Til alle de kæledyr vi har mistet REGNBUEBROEN

Jeg kan jo kun sige, at jeg kan føle med alle jer, der også har mistet. Det er noget, jeg har lært at leve med, men nu hvor det bliver bragt på bane, dukker det store savn op igen. Jeg har faktisk drømt om Rufus 2 nætter i træk. Han fik de sidste roser i efteråret på sin grav og den allerførste rose her i sommer kom også derned. Han ligger så fredfyldt i skovbunden ved vores have, hvor fasanerne løber rundt og skræpper op i disse dage.

Ååååhh hvor may-britt -ked -ked -ked

Min lille Knisper blev begravet under vores asketræ i haven… og hendes datter efter hende

Yggdrasil (livets træ) - der hvor regnbuebroen ender - er et asketræ [bigloony] i hvert fald i nordisk mytologi for dem der kan lide den historie…

vi holdt en fin lille ceremoni og mindedes den lille grå misling… det var så passende at hun skulle begraves lige ved livets træ…

så er Knisper og Tabby på sin vis altid tæt på…

Super god ide janni [bigloony] [bigloony]

India var bestemt til at flytte ind samme dag hun blev født. Hun kommer fra samme opdrætter som Chilli, og da jeg hentede hende forelskede jeg mig i India’s mor. Da opdrætteren skrev og viste mig India fortalte hun at det var sidste kuld fra India’s mor og i det øjeblik vidste jeg hun skulle bo her…

India var en rigtig smuk pige, med et dejligt temperament. Hun var meget opmærksomhedskrævende og snakkede meget.

Hun var meget legesyg, og har tog vores sidst tilkomne missepige til sig som om det var hendes egen… der blev leget, vasket og sat på plads hvis det var nødvendigt.

Hun var børnenes kat, og vil til hver en tid hellere putte og nusse med børnene, end med os.

India blev desværre aflivet d 28/4 2008. Dyrlægen opdagede ved det årlige 100 km eftersyn at India’s ene nyre var meget større end den anden og ved røngten og scannng ugen efter viste det sig at nyren var tapeseret med knudelignende gevækster der også sad tæt på blodtilførslen ved leveren. Desværre var der intet at gøre og vi måtte sige farvel. Du er savnet hver dag min lille tøs

Hvor er det smukke billeder og skønne beretninger I har lagt ind, ingen tvivl om, at kærligheden til vores dyr er stor.

Billedet er fra tiden da han blev udstilt, og er ca ½ år før han blev Europa Champion.

Og her 9 år gammel. Her ligger han med sit oldebarn Mister, El Toro har altid været en rigtig skøn legeonkel for alle vores mislinger, men det ses vel allerede i dette billede.

EC. DK Hopeless Tribes El Toro ( Eli )
(Han: Født d. 18-10-97 MCO e 23)

Den 18. oktober 2007 fik El Toro fred

For 10 år siden, hentede vi vores skønne dreng El Toro hjem fra Hopeless Tribes, han skulle indgå i vores opdræt som kommende avls han.
Eli som han altid er blevet kaldt her i huset, har været vores fundament i vores avls program, og typemæssigt som vi ønsker Maine Coon skal se ud.
Eli havde nogle småfejl i type, men til gengæld havde han alt og mere til i temperament og sundhed, netop de to ting var værd at opdrætte på alene.
Eli blev meget hurtig ”Stens” kat, - Eli mig her og Eli mig der, de to var virkelig ”soul mates”.
Eli kunne sagtens hygge sig med andre mennesker, men var Sten i nærheden, var ingen i tvivl om, hvem der hørte sammen.
Når Sten kom hjem fra arbejde, - måtte de lige have dagens ”mandesnak” under 4 øjne, det var nemlig sådan, at Eli svarede igen på alt hvad Sten sagde, og de to førte lange samtaler.
Eli var stort set vores allerførste udstillings kat, det var hans skyld alene, at vi fik interesse for at udstille. Han var på mange, - rigtig mange udstillinger og blev også vores allerførste Europa Champion, en titel som vi begge var yderst stolte af.
Aldrig et surt kny eller et arrigt hvæs kom der fra Eli når han skulle på udstilling, dog brød han sig ikke om at blive vasket, men fandt sig i det alligevel. Kun én gang har han været syg, det var som ungdyr, hvor hormonerne kørte højt, vi fik ham testet for alt for at finde ud af hvad han fejlede, ofrede lige ved kr. 20.000 for at få diagnosen ” Der er for meget mand i ham” Vi mættede ham med 3 parringer lige i rap, og så kom der ro på hormonerne, og aldrig siden havde han problemer.
Han kunne styre sit temperament og hormonerne selv når én af vores andre fertile hanner fik en lille ”sild” på besøg, og netop derfor fik han lov at være fertil i 7 år.
Årene gik, og Eli blev far, bedstefar og oldefar, og altid har han passet de små med en sød interesse.
Selv de tobenede babybørn havde hans interesse, og han hyggede sig sammen med dem også.
Julen 2006 begyndte Eli dog at vise tegn på alderdom, mange små aldersbetonede sygdomme/skavanker startede, så som at glemme at gå på bakken, pelsen blev mat, sov mere osv.
Sommer 2007 begyndte at gå stærkt, vi stod og skulle flytte, og det var tydeligt at se, at Eli ikke havde kræfter til stress og flytning, det gik stærkt ned af bakke.
September 2007 bestemte vi os for, at give ham fred, sammen med vores dyrlæge, var vi enige om, at det ikke var i kattens interesse at blive holdt i live, og vi ville hellere mindes en glad, kælen og altid imødekommen Eli, end en gammel syg og svag kat, der havde mistet gejsten til at leve.
Så præcis på hans 10 års fødselsdag kom dyrlægen, og vi fik sagt farvel på en pæn måde.
Eli danser nu glad på den anden side af regnbue broen.
Ære være hans minde.

Puha… Som mange af jer andre (hvis ikke det faktisk er alle andre), så kunne jeg heller ikke holde tårene tilbage… Bare det at læse om jeres skønne missere, som desværre ikke er her mere, og tanken om dem jeg selv har mistet, gør så ondt… -ked

Jeg mistede min skønne lille dreng den 12. januar 2006. Alligevel husker jeg det som var det i går.

De sidste dage jeg havde ham, der oprettede jeg nogle tråde inde på kattegalleriet. For dem der ikke har læst dem, kan de læses herunder…

[i]Skrevet: 11-01-2006 17:18:55
Min lille Bazooka er syg :frowning:

Han havde meget tynd mave i går,
men spiste fint da jeg gav ham mad,
så tænkte, jeg tager først til dyrlæge med ham i morgen.
Han kastede også op, men det var gennemsigtigt det der kom op (så ud som spyt)
så tænkte det nok var en hårbolle han sloges med.
Han var også frisk nok til at ville lege da jeg stod og viftede med en drillepind.

Så jeg var til dyrlægen med ham i dag kl. 13.15 og det eneste han kunne fortælle mig,
var at der var en “klump” inde i hans mave.
Denne klump var lidt deform og nupret.
Der udover så var hans temperatur lidt høj, men han havde ikke decideret feber.
Derfor sendte han mig videre til et dyrehospital,
hvor han så skulle røntgenfotograferes.

Det er han blevet, og de har vendt tilbage til mig.
De kan ikke se hvad det præcist er,
men nu ville de væske ham op og give ham noget smertestillende + medicin,
da han havde det rigtig skidt nu, og se om han fik det bedre i løbet af natten.

Hvis han ikke gør det, så vil de åbne ham op… Dvs. operere ham.
For at se hvad det er, og så tage det ud.
Er så møg nervøs for hvad der er galt med min lille dreng,
og hvordan han skal klare det.
Er ligeglad med om han kommer til at koste mig mange tusind kr.,
bare han kommer rask hjem.

Øv er så ked af det :’(

Mischa går og leder efter ham, og har ikke helt forstået endnu,
hvorfor transportkassen med Bazooka ikke kom med hjem.

Skrevet: 12-01-2006 10:34:46
Så har dyrlægen ringet…
Han siger han spiser, drikker og går på bakken som han skal,
ligesom da han var herhjemme. Men han kan ikke selv få klumpen ud.
Han har det også stadig relativt dårligt.

Så nu vil han gå ind og operere ham i løbet af i formiddag.
Præcist hvornår ved jeg ikke.

Det eneste han har sagt indtil nu,
er at han kan se det ikke er noget med nyrerne der er problemet.

Han sagde også at han skulle tage forbehold for at hvis han fandt en svulst,
så kunne han ikke gøre så meget mere,
og der var en risiko for han ikke kunne vågne efter bedøvelsen,
pga. han havde det så dårligt…
Men vi snakker små procentdele for begge ting.
Derfor har jeg også sagt at det stadig er ok han bliver opereret.
Han bliver jo ikke rask af at rende rundt med den dims inde i sig.

Så min tanke er stadig, at nu skal han bare få den ski** hårbolle ud,
så min lille dreng kan komme hjem og blive plejet.

Vender tilbage når han ringer igen…

Skrevet: 12-01-2006 12:43:54
Så er jeg hjemme igen, dog uden Bazooka :frowning:

Han havde lymfekræft, og derfor er han nu blevet aflivet.
Dyrlægen kunne intet gøre.
Hvis jeg fik ham med hjem igen, så ville der gå 8-10 dage,
så ville han begynde at få smerter, så det så jeg ingen grund til.

Dyrlægen sagde de havde ca. et tilfælde om året,
hvor de fik en ung han ind med lymfekræft, så de kendte godt til det.
Hvorfor lige Bazooka…?!

Jeg har været ude og sige farvel til ham, og få et sidste billede af ham.
De sender ham til kremering, og jeg vil få en urne hjem, hvor han ligger i.
Jeg fik også et billede med hvor man kan se lymfeknuderne,
men dette billede er ikke så lækkert at se på.

Jeg er SÅ ked af det, kan ikke beskrives…

Jeg sletter ham herinde fra i aften,
da jeg ikke ønsker at have ham stående når han ikke mere er hos mig.
Dog vil han stadig være på min hjemmeside.[/i]

Bazooka blev 9 måneder gammel. Han er evigt elsket og for altid savnet -ked

Dette er min lille skat i kattehimlen. Lurifax var en sød, men desværre meget syg killing. Jeg mistede ham pga FIP d. 6. oktober 2005, han blev kun ½ år gammel. Til trods for at jeg kun havde ham i 3 måneder, tænker jeg ofte på ham og på hvor uretfærdigt det var at han ikke fik længere tid her hos mig. Han er savnet.

Her så manden i mit liv…
S*Rockringens Journey Norsk Skovkat.

Her 15 mdr gammel

Og her i hans velmagtsdage :wink:

Min elskede NFO Journey er sendt til de evige jagtmarker.
Endelig er Journey fri som fuglen, endelig behøver han ikke længere at kæmpe med sine svære anfald.
Journey havde svær epilepsi, lød det gang på gang fra dyrlægen og endelig fik han fred.
Hans datter Berlinetta blev for få dage siden sendt afsted og venter nu med åbent sind på sin far.
Berlinetta havde hul i hjertet, og var den sidste månedes tid plaget en del.
Pga. Berlinetta’s sygdom, valgte vi at få Journey undersøgt inden. Hans hjerte slog ikke regelmæssigt. Jeg afventer besked fra dyrlægen som ville åbne Journey, og undersøge hans hjerte.
Det er stadig vigtigt for mig og for de killinger, som jeg har solgt ud efter Journey.
Jeg troede,- at jeg denne gang var meget afklaret… ak jeg tog fejl.
Det viste sig ikke at være epilepsi, men derimod sandsynligt, at han havde dårligt hjerte, så dårligt at det gav meget svære anfald, anfald som tog op til 12-14 min. hvor han gik i total krampe og tømte alt hvad han havde i kroppen.
Her er mine sidste ord og tanker til Journey.

One last hug and one last kiss
you have no idea how much you’ll be missed.
Dream of that special day and time
when we’ll meet at the Bridge and all will be fine.
We’ll run and play side by side
with a soft warm feeling deep down inside.
Your memory will live on in each one of us
you’ll always be dear to all of us.
Have a safe journey through the night
I promise when you awake you’ll be in God’s light.
So with heavy hearts and tears in our eyes
just for now my friend we say goodbye.

A cats prayer

Although I am too proud to beg, and may appear to be a very independent creature, I ask for your loving care and attention. I rely on you for my well being much more than you realize.

This I promise you, my benefactor, that I will not be a burden on you nor will I demand more of you than you care to give.

I will be a quiet peaceful island of serenity for you to gaze upon; a soft smoothing body to caress, and I shall purr with pleasure to rest your weary ears.

Since I am a gourmet who appreciates different taste sensations, I pray you will give me a variety of nutritious foods and fresh water daily.

You know dear friend, how I love to go. Allow me, I pray, a warm sheltered place where I can rest peacefully and feel secure.

If I am wounded in battle or suffering from disease, please tend to me gently, and see that am treated by loving and competent hands.

Please protect me from inhuman humans who would hurt and torture me for their own amusement. I am accustomed to your gentle touch and am not always suspicious nor swift enough to avoid such malicious acts.

In my later years when my senses fail me and my infirmities become to great to bear, allow me the comfort and dignity that I desire for my closing days and help me gently in my pain or passing.

Hear this prayer, my dear friend, my fate depends on you.

An animal’s prayer:

If it should be that I grow frail and weak,
and pain should keep me from my sleep,
Then will you do what must be don?
For this – the last battle – can’t be won.

You will be sad I understand,
but don’t let grief then stay your hand,
for on this day, more than the rest,
Your love and friendship must stand the test.

We have had so many happy years,
You wouldn’t want me to suffer so.
When the time comes, please, let me go.

Take me to where my needs they’ll tend.
Only, stay with me till the end
and hold me firm and speak to me
until my eyes no longer see.

I know in time you will agree
it is a kindness you do to me.

Although my tail its last has waved,
from pain and suffering I have been saved.

Don’t grieve that it must be you
who has to decide this thing to do;
We’ve been so close – we two – these years,
Don’t let your heart hold any tears.

Savner dig Shimmeri

Det kan godt være at jeg ikke er helt så fladsnudet som mine racevenner, men jeg er helt sikkert ægte Perser, jeg er nemlig født i Iran (Persien) i 87. Min daværende herre købte mig for 5000 ´Dollar.

Jeg rejste med ham fra Iran til Alexandria i Egypten hvor vi først boede på Renaissance hotellet. Derefter flyttede vi ud i en villa. Da min herre, som var noget inden for olieindustrien skulle flytte til Irak kunne jeg ikke komme med fordi i tilfælde af at man skulle evakuere ville de ikke evakuere husdyr.

Jeg kom nu hen til et par fra Australien som arbejdede for WHO og var hos dem en tid. Tilfældet var nu at de også blev forflyttet til et land hvor reglerne var de same med hensyn til evakuering så nu kom jeg til en engelsk dame som var skolelære. Da denne dame på et tidspunkt skulle på ferie kom jeg i pleje hos mine rigtige forældre.

Her faldt jeg helt til med det samme. Jeg begyndte at ligge på skødet hos dem og syntes i det hele taget at livet var dejligt. Inden måneden var gået og min dame skulle komme fra ferie havde mine forældre besluttet at beholde mig, så damen fik en lang næse da hun kom tilbage. Hun kunne jo også godt se at jeg nu havde det rigtig godt.

Jeg fik serveret roomservice 2 gange om dagen. Morgen og aften bankede det på døren og så var min mad der. Det var helt utroligt at de aldrig fattede at jeg ikke kunne lide tomater og persille, men de insisterede på at der skulle være pynt på tallerknen.

Jeg tror helt jeg har glemt at sige at jeg bor nu fast på det femstjernede Renaissance hotel. Hvorfor fik jeg ikke bare kattemad…det fantes ikke i Alexandria. Fra Alex flyttede vi i en meget kort periode til Danmark og så videre til Istanbul. Atter engang med en service der var i top for her boede vi også på hotellet.

Herefter flyttede vi til Frankrig og nu fik jeg så endelig kattemad. Det smagte godt nok dejlig og jeg savnede slet ikke rejerne, kylling, lever og bøfferne som jeg tidligere havde levet af. Jeg fik også for første gang mulighed for at komme ud og det var noget af en oplevelse. Jeg elskede det bare selvom jeg havde snor på. Nu var jeg vogteren af huset og selv ikke naboens store schefer fik lov til at komme nær. Han prøvede kun en gang og da fik han lov til at smage mine klør.

Efter 3 år flyttede vi til Moskva i Rusland. Nu boede vi atter ¨på hotellet i en stor lejlighed og det var her familien blev forøget med en mere. Det var her at Victoria blev en del af familien. Jeg var ikke helt sikker på at hun ikke skulle byttes i starten, men som tiden gik vænnede jeg mig til at hun var det, ja det blev faktisk sådanne at jeg søgte over alt hvis jeg ikke lige kunne finde hende. Man var vel husets vogter og boss.

Jeg havde et rigtig dejligt liv, men en morgen var det bare slut. Jeg lå i min mest afslappede stilling og var stille sovet ind. Det var en skrækkelig dag for min familie. Der havde jo ikke været noget som helst galt med mig så chocket var stort. Jeg blev begravet ude i hotellets have i en grøn kuffert sammen med alle mine legesager og alle mine papirer. Der ligger jeg nu godt midt mellem 3 træer og vogter over hotellet.

Åhhh, hvor sød en historie, om en dejlig og smuk berejst mis -ked

-ked Jeres historier berører mig dybt - alle disse katte, som var elsket så højt. Jeg sender jer alle en kærlig tanke - Tak fordi I delte jeres fortællinger og sorg.

Jeg kopier dig Pernille, er helt enig -ked
J

Glemte helt at skrive at alle historier der er blevet fortalt her fik tårene til at trille… -græd Hvor er det bare svært at miste… -ked vi havde lovet Sophie at når engang hun skulle herfra skulle hun jo begraves i haven i Frankirg…men sådanne gik det ikke…

Hver gang min mand er i Moskva fortæller dørmanden at han skam husker at hilse på Sophie hver morgen…og det rør mit hjerte dybt…han kendte hende ikke…men vidste hvad hun betød for os.

Også fra mig, tak fordi I gav jer tid til at skrive jeres historier om misserne der var -ked

En lummerhed august aften i 2002 oplevede jeg en stor sorg, og det som jeg altid har frygtet, når man har en kat der kan løbe frit uden indhegning for trafikken. Jeg mistede min højt elskede kat, min første burmeserkat. Han var mit et og alt, mit barn og min ven. Han blev 8,8 år.

Et motorkøretøj satte en stopper for hans liv. Vores glade kærlige og dejlige røde kat, der hoppede og klatrede rundt ude i vores have. Han sprang glad rundt, løb stærkt, viste os at han kunne klatre højt op i store træer, viste os at det at klatre op på taget var noget af det nemmeste for ham… “Se mor, hvor dygtigt jeg er, se far nu kan du ikke nå mig” Han var den eneste af vores katte der havde lov til at løbe rundt i haven. Sådan havde det altid været… Tusse havde fra han var killing haft denne rettighed, og den ville vi ikke tage fra ham. Vi var lige flyttet til Gilleleje, og havde planer om at hegne noget af vores 1000 m2 store have ind. Desværre nåede vi det ikke…

Nu løber og leger han med andre katte ved Regnbuebroen. Vi skal ses igen en dag, min elskede Tusse…

-ked -ked -ked -ked -ked -ked -ked -ked

Alene skal jeg vandre i solen
Hvis gyldne lys du elskede:
Alene skal jeg sove
Når jeg vågner række ud uden at røre
Uden afbrydelser skal jeg skrive
(Hvis blot din blide pote
Kunne standse min pen endnu en gang!)

Jeg kan se skønhed
Men ingen kan måle sig med din levende ynde
Jeg skal høre musik
Men ingen så sød som den spindende sang
Som du elskede mig med

Jeg skal udfylde mine dage
Men jeg vil ikke, kan ikke glemme:
Sov blideligt, kære ven
For mens jeg lever, skal du ikke dø.

-Michael Joseph (1897-1958)

They say memories are golden
well maybe that is true.
I never wanted memories,
I only wanted you.

A million times I needed you,
a million times I cried.
If love alone could have saved you
you never would have died.

In life I loved you dearly,
In death I love you still.
In my heart you hold a place
no one could ever fill.

If tears could build a stairway
and heartache make a lane,
I’d walk the path to heaven
and bring you back again.

Our family chain is broken,
and nothing seems the same.
But as God calls us one by one,
the chain will link again.

Author unknown

Weep not for me though I am gone
Into that gentle night
Grieve if you will, but not for long
Upon my soul’s sweet flight.
I am at peace, my soul’s at rest
There is no need for tears.
For with your love I was so blessed
For all those many years.
There is no pain, I suffer not,
The fear now all is gone.
Put now these things out of your thoughts,
In your memory I live on.
Remember not my fight for breath
Remember not the strife
Please do not dwell upon my death,
But celebrate my life.

Author Unknown

am the one star that keeps burning, so brightly,
It is the last light, to fade into the rising sun

I’m with you
Whenever you tell, my story
For I am all I’ve done

Remember, I will still be here
As long as you hold me, in your memory
Remember me

I am the one voice in the cold wind, that whispers
And if you listen, you’ll hear me call across the sky

As long as I still can reach out, and touch you
Then I will never die

Remember, I’ll never leave you
If you will only
Remember me



Det er simpelthen nogle helt fantastiske fortællinger, og de rør mig dybt i hjertet. Tak fordi I delte -tak

Nu kan jeg ikke tåle at læse mere! Jeg sidder og stortuder! Mufti blev helt fovirret over de underlige lyde, så han sprang op på mit skød - som for at trøste mig - og nu ligger han bare og spinder. Han slikkede en tåre af min hånd… Kan slet ikke bære tanken om at han kan gå bort en dag…
Det trøster mig ikkke at tænke på rengbuebroen, for jeg tror ikke på et liv efter døden - hvor end jeg gerne ville. Ellers ville det eneste kæledyr jeg har mistet være der: Hun var godt nok ikke en kat, men et får. Og hun hed Setna. Jeg havde selv flasket hende op - jeg må have været 9 eller deromkring. Jeg blev mobbet meget i skolen, men Setna kunne jeg fortælle alt. Hun kom når jeg nærmede mig indhegningen. Hun elskede at lege med mig. Hun fulgte efter mig overalt. Desværre var hun et elendigt får: Hun gad ikke det med lam, så hun fik kun 3, hvoraf hun ikke ville passe det ene. Hun hadede at blive klippet, så min far valgte at aflive hende for 3 år siden, hun blev kun 7 år. Det groteske ved at holde af får er, at man ikke kan begrave dem hele - Setna blev spist af min nabo. Jeg stod tilbage med hendes ører - nr. 01 (tidligere rød nr. 73) og hendes underben. De blev lagt i en lille kasse og begravet i haven, under en busk der blomstrer med gule blomster hele foråret.

Måske et elendigt får, men en dejlig følgesvend!
Du lever i mit hjerte!