Sigga har nu fået insulin 2 gange dagligt i 1,5 måneds tid. Hun accepterer det, men synes ikke det er sjovt. Jeg har ikke indtryk af, at det som sådan gør rigtigt ondt, jeg tror bare det er ubehagelig og at hun ikke bryder sig om at blive holdt fast imens (men ellers smutter hun;)). Det virker som om, hun har det væsentligt bedre med medicinen. Hun har fået meget mere energi (faktisk vil hun gerne lege hele tiden!). Og hun er mere opsøgende og befinder sig mere i min og gæsters nærhed. Det betyder også, at hun bruger kortere tid sovende gemt under sengen. Derudover har hun tabt sig - jeg vil skyde på ml. et halvt og et helt kilo. Jeg har skæret lidt ned på adgangen til tørfoder og mængden af godbidder, men ved ikke om det også skyldes behandlingen. Hun slikker sig stadig skaldet på maven (hvilket var det der bragte os til dyrlægen til at starte med), men jeg har helt klart ikke indtryk af, at hun er stresset. Jeg tror nærmere det handler om lidt foderallergi - eller at det er blevet en dårlig vane.
Nå, spørgsmålet, som jeg stiller mig selv for tiden er, hvor meget jeg skal trække hende igennem rent undersøgelses- og behandlingsmæssigt… Som status er nu, mener jeg, at hun har en udmærket livskvalitet. Hun spiser godt, leger og virker til at hvile i sig selv. Skal jeg så f.x gøre mere mht. at få fundet årsagen til den skaldede mave? Hun tåler ikke binyrebarkhormon mod kløen, og den kløestillende spray som skulle smage grimt, får hende til at slikke sig mere. Zylkene gør ingen forskel. Foderskifte er en mulighed, men det er jeg heller ikke glad for - hun trives bedre på det hun får nu, end hun har gjort på det tidligere, og hun er meget kræsen. Endelig skal hun alligevel sandsynligvis starte på nyrediæt inden for et års tid. Er det synd at lade hende leve med en mave, der måske klør?
Mht. hendes sukkersyge har jeg aftalt med dyrlægen, at vi kommer til tjek i februar. Vi skal have målt hendes blodsukker igen og evt justeret dosis. Jeg har næsten lyst til at udskyde det, fordi hun ligenu trives så godt. Men jeg ved godt at det skal til. Det er jo bedre at vide, hvordan status er og så forebygge og behandle, det jeg kan. Men det åbner for tanken: Hvornår er det nok? Jeg synes ikke selv, at vi er der endnu. Men jeg vil gerne forberede mig og forsøge at tage lidt stilling på forhånd. Hvis jeg en dag står der uden at have taget stilling, vil jeg måske blive for styret af følelserne og komme til at lade hende lide for længe. Så mit spørgsmål til jer er: Hvilke ting kigger I på, når I vurderer, om jeres kat har en god livskvalitet? Og har I nogle “kritiske” ting som viser, at nu er tiden ved at være kommet?
Jeg ved godt at det er et lidt abstrakt spørgsmål, men jeg håber, at nogen vil dele deres tanker.
