At savne mormis?

Katte Adfærd, træning og opdragelse
1

Hej

Jeg undrer mig over en anden tråd herinde, hvor årsagen til en killings manglende mad- og drikkelyst samt lave energiniveau da også viste sig at være sygdom, men hvor det tilsyneladende fremstod som om at killingens adfærd skyldtes, at den savnede sin mor.

Jeg har set det hos hunde, men aldrig hos en kattekilling - og slet ikke på 14 uger - at den savner sin mor. Normalt er killingerne - generelt set - allerede selvstændige på det tidspunkt.

Men jeg vil da gerne spørge jer: Har I nogensinde oplevet en killing lige frem savne sin mor? Og jeg tænker ikke på en kat, der fjernes fra alt den kender og kommer ud et sted alene, for det er ensomhed i mine øjne og ikke moderafsavn - men på en kat, der fx kommer ud til andre katte og derfor får en “erstatning” for de venner den har “mistet”.

har I set den slags killinger savne mor?
Hvis ja - hvordan ved I, at det er mormis killingen savner?
Og ikke noget andet?

Jeg har aldrig set eller hørt om det, så er lidt nysgerrig

Mit umiddelbare indtryk af katten som art er ikke, at den normal er slem morsyg og savner kuldet osv. Den kan savne samvær med artsfæller, men går ikke op i hvem det er og om det er mor, søster eller en fremmed ny venlig ven.

MVH Helle

2

Jeg har kun oplevet, at de har kaldt lidt den første dag/nat - derefter er det gået over igen og de har fundet glæde i de nye legekammerater.
Men jeg sælger så heller aldrig killinger, der skal bo alene :slight_smile:

3

-wehuuNe…j
Det har jeg aldrig oplevet.
Og jeg har godt nok haft katte i mange år.

Kærlig hilsen -wehuu
Mona

4

[quote=Vivi_Fletcher;68388]Jeg har kun oplevet, at de har kaldt lidt den første dag/nat - derefter er det gået over igen og de har fundet glæde i de nye legekammerater.
Men jeg sælger så heller aldrig killinger, der skal bo alene :)[/quote]

Tusind tak -wehuu
til en opdrætter, som ikke sælger killinger,
som skal være alene katte.
Kærlig hilsen
Mona

5

Jeg har kun oplevet dem kalde, hvis de er lukket væk pga sammenføringsproblemer… Jeg tror det skyldes ensomhed generelt og ikke mormis de kalder på… men jeg er usikker…

MVH

PS jeg startede med en kat et par gange og det skal jeg aldrig have igen efter at jeg har prøvet at have flere!

6

Har også haft enekat en enkelt gang og han kaldte, da vi lige fik ham hjem, men faldt i søvn, så snart vi tog ham op ved siden af vores hovedpude og dagen efter var der ikke mere.

7

Jeg har heller ikke oplevet en killing har savnet sin mor - men jeg har oplevet en dag eller to hvor killingen kaldte: hvor er I henne. Mine killinger er normalt omkring 17 uger eller ældre når de går herfra.

Hvad jeg ikke selv har oplevet, men lært af andetsteds fra, er en morkat der mangler sine killinger.
Aldrig send alle killinger i nyt hjem samtidig. Morkatten opdager ikke nogen mangler så længe hun har nogen tilbage.

8

Åh ja - jeg vil meget gerne høre om folk, der har oplevet mormis savne. Det tror jeg tilgengæld kan ske, da katte i naturen ville beholde killinger længere tid end fx 12 uger i langt de fleste tilfælde.

MVH

9

[quote=lenschow;68510]Åh ja - jeg vil meget gerne høre om folk, der har oplevet mormis savne. Det tror jeg tilgengæld kan ske, da katte i naturen ville beholde killinger længere tid end fx 12 uger i langt de fleste tilfælde.

MVH[/quote]

Mormis vil ikke savne sine killinger…og især ikke i naturen.
Jeg synes det er forkert at tillægge katten den slags følelser.

I naturen er det tværtimod sådan, at katten er styret af sine instinkter, som fortæller en hunkat, at dens opgave er at videreføre slægten.

Derfor vil en hunkat i naturen så hurtigt som muligt slippe af med sine killinger, sådan at hun kan parre sig og varetage et nyt kuld, og derfor vil halvstore killinger være en klods om benet på hende.

Derfor er det sjældent, at en hunkat holder sine killinger ved sig når de er mere end 10 uger gamle , og det eneste der afgør hvor længe hun beholder killingerne, er hvornår hun har parret sig igen efter kuldet blev født.
Nogen katte kan parre sig igen allerede når dens kuld er en uges tid gamle.

Katten vil passe sine killinger, og vil forsvare dem indtil hun mener de kan klare sig selv, ud over det vil hun afvise dem, netop fordi de efter den tid er til besvær…

10

[QUOTE=Felis;73104]Mormis vil ikke savne sine killinger…og især ikke i naturen.
Jeg synes det er forkert at tillægge katten den slags følelser.

I naturen er det tværtimod sådan, at katten er styret af sine instinkter, som fortæller en hunkat, at dens opgave er at videreføre slægten.

Derfor vil en hunkat i naturen så hurtigt som muligt slippe af med sine killinger, sådan at hun kan parre sig og varetage et nyt kuld, og derfor vil halvstore killinger være en klods om benet på hende.

Derfor er det sjældent, at en hunkat holder sine killinger ved sig når de er mere end 10 uger gamle , og det eneste der afgør hvor længe hun beholder killingerne, er hvornår hun har parret sig igen efter kuldet blev født.
Nogen katte kan parre sig igen allerede når dens kuld er en uges tid gamle.

Katten vil passe sine killinger, og vil forsvare dem indtil hun mener de kan klare sig selv, ud over det vil hun afvise dem, netop fordi de efter den tid er til besvær…[/QUOTE]

Jamen så vil jeg da konstatere, at mine hunkatte ligger milevidt fra det naturlige :wink:
Mine hunkatte passer ofte deres killinger så længe de overhovedet bor her - og det er jo somme tider til de er voksne.
Men jeg tvivler da ikke på, at fritlevende katte gør som du beskriver - men hvor mange af os, har den type kat i dag?

11

Næ, men nu var det jo også fritlevende katte der blev nævnt i sammenhængen, for du har da helt ret i , at man ikke kan sammenligne katte i naturen/fritgående katte med indekatte…mange indekattes adfærd ligger efterhånden milevidt fra fritgåendes, og en del af kattens oprindelige, naturlige instinkter og levevis har indekatte ikke mere i behold.

12

Felis, Hvad mener du indekattene ikke har i behold - bortset fra en evig trang til at reproducere (som vi jo styrer)? Tag f.eks. mine, katte som har været “indespærret” i generationer.
Jeg er sikker på de har alle instinkter i behold.

13

Mine er godt nok ikke indekatte og har ikke været det i deres genetik bagud, men jeg KAN forsikre for de har deres instinkter i behold, og endda i en grad.
Men som med meget andet levende er der individuelle forskelle OGSÅ NÅR vi taler om morroller. Èn missemor er måske lidt mere afslappet og i vore øjne ligeglad og nogle endda direkte dårlige mødre (dem ser vi ikke i naturen…der går deres børn bare til) og andre er bjørnemødre med pels og poter og slår i hjel for deres børn. Jeg har sådan èn p.t…hun ammer stadig sine børn (også de der IKKE er hendes) trods dèt de er 15 og 14 uger. Hendes instinkter er faktisk så udviklede, jeg har sterilliseret hende. Noget mange ville syntes var TÅBELIGT, for hun er FORmidabel både som føder, brødføder og mor i det hele taget.
Måden at være mor på og alt det andet der gør en god, dårlig ditto er bl.a. noget der er genetisk skabt, men miljøet kan så sandelig også spille ind. Præcist som i maaaange sammenhænge.
Genetikken KAN vi gøre noget ved som ejere, men så sandelig også miljøet.
Brita

14

Felis: Hvilke undersøgelser baserer du disse postulater på?

Det er velkendt viden i stort set alle kredse, at tamkatten - uanset race - ikke er domesticeret i samme grad som andre tamdyr og derfor netop kan sammenlignes med de fritlevende store og små kattedyr.

Vi har fjernet naturen fra katten, men bestemt ikke katten fra naturen.

Og i naturen kan killinger sagtens gå hos deres mor i op til et halvt år eller mere. Er det hanner, så bliver de ofte “kastrater” dvs en form for eunukker. Kønsmodningen går simpelthen i stå - ganske som vi ser hos løver fx. Enkelte søger senere væk eller jages væk, men en stor del bliver hængende for resten af livet i samme flok.

Igen citerer jeg Mcdonald og Apes samt Paul Leyhausen. Dette er ikke noget, som jeg selv finder på - derfor citerer jeg mine kilder. Desuden har jeg oplevet mangeårige opdrættere bekræfte studierne (som er praktiske studier og ikke teorier).

Naturligvis kan du altid finde eksempler på det modsatte, men sådan er det ved alle dyr.

Det viser sig, at en kat ofte har en endda særdeles lang periode med yngelpleje, hvis den får muligheden. I naturen og i fangeskab -sidstnævnte afhænger af forholdene dvs miljøet, men ikke naturen/instinktet.

MVH

15

PS dyr har skam følelser - vi bruger det konstant, når vi træner eller adfærdsregulerer på anden vis. Det har været almen viden siden Pavlov foretog sine forsøg på hunde i 1904.

MVH

16

[quote=Felis;73104]Mormis vil ikke savne sine killinger…og især ikke i naturen.
Jeg synes det er forkert at tillægge katten den slags følelser.

I naturen er det tværtimod sådan, at katten er styret af sine instinkter, som fortæller en hunkat, at dens opgave er at videreføre slægten.

Derfor vil en hunkat i naturen så hurtigt som muligt slippe af med sine killinger, sådan at hun kan parre sig og varetage et nyt kuld, og derfor vil halvstore killinger være en klods om benet på hende.

Derfor er det sjældent, at en hunkat holder sine killinger ved sig når de er mere end 10 uger gamle , og det eneste der afgør hvor længe hun beholder killingerne, er hvornår hun har parret sig igen efter kuldet blev født.
Nogen katte kan parre sig igen allerede når dens kuld er en uges tid gamle.

Katten vil passe sine killinger, og vil forsvare dem indtil hun mener de kan klare sig selv, ud over det vil hun afvise dem, netop fordi de efter den tid er til besvær…[/quote]

Det er ikke korrekt. Ja, hunkatten afviser killingerne ved “mælkebaren”, det er for at spare egne ressourcer. Men de vil helt til killingens 6mrs alder være mentorer udi jagt, ellers vil deres “arbejde” for at sætte afkom iverden sådan set være spildt da killingerne vil dø uden støtte.
I naturen vil en ti uger gammel killing ikke kunne klare sig selv. De har ikke en gang lært at fange mus.
Hunkatten starter med at introducere dræbt bytte, derefter levende som hun slår ihjel og som killingerne vokser til får de mere ansvar og får serveret levende bytte under opsyn. Killingerne skal lære hurtighed og teknik, et bid vra en mus, mosegris eller især rotte kan give grimme betændte sår.

Vores racekatte/indekatte har sandelig instinkterne i behold. I mangel af mus og fugle bruges istedet diverse former for legetøj,pelsmus, kødstykker (et hit er kyllingelår især stjålet-høhø) Disse emner bæres brægende rundt af morkatten, desværre for hende og vores øregang finder de små hurtigt ud af at fangsten er lidt kedelig ( bortset fra kyllingen som angribes og forsvares med knurren, hvæsen og arrige sideblikke til den formastelige der nærmer sig:)

Marina

17

Lige et par fotos:)
Først to killingers kamp om “byttet”:

En halvvoksen killing har overtaget trofæet:

Marina

18

Flotte fotos marina!

19

Marina tager du bare lårene fra en evt stegt kylling eller?

Og musen hvor kommer den fra? hehe

Ja super flotte fotos-wehuu

20

[quote=SineGry;73649]Marina tager du bare lårene fra en evt stegt kylling eller?

Og musen hvor kommer den fra? hehe

Ja super flotte fotos-wehuu[/quote]
Ja, jeg har leveret fjerkræet, stegt eller kogt kylling (føler mig som et bedre pensionat når jeg koger kyllinger i kæmpegryde), hvor det andet kræ kommer fra må guderne vide-høhø
Den har åbenbart vovet sig ind i min have, og jeg kiggede da godt nok en ekstra gang da hun stolt kom slæbende med noget så stort. Ellers plejer det bare at være markmus, husmus, spidsmus og solsorteunger(når det er ved den tid).

Kalkunlår er forøvrigt også et kæmpehit, noget de virkelig kan gnave og bruge tænderne på.
Marina