Du var min lille prinsesse fra dag 1 i vores lille familie. Hvis du lå på sofaen sammen med mig, var det vidst og sikkert at prøvede Bo at få dig ud, eller bare ned, så nægtede du fuldkommen, indtil jeg sagde du skulle smutte ud.
Du smeltede mit hjerte fuldstændig med dit glade væsen, men du var ikke fuldkommen hel, de mange flytninger du havde foretaget inden du kom til os, havde mærket dig. Hvad der skulle blive endnu værre var den dag du redte ude i din hundegård, vi var begge på arbejde og du formåede at slippe ud, uden vi vidste noget, først da vi kom hjem fik vi at vide hvad der var sket. En mand havde slået dig oveni hovedet fordi du ikke ville tilbage i hundegården, og vi kunne mærke det på dig, for du brød dig ikke længere om fremmede mænd, du blev nervøs omkring hurtige bevægelser selvom vi trænede med dig så vi ingen fremskridt, men det betød blot at folk altid fik at vide på forhånd hvordan de skulle omgåes dig så du følte dig tryk, og det hjalp faktisk. Du blev hurtigere om at opsøge dem for at blive kælet med, og for at overslikke dem, men der var dog nogle stykker som aldrig blev accepteret, som du viste ud med rejste børster, men jeg kunne jo hellere ikke selv li dem.
Vi bemærkede at du på et tidspunkt begyndte at halte på dit venstre forben, og blev selvfølgelig urolige. Vi så det an et par dage hvor der ingen forandring var, før vi kontaktede dyrlægen. Vi fik en tid til dig, hos dyrlægen, en rigtig flink kvinde som tog sig god tid omkring dig, så du kunne føle dig tryk. Hun kunne ikke mærke andet end en forskel i din muskelmasse, så jeg besluttede hurtigt at et røntgen skulle til, for jeg ville vide hvad pokker der var galt, men heller ikke her var der noget at se, så vi fik noget smertestillende med hjem til dig, med beskeden om det var en muskel/nerve som sad i klemme. Men da vi kom hjem blev alt ændret, så snart Paw kom i nærheden af dig flygtede du rundt, og hvis han faldt i din nærhed snappede du ud i luften.
Og ja, jeg blev urolig, MEGA urolig. Vi prøvede at lære dig han ikke var farlig, og det hjalp da også det meste af tiden, nu kunne i løbe og lege uden der skete noget, men dit snapperi fortsatte hver gang du blev forskrækket fordi han enten satte sig eller faldt i din nærhed. Og jeg indrømmer blankt, jeg blev bange for at lade jer være alene sammen, så selvom jeg måske kun lige skulle hente noget der tog 2 sek blev i skilt fuldkommen ad, men bare i dagtimerne var jeg nervøs for hvornår du ville snappe igen, og hvornår du ville vende dig bevidst imod ham og gå efter biddet.
Det skete så nu, Paw satte sig i nærheden af dig, og du vendte dig mod ham og bed sammen lige foran hans ansigt. Det var dråben, alt det gode i dig, var ikke længere nok. Du var blevet for farlig at have omkring ham, og selvom min kærlighed til dig Bonnie aldrig vil brænde ud, så måtte jeg tænke på min søn først. Jeg håber du kan tilgive mig, og må du altid sove godt og trykt nu.