Der skal nok være dem, der ikke kan se problemet i det følgende.
Men jeg kan.
Jeg synes, at det er virkelig svært, og derfor efterlyser jeg forskellige synspunkter og måder at tackle sagen på.
Det handler om “Jamen, du kigger da bare forbi, du er altid velkommen”.
Det kan jeg slet, slet ikke finde ud af.
Det skyldes sikkert min Østjyske baggrund: Min mormor og naboen rendte ud og ind hos hinanden, og jeg var tit inde hos naboen, der havde en stor-som-et-fad æske Quality Street øverst oppe i sit køkkenskab. Hun måtte op på en lille trappe for at byde mig på en selvvalgt af de farvestrålende indpakninger med hidtil ukendte goder i
Men mormor og fru P… var stadig De’s og “fru B…/ Fru P…”, for det var man bare.
Det var svært at lære af, da vi flyttede til det midtjyske. Det hjalp ikke på sagen, at på trods af automatisk du’s og fornavn, så var tilflyttere ikke velkomne.
Kort sagt: Jeg kan slet, slet ikke finde ud af at invitere mig selv. Og ville føle mig meget, meget påtrængende, hvis jeg gjorde det.
Helt klart: Det hjælper ikke på det, at jeg den sidste lange tid ikke selv har kunnet invitere.
Men jeg tror, at med solskin imorgen også, så vender en ond cirkel, og jeg er nok kommet mig over den perlerække af højtskrigende chefer, jeg rendte ind i.
Det er svært endda at ringe, for hvad forstyrrer man ikke folk i?
Madlavning (min mad brænder på, bare jeg begynder at læse en sjov tråd, eller glemmer alt om maden, fordi vasken i badeværelset lige skal have en tur), måltid, eller alt muligt andet Børneputning, f eks
De elektroniske medier har helt sikkert ikke hjulpet på det, for man mailer eller SMSer lige, og så har vi jo allesammen så travlt.
Flere gange har der været aftale gamle venner - eller meget nye venner - imellem, og så kommer et møde på jobbet i vejen.
Men en hindring for mig, det er, når der udstedes en generel ‘carte blanche’-invitation.
Hvordan tackler I andre den sag?
jeg har et par stykker af de der carte blanche invitationer og jeg udsteder dem selv… for jeg HAR sk*** travlt - så det der med at planlægge noget især i hverdagene, det dur bare ikke for jeg kan ikke overholde det hvis noget kommer i vejen…
og det gør der tit!!
altså er mit bedste bud for at se venner og familie at udstede og “forlange” carte blanche invitationer, for ellers så vi aldrig hinanden…
det betyder at folk kan ringe til mig hvor som helst og når som helst og spørge om de må komme forbi på det og det tidspunkt… og så kan jeg sige ja eller nej…
jeg gør lidt det samme - ringer med ½-2 dages varsel og siger… kan du der?? og så dropper jeg forbi til en hyggelig aften…
Hvis folk ikke har tid siger de nej - hvis de har - PERFECT
det er folks eget ansvar ikke at blive forstyrret - men det er ikke alle der kan finde ud af det - altså spørger jeg som det første: “forstyrrer jeg??” så siger de nej - eller “må jeg ringe tilbage om 5 min”
Hvis de ikke ringer retur ringer jeg igen og det første jeg hører er "UNSKYLD - jeg glemte at ringe… " fordi folk som regel er stressede… men skidt med det - nu har jeg jo fået fat på dem…
Basalt set:
[ul]
[li]Udsted og forlang carte blanche invitationer hvis du har venner/familie der har for meget at lave
[/li][li]Brug det men misbrug det ALDRIG!!!
[/li][li]Lad være med at tro at folks liv er for kort til at tale med dig… det er det ikke!! det er deres ansvar at få medierne til at passe ind i planerne - ikke dit
[/li][/ul]
Jeg er opdraget med at man ikke inviterer sig selv, så for mig er det meget, meget svært.
Der hvor det er mindst svært for mig at invitere mig selv er hvis jeg skal besøge end veninde i Esbjerg.
Der er det noget med at jeg spørger hende hvornår det kunne passe bedst at jeg kommer. Denne gang havde vi fx aftalt jeg skulle komme en dag hun havde hverdagsfri, så vi kunne tage på bytur med hendes søn er i vuggestue.
I dette tilfælde har det været ok at invitere mig selv, og så alligevel ikke. Det har i hvert tilfælde taget mig lidt tid at få spurgt hvornår det passede.
Hvis nogle skal besøge mig skal jeg vide det på forhånd. Jeg vil gerne have mulighed for at forberede besøget, fx. få gjort lidt ekstra rent, bagt noget etc.
Hvis jeg har sagt at folk er velkomne, så mener jeg at de til enhver tid er velkomne til at ringe og spørge om jeg er hjemme og har tid… jeg skal nok selv sige til, hvis det ikke passer i min dagligdag
Jeg inviterer sjældent direkte… fordi jeg som regel kan få passet andres skema ind i min egen tid… I stedet lader jeg dem komme med udspillet og svarer så udfra dette…
Jeg har ingen betænkeligheder ved at ringe og spørge om folk er hjemme og vil have mig indenfor døren… i nogle tilfælde er svaret ja og i andre får vi så en anden aftale i stand
Det er faktisk meget sjældent at jeg siger nej, hvis folk inviterer sig selv… folk er nemlig velkomne
Altså hvis jeg giver eller får en åben invitation, så forventer jeg da en telefonsamtale, sms, e-mail eller brev (;)) inden jeg selv eller andre tropper op.
Men jeg kan sagtens finde på at ringe til en veninde og spørge om hun tilfældigvis har tid til at spise frokost sammen for ellers kan der gå lang tid imellem at vi ses.
Hos både min og min mands forældre bliver vi opfordret til at invitere os selv. Det gør vi så ved at ringe i forvejen og så aftale en dato. De kan så gøre det samme
Hos venner kan jeg ikke li at invitere mig selv, så må jeg invitere folk hjem til os.
[quote=Battlestar;295965]som jeg forstår det så spørger du til åbne invitationer? = invitere sig selv?
ikke uanmeldte besøg ? i min terminologi er der meget stor forskel
for uanmeldte besøg er hamrende uhøflige og helt uacceptable hos mig…[/quote]
For nogle mennesker er “åbne invitationer” at man kan komme når man har lyst - kender jeg flere der praktiserer, da de er opvokset i sådan en rigtig kærlig familie, hvor man aldrig kan få nok af andre mennesker og derfor vader der gæster ind og ud hele tiden, hos dem behøver man ikke ringe i forvejen, men det gør jeg nu altid. Så der er forskel på hvor “langt man kan gå” når man får en åben invitation. Hos mig er “du er altid velkommen” = “du er altid velkommen, hvis du lige giver lyd fra dig inden”
Jeg er vokset op med, at vade ind og ud af folks hjem som det passer mig…det gjorde man i den lille by jeg voksede op i (Hals)…låste døre kendte man ikke til:høhø:…havde legekammeraten, naboen eller tanten ikke tid, ja så gik man bare videre til den næste indtil man fandt en’, der ville lege, snakke osv.
Det var faktisk først som 14 årig, da jeg flyttede til Aalborg, at jeg fandt ud af, at der er noget der hedder låste dører:ups:
Jeg er stadig miljø-skadet, for jeg vader stadig ind i folks hjem uden at ringe først…jeg er dog i dag begrænset til kun at gøre det hos min familie…venner og andre ikke-familie, har jeg lært at ringe til først:ups:
Det virker så også den anden vej…alle er velkommen herude, jeg bliver ikke sur eller irreteret, hvis der er nogen som dukker op uanmeldt her på matriklen…men jeg bor sååååå langt ude, at det er sjældent der kommer gæster:tihi:
jeg ringer og aftaler besøg (ikke hos mine forældre, men må ofte lægge en seddel med tak for kaffe, som jeg selv har lavet GGGGGG)
hos mig ringer de fleste først, jeg arbejder jo og er ikke altid hjemme, men mine forældre kan godt komme forbi uanmeldt, og de er altid velkomne.det er alle andre osse, håber bare de ringer først, det er så surt at køre forgæves.
[quote=Dorthe Andersen;295950]Misi - hvad er dit spørgsmål?
spørger du om vi kommer uanmeldt på baggrund af en generel åben invitation?
eller mener du, om vi bare generelt tager initiativet til at ringe op og invitere os selv hos andre?[/quote]
Begge dele, kære Dorthe. Det var egentlig mindst 3 spørgsmål på een gang Godt rodet sammen
[quote=Nevadaisy;295958]Nu ved jeg ikke helt hvad spørgsmålet går ud på.
Altså hvis jeg giver eller får en åben invitation, så forventer jeg da en telefonsamtale, sms, e-mail eller brev (;)) inden jeg selv eller andre tropper op.
Men jeg kan sagtens finde på at ringe til en veninde og spørge om hun tilfældigvis har tid til at spise frokost sammen for ellers kan der gå lang tid imellem at vi ses.[/quote]
Netop. Enig.
F. eks. foreslog jeg via mail en gruppe travle venner, at vi mødtes en søndag kl 13 på den lokale (navn angivet) til en brunch-buffet, flokken før har nydt. Jeg foreslog forskellige datoer.
Og vi fandt en dato. Tid og sted var allerede nævnt. Jeg meldte tilbage om, at den dato var alles valg.
Aftenen og formiddagen før får jeg så SMS’er og tlf fra et par af dem, at siden de ikke har hørt noget om tid eller konkret aftale, så regner de med, at det er aflyst - !?
Så er det, at jeg giver op. Jeg vil ikke udstede ordrer, men kommer gerne med udkast til forslag, og tager tilbagemeldingerne til efterretning.
Og ringe og foreslå, det er en god ide. Men når der er forsøgt en del gange via mail og SMS, og veninden bare er hængt op (barnet er nu 5, og daddy er stadig i udlandet pga job 50% af tiden) - så er der snart gået flere år! Eller hvis veninden er flyttet langt ud på landet (med fuldtidsjob, pendlertid, og nu er datteren vel 7…).
Skal jeg bare erkende, at et venskab sættes på ca 7 års pause, når folk får børn? dontknow
Hæ, så har jeg kringlet lidt for meget igen.
Jeg har prøvet at uddybe ovenfor. Hanne, du beskriver det meget præcist: Hvis man ikke er opvokset i sådan en familie, så kan man ikke gøre sådan selv. Jeg ville også ringe. Og så endda…
Men det går på, at jeg får en del af den type åbne invitationer, og jeg oplever, at andre har let ved at benytte sig af dem. De ringer bare til venner og spørger, om de må komme på lørdag - og siger f eks til mig, at jeg kan komme med.
Det har jeg det skidt med. Hvis værten ikke kontakter mig og spørger, om jeg vil komme, så vil jeg ikke trænge mig på. De kunne let være for høflige og sige ja, selvom det egentlig er for meget.
M.a.o. Jeg kan ikke finde ud af at bruge en åben invitation, heller ikke ved at ringe for direkte at aftale noget, medmindre det er mig, der har noget at byde på, at invitere til.
Jeg føler, at det er værtens privilegium.
Så er det, jeg spørger:
Hvad gør I, når I får en “kig bare forbi” melding.
Fra tid til anden har jeg prøvet at sende en mail til min brogede venneflok for at komme med forslag til ting, vi kunne mødes om:
Danseaften (Paradisco)
Middag (billig buffet, da flere af os ikke er videre rige )
Eller andet.
Så har jeg givet en liste med datoer, og bedt folk melde tilbage med, hvilke datoer, der passer dem, og hvad de har lyst til, så skal jeg forsøge at koordinere.
Måske skal jeg bare tage det personligt ;-), når der ikke bliver svaret
De tilbagemeldinger, jeg får, er, at det er for bred en måde at foreslå på, fordi folk i forvejen er så bookede af kurser og familie og andet, at de ikke kan overskue det. Fair nok.
Dels har jeg gennem årene haft veninder, der udstedte åbne invitationer med formuleringer som “Kig bare forbi, her er vi ikke så formelle, du er velkommen”.
Men når folk f eks bor i Lyngby eller lignende, så kommer jeg ikke lige forbi.
Det fungerer ikke for mig.
Får I sådanne invitationer?
Og hvordan tackler I dem?
Tager man bare hen til folk og banker på?
Det ville jeg selv have det skidt med at blive udsat for. Jeg vil gerne have et par dages varsel eller mere, og være lidt “klædt på” til hygge: Ryddet det værste, skure vasken og måske støvsuge ekstra, have købt lidt ind.
Derfor kan jeg ikke få mig selv til at komme brasende hos folk, selv, når de selv lægger op til det.
Hvis jeg får det mindste praj om “kig forbi på søndag”, eller “Tirsdag og torsdag er jeg som regel hjemme, ring lige først”.
Det kan jeg bruge til noget - så er der et udgangspunkt.
Men mange, jeg kender, har travle og turbulente liv. Nogle med fuldtidsjob og småbørn, nogle er selvstændige med firma, og nogle har så div. skavanker, der kan gøre en alm. hverdag til en kamp.
Og der føler jeg mig forpligtet til at vente, til de selv signalerer, at nu kan de overkomme noget.
Det er der, hvor jeg spørger jer: Hvordan ville I kontakte den type mennesker?
Jeg føler, at jeg allerhøjst kan tillade mig at e-maile og foreslå noget, når der er så meget pres i hverdagen.
For tiden mødes jeg gerne med venner på f eks en billig buffet-restaurant, for det er, hvad den ene eller begge parter kan overskue.
OK, så blev det langt igen… Be’ mig om at uddybe, så ved I, hvad der sker
I min barndom dukkede naboer, venner og familie op - uden at have meldt deres ankomst.
Det var så hyggeligt. :krammegave:
Der var altid åbne døre - til kaffe og til spisning Det har jeg stadig siddende i kroppen.
Banker det på min dør - for jeg vil ikke have ringeklokke - så smækker jeg døren på vid gab og inviterer indenfor; men min mand, som er jyde, bryder sig ikke om det.
Dog kommer jeg ikke selv på uanmeldt besøg - bortset fra mine gode venner her i St. Havelse.
Jeg laver altid en aftale pr. tlf - fordi jeg fornemmer, at det er sådan, de fleste helst vil have det.
Jeg tænkte også på, om det er noget, der bare har ændret sig over tid :?
I en artikel (måske i Samvirke) beskrev en dame, hvordan man i hendes ungdom havde mødtes 5-6 stykker, par og singler, om te og flade madder, ofte og uformelt.
Langt fra alle havde telefon, og man var mindre presset jobmæssigt :?
Dvs. det handler også om generationer og tidsånd :?
Men for mig helt konkret vil jeg gerne blive bedre til at forstå mine venners signaler.
Nogle gange skal jeg over-organisere som en anden rejseleder.
Andre gange ringer man bare :? Så, nu er jeg på den igen: Jeg hader at trænge mig på. Især, når jeg ved, at folk har travlt.
Når man har små børn kan det ofte være svært lige at mødes på en café, restaurant eller andet.
Jeg ville ringe og spørge “giver du kaffe tirsdag aften” - helst efter 19-20-tiden, så er børnene lagt, hvis de er helt små i hvert fald
Problemet er nok det der med fire, fem forskellige datoer… i hvert fald jeg kan ikke altid overskue den slags.
Hvad jeg hurtigt og let kan se og svare på er om jeg kan i morgen, på lørdag eller andet…
Elle hvilke dage jeg bare ikke kan!
Jeg ringger altis til venner… det der med mail og sms sidder ikke godt nok fast hos mig - måske det kommer? - og derfra finder man så ud af om noget kan lade sig gøre…
Og jeg organiserer aldrig!
Hvis jeg skal have en større kreds på besøg, så sætter jeg datoen og så må jeg jo se, hvem der kan…
Min hverdag er travl, men jeg arbejder som sagt hjemmefra, så jeg har let ved at rykke rundt på tiderne… Dog har jeg problem med at skulle mødes med nogen inde i byen… Parkering koster en formue og er vanskelig - og offentlig transport herud er ret så tilfældig og besværlig!
Samtidig hygger jeg mig så langt mere i et privathjem, hvor jeg kan flyde i en sofa eller god stol, fremfor på en cafe med pindestole og larm…
Ofte kommer møder med veninder dog som noget meget spontant…
Her til aften har jeg fx haft en god ven på besøg - det blev aftalt i formiddags… Det var min veninde der ringede og mig der inviterede…
Vi har hygget os gevaldigt
Jeg kommer aldrig uanmeldt og uanmeldte besøg herhjemme er naboen, der kommer for at låne noget af Søren.
Jeg inviterer mig selv på besøg sådan, at jeg gerne finder ud af om “vi skal ses” og bagefter om det er “hos dig eller mig”.
Jeg er bedst til at trænge mig på hos folk, hvor jeg kender deres rytme - weekendrytme, hverdagsrytme.
Min veninde er ret glad for min sms’er med 10 minutters varsel om lørdagen. “Jeg er i Netto - gir du kaffe?” så drikker vi kaffe en times tid - og fortsætter i dagens tekst.
Jeg opfatter det som “unødigt” på en eller anden måde først at give værten mulighed for at takke nej til besøget, når jeg står på trappestenen foran deres hoveddør - det vil jeg gerne spare både dem og mig selv for.:høhø:
Det er der, hvor jeg spørger jer: Hvordan ville I kontakte den type mennesker?
Ringe og spørge om ikke det er længe siden man har set hinanden og fortælle, at jeg kan i morgen, på lørdag eller hvordan mit skema nu ser ud…
Blot at afvente betyder, at man ikke får gjort noget ved tingene og så går der uendeligt lang tid - måske så lang, at man kan diskutere om der stadig er tale om et venskab og ikke blot et bekendtskab… det har jeg da oplevet et par gange.
Jeg har heller ingen skrupler ved at ringe og sige at jeg er i nærheden og om ikke jeg kan nasse en kop the… Jeg kommer aldrig uanmeldt - det er uhøfligt ikke at give folk mulighed for at sige fra! men give ½ times varsel kan jeg sagtens finde på… og jeg er revnende ligeglad med hvordan der ser ud! Bare jeg kan få et sted at sidde og et andet sted at sætte mit thekrus Jeg kommer ikke for at beundre indretningen, men for at være sammen med min ven/veninde…
Børneputning, f eks 
Jeg kommer ikke for at beundre indretningen, men for at være sammen med min ven/veninde…