2 års forbandelsen

Jeg har igemmen længer tid lagt mærke til at der er rigtige mange omplaceringskatte der er 2 – 3 år gamle. Dette har undret mig længe, jeg talte med en jeg kender fra et kattehjem og der kender de udmærket til 2 års forbandelsen, som det bliver kaldt.

De får rigtige mange henvendelser om katte, folk af den ene eller anden årsag ikke mener de kan have mere. Langt inde i samtalen med katteejerne kommer der som regle en eller anden halvkvædet vise om der vist nok er noget allergi……

Det er selvfølgelige mest huskatte jeg har kendskab til, men gælder denne forbandelse også racekatte :?

jeg tror mange avls katte bliver neutraliseret og får nye kæle hjem i den alder… Men om det er en forbandelse ved jeg nu ikke helt

Det er ikke avlskatte jeg mener men derimod katte købt som kælekatte.

men på diverse sider kan det være svært at se forskel på en annonce.
Jeg har svært ved at vurdere det for jeg kan ikke altid se om det er gennem en opdrætter de bliver solgt…

Men ellers ja jeg synes også det er den alder de fleste racekatte har som søger nyt hjem (udover killinge alder)

Man kunne jo så ønske sig at de mennesker havde overvejet at få en hamster i stedet.

Jeg har kælekatte.
Her er der ikke nogen 2-års forbandelse.

Jeg kommet en del på et kattehjem, og her har de en teori om at når katten bliver omkring de 2 - 3 år, er det ikke mere så sødt at den bider i fingre / tæer, og hvad der nu ellers er lært af unoder.

Ja, det er nok i den alder at ejernes manglende forståelse for katten og -opdragelse giver bagslag.

Har 2 drenge på 2 år … De bider eller river aldrig…
Eller manny (min huskat) han gør når man driller ham ved at kilde ham på maven… Men så er man altså i den grad selv uden om det…

Men jeg syntes bestemt at de har en god alder nu :slight_smile: der er ikke så meget ukontrolleret fart overfeltet, som der har været <3

[quote=NamNamp;362694]
Men jeg syntes bestemt at de har en god alder nu :slight_smile: der er ikke så meget ukontrolleret fart overfeltet, som der har været <3[/quote]

Vi er helt enige :slight_smile:

Det undre mig blot at der er så mange katte der pludselig ikke trives mere, eller ejeren finder ud at af de ikke kan give katten den fornødne tid.

En voksen kat har dog mindre brug for at blive aktiveret end en killing har.

Jeg kender selv alt for godt til den der 2-års-forbandelse

  • det er på det tidspunkt, at jeg bare må have en killing mere :cool:

Jeg tror også det hænger sammen med at mange børnefamilie eksempelvis, får en sød lille killing… Den er sjov og sød det første årstid. Så bliver børnene ældre, forældrene arbejder mere og bakken skal stadigvæk skiftes… :thumbdown:
Så er det lettere at sende katten, som er blevet lidt små kedelig på “en gård” eller simpelthen give den væk…:thumbdown:

Det eneste i livet man er tvunget til at have længere end 2 år er ens børn. Jeg kender mennesker som køber ny(brugt) bil hvert eller hvert andet år. Folk der flytter hvert eller hvert andet år - fordi det de lige havde dem ikke passede ind i deres liv.
Af samme grund, skifter folk også kæledyr. Jeg har en kammerat som indenfor de sidste 2 år, har haft 7(!!!) forskellige hunde. Så skulle den være lille fordi han boede i lejlighed, så flyttede han i hus og byttede med en stor. Den fældede for meget så fik han en gammel som så døde(det er jo så ikke hans fejl…) så fik han en hundehvalp, men den sked konstant på gulvet osv osv.

Kæledyr er i manges øjne bare en forbrugsvare, som kan skiftes hvis det ikke lige passer ind. Og mange er slet ikke klar over hvor længe sådan et dyr lever, og hvor meget pasning og pleje de kræver.

Jeg ser også rigtig tit de annoncer for omplacerings katte på de 2-3 år… Efter hvad jeg er støt på, af anoncer, er det både racekatte, blandingskatte og huskatte som bliver skiftet ud.

Typisk så flytter folk et sted hen, hvor man ikke må ha dyr, får allergi, får barn/børn:muhaha:… Det er en kedelig udvikling, for jeg ville da næsten tro at man nød den alder mere, når alle killinge unoderne var overstået…

Man må da håbe at der hvor kattene kommer hen bliver de så resten af deres liv, så vidt jeg har kunne finde ud, kommer de ikke til salg / omplacering igen.

Jeg forstår bare ikke hvad der får nogle til at skifte et lille liv ud efter så kort tid, kan de virkelig ikke se blot nogle få år frem i tiden?

Den absolute dårligste undskyldning for at skulle af med en kat, jeg til dato har hørt:

“Vi har købt en ny sofa, og nu passer katten ikke i farven på den nye sofa :doh:

Jeg tænker det også kan hænge sammen med, at nogle unge mennesker anskaffer sig en killing som “erstatningsbarn”… Den er så sød og nuttet og så kan man få opfyldt lidt af sit behov for at passe og pleje et sødt lille væsen. Når så disse mennesker får deres første barn, så synes de ikke der er så fedt længere også at skulle tage sig af katten. Den er jo nok også blevet stor nu og er ikke så nuttet som før. Og hov, så har baby pludselig fået allergi og så må katten desværre have nyt hjem. Naturligvis med blødende hjerte, GRRRR :doh:

Generelt er der en del omplaceringer inden for katteverdenen. Der er ikke samme tradition for at forsøge at træne uønsket adfærd væk, selv om det tit er muligt. Har du to hunde, der ikke enes, så forsøger du dig ofte først med en del træning, men hos katte er de færreste vant til at tænke i de baner - og en af årsagerne er, at den mulighed aldrig for alvor er kommunikeret ud til danske katteejere. De kender derfor ikke redskaberne som visse hundeejere fx. gør eller hvor de kan søge dem.

Jeg tror, det er, når katten er omkring to år, at ejerne erkender, at “den vokser ikke fra det”. Hvis man så ikke lige ved, hvad man skal stille op for at løse problemet - ja, så sender man katten videre. Eller afliver, men det er selvfølgelig altid rarere at gå og tro på, at katten har det godt, hvor den er.

Sådan har jeg fået Billy, faktisk lige præcis som to-års. Han tissede i dyner, og hverken tidligere ejer eller avler har tænkt på at få tjekket urinveje. Faktisk var avler sikker på, at det var stress, fordi der var et barn, der var lidt hård ved ham, så derfor virkede et nyt roligt hjem som det rigtige. Det virkede ikke, men Billy var så heldig, at han kom hjem til frøken “Det kan ikke passe, at man ikke kan gøre noget ved det”, og at hun landede her på kattegale :slight_smile: (Endnu engang tusind tak til jer alle for råd dengang)

Jeg tror, at hvis den tidligere ejer havde vidst, at det kunne dreje sig om blærebetændelse og havde fået det fikset hurtigt, så havde Billy stadig boet i sit første hjem og ville have været renlig i dag . Jeg havde kontakt med hende, da jeg skulle have ham omregistreret til mig, og jeg var ikke i tvivl om, at hun holdt rigtig rigtig meget af ham, og at hun ville have gjort næsten alt for ham.

Så jeg tror alt i alt, at det handler om, at dyrene udvikler “unoder” - og at katte er sådan nogle dyr, som man anskaffer sig, uden at man behøver at sætte sig ret meget ind i det, for “Den skal jo bare have noget kattemad og lidt mælk engang imellem og en kattebakke”. Og hvis vi er lidt kvikke og tager den til dyrlægen, så er det også for tit, at vi bliver spist af med en hurtig forklaring eller konklusionen, at “Det er et adfærdsproblem” - selvfølgelig uden henvisning til, hvem der så kan hjælpe med at løse sådan et.

mvh. tina