Det hele startede med en dejlig huskat - områdets konge og fantastisk musefænger i sommerhuset.
Jeg blev fanget af udstillinger. Jeg måtte finde en racekat, der ville udstilles - for min dejlige huskat ville ikke være med til det cirkus.
I mit opdræt er det vigtigt for mig at have en “farisæer” (farven er underordnet - mønster er derimod vigtig!), da mine killinger har godt af at lære, at katte kan se forskellige ud. Udfordringen er at finde en huskat, der kan trives i en skiftende flok (katte/killinger ind/ud) og hormonelle katte.
Jeg er egentlig ligeglad med om det er huskat eller racekat, så længe kemien er der mellem katten og os der skal bo med den😊
Min erfaring med katte fra internat har været, at det er svært at vurdere, hvor godt en kat er socialiseret, hvor meget den er vant til at blive håndteret og hvor mange kendte (u)vaner/særheder den har. Hvilket er fint med mig, så længe det ikke går ud over hjemmets anden kat, så en kat som min gamle hankat ville jeg aldrig have haft de store bekymringer om at sætte sammen med en anden kat fra internat igen.
Men hunkatten, der blev hans makker turde jeg ikke gøre det med, der ville vi være helt sikker på, at hendes nye makker kom fra et hjem, hvor vi kunne se at både killinger og voksne katte var sociale og trygge, og ikke alle gemte sig straks der kom gæster, derfor faldt valget på en racekat denne gang
Så hos os vil det være en afvejning fra gang til gang😊
Jeg er vokset op på landet med huskatte og havde senere burmesere i en årrække (17 år). Deres sind og look tiltaler mig og de passede godt til min livsstil og boform på daværende tidspunkt (lejlighed i Aarhus). Jeg flyttede tilbage til landet i løbet af de år, jeg havde burmesere og samtidig kom huskattene ind i mit liv igen. Mere eller mindre tilfældigt. Det startede egentlig med en drægtig hittekat, som jeg tog i pleje, fordi jeg havde muligheden (2006). Jeg beholdte tre af hendes killinger, og siden er det blevet ved huskattene, uden at det egentlig har været et aktivt valg. De har det med at dukke op af sig selv, fordi nogle mennesker ikke tager ansvar for deres dyr. Desværre regnes kattene stadig ikke for noget mange steder. Så, når jeg har haft muligheden, har jeg givet dem, der behøvede det, et hjem. De har alle haft deres egen historie.
Jeg har 5 huskatte nu i alderen 6-9 år. Jeg kan godt leve med, at deres egenskaber er lidt tilfældige. Faktisk er det en del af charmen. De behøver ikke at præstere det store. Det vigtigste er, at de kan trives med hinanden, og de rammer, jeg giver dem
Det betyder så også, at jeg ikke har haft mulighed for at anskaffe flere racekatte efter den sidste burmeser gik bort i 2017. Men det er bestemt ikke udelukket, at der igen kommer racekatte i mit hjem en dag. Der er stadig racer, der tiltaler mig - både på look og sind, men det vil udelukkende være som kælekatte herhjemme. Udstillinger siger mig ikke så meget mere.
Efter mange år med huskatte, hvor de færrest var ordentlig socialiseret er vi gået over til racekatte, og temprement er helt klar også det vigtigste her hos os.
vi har en kort periode haft en huskat, men den passede slet ikke ind.
Har udelukkende haft huskatte - og kan bekræfte både diversitet og uforudsigelighed, når det kommer til temperament.
Den absolut mest chill kat ever hentede jeg på et høloft som vel max. 8 ugers - han er nok den eneste af mine katte, der muligvis kunne ha’ fungeret som indekat eller ville ha’ fundet sig i udstillinger.
Omvendt var den markant mest spicy socialiseret efter alle kunstens regler fra fødslen hos min nabo, og opvokset med katte, hund, børn til hun flyttede ind hos os som 12 ugers.
Hun var en fantastisk kat overfor os, men havde i den grad temperament, og der var med yderst få undtagelser ingen andre der kunne røre hende, uden risiko for at hun pludselig sagde kraftigt fra.
Ingen af mine øvrige huskatte (i alt 10) har haft temperaments-udfordringer - de har ganske rigtigt været meget forskellige, men alle fantastiske katte til vores behov.
Min kat nummer tre kom fra et internat hvor jeg hjalp til, han var en langhåret huskat. Han er uden tvivl den kat jeg har haft med det bedste temperament. Han var så sød, rar og mild og venner med alle husets katte og den bedste onkel til killinger. Men hans helbred var helt af H til. Vil ikke afvise jeg skal have huskat igen, det vil komme an på flere ting.
Jeg har pt racekatte, har haft både birma tidligere og nu orientalere. Jeg hælder nok mere til racekatten fremadrettet pga. den selektion der hos racekatte med temperamentet og forhåbentlig også helbreddet hos de fleste af de katte der kommer fra en opdrætter der gør sit forarbejde.
Dog har jeg også lært at man aldrig skal sige aldrig og personligheden hos den enkelte kat er nok i sidste ende det der taler mest for om den “bliver valgt”
… og en racekat har selvfølgelig stamtavle som nævnt af flere allerede
Det kan gå begge veje her. Hittemissen landede jo i mit skød, så det gav sig selv. Birmaen var velovervejet og købt hos en skøn opdrætter (der desværre ikke er mere, men han er også 17 år)
Jeg tror ikke, jeg skal have birma igen. Jeg synes, pelsen er blevet ekstrem på de 17 år og ansigterne er også mere “karikerede” i mangel af bedre ord. Det ligner ikke de birmaer jeg kender. Jeg har intet mod pelspleje, men jeg gider ikke filtervatpels og løbende øjne. Min har den lækreste pels, der er til at holde og først her på de ældre dage, skal jeg rense øjne og være lidt ekstra hjælpsom med pleje.
Om jeg skal have racekat kommer an på, hvilke der stjæler mit hjerte, når den tid er. Der kan jo gå alt fra 6 mdr til 15 år.
Mit ene barn ønsker sig en somali og det andet end birma. Så racekatte vil der nok altid være i familien.
Hildi var fantastisk med hitterne, men jeg var træt på en helt anden måde 