Som jeg har nævnt i en anden tråd, så lykkedes det mig traditionen tro at
gøre turen til Sverige i går længere, end den kunne have været, både
tidsmæssigt og kilometermæssigt. Jeg har regnet lidt på det, og jeg kørte
ifølge Krak ca. 814 kilometer, men jeg tænker, at jeg nok fik rundet op til
omkring 850. Tidsmæssigt blev turen vel halvandentime for lang.
Egentlig var det jo så simpelt. Jeg skulle køre til Randers, køre ind på
motorvejen, holde til venstre og køre fra E45 ind på E20 syd for Vejle og så
holde til højre og køre fra E20 ind på E22 nordøst for Malmø. Derefter følge
E22 til Kristianstad. Byen, jeg skulle til, lå ca. 20 km fra Kristianstad, så det
var først her, jeg skulle bruge min navigation.
Jeg havde studeret ruten på Krak og set på, hvordan jeg kom igennem
Kristianstad, og også, hvordan jeg fandt den rigtig vej i den by, der var
destinationen. Desuden havde jeg ruten på iPad, så da vi havde passeret
Lund på E22, holdt jeg ind på en rasteplads for at sende en sms om, hvor
vi var, og så studere ruten i Kristianstad nærmere. Blot for at finde ud af, at
min iPad selvfølgelig ikke virkede i Sverige - ingen udbyder 
Det eneste, jeg kunne se på skærmen, var en rød prik, som var min
destination, og så en blå pil, som var min bil. Ingen veje eller vejnavne
eller byer eller noget. Så da jeg kom til Kristianstad, måtte jeg navigere
efter at få den blå pil til at pege i den rigtig retning og så håbe på, at jeg
fandt ud på den rigtige vej på den måde. Det resulterede i, at jeg fik set en
masse af Kristianstad, men jeg endte faktisk med at finde den rigtig vej til
sidst. Utroligt nok :høhø:
Jeg vidste godt nok ikke, det var den, før jeg faktisk holdt i den by, jeg
skulle til, for der var ingen vejskilte undervejs. I den by kørte jeg også
rundt lidt og ledte efter den rigtig vej. Jeg vidste dog, jeg var så nogenlunde
i nærheden, og til sidst gad jeg ikke længere prøve mig frem, men valgte i
stedet at pråta lidt svenska og spørge om vej. Og så var vi der endelig. En
del forsinket.
Til turen hjem var jeg blevet nøje instrueret i, hvordan jeg kom ud på E22,
så det gik uden problemer, og så var resten af vejen ellers ligetil. Skulle
man jo tro, ikke?
Mens jeg kørte i Sverige, havde jeg haft radioen indstillet på en svensk
musikkanal. Da jeg var tilbage i Danmark, ville jeg skifte til P1, som jeg
plejer at høre, når jeg kører bil. Og mens jeg således var optaget af at
indstille min radio, missede jeg et skilt, hvor der stod, jeg skulle holde til
venstre for at blive på E20. Så pludselig var jeg på vej til Brøndby (vist
nok)
Da det gik op for mig, kom jeg af den første, den bedste afkørsel og valgte
så heldigvis at køre til venstre derefter. For i det første lyskryds 20 meter
længere henne var der en henvisning til E20 via Ring 3 (eller et andet
nummer). Da jeg kom ned på motorvejen igen, kunne jeg genkende det
sted, hvor vi kørte forkert, da Vivi og jeg var til Nærum-udstillingen :klapper:
Min benzinlampe begyndte at blinke kort efter. Det var jeg nu forberedt på,
så jeg fandt en rasteplads omkring Sorø, hvor jeg kunne få benzin på. Jeg
får kortet godkendt af standeren og vil lægge min pung tilbage i bilen. Men
døren er låst. Jeg kan så godt huske, at jeg kom til at trykke på nøglen ved
et uheld, mens jeg sad i bilen, så den låste. Døren stod åben, og da jeg
lukkede den, var den altså låst. Så jeg roder i højre bukselomme efter
nøglen. Ingen nøgle. Jeg plejer altid at stikke den i højre bukselomme, men
tjekker naturligvis den venstre også. Ingen nøgle. Og så kan jeg se den
ligge inde på forsædet.
Det eneste, jeg havde med mig ud, var min pung. Mobiltelefonen lå også
i bilen. Så jeg måtte ind i Statoil-kiosken og bede om assistance til at finde
nummeret på og få ringet til Tryg Vejhjælp. Som jeg så stod og ventede på
i 45 minutter. Nøj, hvor var det bare ikke lige, hvad jeg havde brug for på det
tidspunkt! 
Da han endelig kom, tog det ca. 30 sekunder for ham at åbne døren med
noget meget simpelt værktøj. Han sagde, det var godt, det var sådan en bil
jeg kørte i, for den var nem at bryde ind i :S
Så skete der heldigvis ikke mere, men på det tidspunkt mente jeg nu også,
at jeg havde nået grænsen for, hvad jeg kunne rumme på sådan en helt
almindelig onsdag i maj :høhø:
