Vild/gård/osv katte og deres tamhed

Har du flere gange studset over når folk skriver at en vildkat eller dårlig socialiseret kat ALDRIG bliver tam.

Hvis en kat er født indendørs og ikke har dårlige erfaringer med mennesker burde det da være muligt at gøre den rolig hvis den er killing.

Jeg har jo selv en VILD-kat jeg fik da hun var 4-5 måneder. Hun havde levet uden for og hendes mor var VILD. Første kontakt hun havde med mennesker var da hun blev fanget.
Hun var så den type vildkat der foretrak flugt frem for forsvar. Ved hjælp af udstillinger og ved at respektere hendes grænser og tage det 130% í hendes tempo har jeg idag en sød og ekstrem kælen kat der elsker mig over alt på jorden. Hun gemmer sig når der kommer gæster men på udstil opfører hun sig ok og placere sig rent faktisk på hobbyudstillinger.

Kan ikke passe at Fjummer er den eneste VILDKAT der er blevet rolig. :?:gruble:

Pjuske min gamle kat, fik jeg fra en flyvestation, eller sådan noget kaserne noget. Men han var 13-14 uger og havde aldrig været i kontakt. Han blev den mest kælne kat jeg nogensiden har kendt:)

Tam, måske ikke så meget som velsocialiseret og tilpasset til de ting der foregår i et almindeligt hjem. Støvsugning, brug af blender/mixer, høre musik, have gæster, indimellem fester…
Er killingen vokset op i et hjem hvor dette er kotyme er den helt vant til det. En kat opvokset i en stald kan måske sagtens vænnes til det, nogle tager længere tid, andre bliver aldrig helt glade for det og er utrygge når det sker.
Og så er der også bare det der hedder selektion på godt temperament, det sker jo ikke på gårde, hvor hunkattene bare parrer sig med den største, stærkeste og mest lækre hankat :wink:

Nej det kan lade sig gøre, men jeg vil ikke anbefale det til nye katteejere at gå igang med det.

Jeg fik for ca 8 år siden en plejefamilie, mormis og 3 killinger, mormis var så ikke en af DK’s forvildede katte, hun var, tjaa, en vildkat der emigrerede fra Hong Kong med sine nyfødte killinger gemt i en palle varer.

Mormis var max 2 år gammel, men der var intet at gøre, da hun begyndte at føle sig tryg på værelset hvor hun og killingerne var indstalleret, var det en kamp at komme til killingerne, og det var nødvendigt at de blev tamme og trygge, jeg måtte tage den svære beslutning at lade hende aflive og istedet få killingerne ind i min flok, (det piner mig stadig den dag i dag, killinger bør have deres mor) heldigvis tog min flok godt i mod så der var både “stedmødre” og “stedsøskende” og killingerne var søde og kærlige, men deres gener fornægtede sig ikke.

Jeg har et kuld på 3…ja ja mormis er nok ikke den mest sociale, da jeg modtog hende som sky…nu er hun nu ikke sky mere…men er værre hængetræ…men hendes kuld hvor farmis er ukendt, de flygter hver gang der kommer besøg…de gider ikke andre end min mand og jeg…og fint nok…de bliver her…de er 2 år gamle nu

så d. 30 maj 2010 fik jeg endnu et kuld…ja ja 2 er vel også et kuld…og de har så en rigtig meget social farmis…mormis er mere sky end den første kulds mormis…men de skal nærmest skrabes af folk inden de forlader matriklen…

Netop DET har for mig bekrætiget at farmissens psyke og sociale adfærd gives videre til børnene…

Generne har meget at sige…især farmissens

Jeg tror på, at sindet er meget genetisk - mit bud er 90-95% af kattens adfærd ligger grundlæggende der. De sidste 5-10% kan man ændre ved prægning.

Igen handler det om, hvad “kælen” er. Min første huskat, der var staldkat, kunne jeg skam sagtens kæle med - men hun var absolut ikke kælen i forhold til min næste huskat, der var født og opvokset i lejlighed og da slet ikke i forhold til min tredje kat, der var abyssinier.

Men var jeg stoppet ved den første kat, ville jeg nok bare have tænkt, at katte er sådan og de er jo deres egne :slight_smile:

Jeg vil også sige, at kælendhed er jo relativt i forhold til øjnene der ser.

Nu havde du selv et indlæg for nyligt, hvor du var ked af, at dine katte ikke er lige så meget ‘skødekatte’, som ham du desværre mistede. Og det er jo netop med sådan nogle ting, man kan se forskellen. Sådan nogle katte behøver ekstra tid, tålmodighed og overbærenhed - for de vil formentlig aldrig overgive sig helt.

Og når vi får sådan nogle indlæg, hvor killingekøbere er fortvivlede fra dag 1 pga. usocialiserede killinger… altså, det er da brand-ærgeligt!
Hvis de havde fået en killing, der havde været i hænder fra dag 1 og var blevet ordenligt socialiseret af kattekyndige personer (der er jo noget med en ret tidlig alder, hvor det er ekstra vigtigt at præge dem) og måske endda kommer fra linier med godt temperament, så må chancen for en tillidsfuld og udadvendt killing alt andet lige være det større.

Jeg kan tydeligt se forskel på mine katte. Deena har været vant til at ligge og putte hos mennesker fra hun var lille, og gør det gerne stadig. Amira har nok først rigtig oplevet det, fra vi fik hende (ud fra hvad jeg kender til hendes opvækst), og vil gerne ligge på een, men ikke holdes fast. Som killing kunne hun flade tillidsfuldt ud, men er igen blevet lidt mere egenrådig som voksen. Plejemisserne (som jo kommer fra samme opdrætter som Amira) er primært ‘aktivt kælne’ eller meget gerne ligge-ved-siden-af-eller-oven-på-kælne. Vil ikke holdes fast.

De kan da alle sammen blive nogle dejlige og højtelskede katte, men det er lidt ærgeligt for dem, der regnede med at få en anden type kat, end det faktisk viste sig.

Min mest kælne kat pt er faktisk Fjummer, men hun kan ikke lide man holde hende fast. De 2 andre har været præget fra de blev født men er mindre kælne selvom Filur er lettere at lokke til at ligge under dynen lidt men han opsøger sjældent mig.

Det bekræfter vel teorien om, at hovedparten af kattens sind ligger i genetikken :slight_smile:

Lad mig fortælle historien om min gamle Pelle haleløs!

Pelle blev født på høloftet på den rideskole jeg i årevis havde min daglige gang. Hans mor var en tilløber, der absolut ikke brød sig om os tobenede. Hendes killinger - her i blandt Pelle - blev først fundet da de var en 4-5 uger gamle. Af frygt for hvad mormis kunne finde på blev killingerne kun fulgt på afstand - og på samme tidspunkt blev det besluttet, at når killingerne kunne klare sig selv - så blev mormis indfanget og steriliseret. Og sådan blev det!

Meningen var så, at hendes 4 killinger også skulle afsted til snipning inden de blev for gamle, men inden da skete det at Pelle fik spidsen af sin hale ind i kileremen på kornvalsen og fik amputeret de yderste 10 cm af halen. Han var da ca. 4 mdr. gammel. Afsted til dyrlægen på min regning kom han igen - og i en uge boede han hos mig indtil jeg var færdig med at behandle ham med penicillin og halen så rimelig fin ud.

Jeg må hellere tilføje at alt vask af halespids og medicinering foregik med arbejdshandsker på - for han var en vild kat. Hans velkomst hilsen var et hvæs!

Kun 1 mdr. efter at han var sat ud tilbage på rideklubben dukkede han frem - denne gang trebenet! En fælde blev sat op - han gik selvfølgelig i den og så gik turen igen til dyrlægen for min regning.

Kræet havde fået et bid i hasen, der havde lukket sig. Selvfølgelig var der gået betændelse i bidsåret - sådan en træls byld ting. Enden blev at Pelle blev lagt i narkose - fik åbnet bylden, blev snippet og øretatoveret, og endnu engang fik jeg det væsende monster med mig hjem.

Jo tak - såret i benet skulle holdes åbent - det betød 3 daglige vask i sæbespånevand og samtidig fik han penicillin. Arbejdshandskerner var selvfølgelig fundet frem igen.

Da benet og såret endeligt var helet perfekt ca. 3 uger efter stod jeg lige pludselig der og nænnede slet ikke, at sætte ham tilbage på rideklubben. Jeg var jo begyndt at holde af det hvæsende monster, og jeg tænkte at jeg ville give det en chance…

Efter ca. 1½-2 mdr. mere hos mig stoppede hvæseriet stille og roligt, og han begyndte at søge mit selskab. For at gøre et længere forløb kort, så endte det med at en vild killing blev en super kælen og hengiven sofakat. Jeg glemmer aldrig den aften, da han for første gang hoppede op i sengen til mig og puttede sig stille og roligt i mine knæhaser - det var nemlig starten på Pelles nye liv som kælen sofakat - og det var også første gang jeg hørte ham spinde :slight_smile:

Så jo, det kan lade sig gøre - men jeg er langt fra sikker på, at jeg vil gøre det en gang til - det er jo en chance at tage - og det er ikke altid det ender godt. Og imens det står på skal man huske på, at man faktisk udsætter katten for et enormt stress pres.

Knus Gitte

Helt enig i man ikke bare skal fange vild/gårdkatte fordi man kan. Jeg tog kun Fjummer ind fordi hun ellers måske havde været død. Der var 2 overlevne killinger. Den ene døde under narkose, den de ville have beholdt. Så derfor stod hun mutters alene i november (og frosten var kommet det år)for mor havde et kuld killinger og Fjummer fik kun lov at være på området fordi mor havde travlt med de nye søskende og ikke ænsede hende. Men det er jo også en VILDkat ligesom Pelle f.eks var. Det er en kamp men det kærlige “jeg elsker dig mor”:wehuu: udtryk man får er hele kampen værd og hver eneste lille fremskridt er guld værd. Husker stadig første gang Fjummer kom op til mig smed sig på ryggen for panisk at løbe væk og gemme sig 2 timer fordi hun pludselig indså hvad hun havde gjort :tihi: Hun opdagede dog hurtigt mave nus var godt.

Tror også genetik gør en stor del derfor jeg undres over folks udtalelser om dårligt socialiserede katte aldrig bliver rolige når en upræget kan blive det dog med en lang kamp.:slight_smile:

Da jeg for nogle måneder siden fik indfanget nogle vildkatte mhp genudsætning - incl. MissLis (Haleløs) vildkat, der også skulle opereres - havde en af hunkattene tre killinger på ca.3 uger, som kom med til dyrlægen og også tilbage hertil mhp senere kastration.

Jeg brugte siden nogen tid på dagligt at lege og kæle med dem udenfor. Jeg tog dem aldrig ind.

I dag er de fantastisk kælne - faktisk alt for kælne, for de går ufærdede til fremmede, både mennesker og hunde.
Ser de deres snit til det, piler de ind i huset trods musik og håndværkere. Det rører dem ikke og da en håndværker arbejdede udenfor med en larmende rundsav, havde de travlt med at lege med ledningen til saven.

Når jeg går tur med min hund, har jeg altid dem + deres mor + MissLis med. De render mellem benene på mig og smider sig ned foran mig for at blive kælet for.


Så har jeg også en MCO-kastrat.
Han er født og opvokset her i huset, men uvist af hvilken årsag kan han ikke fordrage mig. Han virker nærmest bange for mig og jeg kan ikke kæle med ham - fremmede heller ikke.


Så vildkattegener og uvante lyde ???

En vild kat eller en usocialiseret kat bliver aldrig helt tam og tillidsfuld…der vil altid være et eller flere ting i dens adfærd hvor man hurtigere når dens tolerancetærskel end hos “klisterkatte” der har “hængt fast på et menneske fra de blev født”…og det er også forskelligt mellem kuldsøskende hvor tamme de bliver…

Jeg har i min flok 4 katte der er 7½ år gamle nu.
De er kuldsøskende, født på mit gamle halmloft af en halvtam strejferkat…og deres far var områdets “konge”…en stor rød blotched tabby vildkat …

Killingerne så ikke mennesker før de var 7-8 uger, for før opdagede jeg ikke de var der.

Nå men første skridt på vejen var at begynde at fodre kræene…i håbet om de i det mindste blev på ejendommen og ikke forsvandt til et liv som vildkatte…
Kattemor kom ned med killingerne da de har været 8-9 uger gamle,
Og det var “fast arbejde” hele den sommer, at forsøge få de killinger tamme.
Jeg havde fået Ziggy et par uger før jeg opdagede de vilde på loftet…så han hjalp lidt til og slæbte møjsommeligt sit legetøj med ud til de små…hele vejen tværs over gårdspladsen over til skuret hvor katten flyttede killingerne ned…det var simpelthen så rørende at se den bette Ziggy mose afsted med pelsbolde o.s.v. som han så lokkede de andre til at lege med…

Billemis var den første der overgav sig…han er en rigtig kælepot og elsker at ligge og flade ud i sofaen, men han snakker absolut ikke med andre end familien, han går hvis der kommer gæster…og det er først nu i en alder af 7½ år, at jeg kan løfte ham op og holde ham…og han ikke stritter imod hver gang, men kun en gang imellem…

Pelle var omkring 5 måneder første gang jeg fik lov at røre ham…sådan lige så forsigtigt på panden med spidsen af en finger.
Nu er han en kærlig og hengiven kat, men kun overfor mig,… og min datter kan få lov at ae ham lidt…manden kan f.eks. ikke komme i nærheden af ham.

Pjevsen…hystaden…superkælen, hvis altså jeg kun nærmer mig med højre hånd.
Hun vil gerne være inde, men tør ikke rigtigt…er ikke tryg hvis andre end mig er i nærheden.
Og det er forbundet med stor sandsynlighed for blodbad fra mine hænder hver gang det er nødvendigt jeg skal løfte på hende…selv om hun kan ligge og vride sig på gulvet og blive kløet på maven o.s.v.

Punken er også en speciel kat…går om nogen sine egne veje og har arvet sin mors strejfergen…
Kan slet ikke tackle at være indenfor hvis der er andre end mig…og så må døren ikke være lukket så hun ikke kan komme ud, for så går hun totalt i panik…men ellers er hun også kælen nok…
Hun er dog ikke i tvivl om, at det er “mor” hun skal have fat i hvis der er sår og skrammer fra slåskampe hun skal have repareret…

Men det var hårdt arbejde at gøre vilde killinger tamme…og især da når man kun ville gøre det på deres præmisser, hvilket vil sige ude i det fri og de skulle have lov at komme til mig af egen fri vilje…
Jeg er af den overbevisning, at ethvert tiltag der ligner tvang i sådan en situation, vil give bagslag på en eller anden måde…

Socialiseringsfasen ved en kat går til cirka 7 ugers alderen. Plus minus. Den er skam god nok. Prægningen er noget andet - det er de første uger (før to uger), hvor killingen artsidentificerer hvilket dyr den er - slår denne del fejl vil katten som voksen rette sin seksualitet mod fx mennesker - jeg har kendt en flaskekat, der parrede gæsters ben som en hund:ups:

Efter 7 uger kan man med større eller mindre held lappe på katten - og som Vivi skriver spiller genetikken virkelig ind. Nogle gange går det godt, nogle gange skidt, nogle gange maler ejeren katten mere lyserød end den er, fordi de så gerne vil lykkes med det, nogle gange lever katte et kummerligt liv fordi der er taget stort på dette faktum om socialiseringen, men ejeren har vænnet sig til katten, andre gange kommer adfærdsproblemerne nærmest væltende i 1 års alderen - af ukendte årsager.

Så mange ting kan spille ind på hvornår noget lykkes og noget ikke lykkes. Men socialiseringsfasen er nu ikke fri fantasi. Den er et videnskabeligt faktum.

Jeg lappede fx Nemo med delvis held, og min gamle hund Ace med stort held. Og ofte er det man kan lappe sig til “godt nok” - men det bliver aldrig som med en velsocialiseret kat fra en start. Aldrig.

Jeg har også vilde katte i min lade, og de af dem, der bliver tamme har været det før. Hos dem skal tilliden genopfriskes - sporerne i hjernen er skabt og skal bare asfalteres på ny. De, der er helt vilde, vedbliver at være det som i generationer før dem plus de sandsynligvis heller ikke har genetikken med sig.

Man mener, at ægypterne udvalgte de katte fra den afrikanske vildkat, der havde MINDST imod mennesker og parrede dem - og derved dukkede tamkatten op. Så sind er bestemt arveligt. Sideløbende fandt der en selv-domestiering sted ved affaldspladser og kornlagrer, hvor de mindst bange vildkatte opsøgte stederne, fandt føde og vænnede sig til mennesker.

At vi kan lappe på mangelfuld socialisering skyldes også, at det er tamdyr vi tager ind. Med et vildt dyr har man endnu kortere tid at nå det i, og endnu mindre mulighed for senere at lappe - domesticeringens rolle bør aldrig undervurderes, når man ser på tamdyr. Det er stærke værktøjer, som Vivi også skriver - måske 95 % af en kat…

MVH