Vi flyttede i januar i hus på landet, fra en 3’er i en betonblok i Esbjerg… Ludvig, kastreret hankat (snart 2 år) som jeg fik fra killing, 5-årige Misse (hunkat på p-piller) og Fisk, vores ældre tilløberdreng som vi tog til os efter at nogen havde smidt ham væk og derefter boet på parkeringspladsen i godt en måned.
Ludvig, som er i sin bedste alder, bestemte sig for at blive inde/udekat efter få uger (dvs. han strøg ud mellem benene på os, uanfægtet af at hans mor bestemt havde planlagt minimum 2 mdr. som indekat og derefter gradvis tilvænning i sele og snor) -Hans bedste ven Fisk fulgte snart efter, og Misse ventede pænt et par mdr før hun pludselig en morgen gik ud og ejede solgården som om hun altid havde boet der.
Jeg sørger for at få dem ind hver aften, men påskedags aften kom Fisk ikke da jeg kaldte… En rædselsfuld nat, jeg var ude og kalde hver time natten igennem uden held.
Morgenen efter fandt vi ham… Smadret efter mødet med en bil. Dvs, vi fandt kun forreste halvdel, resten var væk, trods timers leden i buske og krat. Min smukke gamle stribede kælekrukke. Nøj, hvor vi tudede begge 2…
Nu er jeg nervøs stort hver aften, når Ludvig er ude (Misse er ikke ude så længe af gangen). Fra kl. 22 er jeg ude og kalde jævnligt og når han så er inde bliver døren låst til dagen efter… de få gange han ikke er kommet selv har jeg stillet uret til hver time, hvor jeg så går ud og kalder og går en tur op på vejen med lommelygte og kigger. Dagen efter er jeg et levende lig med hovedpine af søvnmangel. Søndag nat stod han og brægede anklagende til mig kl 04.15 da jeg for 4 gang var stået på for at gå ned for at kigge efter ham. Så fes han ind, spiste, drak af vandhanen og rullede sig sammen i min fodende, godt tilfreds med sig selv.
Jeg ved at han har en fest derude -vi har en stor naturgrund som han regerer. Han fanger mus, jagter fugle, klatrer i træer, styrter ned af græsplænen, og jeg ved at skulle uheldet ske, så er han død som en lykkelig, glad, sund og tryg kat, der har haft det som blommen i et æg.
Men nervøsiteten fylder bare så meget i mig. Jeg kan næsten ikke finde ro til at handle på vej hjem fra job, fordi jeg skal skynde mig hjem og se at Ludvig har det godt - og jeg vil gerne bare kunne slappe lidt mere af. Tænker, at Nr.4 (hunkatten som fulgte med huset) jo fint har overlevet flere år udendørs trods trafikeret vej. Så derfor kan Ludvig jo også sagtens få masser af gode år.
Hvordan gør I andre, der har fritløbende katte? Kan man træne sin nervøsitet væk?
På forhånd tak.
