Jeg loggede ind i aftes af nostalgiske årsager, da jeg ikke længere har nogen tilbage af de to dejlige drenge, der var årsag til at jeg frekventerede Kattegale i sin tid.
I august 2021 gik det pludseligt meget hurtigt ned ad bakke med Bambo, som jo har lignet en gammel kat siden vi fik ham i en alder af 2 år. Vi blev enige om, at han havde gjort det godt, og det var på tide at han skulle sendes af sted over regnbuebroen. Faktisk havde jeg allerede en dag eller to i forvejen kunne se at nu var det nu, og sagt til Thomas, at nu skulle vi altså give ham et par gode dage, sige farvel og så skulle han aflives. Bambo var i de senere år blevet næsten lige så meget min kat som Thomas’, men de to havde et særligt bånd, og Thomas havde brug for en dag eller to (husker det ikke specifikt) til at sige farvel.
Om aftenen den 9. kunne Thomas godt se at jeg havde ret, det var tid, men han kunne også mærke, at Bambo måske ikke ville klare sig igennem natten. Så vi sad længe oppe med ham, nussede ham, sagde farvel, inden vi var nødt til at gå i seng. Bambo havde lagt sig i sit yndlingssted, og der fandt vi ham også om morgenen, hvor han var væk.
Det var hårdt, men ventet. At han overhovedet blev 12 år anså vi for at være super flot. Han var en skravlet kat, og han mere end overholdte sin aftale med mig om, at han bare skulle blive 10 år.
Bambo <3
Aslan blomstrede op efter Bambo døde. Der er ingen tvivl om at Bambo altid havde bestemt alt, og vi kunne efterfølgende se, at selvom Aslan altid har virket rigtig glad for Bambo, så havde der været mere i deres dynamik, som vi havde overset. I hvert fald var det som om Aslan fik meget mere selvtillid og ro på efter Bambo døde. Han kunne nu pludselig gå i sele uden problemer, han blev ikke lige så nemt forskrækket, han blev mere stædig og insisterende på at få opfyldt sine behov, som han også blev langt bedre til at give udtryk for. Det var som om han havde fået en lille flig af Bambos sjæl i sig. Det var skønt at se.
Aslan har altid været min dreng. Han var en følsom kat, og når jeg var ked af det og overvældet, så var han altid ved min side og lod mig gøre ting, som han normalt ikke ville tolerere. Han ville bl.a. selv komme med sin pote, så vi kunne holde pote, hvilket han bestemt ikke syntes var hyggeligt til dagligt. Han var virkelig min emotionelle støttemis, og han havde selv udnævnt sig til det.
Efter Bambos død blev han mere og mere “vores” kat, frem for kun min. Særligt kom Thomas mere og mere i spil da han og jeg i al venskabelighed blev enige om at skulle skilles, og jeg derfor flyttede til Jylland og i en periode boede hos min far, hvor jeg ikke kunne have Aslan med. Jeg besøgte Thomas og Aslan mindst en gang om måneden, men Aslan var hver gang sur og skuffet over at være blevet efterladt af mig, så det tog ham et par dage at tilgive mig hver gang.
I december fik jeg endelig min egen bolig, og Thomas og jeg kørte Aslan hjem til mig. Han faldt til i lejligheden med det samme, var glad og trivedes. Vi havde det fantastisk. Vi puttede, vi legede, vi delte hovedpude om natten. Vi var endelig sammen igen.
Men det blev en kort glæde. 9. februar skulle jeg møde på arbejde kl 11.30. Da jeg bor i gå afstand til mit arbejde, havde vi en dejlig morgen hvor vi puttede og hyggede i flere timer inden jeg skulle gå. Jeg var ikke på toppen psykisk den dag og havde overvejet at melde mig syg, men da det ville give bøvl med vagtplanen valgte jeg at tage af sted. Da jeg kom hjem om aftenen fandt jeg min elskede dreng død på badeværelset. Ingen varsel, ingen tegn. Han lå med lukkede øjne som om han havde lagt sig til at sove og så bare aldrig vågnet igen.
Det er 3 uger siden i morgen, og jeg savner ham helt ubeskriveligt. Der bliver aldrig en som ham igen. Han ville være blevet 12 her den 14. marts.
Sov godt missedreng. Til vi ses igen.
Aslan <3
