[QUOTE=Cecilie;1242122]Jeg synes, det er en utrolig spændende artikel, som bestemt er relevant for diskussionen om selektion af avlsdyr i katteverdenen. Artiklen påpeger, at temperament til dels er arveligt, og at man, ved at avle på udseende uden hensyntagen til temperament, risikerer at fremavle udstillingsegnede dyr, som ikke kan fungere som kæledyr i en almindelig familie. John Bradshaw skriver i sin bog, Cat Sense, at selve den egenskab at kunne leve sammen med mennesker er en unik mutation, som tamkattens forfædre udviklede; andre småkatteracer som f.eks. servaler og pallaskatte kan ikke domesticeres i samme grad og egner sig ikke til at bo sammen med mennesker uanset hvor tidligt de socialiseres. Ligesom man kan avle henimod at gøre en katterace større, slankere, eller mere langhåret, kan man også avle mod at gøre den mere social. Hvis man derimod ignorerer de sociale gener, kan man til gengæld også komme til at avle dem ud af racen igen og ende med racekatte, som er mere reserverede og frygtsomme end almindelige huskatte.
Jeg er selv interesseret i ragdoll-racen, fordi den siges at være den bedste “lejlighedskat” da den er meget rolig og social, og f.eks. ikke er sky overfor fremmede. Desværre er det sjældent, at opdrættere beskriver deres avlsdyrs temperament på deres hjemmesider. Jeg har besøgt flere opdrættere og kælekatteejere, og nogle af deres ragdolls var meget sociale og kom mig i møde i døren, mens andre næsten ikke viste sig i stuen, mens jeg var der (hvilket jeg personligt synes er en “fejl” i forhold til racebeskrivelsen, når nu ragdolls er kendt for deres hundelignende personlighed).
Nogle hunderacer opdrættes efter separate udstillings- og brugslinjer; kunne man mon tænke sig “selskabskatte,” som avles primært efter temperament og kun sekundært efter udseende? En “selskabskat” til det 21. århundrede urbane katteejer kunne f.eks. tænkes at have et reduceret jagtinstinkt, være mere social overfor mennesker og lettere at træne - kort sagt mere som en hund, men samtidig med kattens selvstændighed. Eller er det helt forkert tænkt? [/QUOTE]
Det ville jeg ikke sætte pris på! For noget af det som adskiller katteracer er jo netop temperamentet! 
jeg faldt i sin tid for russeren - en ting var udseendet, men temperamentet var faktisk hovedårsagen til min fascination af russeren!
og de er bestemt ikke en allemands kat, og jojo skal gæster da se på min Yasha, men han gider bestemt ikke at alle gæster bare snakker med ham. Han er reserveret - ikke sky! - og det var faktisk præcis den egenskab jeg faldt for! At han er ‘min’ kat - ikke en social gæstekat 
hvis alle katte var ens og nogle sociale, ikke-jagende og let-trænende katte - så ville jeg helt ærligt synes, at vi har pillet nogle af de essentielle dele ud af racerne! racerne har deres eget specifikke racetypiske temperament - det mener jeg i den grad er lige så vigtigt som deres fænotypiske racepræg!
[/QUOTE]
Nu findes der jo næppe nogen registrering af hvor mange ponyer vikingerne slæbte med der op, men jeg tænker ikke at det kan have været så utroligt mange og der er nok ved at være avlet 20 generationer + i løbet af de sidste 1000 år… Og umiddelbart lever der da islændere endnu 