Alderdom, sygdom og død - hvordan håndterer I det?

Jeg elsker katte og har hele mit liv elsket katte, men … det er simpelthen bare for hårdt at se sine elskede katte blive gamle, blive syge og til sidst dø. Jeg kan simpelthen ikke holde til det mere. Har været igennem møllen nogle gange, ikke mange gange, for mine katte bliver altid meget gamle. De dør derfor som regel af sygdom.

Den første rigtige kat (havde også en killing som barn, som døde) jeg havde, blev 14 år og døde til sidst en pinefuld død af kræft og en mislykket operation i et forsøg på at fjerne knuderne. Det har sat sig som et traume i mit sind. En periode, jeg meget nødigt husker tilbage på.

Efterfølgende har jeg haft tre katte, hvoraf den ældste døde forrige sommer, 18 år gammel og meget syg. Hun kunne ikke stå til sidst, spiste af kattegruset og var helt væk, halvdøv, halvblind og ville ikke spise eller drikke noget. Det var sandsynligvis hendes nyrer, da hun igennem 4 år havde haft svagt nedsat nyrefunktion.

Nu skranter mine to andre katte. Den ene er dødsyg og har ikke villet spise ret meget igennem flere dage nu. Jeg har selv ligget alvorlig syg og ikke kunnet noget, så jeg har ikke kunnet få hende til dyrlæge endnu.

Man ved bare, at det kommer en dag. Og har man flere katte på samme alder, så kommer det måske dobbelt eller tredobbelt. Og når de så bliver syge, så skal man tage stilling til, hvad man vil gøre. Skal man forsøge at redde dem ? Min erfaring er, at det ikke altid er det bedste. Nogle gange er det bedst at lade naturen gå sin gang. Min oplevelse er, at det ikke er naturligt for en kat at blive opereret og gjort for mange ting ved. I hvert fald ikke ved alderdomsrelaterede sygdomme. De er tit for svage, for gamle el.a. til at det lykkes at få det vendt, og så er det bare en pinefuld sidste tid.

Men så skal man tage beslutningen om at gøre en ende på kattens liv og det er dælme også svært. :frowning: En beslutning, der altid hos mig følges af en dårlig samvittighed over, om jeg måske slap for hurtigt og ikke gjorde nok.

Det er simpelthen for hårdt. Så min tanke nu er, at jeg ikke skal ha kat igen. Jeg kan ikke holde til flere bekymringer over sygdom og flere begravelser af ens kære.

Udover det er der altid den økonomiske faktor, fordi man selv skal ha pungen op, hver gang der er noget med dem. Og jeg har så begrænsede midler og en lille datter, jeg er nødt til at prioritere først.

Hvis du ikke allerede har læst den, så synes jeg, du skal prøve at læse i denne tråd:

Når det er tid at sige farvel

Sådan er livet nu engang Titte. Det starter med fødsel og ender med død og det gælder for alle, både mennesker og dyr.
Og det er også sådan, at vores kæledyr ikke bliver så gamle som vi gør og vi må også se i øjnene, at de kan blive mere eller mindre syge i løbet af deres levetid, igen lige som vi kan det.

Men hvis dyrene er heldige, har de en ejer, som holder så meget af dem, at de kan tage beslutningen om, at lade dem sove ind i tide, inden deres liv bliver pinefuldt og uværdigt for dem. Beslutningen er svær at tage, men den bør tages.

Det er smertefuldt for et dyr at dø selv og langsomt af sine lidelser og som dets ejer må det også være smertefuldt at være vidne til, og magter man ikke at tage beslutningen om at lade det få en befriende død, bør man ikke anskaffe sig dyr.

Sorgen ved at miste er prisen, der betales for at have holdt af.

Det er smukt sagt og tænkt. Helt sikkert. Jeg synes bare, det er for hårdt i længden. Jovist er døden en naturlig ting, men når man elsker sine katte lige så meget som var det ens børn, så dør man jo lidt selv hver gang, man skal sige farvel. Og det er i hvert fald ikke naturligt, at skulle tage afsked med sine børn så mange gange i ens liv. Det naturlige er, at man overlever sine kære børn.

Det er naturligt at overleve sine børn, men ikke sine katte.

Døden er lige så naturlig som fødslen - og med kattene har vi trods alt det valg at give dem en værdig afsked, når tiden er inde.

Men derfor kan det selvfølgelig være utrolig hård -kramer

Ja netop, men når man nu elsker sine katte som man elsker sine børn, så er det jo lige så hårdt. Eller dvs. jeg oplever nok mere mine katte som en blanding af mit barn og højtelsket ven. En sjæleven. Når man har haft en kat i 16 år, og man selv er under 45, så er det jo en pæn stor del af ens liv. Der er masser af minder, oplevelser…man har levet et langt liv sammen. Så det er mere end en kat, man siger farvel til.

      • Updated - - -

Nu er der jo ganske givet stor forskel på, hvordan forskellige mennesker forholder sig til deres “kæledyr”. Jeg sætter kæledyr i citation, fordi det føles som et mærkelig betegnelse for mine katte, og det siger jo noget om mig. Jeg oplever mine katte som små, kærlige væsner, jeg har påtaget mig at tage mig af. Små sjæle som jeg deler min tilværelse med. De får og har på den måde samme gyldighed i mit liv, som alle andre væsner, det være sig mennesker eller dyr. Det ville derfor næsten være lige så hårdt, som at skulle tage afsked med min mor eller min søster, dog har de været i mit liv i længere tid.

Der var engang en der sagde" Når man køber et dyr, køber man en sorg" - forstået på den måde at man jo på et eller andet tidspunkt må sige farvel til det (med mindre man køber en galapagosskilpadde eller en af de der papegøjer der kan blive tudsegamle…)

Det ER svært at tage afsked. Men ikke mindst for dyrets skyld må man kunne vlre parat til at give slip og lade det få en værdig død. At lide og pines er uværdigt for både mennesker og dyr. Der SKAL det være en del af det ansvar man påtager sig når man anskaffer dyret, at man kan lade det få fred den dag det er nødvendigt. Også selvom det er hårdt!

Alt andet læner sig i øvrigt i mine øjne op af en overtrædelse af dyreværnsloven.

(og ja, jeg mener også man burde kunne “aflive” håbløst syge mennesker hvis de selv beder om det!)

Med Tuller kom det som lyn fra en klar himmel, selvom vi vidste hun var syg. Det gjorde ondt,
Med Pige havde vi fået at vide at det var nedsat nyrefunktion men at hun kunne leve i en del år(dog ikke næremre defineret hvor mange) så der var det lettere at acceptere fordi man vidste det var på lånt tid, men det gør stadigvæk ondt.

Man investerer jo mange føleleser overfor de “bette kræ” så alt andet vil være underligt hvis man ikke får en reaktion af en eller anden slags.

Følelser gør jo ondt uanset hvad.

Personligt vil jeg jeg forsøge at give kattene så godt et liv(med sygdom) så deres livskvalitet ikke bliver forringet, men når det ikke længere er muligt så må man gøre det svære uanset hvor hårdt det vil være

Når man anskaffer sig et kæledyr VED man med 100% sikkerhed at der kommer en dag, hvor man skal sige farvel :slight_smile: Det forventer man ikke med sine børn, for så er det i hvert fald i forkert rækkefølge tingene sker :slight_smile:

Men at dø er en del af livet, faktisk den mest sikre ting i livet…

Ja, det gør forbistret ondt at miste, og man savner. Til gengæld har ens liv været beriget så meget mere, hvis man har haft et dyr at dele det med :slight_smile:

Jeg forstår så godt , at det er svært, at sige Farvel" til en dejlig katteven, - men her vil jeg så vende det hele, og sige :" hvor har den lille ven givet mig en masse positive oplevelser, som jeg aldrig ville ha’ været foruden"! Dø, skal vi jo alle , og har man anskaffet sig et dyr, har man også forpligtet sig til, at det kommer ordentlig herfra!

I modsætning til mistede menneskevenner, er det her muligt, at anskaffe en ny ven, - - og tro mig, selvom den ikke skal være “en erstatning” er det svært ikke, at elske den nye ven!
Jeg vil anbefale dig, at samle på dejlige positive oplevelser med dine kæledyr frem for, at frygte, den dag de ikke er mere! PS jeg har pt. 5 katte, som jeg alle elsker, og naturligvis ved, at deres liv er til låns, - - men sikke et dejligt lån :wehuu:, hvor jeg ved, at det en dag er slut, - - - men de har gjort mit liv v ærd at leve:thumbup:

Cats og Conni

[QUOTE=TitteH;1035677]
Den første rigtige kat (havde også en killing som barn, som døde) jeg havde, blev 14 år og døde til sidst en pinefuld død af kræft og en mislykket operation i et forsøg på at fjerne knuderne. Det har sat sig som et traume i mit sind. En periode, jeg meget nødigt husker tilbage på.

Efterfølgende har jeg haft tre katte, hvoraf den ældste døde forrige sommer, 18 år gammel og meget syg. Hun kunne ikke stå til sidst, spiste af kattegruset og var helt væk, halvdøv, halvblind og ville ikke spise eller drikke noget. Det var sandsynligvis hendes nyrer, da hun igennem 4 år havde haft svagt nedsat nyrefunktion.[/QUOTE]

Det er nogle triste oplevelser du har haft :trøste:

Katte er kilder til så mange gode oplevelser. Jeg knus-elsker alle mine katte, men ved inderst inde godt, at jeg kun har dem “til låns”.
Forstået på den måde, at jeg ved at jeg en dag må sige farvel til dem.
Jeg tror man gør sig selv, og sine katte, en tjeneste ved på forhånd at have forholdt sig til, hvor langt man vil gå for katten(e) … vel vidende at en situation kan gøre, at man reviderer sit synspunkt.

For mig er der umiddelbart 2 ting, der er afgørende for, hvornår det er tid til at sige farvel.
Det ene er, hvis katten lider - og der ikke er noget (nok) at gøre for den.
Det andet er, hvis jeg vurderer, at dens liv/tilstand ikke er den værdigt. Fx. som du nævne at katten spise kattegruset, er være helt væk, halvdøv, halvblind og/eller ikke ville spise eller drikke.

Det er ikke synd for en kat at være død. Det er synd for mig (forstå mig ret), at katten er død … for det vil være mig, der står tilbage med savnet og alle tankerne. Jeg håber, at jeg til den tid - og den vil komme før eller siden - kan træffe beslutningen på det rette tidspunkt. Samtidig håber jeg også, at beslutningen ikke vil blive alt for hård, idet jeg på forhånd har forholdt mig til den.