvet at spilde din tid med at du skulle læse mit svar og jeg havde ej heller behøvet at spilde min egen tid med at svare.

Jeg kan godt forstå, at du er frygtelig ked af, at du har en alvorlig syg kat, men at forlange, hvad man skal svare på dine spørgsmål, det tror jeg ikke man kan i noget forum.

Held og lykke med din kat!

NB: Jeg har rettet 2 slåfejl…

5 Synes om