Slet ikke længe nok

Jeg tænker tit, at den tid jeg har med mine katte, jah hvis jeg er heldig, omkring de 17 år, at det bare slet ikke er længe nok -ked

Bliver helt trist, når jeg tænker på, at jeg en dag skal leve uden dem. Jah så kommer der jo nye, men aldrig som dem der er nu!

Har i andre det også sådan?

Ja, men jeg tænker du får så en anden kat - med nogle andre værdier du vil holde ligeså meget af. Meeen, der er altså nogle værre hjerteknusere imellem.

Ja jeg tænker tit på, at de ikke vil være her mere en dag -ked men så er det bare med at nyde hver dag jeg har med dem nu -forelsket

Jeg tænker også tit på, at det bliver et tab den dag, de ikke er her mere. De katte vi tidligere har haft er ikke blevet glemt, men det bliver nemmere at leve med som tiden går og når der kommer andre, vi skal give vores fulde opmærksomhed.

Nyd dem mens du kan.
Tanken strejfer også mig sommetider,men den tid den sorg.Forstå mig ret.

Når man anskaffer sig et dyr,så anskaffer man sig også en stor sorg.Men den glæde der er ved dem,overskygger sorgen med tiden.

Det ved jeg selv,har måtte sige farvel til en del dyr i mit liv,men tænker på dem med et smil på læben den dag i dag.

Enig -thumbs

Ja sådan har jeg det også, derfor nyder jeg dem også hver dag, for pludselig kan de blive uhelbredeligt syge og må aflives. Det har jeg desværre prøvet alt for mange gange efter min mening, men man kan jo ikke gøre så meget for at undgå f.eks. sukkersyge eller akut nyresvigt -græd

Jeg har pt. en ældre hund på 11 år blanding af labrador/schäfer. Jeg tænker tit på, at selvom hun stadig er frisk og sund og rask, ja så har hun desværre nok den korteste tid af livet tilbage -græd . Så jeg glæder mig hver dag over hun hverken har tegn på gigt, svagsyn eller dårlig hørelse, men er kernesund og livsglad. -weee Men det bliver et kæmpe tab den dag jeg må sige farvel til hende det er helt sikkert. -græd -græd

Heldigvis er min kattebestand rimelig ung fra 4 år og så til 9 mdr. så forhåbentlig har de alle mange mange år foran sig -jegkrydser -jegkrydser

Enig -thumbs

Ja vi har efterhånden mistet 5 dejlige misser, som også står i mindetråden herinde -riprip

Det er meget hårdt at miste, faktisk tog min mand det så hårdt da vi mistede vores elskede Sophie at han svor at når engang Victoria ikke var mere, ja så var det slut med at have kat, for det følelsesregister som han gik igennem da Sophie smuttede det ville han altså ikke være med til mere.

Da så Victoria blev syg og vi troede at hun skulle dø blev jeg utrolig ked af det. Ikke kun fordi jeg var bange for at miste hende men også fordi jeg så vidste at nu var tiden kommet hvor vores hjem ville være kattefri.

Heldigvis overlevede Victoria og oplevelsen påvirkede os begge meget. Så meget at min mand foreslog at det nok var bedre at vi anskaffede os en, men kun en mere. Så fik vi Charlie.

På et tidspunkt havde jeg vist ham billedet af Nunuu og han var helt forgabt i den hvide mis med den sorte hale. Da jeg så af omveje fik at vide at den var til salg, ja så kunne jeg jo ikke andet end fortælle ham om det.

Og sådanne fik vi Nunuu

Det er hårdt at miste, men endnu hårdere ikke at have kun fordi man er bange for at miste

Nogen gange kan man bare sidde og betragte sine uldtotter lege, også bare begynde at græde, for gud hvor er man lykkelig over at de er i ens liv, men hvor er man dog ked af det en dag ender -græd

Man kan heldigvis vælge at se bægeret som halvfuldt frem for halvtomt :slight_smile: :slight_smile:

Vise ord Birthe - de gælder mange af livets forhold!
Jeg vil huske dem og give dem videre. -tak

Jeg har det på samme måde med Mandy og Rumlepot - 14 og 12 år gamle.
De er også sunde og raske, hopper og springer og har tænder som unghunde, men jeg får en sten i maven og en følelse af panik ved tanken om, at de en dag ikke er her mere … sådan ca. om 20 år, har jeg besluttet på deres vegne.

Nej, vi glemmer aldrig vores 4-benede venner.
De kan ikke erstattes, men bane vejen for andre, der er lige så dejlige … bare på en anden måde.

Når man anskaffer sig et kæledyr køber man mange glæder og en stor sorg… det er sandt.

Alligevel så er det sådan det bør være. jeg vil hellere, at de dør før mig end omvendt. Skulle det ske har jeg dog testamenteret dem til Brita og hunden til Julie. De har herefter fuldmagt til at beslutte, hvad der skal ske med mine dyr, dør jeg først. Og er der penge på mine konti, så følger de dyrene.

Jeg er buddhist, og tanken om reinkarnation er en trøst. Jeg ved at dette liv sammen med disse væsener ikke er vores første sammen. Sandsynligvis heller ikke det sidste.

Nanoq skiller sig ud. Han er en meget gammel vis sjæl, som ikke lader til at have meget mere at lære, og jeg kan ikke være sikker på at se ham i denne fysiske form igen. Men kærlighed er stærkere end døden.

Do not stand by my grave and cry
I am not there
I did not die

Det er sandt. Det har jeg oplevet mange gange efterhånden.

Det er vigtigt at huske, at et kun er lige nu, vi har disse kære dyr. Døden kommer altid pludselig og brat. Jeg fortæller mine dyr hver eneste dag, at jeg elsker dem, og at de beriger mit liv. Virkelig fortæller dem det. Jeg vil så nødig sidde igen og tænke: Hvorfor sagde jeg det ikke, da jeg havde chancen?

Det har jeg nemlig prøvet - to gange endda. Vi kan vælge at lære af døden, når den kommer. Jeg lærte at turde elske og knytte mig igen - og igen - til trods for at det involvere et tab så knusende, at jeg næsten ikke kan rumme det. Jeg kan stadig mærke sorgen. Men jeg kan også mærke kærligheden…

Og kun kærlighed er evig. Døden er heller ikke evig.
Og kun kærlighed kan overleve døden. Måske ikke rent fysisk, men så i de efterladtes hjerter som minder om en kær gammel ven.

Jeg elsker stadig alle de dyr og mennesker, som er døde omkring mig. Og nogle af dem er endda allerede kommet igen. De er ikke helt de samme, når de kommer, men genkendelsen er der 100 %. Nogle gange tror jeg at dyrene husker hvor de har set mig før. De er højere udviklet i den henseende, for deres sind er renere end mit. Uden egoet til at fucke alt op…

Jeg har aldrig valgt et dyr blandt alle de dyr, som jeg har haft og har. De har valgt mig og der har altid været den der dybe - jeg-kan-dælme-ikke-forklare-det-men-jeg-har-set-dig-et-eller-andet-sted-før følelse forbundet med hvert enkelt dyr.

Jeg oplever det samme når jeg møder et menneske, som på en eller anden måde senere viser sig at få stor betydning i mit liv.

Livet er en læreproces. Døden er blot en ny start.
Der sker ingenting med den der dør. Det er os, der bliver tilbage, som det gør auvs på. Derfor er det så vigtig for mig ikke at tage mine dyr for givet, men at værdsætte hvert eneste øjeblik med dem lige nu.

Det fylder mig med en kærlighed så stor og stærk, at døden pludselig ikke betyder så pokkers meget mere.

Jeg tænker tit på en historie om Buddha Sakiamyni, som holdt en tale om døden. “Døden er en illusion,” sagde han til de folk, der lyttede. “En illusion! Der sker ingenting. Det er som at sove og vågne igen. I dør hver aften og genfødes hver morgen”.

Om natten blev folkene vækket af, at Buddha græd hjerteskærende et sted i klostret. De fandt ham med sit døde barn i armene. Han tudbrølede af sorg. De sagde “jamen vi troede du sagde, at døden bare var en illusion?!”

Buddha svarede:

“Det er døden også, men den værste illusion i verden er stadig, når døden rammer en, som du virkelig elsker”.

Knus Helle

PS min mor har haft katte, der blev 19, 20 og 22 år:-)
De døde i trafikken og ikke af alderdom som sådan.

:slight_smile:

Lencshow: Buddhismen er også en rigtig smuk religion, jeg synes rigtig godt om dets synspunkter. Og jeg fik helt kuldegysning af din fortælling :slight_smile:

De 4 ædle sandheder om lidelsen:

  1. Alt er lidelse (dukkha ), fordi alt er forgængeligt.
  2. Lidelsen opstår, fordi vi stræber efter noget illusorisk, som vi tror er varigt, og fordi vi er uvidende;.
  3. Lidelsen kan bringes til ophør (ved indsigt og ved at give afkald på stræben)
  4. Der er en vej ud af lidelsen, nemlig den såkaldte “ædle ottefoldige vej”.

Og gud hvor er det bare rigtigt. Hvis man ikke stræbte sådan efter at misserne ikke må tages fra en, det er jo en illusion, som aldrig kan opfyldes!

Lencshow er du inden for et bestemt retning, her tænker jeg på Hinayana, Mahayana eller Vajrayana?

Enig -thumbs

Nej ingen retning - bortset fra, at min lama er tibetansk buddhist under Karmapa-linjen.
Jeg er en rigtig vestlig buddhist siger han:-) Jeg ved ikke om det er en kompliment haha

Jeg kan anbefale dette sted og disse kurser. Det er GOD mad, dejlige mennesker og meget indsigtfulde lamaer fra Tibet og DK.

wwww.buddhisme.nu

K

Nej altså . www.buddhisme.nu

Vi ER kun World Wide Web - vi er ikke Weird World Wide Web - endnu :slight_smile:

Prinsesse: Og gud hvor er det bare rigtigt. Hvis man ikke stræbte sådan efter at misserne ikke må tages fra en, det er jo en illusion, som aldrig kan opfyldes!

Enig, men illusionen om at miste for altid er stadig den mest smertefulde illusion af dem alle… Fordi man tror det er slut…

jah, men når man ikke rigtig tror på noget, så bliver illusionen om, at døden er det sidse, jo desværre rimelig virkelig