Uansvarlig eller hvad?

Off topic Andre dyr end kat
#1

Jeg læser lige på et andet forum, at jeg er “uansvarlig”, idet jeg tør lade mine børn være alene med dyrene :?
Desuden er det også uansvarligt, at mine børn (på 11 og 13) får lov til at gå en lille tur med vores hunde :?

Personen som siger dette, siger at alle børn er uartige (eller trodser deres forældre) en gang imellem, hvilket jeg da er ganske enig i, da det er en del af deres udvikling, men derfra og til at ALLE børn er dyremishandlere når mor og far ikke er til stede, det mener jeg er skudt langt over målet.

Øv jeg bliver helt irriteret når jeg læser det, for jeg VED at mine børn gør sm jeg siger, når de er ude at gå med hundene. De har faste instrukser om hvad de må og hvad de IKKE må, og jeg ved de overholder dette.

Mine børn er ikke dyremishandlere på nogen måde, så jeg bliver sq godt gal i skralden, når jeg læser fra en eller anden, at alle børn mishandler dyr :mad:

Har jeg taget de subjektive briller på, eller kan det godt passe, at der findes børn, som ganske udemærket er klar over, hvordan man behandler og omgås dyr?

#2

Børn trodser kun deres forældre, når forældrene er til stede - ellers går idéen jo ligesom af :wink:

#3

Tja… jeg har tidligere fået at vide, at jeg er uansvarlig og bør skamme mig over at mine hunde og katte leger sammen…
Nogle mennesker aner ikke hvad de taler om - og jeg vælger at ignorere det… i hvert fald, når jeg kan mærke at det er umuligt at trænge igennem med argumenter.

Om det er uansvarligt at lade børn/unge lufte vovse… hmmm…
For mig kommer det an på hvilken hund det drejer sig om (stor og stærk, problemer med andre hunde, meget lille, bor i et område med andre måske aggressive hunde etc)…
Det kan være situationer, hvor det er urimeligt at lade en halvstor teenager stå alene med ansvaret for hunden - og ungen er altså alene på lufteturen! :wink:
Men som hovedregel mener jeg ikke at det er uansvarligt… og jeg mener da slet ikke at det uansvarlige ligger at børn pr definition er potentielle dyremishandlere, der bare venter på at forældrene lader dem alene med dyr, så dyrene kan mishandles!!!
Sikke en tanke!

#4

vedkommende ved vist ikke meget om børn…

jeg gik tur med vores newfoundlændere fra jeg var 7 - det var fint…
jeg var alene hjemme med 6 hunde og 3 katte fra kl 14 til 18 hvor mor og far kom hjem
jeg har aldrig i mit liv mishandlet et dyr - tvært om… jeg er snarere i den modsatte grøft

at nogen generaliserer på den måde fortæller lidt om hvor lidt de ved…

#5

[quote=Ann K;329304]Tja… jeg har tidligere fået at vide, at jeg er uansvarlig og bør skamme mig over at mine hunde og katte leger sammen…
Nogle menensker aner ikke hvad de taler om - og jeg vælger at ignorere det… i hvert fald, når jeg kan mærke at det er umukligt at trænge igennem med argumenter.

Om det er uansvarligt at lade børn/unge lufte vovse… hmmm…
For mig kommer det an på hvilken hund det drejer sig om (stor og stærk, problemer med andre hunde, meget lille, bor i et område med andre måske aggressive hunde etc)…
Det kan være situationer, hvor det er urimeligt at lade en halvstor teenager stå alene med ansvaret for hunden - og ungen er altså alene på lufteturen! :wink:
Men som hovedregel mener jeg ikke at det er uansvarligt… og jeg mener da slet ikke at det uansvarlige ligger at børn pr definition er potentielle dyremishandlere, der bare venter på at forældrene lader dem alene med dyr, så dyrene kan mishandles!!!
Sikke en tanke![/quote]

Vi er enige i, at de er alene når de går med hundene. Dog vil jeg s sige, at ham på 11 går med vores lhasa apso og ham på 13 går med vores corgi, fordi de netop skal “passe” til hunden. Giver det mening?
Emma - vores corgi - er noget stærkere end Toffie, men børnene har ingen problemer med at holde hundene.
Vi har en aftale om, at de ikke må lade dem møde andre hunde (pånær vores nabohund, som meget ofte er inde og lege med vores hunde, så de kender hinanden ganske godt), de skal ALTID have snor på hundene og de skal huske at samle efterladenskaberne op. Den aftale ved jeg med 100% sikkerhed, at børnene overholder. Når jeg er med ude, så er det en helt anden sag, for der er jeg der til at tage ansvaret.

En anden ting er, at de ture børnene går, er en kort tur rundt om vores boligkvarter, netop for at undgå at de kommer i “klemme” på nogen måde.
De går også to sammen, så skulle der ske det mindste, så kan den store uden problem holde begge hunde, mens den lille render hjem efter os, og det tager 1-2 min MAX. Dette har vi dog aldrig oplevet, men det er en aftale vi har.

Det med at alle børn er potentielle dyremishandlere mener jeg er voldsomt forkert…

Faktisk så tror jeg vi i bund og grund er meget enige :slight_smile:

#6

Mon det er nogle mennesker, der har set børn ikke være så gode ved dyr :?
Synes dine børn har en pæn alder, og så kommer det selvfølgelig også an på opdragelsen. Og hvordan forældrene iøvrigt er overfor dyr. Nogle børn er helt sikkert ikke store nok til at gå tur alene med hunde.

Jeg har set børn gå med hunde, hvor de simpelthen hele tiden trak til i snoren så dyrene var ved at blive kvalt. Hvor jeg måtte sige, “så hold da op med det”, der var ingen voksne i nærheden.
Måske er det sådan noget de pågældende personer har set :?

#7

[quote=Denise;329315]Mon det er nogle mennesker, der har set børn ikke være så gode ved dyr :?
Synes dine børn har en pæn alder, og så kommer det selvfølgelig også an på opdragelsen. Og hvordan forældrene iøvrigt er overfor dyr. Nogle børn er helt sikkert ikke store nok til at gå tur alene med hunde.

Jeg har set børn gå med hunde, hvor de simpelthen hele tiden trak til i snoren så dyrene var ved at blive kvalt. Hvor jeg måtte sige, “så hold da op med det”, der var ingen voksne i nærheden.
Måske er det sådan noget de pågældende personer har set :?[/quote]

Personen har været pædagog på en byggeplads for børn, og h*n fortæller, at så snart forældrene var gået, så forvandlede de små englebørn sig til små djævle, som ikke var søde ved dyrene. Begrundelsen var “Sådan er børn” :mad:

#8

Ja, det er det farlige ved børn, som er mange sammen. Hvis een har fået et dårlig ide (evt. hjemmefra), kan der hurtigt opstå en kultur af dyreplageri.

Det er menneskets natur og udvikling i en hurtig version. God opdragelse er modgiften. Troede ærligt talt det var det pædagogerne var til for? Men der tager jeg måske fejl :S

Hvis dine børn er opdraget til at være ordentlig ved dyrene, er du selvfølgelig ikke uansvarlig.

#9

Ja den begrundelse er helt forkert Annette. Det kommer virkelig an på hvordan børn er opdraget og hvordan de selv har set andre behandle dyr, forældrene og venner måske :?

#10

Jeg er helt klar over, at børn kan blive meget nysgerrige omkring nogle ting, og jeg ved også at der kan gå spontan mishandling i den, hvis ikke børnene er under opsyn af en voksen, MEN jeg mener også, at børn der ER bekendt med ansvar hjemmefra og som VED hvad man må og ikke må gøre ved dyr, de har ikke så stor sansynlighed for at mishandle dyr.

Personligt mener jeg at god opdragelse gør en stor forskel.
Det vil jeg mene og påstå at mine børn har fået. -engel

#11

Det afhænger jo også af børnenes alder.
Mine børn har været 5-6 år før de har fået lov at være alene med kattene - specielt killinger, der var i den “langsomme alder”, har været under opsyn.

Jeg kender fra Lasses legekammerater, at det ikke er alle børn, der er søde ved dyr - men jeg kunne ikke forestille mig, at mine egne børn pludselig var onde ved kattene.

#12

Tillid er kodeordet og en god opdragelse - jeg tror du Annette har helt styr på begge dele - du slår mig som en kvinde med styr på den slags. jeg synes sådan en svada, som du har fået på det andet sted er helt hen i vejret og grunder i generaliseringer så det batter. Pyt med sådan en nar - naturligvis er dine børn gode ved dyrene - det har du jo lært dem fra små.

Jeg har selv været ladt alene med dyr fra lille bitte og mine forældre har lært mig at behandle dyr med respekt.

Så pyt med sådan en der sidder og kloger og generalisere. Vedkommende kender tydeligvis ikke dig ret godt.

MVH

#13

Så skulle h*n dælme have gjort noget ved det!!!
At påstå at børn bare er sådan, er vel nok den største pædagogiske (og personlige) falliterklæring, jeg nogensinde har hørt! :mad:
Et menneske med den indstilling, som du her beskriver, ville gøre bedst i at finde et andet job!
Jeg har arbejdet på netop byggelegepladser og kan forsikre både dig og andre om, at dette IKKE er almindeligt!!! Respekten for dyr, mennesker og i det hele taget alt levende, nærmest præges ind i både personale og børn på sådan et sted…
Skulle der være en enkelt, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt overfor dyrene, så vil det straks blive fortalt videre, sådan at personalet kan gøre noget ved det! Og tro mig… der ville blive handlet omgående!

Jeg bryder mig ikke om at enkeltstående uigennemtænkte handlinger fra enten et barns eller en gruppe børns side, skal kaldes en "Kultur af dyremishandling!
Jeg har aldrig set en sådan kultur…
Hvad jeg HAR set, er børn som ikke har været vant til at omgås dyr og som derfor kan komme til at behandle dyr dårligt… eller meget små børn, der pgr manglende modning af bla deres empatiske følelsesliv og forståelse af begrebet lidelse, har behandlet dyr dårligt…
Men en Kultur, nope!

Det er menneskets natur og udvikling i en hurtig version. God opdragelse er modgiften. Troede ærligt talt det var det pædagogerne var til for? Men der tager jeg måske fejl :S

Du tager fejl :slight_smile:
Jeg har aldrig nogensinde været ansat med det formål at opdrage børn!
Det er forældrenes ansvar og ikke noget, jeg som pædagog har hverken kunne eller ville blande mig i (med mindre, der har været tale om vold, misrøgt eller lignende)…
Min opgave som pædagog har været langt mere udviklende og rammeskabende…

Hvis dine børn er opdraget til at være ordentlig ved dyrene, er du selvfølgelig ikke uansvarlig

Nej… ikke i den kontekst som Anette her fortæller om… men andre forældre kan sagtens komem til at sætte deres barn i en urimelig situation ved at lade barnet (uanset hvor fornuftigt og godt opdraget ungen er) alene med ansvaret for en luftetur med hunden… det kommer, som så meget andet, an på situationen…

#14

Hmm i mit barndomshjem havde vi altid både hund og kat og jeg har da gået i 100-vis af ture med vores hund dengang og jeg var alene hjemme med både hund og kat og har aldrig nogensinde været grim mod et dyr.

I dag, hvor jeg selv har katte, hund og børn er det en helt naturlig ting, at mine børn har gået tur med hundene.

Min nu 15 årige datter gik da selv tur med begge vores rottweilere (på én gang) i dobbelt line fra hun var 12 år. Og selvfølgelig er hun alene hjemme med vores dyr…

Nej, jeg mener bestemt ikke man er uansvarlig, ved at lade sine børn omgåes dyrene.

#15

Måske forstår jeg ikke dit udsagn eller at det er en joke?
Mener du (alvorligt, altså som ikke en joke) at børn kun kan finde på at gøre noget andet eller undlade at gøre som påbudt når forældrene er til stede? :slight_smile:

Mht. det uansvarlige:
Tjaeh, jeg gik tur med naboens grand danois da jeg var 13-14 år. Jeg har da godt nok aldrig gjort den noget eller haft problemer med at gå tur med den.
Vi gik super gode ture i snor - og så gik han frit i hundeskoven hvor vi legede tagfat osv. Et rigtig godt barndomsminde den dag i dag :slight_smile:

#16

[quote=Eva K;330457]Måske forstår jeg ikke dit udsagn eller at det er en joke?
Mener du (alvorligt, altså som ikke en joke) at børn kun kan finde på at gøre noget andet eller undlade at gøre som påbudt når forældrene er til stede? :slight_smile:
[/quote]

Jeg mener seriøst, at børn kun trodser deres forældre, når forældrene kan se det.
Gør de noget forbudt, når forældrene ikke er til stede, vil jeg ikke kalde det trods :wink:

#17

Vivi - Ah, så forstod jeg det bedre :slight_smile: For ja, som barn gjorde jeg da helst det jeg ikke måtte når jeg ikke kunne blive opdaget :wink: (F.eks. at gå rundt udenfor uden sko på)

#18

Nogle børn er forfærdelige ved dyr… Men tror det kommer fra forældrene…

Min lillebror er autist og har motoriske vanskeligheder - når han giver en et knus er man ved at blive kvalt (han er 13!!). Men når han holder en kattekilling - han er fuldstændig blid… Og kigger ondt på en hvis man taler vredt i nærheden af dyrene “For de bliver jo påvirket og kan ikke forstå hvad der bliver talt om”. Han ville aldrig gøre et dyr fortræd - aldrig. Men kramme et menneske så det brækker et ribben tror jeg sagtens han kunne risikere :tihi:

I den her sag kommer det an på flere ting synes jeg. Det nytter intet med ansvarlige og søde børn, hvis man har en hund som har tendens til eksempelvis at løbe efter andre hunde. Hvis du har en bette pige på 12 år der vejer 30 kg, så er det nok heller ikke super smart at sende hende afsted med din kæmpe hund som trækker i snoren…
Men hvis hunden og barnet har respekt for hinanden, så ser jeg intet problem i det…

Jeg har også gået med vores hund da jeg var mindre. Det vildeste oprør jeg kunne gøre var ikke at samle op efter hende. :ups: Det skete sjældent, og må indrømme at det ikke er noget jeg er stolt af - men hvis det er det værste ens børn kan være uansvarlige med, så ser jeg det ikke som den store katastrofe.

//Gitte - som i dag fjerner efterladenskaberne efter de hunde hun evt. lufter!