Sky kat trives bare ikke mere

Katte Adfærd, træning og opdragelse
#1

Der ligger to ormekure på mit køkkenbord, og det har de gjort i to uger, imens mine to katte stadig går rundt og hoster. Da jeg nu har rokeret lidt rundt på ormekurene for 137. gang, gik det op for mig, at det er på tide at tage fat i det virkelige problem. Problemet hedder Nugga, og jeg hader at give hende den slags, for selv om det er dem til nakken, så bliver hun rædselsslagen og bange og og og… Og det store problem er, at det bare ikke bliver bedre.

Jeg har haft Nugga i fire år, og da hun flyttede ind, startede hun med at bo bag køkkenskabene i en måned. Hun har altid været lidt en flugtkat, som stikker af, hvis jeg bevæger mig rundt lidt for hurtigt, men jeg har i flere år kunnet holde det på et acceptabelt niveau ved at bruger masser af tid på hende, hvor hendes yndslingsbeskæftigelse er at ligge på mig på sofaen. Det er som om, hun på den måde har kunnet blive tanket op, så hun har kunnet tackle de ting, som ellers skræmmer hende.

Nå, men nu har jeg jo så fået anskaffet mig et par børn, og lige så meget som Billy (orientaler) elsker dem, lige så meget synes Nugga, at det her det bare er for meget! Efterhånden som børnene bliver større, er de mere over det hele, og Nuggas område er blevet pænt indskrænket, da hun ikke vil være i nærheden af dem, og hun har her i sommer været meget ude. Det vil hun jo nok ikke synes er så festligt til vinter. Og efterhånden som børnene sover mindre, er der bare mindre tid til at tryghedsoptanke katten på sofaen, og hun bliver mere og mere jumpy, og i dag kan jeg faktisk ikke lige stryge hende over hårene, når jeg har hældt mad op, uden at hun giver et sæt og sænker ryggen. Dårligt, dårligt, dårligt!

Nogen ideer til, hvad jeg stiller op med den her kat? Jeg har postet her, fordi jeg tænker i træning - omplacering er ikke en mulighed, og aflivning er helst heller ikke.

mvh. tina

#2

selv om du ikke så gerne vil hører det, så er måske bedst at give hende fred fremfor at skulle leve i en verden hun er så bange for.
For helt ærligt tro ikke at det bliver bedre efter så lang tid, hun kunne muligvis vænne sig til børnene, men hvad så når de begynder at få venner med hjem?

#3

Jeg har faktisk det samme problem som dig, med en kat der trækker sig længere og længere ind i sig selv og er begyndt at knurre og hvæse hvis jeg skal håndtere ham, som f.eks nu hvor han skal have medicin mod ringorm, ellers hvis han skal børstes :frowning: (han har dog aldrig nogensinde gjort mig noget, han har det hele i munden). Han ønsker ikke kæl og nus længere og ligger faktisk bare for sig selv altid, helst ude i haven/løbegården hvis han selv kan vælge.

Hvor hårdt det end må lyder har jeg også længe gået i aflivningstanker, jeg aner bare ikke hvordan pokker jeg skal få det sagt til kattens opdrætter.

PS. Han ER tjekket i hoved og mås, han fejler ingenting.

#4

Jeg synes det er svært at rådgive dig. Jeg ville nok prøve at se objektivt på katten - har Nugga et godt liv?
Jeg håber, at Daisy og Frigg kan håndtere når der engang kommer småbørn her. Men kan de ikke, så ved jeg de må aflives, da de ikke kan omplaceres. Men det bliver ikke en let beslutning og jeg ville også prøve at udtømme alle muligheder som du gør, men nogle gange er det nok bare det bedste for lidt “skrøbelige” katte.
Spørgsmålet er selvfølgelig om det bliver bedre når de bliver ældre - sådan havde min søsters ene kat det. Jeg har også omplaceret en killing jeg havde solgt. Han var meget stresset over at bo sammen med en baby. Nu bor han hos min søster. Min niece er snart 3 år gammel og der er absolut ingen problemer - han elsker hende. Men du kan jo bedst selv vurdere om der er grundlag for noget eller om det kun bliver værre. Hvis det kun bliver værre, så kan jeg ikke se anden udvej end aflivning.
Den eneste anden mulighed er vel klikkertræning? men jeg ved ikke om man kan træne en kat til at kunne lide børn

#5

Løsningen til katte der er vanskelige at pillegive er pillelommer - det foregår helt uden overgreb - de fleste æder dem i en ruf.

Duer ikke til noget der er flydende …

http://www.revivalanimal.com/Pill-Pockets.html

#6

Nu skriver du godt nok at omplacering ikke er en mulighed, men ville hun ikke ha det bedre i en “familie” hvor der måske kun var to voksne personer i hjemmet ?

#7

Man bør altid vurdere om katten har et godt liv.
Har den ikke det, kan et nyt hjem måske være en mulighed - alternativt har jeg intet problem med, at man afliver den.
En kat skal have det godt.

Mht medicinering, så forsøg med PillPocket. Det er ikke alle katte der gider spise dem, men dem der gider har man så ingen problemer med lige der :slight_smile:

#8

[QUOTE=DK Thomani;658460]Jeg har faktisk det samme problem som dig, med en kat der trækker sig længere og længere ind i sig selv og er begyndt at knurre og hvæse hvis jeg skal håndtere ham, som f.eks nu hvor han skal have medicin mod ringorm, ellers hvis han skal børstes :frowning: (han har dog aldrig nogensinde gjort mig noget, han har det hele i munden). Han ønsker ikke kæl og nus længere og ligger faktisk bare for sig selv altid, helst ude i haven/løbegården hvis han selv kan vælge.

Hvor hårdt det end må lyder har jeg også længe gået i aflivningstanker, jeg aner bare ikke hvordan pokker jeg skal få det sagt til kattens opdrætter.

PS. Han ER tjekket i hoved og mås, han fejler ingenting.[/QUOTE]

Nå jeg kan ikke få lov at redigere, men ville bare lige tilføje at jeg håber ikke mit indlæg ses som forsøg på kapring af tråden, det er blot fordi din situation mindede så meget om min at jeg skrev om det.

Men hvis ikke det fremgår af mit indlæg så vil jeg lige tilføje at jeg er enig med Inge (Cæsar).

#9

Jeg hæftede mig bla ved at du skriver:

og i dag kan jeg faktisk ikke lige stryge hende over hårene, når jeg har hældt mad op, uden at hun giver et sæt og sænker ryggen. Dårligt, dårligt, dårligt!

og tænkte; har hun smerter, elle er der noget andet galt…

Jeg ville få hende checket hos dyrlægen som det først, for at være sikker på der ikke er noget fysisk galt.
Hvis der ikke er det, ville jeg kontakte en der har forstand på adfærd, fx Helle herinde. Nu ved jeg ikke hvor du bor, men hos min dyrlæge (Nordsjælland) arbejder der også en veterinærsygeplejerske, som har speciale i adfærd, hun kunne også være et bud.

Håber du finder ud af noget

#10

Ligesom DK Thomani har jeg også lige været igennem en tur der minder om din. Hos os var det blot ikke børn men en hund der fik hendes angst/nervøsistet/stress til at eskalere og vi endte med at aflive hende for godt 1½ måned siden. Vi valgte aflivningen fordi hendes voldsomme angst/nervøsitet/stress gjorde hende så reserveret og små aggressiv at en omplacering ville have været umulig. Som både din og Thomani’s kat ønskede hun blot at være i fred, ingen leg eller godbidder, bare ligge i vinduet i hendes egen lille verden. Vi prøvede dog at træne det væk først, men uden success. Vi ser aflivningen sådan at hun ikke længere er bange, at hun endelig fik mulighed for at slappe af uden at have nerverne siddende udenpå. Det ændrer dog ikke på at vi savner hende, men hun er for hende et bedre sted nu og det må være det der tæller mest.

#11

Tusind tak for alle jeres svar!

Med hensyn til omplacering, så tager Nugga forandringer meget meget dårligt. Det tog hende nogle måneder at falde til her, og det tog hende tre at blive sammenført med Billy. Jeg kan godt forestille mig det hjem, som jeg ville omplacere hende til - men jeg tror dæleme, det bliver svært at finde, og det ville koste hende nogle angstfyldte måneder, meget værre end nu. Hvis jeg skulle være så heldig at finde det hjem, ville jeg faktisk allerhelst sende Billy med, hvis det endelig skulle være, så hun har en, hun kender og stoler på. Det gør det jo også meget lettere - et styks sky og bange kat og en urenlig… :uha:

Pillpockets har jeg prøvet, dem rør hun ikke - ikke engang uden piller!

[QUOTE=cæsar;658453]selv om du ikke så gerne vil hører det, så er måske bedst at give hende fred fremfor at skulle leve i en verden hun er så bange for.
For helt ærligt tro ikke at det bliver bedre efter så lang tid, hun kunne muligvis vænne sig til børnene, men hvad så når de begynder at få venner med hjem?[/QUOTE]

Nej, jeg synes, det er en skodløsning! Specielt fordi det ikke bliver nogen køn aflivning, der bliver ikke tale om stille og roligt, hun hader at blive holdt fast, og hun kan ikke fordrage dyrlæger og fremmede. Åh, jeg kan næsten ikke bære tanken :blegne: Hvis katten kan trives med mig og børn i hjemmet, er det ok, at den ikke gider vennerne. De tager trods alt hjem igen! Men du har også ret…

[QUOTE=Nevadaisy;658461]Jeg synes det er svært at rådgive dig. Jeg ville nok prøve at se objektivt på katten - har Nugga et godt liv?
Jeg håber, at Daisy og Frigg kan håndtere når der engang kommer småbørn her. Men kan de ikke, så ved jeg de må aflives, da de ikke kan omplaceres. Men det bliver ikke en let beslutning og jeg ville også prøve at udtømme alle muligheder som du gør, men nogle gange er det nok bare det bedste for lidt “skrøbelige” katte.
Spørgsmålet er selvfølgelig om det bliver bedre når de bliver ældre - sådan havde min søsters ene kat det. Jeg har også omplaceret en killing jeg havde solgt. Han var meget stresset over at bo sammen med en baby. Nu bor han hos min søster. Min niece er snart 3 år gammel og der er absolut ingen problemer - han elsker hende. Men du kan jo bedst selv vurdere om der er grundlag for noget eller om det kun bliver værre. Hvis det kun bliver værre, så kan jeg ikke se anden udvej end aflivning.
Den eneste anden mulighed er vel klikkertræning? men jeg ved ikke om man kan træne en kat til at kunne lide børn[/QUOTE]

Nej, jeg tror ikke, at Nugga har et godt liv lige nu. Der skal ske et eller andet. Åh, det ville være dejligt, hvis hun faldt lidt til ro med alderen! Hvor gammel var din søsters kat, da den faldt til ro? Jeg forventer ikke at kunne træne hende til at kunne lide børn - men håber på, at hendes indre ro generelt kan hjælpes på vej, så hun bedre kan tåle dem. Og håber så på, at hun måske også kommer til at kunne lide dem senere.

[QUOTE=DK Thomani;658498]Nå jeg kan ikke få lov at redigere, men ville bare lige tilføje at jeg håber ikke mit indlæg ses som forsøg på kapring af tråden, det er blot fordi din situation mindede så meget om min at jeg skrev om det.

Men hvis ikke det fremgår af mit indlæg så vil jeg lige tilføje at jeg er enig med Inge (Cæsar).[/QUOTE]

Du kaprer bare løs, alt det du har lyst til! Når vi har samme problem, ville det da være tosset ikke at nævne det, når det nu er oppe :slight_smile:

[QUOTE=danpia;658530]Jeg hæftede mig bla ved at du skriver:

og tænkte; har hun smerter, elle er der noget andet galt…

Jeg ville få hende checket hos dyrlægen som det først, for at være sikker på der ikke er noget fysisk galt.
Hvis der ikke er det, ville jeg kontakte en der har forstand på adfærd, fx Helle herinde. Nu ved jeg ikke hvor du bor, men hos min dyrlæge (Nordsjælland) arbejder der også en veterinærsygeplejerske, som har speciale i adfærd, hun kunne også være et bud.

Håber du finder ud af noget[/QUOTE]

For Nugga er det ret “normal” stress-adfærd, at hun ikke vil røres, heller ikke af mig. Normalt ville jeg ikke gætte på den slags uden en helbredsundersøgelse, men dyrlægebesøg højner bestemt ikke hendes livskvalitet! Jeg går faktisk og venter på, at Helle alligevel skal hernedad - men vil da lige overveje dyrlægens også :slight_smile:

mvh. tina

#12

Har du forsøgt at give hende Zylkene i en periode?

#13

Nugga viser ingen aggressivitet, og hun vil stadig rigtig gerne snakke med mig, bare der ikke er børn i nærheden, som kan finde på at komme væltende lige pludselig, og bare jeg for pokker sidder stille! Det er så her, det går lidt galt, for det gør jeg ikke så meget mere, som jeg har gjort. Hvordan trænede I jeres kat?

Nej, det har jeg faktisk ikke! Jeg har brugt det på Billy uden at kunne mærke den fjerneste effekt på ham, men det er en rigtig god idé (hvorfor pokker har jeg ikke tænkt på det??) Jeg tror måske også, at jeg kan få det i hende ovenpå foderet.

mvh. tina

#14

Tro mig. Trixie var hundeangst for alle undtagen min mand og jeg. Selv mennesker her kom her ofte stak hun af og gemte sig for. Så dyrlægen var heller ikke et hit for hende, men det gik faktisk hurtigt. Selvfølig var hun også typen der frøs helt i panik, så hun sad jo stille til en vis grad (klistret ind til mig og rystende). Efter stikket med sovemedicin gik dyrlægen ud og jeg fik lov at sidde med hende alene så hun kunne slappe lidt mere af. Først da hun var gået helt kold kom han ind igen for at give hende det sidste.

Men jeg forstår godt du vil prøve at afhjælpe på anden vis først. Det gjorde vi jo også selv. Jeg formoder du allerede har prøvet med lettere beroligende medikater som Zylkene og Feliway. Blot er jeg bange for at børn ikke lige er noget du kan vænne hende til. Jo ældre de bliver, jo mere fræser de rundt og for en nervøs kat… Ja og hvis de så får besøg af legekammerater…

–edit–
Ja det lader til jeg skrev mens du svarende. Her er linket til min tråd for en del måneder siden, måske er der nogle tips i den du kan bruge til din kat.
http://www.kattegale.dk/forum/showthread.php?29284-Hvordan-f�r-jeg-vores-kat-til-at-acceptere-vores-hvalp

#15

Det du beskriver der, det lyder som katte reagerer der aldrig er blevet ordentligt socialiseret fra lille…eller katte som har rendt frit længe for sig selv og så indfanges og påtvinges selskab igen uden at kunne slippe væk.

Og du har haft katten i 4 år…hvor gammel er den nu?
Jeg tænker på, at de 4 år måske er meget for længe, for der er ingen dyr der er tjent med at leve et sådant liv i angst og stress.

Det kan du ikke træne dig ud af, det er kattens natur der er blevet sådan og det ændrer du ikke under de nuværende forhold når katten har været der i 4 år og det er de samme rammer katten skal færdes i.

Specielt fordi det ikke bliver nogen køn aflivning, der bliver ikke tale om stille og roligt, hun hader at blive holdt fast, og hun kan ikke fordrage dyrlæger og fremmede. Åh, jeg kan næsten ikke bære tanken :blegne: Hvis katten kan trives med mig og børn i hjemmet, er det ok, at den ikke gider vennerne

Jamen katten trives jo netop ikke med dig og børn i hjemmet, hvilket du også selv skriver, at den ikke har et godt liv nu.

Og m.h.t. aflivning, så ved du jo ikke hvordan katten vil reagere…det er jo også egentligt ret ligegyldigt tænker jeg, altså ikke at den måske skal aflives, men hvordan den reagerer…for man kan vel ikke fortsat lade en kat leve et stresset og angstfuldt liv i måske mange år, fordi det måske vil være ubehageligt i de 5-10 min det tager at få den aflivet.

Jeg ville også være meget betænkelig ved tanken om at skulle omplacere sådan en kat…for kattens skyld…

#16

[QUOTE=DK Thomani;658460]Hvor hårdt det end må lyder har jeg også længe gået i aflivningstanker, jeg aner bare ikke hvordan pokker jeg skal få det sagt til kattens opdrætter.
[/QUOTE]
Hvis jeg var opdrætteren, så ville jeg selvfølgelig blive ked af sådan en udmelding - men hellere det end at høre om det bagefter. Ved at melde rent ud kan opdrætter jo få muligheden for at komme med en bedre løsning! Og kan man som opdrætter ikke komme med en bedre løsning, så ER den bedste løsning måske vitterligt aflivning, selv om det ikke står øverst på ønskesedlen hos nogen af parterne. Men hvis man har fået muligheden for at komme med en bedre løsning, og man ikke kan eller vil det, så har man i hvert fald afskrevet sig retten til at flippe ud over at ejer heller ikke kunne finde en bedre løsning…
VH
Susanne

#17

Jeg præciserer lige, da jeg åbenbart har formuleret mig lidt dårligt. Nugga har ikke levet i angst og stress i fire år, men er en følsom kat, som jeg har skullet tage hensyn til, og det er der blevet taget. Problemerne er nok startet for omkring et halvt år siden, hvor barylerne begyndte at bevæge sig mere og sove mindre, og jeg ikke har haft så meget tid til at sidde på sofaen og er stille og roligt eskaleret uden at jeg har været opmærksom nok.

Kira, tusind tak for linket til tråden. Nøj, hvor har I arbejdet på sagen, det er helt uretfærdigt, at det ikke kunne få en lykkelig udgang! Nå, men jeg blev da godt og grundigt inspireret! Lige nu tænker jeg zylkene, indretning af kattesovesteder i højden, så Nugga ikke behøver at flygte, når barylerne kommer ind i et rum, generel klikkertræning for at give hende noget mere selvtillid (har lidt samme problem som jer her med en kat, som er svært at belønne, men det må jeg se at hitte ud af), og så skal jeg nok blive bedre til at se og skabe situationer som en, der lige opstod for lidt siden, hvor en nyopstået og lidt søvndrukken baryler sad helt stille hos mig, hvor Nugga kom hen og godt lige ville klappes lidt. Hmmmm og så er der problemet med at træne “hunden”, altså barylerne til at være rolige :slight_smile:

mvh. tina

#18

[QUOTE=Susanne W;658672]Hvis jeg var opdrætteren, så ville jeg selvfølgelig blive ked af sådan en udmelding - men hellere det end at høre om det bagefter. Ved at melde rent ud kan opdrætter jo få muligheden for at komme med en bedre løsning! Og kan man som opdrætter ikke komme med en bedre løsning, så ER den bedste løsning måske vitterligt aflivning, selv om det ikke står øverst på ønskesedlen hos nogen af parterne. Men hvis man har fået muligheden for at komme med en bedre løsning, og man ikke kan eller vil det, så har man i hvert fald afskrevet sig retten til at flippe ud over at ejer heller ikke kunne finde en bedre løsning…
VH
Susanne[/QUOTE]

Jeg kunne aldrig drømme om at aflive uden at tale med opdrætter først :slight_smile:

Jeg har i øvrigt prøvet Zylkene, hvilket føltes som overgreb hver gang jeg skulle tvinge pillerne i ham, og det havde ingen virkning.

#19

[QUOTE=taina;658734]Jeg præciserer lige, da jeg åbenbart har formuleret mig lidt dårligt. Nugga har ikke levet i angst og stress i fire år, men er en følsom kat, som jeg har skullet tage hensyn til, og det er der blevet taget. Problemerne er nok startet for omkring et halvt år siden, hvor barylerne begyndte at bevæge sig mere og sove mindre, og jeg ikke har haft så meget tid til at sidde på sofaen og er stille og roligt eskaleret uden at jeg har været opmærksom nok.

Kira, tusind tak for linket til tråden. Nøj, hvor har I arbejdet på sagen, det er helt uretfærdigt, at det ikke kunne få en lykkelig udgang! Nå, men jeg blev da godt og grundigt inspireret! Lige nu tænker jeg zylkene, indretning af kattesovesteder i højden, så Nugga ikke behøver at flygte, når barylerne kommer ind i et rum, generel klikkertræning for at give hende noget mere selvtillid (har lidt samme problem som jer her med en kat, som er svært at belønne, men det må jeg se at hitte ud af), og så skal jeg nok blive bedre til at se og skabe situationer som en, der lige opstod for lidt siden, hvor en nyopstået og lidt søvndrukken baryler sad helt stille hos mig, hvor Nugga kom hen og godt lige ville klappes lidt. Hmmmm og så er der problemet med at træne “hunden”, altså barylerne til at være rolige :slight_smile:

mvh. tina[/QUOTE]

Hej Tina

Jeg synes det lyder som en rigtig god ide med nogle kattesteder i højden… Der kan hun gå op når dine 2 små er for aktive for hende, uden at hun skal flygte igennem huset for at finde et genne sted… Hvis du sætter nogle op i stuen omkring jer, kan hun stadig være sammen med jer, og følge med i hvad i laver, men på hendes premisser… :slight_smile:
Jeg har selv en følsom kat herhjemme, og gruer for den dag der kommer børn i huset…

Jeg har med stor succes brugt klikkertræning til min Oliver… Det er dagens højde punkt for os begge, og han kommer selv og “siger til” når han vil klikke… Helle Lenshow herinde fra, har givet mig en masse gode ideér til hvad man kan træne, og ellers har jeg lånt Karen Pryor (tror det staves sådan) bøger på biblioteket… Der er mange gode råd og trænings eksempler i hendes bøger… Efter jeg begyndte på klikkertræning kan jeg mærke at Oliver langsomt får mere selvtillid alt imens han lærer nye tricks… Når et trick lykkes, kan man næsten se hvor stolt han bliver :smiley: Vi klikker hver dag, ca 5 min (længere tid, også mister han koncentrationen)

Så jeg kan kun anbefale klikkertræning… Det har ændret meget herhjemme :smiley:

#20

[QUOTE=DK Thomani;658739]Jeg kunne aldrig drømme om at aflive uden at tale med opdrætter først :slight_smile:
[/quote]
Det kunne jeg faktisk heller ikke forestille mig :slight_smile: Men uanset hvordan man vender og drejer det, så er det en træls samtale at skulle have.

Jeg har i øvrigt prøvet Zylkene, hvilket føltes som overgreb hver gang jeg skulle tvinge pillerne i ham, og det havde ingen virkning.

Næh - det virker såmænd ikke altid, det er ikke noget mirakelmiddel. Øv - det er en træls beslutning at skulle tage.
VH
Susanne