Nå ja, jeg har fundet ud af det, men hvad ved et par godtroende københavnere som os om det. Ikke meget, ikke meget. 
Hvilket var skyld i, at vi næsten blev fanget af det i Vadehavet på Mandø. Der stod godt nok, at man ikke skulle køre ud til Mandø, hvis man ikke kendte til tidevandet. Nå ja, hvor slemt kan det da være. Puha, meget slemt.-what
Vi kørte over til øen ved 13 tiden, parkerede og gik lidt rundt. Spurgte en person om tidevandet, hvorefter hun svarede, ”I kan ikke komme tilbage før ved 19 tiden”. Gisp, vi havde godt nok planlagt også at skulle til Fanø, vi havde lige besøgt Rømø.
Nå tænkte vi, vi er næsten lige kommet og der var ingen problemer, så vi racede ud til vadehavet og blev enige om at give den fuld speed over de ”vandpytter” der efterhånden dækkede vejen. Da vi havde kørt halvvejen ca. og vandet sprøjtede langt op over bilruderne og vinduesviskerne kørte på fulde drøn og man ikke kunne se andet end vand, var manden heldigvis så fornuftig og sagde ”dette her går galt vi må vende om”.-what
Jeg havde taget telefonen op og ville ringe 112, men han bad mig om at vente lidt. Og så gik den ellers retur, hvor vandet selvfølgelig var steget yderligere. Hold da op det gik stærkt både med stigning af vandet og bilkørslen. Bilens alarmsystem begyndte at sige vi skulle stoppe og der manglede olie og hvad ved jeg, så der var jo nok noget vand nogle steder der ikke skulle være, men altså stoppe kunne vi jo ikke. Det lykkedes os at komme hele tilbage med en kæmpehøj puls. Hold op, sikken en respekt jeg har fået for tidevandet nu. -surrender
Vi kørte derud for at kigge ved 16 tiden. Vi holdt så ved Vadehavet i ca. ½ time. Bilen kunne hæves, så den blev temmelig høj og vi kunne luske over med 10 km i timen. Så Fanø må blive en anden god gang.
Den ø glemmer vi aldrig, en rigtig hyggelig ø for resten. 
Et par billeder fra hjemturen og øen.
Et billede fra et lavt stykke
Lidt mørke billeder, taget gennem bilruden, mens vi kørte langsomt over. Ja, der er faktisk en vej
Lidt fra øen
