Sorg over at miste

Og vil selvfølgelig gerne høre hvis der er flere der har lyst til at dele jeres historie og om Hvordan tacklede det

Hvor jeg dog føler med dig, jeg ved sorgen er ubeskrivelig stor …Sorgen forsvinder nok aldrig helt, men den formindskes i takt med tiden går, og pludselig tager de gode stunder/tanker over.

Jeg vil sige lige som andre, se dig om efter en ny misseven - Helst to, som kan have glæde af hinanden. En ny/nye misser skal ikke være erstatning for den du har mistet, men en ny periode med nye glæder.

Det gør mig meget ondt. RIP smukke kat :hjerte:

Min erfaring på mig selv er, at det eneste der virker er at få en ny. Min hund døde i november sidste år, og jeg kan mærke at jeg simpelthen ikke kommer igennem det før jeg får en ny hund. Jeg er dog tilbageholdende pt, fordi jeg er så ked af Hugo stadig, men jeg kender det fra når en kat er død. Eddie, som desværre døde ulykkeligt ung, er både Fie og Imran og jeg først kommet lidt over nu, hvor vi har fået Casper at grine af

Det er et år siden mine katte døde, hvor den ene, Billy, bare var noget HELT særligt. For et par måneder siden fik vi nye katte. For min dreng på 4 år har det været SÅ godt. Billy var hans kat, hans bedste ven, hans tumleboddy og hans terapeut, og godt nok har tiden gjort meget ved hans sorg, eller måske mere ved, at han ikke tænkte på det hele tiden, men det der virkelig har flyttet hans tanker fra sorg til et godt minde, har været at vi har fået nye katte. Men det var også svært, både for ham og for mig, da vi fik de nye katte.

For min dreng var det sådan, at det ene øjeblik var de nye kræ afsindigt søde, det næste var de nærmest ækle, de lugtede eller havde kløer eller noget andet, og han bad med afsky og hænderne i vejret om at få dem fjernet, hvis de var i nærheden af ham. Det havde jeg lidt svært ved at gennemskue, indtil jeg fandt samme følelse i mig selv: Hver gang jeg kiggede på vores nye katte, blev jeg husket på, at de IKKE var Billy og savnede ham. Det hjalp os begge at få sat ord på den følelse. Jeg tror faktisk, at det ville have været lettere at komme over den, hvis vi havde fået nye katte med det samme, hvor Billy ikke havde nået at blive et minde og et savn, men stadig bare var en kat (oh, men hvilken kat! :hjerte:) Men det kan godt være, at jeg tager fejl. Jeg tror i hvert fald, at man skal være lidt klar til at åbne sit hjerte en lillesmule på klem igen, inden man får en ny kat. Jeg tror, vi var klar med det samme, men der var noget praktik, der gjorde, at det ikke kunne blive der.

I flere uger efter kunne jeg i øvrigt høre ham. Et bump, når han hoppede ned, lyden af at han strøg sig rundt om en dørkarm, eller et moooou på trappen, fordi møgkræet for 117. gang var sluppet derud. Og jeg HAR åbnet den dør for at tjekke - flere gange!

Jeg har ikke andet at bidrage med, end at jeg forstår. Selv om jeg har to barylere i huset, var aftenerne, hvor de var kommet i seng, bare alt for stille og helt forkerte.

mvh. tina

Jeg har også fornemmelsen af at jeg stadig til tider kan høre og se ham ud af øjenkrogen. Godt at høre at jeg ikke er den eneste der har de oplevelser

Og har også på en måde lyst til at løbe ud og anskaffe mig en ny kat for at få den ubærlige smerte og sorg jeg har inden i til at forsvinde. Men tror nok og lidt ligesom du ,skriver Tina at der skal være en lille bitte sprække på klem i hjertet før man får en ny kat. Og som jeg har det nu overvælder sorgen stadig alt

Det bliver bedre, det lover jeg dig. Men det er bare så fucking svært, indtil det gør. Min farmor døde for nogle år siden, og hun havde faktisk altid fungeret som mor for mig. Jeg ringede til hende tit, hver gang der skete noget spændende, og hver gang jeg tog telefonen for at ringe til hende, ramte det mig, at hun jo ikke var i den anden ende. Eller nogen steder! Jeg har selvfølgelig også ringet til hendes nummer flere gange, efter at hun var død, bare liiiiige for at se, hvad der skete…

Selv om jeg til enhver tid ville bytte enhver kat væk for at få min farmor igen, tænker jeg, at savnet af en kat er meget anderledes, det er der jo hele tiden, fordi katten var der hele tiden - det er en meget mere insisterende og altid-eksisterende sorg, end jeg har oplevet, både med min farmor, og med Billy, hvor jeg jo trods alt alligevel har haft mange timer, hvor der har været gang i barylerne - og desuden blev jeg simpelt hen nødt til at skubbe min egen sorg til side for at kunne håndtere og rumme min drengs sorg, for han havde enormt svært ved at se mig græde, når vi snakkede om Billy.

Jeg har fundet trøst i min sorg i, at jeg ikke ville have været den foruden, for så havde jeg ikke mødt et fantastisk menneske / kat. Det gjorde det lettere for mig at bære sorgen, at jeg vidste, at jeg til enhver tid ville have gjort det om og have valgt at få forholdet til de afdøde igen, vel vidende at prisen var sorgen. Der var så meget mere glæde i at have kendt min farmor og Billy, end sorgen nogensinde vil kunne opveje. Også selv om jeg bærer sorgen med mig altid, slet ikke synlig, men den er der lige under overfladen, klar til at give mig et tudeanfald, når jeg for eksempel drister mig til at skrive om dem, jeg har mistet og sorgen over det :wink:

mvh. tina

Jeg ville heller aldrig have været foruden at have haft og elsket den skønneste kat.Det vil jeg også prøve at finde trøst I min svære sorg lige nu.

Og tak for alle jeres tilbagemeldinger , det betyder rigtig meget for mig.

:lys: til din mis

… kan ikke bidrage med noget som ikke allerede er sagt. Så pluk imellem alle de mange gode råd du allerede har fået, og brug dem der giver mening for dig
… tabet bliver mindre end dag, det er individuelt, men pas nu på at du ikke glider for langt ned og tænk på at din mis har fået fred nu :trøste:

sorgen bliver mindre med tiden, men den forsvinder aldrig, at have haft en soulmate betyder rigtig meget, jeg vil som flere foreslå at du finder en ny kat du kan soulmate med, en der ikke er helt voksen endnu, en du kan grine af, en nu kan stå op til, en som forventer du er der for den…find nærmeste internat og forelsk dig, jeg er sikker på at din drømmekat findes derude…min Tango var min drømmekat og jeg savner ham stadig, heldigvis kan jeg se nogle af hans træk og vaner i hans børn, og dem er der en del af…kun 1 her hos mig dog…mange herinde kender Tango fra år tilbage, og han var sgu en ener, ligesom din soulmate…mit opdræt er på standby…men jeg har lovning på et oldebarn fra ham hvis jeg skulle starte op igen…jeg håber du finder din nye soulmate…knus

det er en sorg at miste, men det er en endnu større sorg aldrig at have elsket

Dejligt ord sprog du skriver, Det kan jeg støtte mig lidt op af her i denne triste tid.
Og tango lyder til at have været en dejlig kat

-kramer