Denne artikel er på engelsk og om hunde, men avlsprincipperne kan nemt overføres til katte, vil jeg mene.
Jeg er bestemt ikke sikker på, jeg billiger den type indavl, som denne artikel tilsyneladende er fortaler for. Slet ikke med tanke på hvordan nogle hunderacer har udviklet sig gennem årene.
Er jeg for skeptisk:? Jeg er ikke i tvivl om, at nogle katteopdrættere allerede kender til og bruger disse principper - kan vi mon få en principiel “pro et kontra” diskussion om avlsprincipperne, der er beskrevet i artiklen:?
Nu kender jeg ikke meget til dyreavl, men hos mennesker ville den slags forplantning føre til alvorlige genetiske defekter indenfor ganske få generationer. Som artiklens forfatter selv skriver, “inbreeding results in “the best of the best” and “the worst of the worst”. This is what makes a breeder! This risk is not for the faint of heart.” Man får ganske givet nogle (få) flot udseende dyr (“the best of the best”), men det kræver, at man med hård hånd afliver skravlede søskende kort efter fødslen (“the worst of the worst”). Trods dette vil “the best of the best” stadig være bærere af mange recessive lidelser, som de vil give videre til deres afkom. Det ville være totalt uansvarligt at sælge dyr fra disse linjer til kæledyr hos private - en opdrætter, som har mange avldyr og avler så målrettet, som det beskrives i artiklen, vil anse tabet af et enkelt dyr til en genetisk lidelse som et begrænset tab, mens det for en familie, som har knyttet sig tæt til dyret, vil være et meget traumatisk tab.
Anser man dyreudstillinger for at være en konkurrencesport, hvor man vil opnå de bedste resultater, så er indavlsopdræt nok den bedste måde at opnå det på. Vil man avle sunde, funktionelle dyr, så skal man holde sig langt, langt væk fra indavl af denne kaliber. Jeg ved, at f.eks. schæferhunde kommer i udstillings- og brugsvarianter, hvor udstillingshundene pga. indavl (udstillingsstandarden kræver en meget skrå ryg, som fremkommer ved abnorm bækkenkipning) oftest er totalt uegnede til at udføre det hyrde- og politihundearbejde, som racen oprindeligt er udviklet til.
[QUOTE=Eife;1241976]Jeg har ikke læst artiklen, men Cecilie’s indlæg mindede mig lige om dette billede som jeg så på FB forleden
[/QUOTE]
Det er jo grotesk, og heldigvis er de fleste andre arter meget langt fra at være “sunket så dybt” som nogle hunderacer. Men når så det er sagt, så er al opdræt af dyr der kaldes en race grundlagt på indavl i en vis grad. Det der gør at man tilhører en race er jo netop slægtskabet, ikke fænotypen… Så at forestille sig avl af en hvilken som helst race helt uden indavl er utopi. Men kæden behøver jo ikke springe af af den grund…
VH
Susanne
Alle individer i en art, uanset om det er mennesker eller dyr, er jo mere eller mindre genetisk beslægtede, så vi er jo allesammen “i familie” med andre af vores art/race. Jeg tror, at der med indavl skal forstås f.eks. far/datter, mor/søn, bror/søster, etc. F.eks. anbefaler artiklen “backbreeding,” hvor en hun parres med sin far, hendes datter parres igen med sin far/farfar, næste hunafkom parres igen-igen med sin far/farfar/oldefar, etc., således at én han udgør samtlige hankønnede forfædre i adskillige generationer. Det tror jeg de fleste vil synes er ekstremt.
De fleste stamtavler, jeg har set på katte, går tre generationer tilbage, dvs. til oldeforældrene. Deler to katte oldeforældre, er de grandkusine/-fætter, og her er risikoen for homozygote recessive lidelser i deres afkom nok ret minimal. Fætter/kusine-parringer (fælles bedsteforældre) er nok også relativt risikofrie (det er de i hvert fald hos de fleste mennesker). Personligt ville jeg fravælge en kat, som var mere indavlet end det, f.eks. afkom efter bror/søster eller forælder/barn, eller hvor der var adskillige fælles bedste- eller oldeforældre, men det er mit personlige valg (og selv om det giver en større sikkerhed, er man jo ikke garanteret fri for genetiske lidelser, selv om man får en kat uden umiddelbar indavl).
Redigeret: Jeg ville lige tilføje, at en “ny” race ofte fremavles ved indavl, hvis de racetypiske træk ikke er dominante. Det bør selvfølgelig gøres af erfarne opdrættere, som efterhånden tilføjer nyt genetisk materiale til racen mens de racetypiske træk bibeholdes. Det er først langt senere, at man (jeg) som kælekatteejer kommer på banen, og på det tidspunkt bør (!) recessive genetiske lidelser være så godt som avlet ud af racen. Jeg tænker derfor på at undgå indavl i en etableret race, ikke under arbejdet med at udvikle en ny.
I Felis Danica anvender vi 4-generationers stamtavler. Det giver et overblik over nærmeste familie, men det giver stadig ikke det store overblik over baggrundsindavlen - det kan stadig godt være en ret smal genpulje, selv om man ikke umiddelbart finder tegn på det.
Min første hankat i sin tid, 4 generationer: Liden Kirsten's Pavarotti, DM Prøv at skifte til 5 og se moderlinien (Eller vælg moderen med 4) Det giver et noget andet billede. Birmaen er en af de racer, der i antal er stor, men i genpulje er relativt lille.
Og ovennævnte kat var heldigvis kernesund og mentalt fuldstændigt stabil
VH
Susanne
Redigeret: Jeg ville lige tilføje, at en “ny” race ofte fremavles ved indavl, hvis de racetypiske træk ikke er dominante. Det bør selvfølgelig gøres af erfarne opdrættere, som efterhånden tilføjer nyt genetisk materiale til racen mens de racetypiske træk bibeholdes. Det er først langt senere, at man (jeg) som kælekatteejer kommer på banen, og på det tidspunkt bør (!) recessive genetiske lidelser være så godt som avlet ud af racen. Jeg tænker derfor på at undgå indavl i en etableret race, ikke under arbejdet med at udvikle en ny. :)[/QUOTE]
For at det skulle være så nemt, som du får det til at lyde, kræver det, at man er besiddelse af en DNA test for lidelsen (og at man kan overbevise samtlige opdrættere i hele verden om at bruge den test korrekt). Der er skam masser af (formodet) recessive lidelser, der ikke eksisterer tests for og det vil sige, at det langt henad vejen er rent gætværk, om den kommer frem i et kuld. Recessive gener er “for evigt” og jeg har hørt adskillige eksempler på, at de er set efter op til 16 generationer
[QUOTE=Cecilie;1241995] Redigeret: Jeg ville lige tilføje, at en “ny” race ofte fremavles ved indavl, hvis de racetypiske træk ikke er dominante. Det bør selvfølgelig gøres af erfarne opdrættere, som efterhånden tilføjer nyt genetisk materiale til racen mens de racetypiske træk bibeholdes. Det er først langt senere, at man (jeg) som kælekatteejer kommer på banen, og på det tidspunkt bør (!) recessive genetiske lidelser være så godt som avlet ud af racen. Jeg tænker derfor på at undgå indavl i en etableret race, ikke under arbejdet med at udvikle en ny. :)[/QUOTE]
Oh, det er godt nok utopi at tro at man kan avle recessive lidelser væk fra noget som helst. Bare se resultaterne af de studier der har været indenfor purging, hvordan det er gået der. Det man i stedet kan er at søge at bibeholde så stor en genpulje som muligt, så recessive sygdomsalleler mødes så sjældent som muligt.
Deles en oldeforældre er der i øvrigt 0,78 % større sandsynlighed for at et individ har to ens alleler gennem arv.
Nu om dage benytter de fleste opdrættere sig heldigvis af de redskaber der er i online databaser, men man møder da stadig opdrættere der tror at fordi der ikke er nogle fælles katte indenfor de sidste 4 generationer, så er der ingen indavl. Det er langt fra sådan at det forholder sig. Nogle racer har f.eks. et stort antal katte men et snævert fundament, det betyder at selvom indavlen i 10. generation kun er på omkring 3, så er den omkring 30% i den komplette (dvs. tilbage til racens oprindelse). Ragdoll er en race med rigtig meget indavl når man går længere ude i generationerne - de fleste katte ligger der på mere end 40% indavl.
[QUOTE=Susanne W;1242000]Jeg er ret sikker på, at sådan vil det blive opfattet i nogle forbund! Kunne være interessant at se samme hund blive mønstret i trav…!
VH
Susanne[/QUOTE]
Jamen, kan sådan en overhovedet gå så?
Troede den bare stod på en måde, som nogen syns ser fancy smart ud :S
Tja, jeg er jo opvokset med travheste, og du kan være evigt forvisset om at de ikke ville nå ret langt udenfor stalden i den tilstand…
Tilføjelse: //youtu.be/_Nm0yGPHkvw
Her er for øvrigt et godt eksempel på baggrundsindavl i en race Count Bruga Han ligger næsten med garanti indtil flere gange i stamtavlen for tæt på samtlige burmesere.
Enig! De minder mig en Tennessee walking horse ‘gone wrong’!!! sådan skal ingen hund nogensinde bevæge sig! hvordan kan nogen overhovedet se på det til dagligt? Jeg begriber ikke at nogle kan have sådan en hund som kæledyr og se på den og synes den har det fint!
så stolt en brugshund - smadret til ukendelighed for at opnå flere og finere præmier…
Som mange ved, har jeg opdrættet Burmeser i mange år, og med en superkat, om Oline,-- der i mine øjne havde alt hvad man kunne ønske sig ,af en Burmeser : fantastisk temperament super mor, og et smukt udseene,
var tanken om indavl = l inebreeding med een af hendes sønner Ab’enes Gucci eller Ab’enes Galliano ikke langt væk-
men , da hun teoretisk set kunne være bærer af HK genet ( Hendes mors fasterhavde lavet et kuld med HK i Finland , hvilket gjorde, at jeg ikke turde " line breeding" Men mine Singapura, er jo nært beslægtet længst ude i stamtavlen Tænker lige :er " der forskel på " lnieavl" og “indavl” ?? :?
Schæferen er resultatet af selektion… De grå brugslinier har ryg som på billede1 og 2, så racen kan stadig rettes op - hvis altså dommere og opdrættere vil!
Hverken indavl, udavl eller linjeavl (det dejlige elastik-begreb) er perfekte redskaber, som leder til automatisk fantastiske dyr, selvom man jævnligt støder på artikler, som er varme fortalere for det ene eller det andet. Jeg synes tit, at vi taler for meget om avlsteknikker og for lidt om selektion. Er det bare mig?
(schæferne får mig nærmest til at tude. Hvordan kan man transformere en så prægtig brugshund til en krøbling?)
sådan skal ingen hund nogensinde bevæge sig!