Jeg elsker katte og har hele mit liv elsket katte, men … det er simpelthen bare for hårdt at se sine elskede katte blive gamle, blive syge og til sidst dø. Jeg kan simpelthen ikke holde til det mere. Har været igennem møllen nogle gange, ikke mange gange, for mine katte bliver altid meget gamle. De dør derfor som regel af sygdom.
Den første rigtige kat (havde også en killing som barn, som døde) jeg havde, blev 14 år og døde til sidst en pinefuld død af kræft og en mislykket operation i et forsøg på at fjerne knuderne. Det har sat sig som et traume i mit sind. En periode, jeg meget nødigt husker tilbage på.
Efterfølgende har jeg haft tre katte, hvoraf den ældste døde forrige sommer, 18 år gammel og meget syg. Hun kunne ikke stå til sidst, spiste af kattegruset og var helt væk, halvdøv, halvblind og ville ikke spise eller drikke noget. Det var sandsynligvis hendes nyrer, da hun igennem 4 år havde haft svagt nedsat nyrefunktion.
Nu skranter mine to andre katte. Den ene er dødsyg og har ikke villet spise ret meget igennem flere dage nu. Jeg har selv ligget alvorlig syg og ikke kunnet noget, så jeg har ikke kunnet få hende til dyrlæge endnu.
Man ved bare, at det kommer en dag. Og har man flere katte på samme alder, så kommer det måske dobbelt eller tredobbelt. Og når de så bliver syge, så skal man tage stilling til, hvad man vil gøre. Skal man forsøge at redde dem ? Min erfaring er, at det ikke altid er det bedste. Nogle gange er det bedst at lade naturen gå sin gang. Min oplevelse er, at det ikke er naturligt for en kat at blive opereret og gjort for mange ting ved. I hvert fald ikke ved alderdomsrelaterede sygdomme. De er tit for svage, for gamle el.a. til at det lykkes at få det vendt, og så er det bare en pinefuld sidste tid.
Men så skal man tage beslutningen om at gøre en ende på kattens liv og det er dælme også svært. En beslutning, der altid hos mig følges af en dårlig samvittighed over, om jeg måske slap for hurtigt og ikke gjorde nok.
Det er simpelthen for hårdt. Så min tanke nu er, at jeg ikke skal ha kat igen. Jeg kan ikke holde til flere bekymringer over sygdom og flere begravelser af ens kære.
Udover det er der altid den økonomiske faktor, fordi man selv skal ha pungen op, hver gang der er noget med dem. Og jeg har så begrænsede midler og en lille datter, jeg er nødt til at prioritere først.