[quote=Battlestar;224361]tja - måske man kunne finde en mellemvej ?
Vi fandt en mellemvej. Jeg vil ikke acceptere at han spiller hele tiden, men jeg respekterer at det er hans lidenskab.
dine udtalelser om egoisme og det at skide på alle omkring sig - tja… hvis man er i et forhold - hvordan er man så nået dertil at man bliver egoist og skider på forholdet?? … når man vælger at bruge så meget tid på spillet - så er der en grund… så er spilleverdenen ganske enkelt bedre end forholdet/familien… og når man ikke har lyst til at hoppe ud af spillet igen og hele tiden vender tilbage - så er der en grund… alternativet er bare ikke godt nok…
Nogle vælger at springe over, hvor gærdet er lavest, og hvad er nemmere end at sætte sig ned og spille?
omvendt - hvorfor er det så KUN spillerne der skal forstå der er en verden “udenfor” - hvorfor ikke omvendt… da jeg spillede havde jeg ikke ansvar for andre end mig selv… så hvorfor skulle jeg “forstå det” ??
Jeg kan sagtens forstå, at det er sjovt/hyggeligt/spændende at spille, men det er bare ikke godt nok, hvis man er i en familie med ansvar.
Jeg er nok også meget mere “negativ” omkring spil end hvad godt er, for jeg er omgivet af spil.
det er problematisk når det er familie mødre/fædre med ansvar - men så er man nødt til at spørge: er de glade for det de har og giver det dem det de har brug for??? hvis de er i spillet hele tiden - så indikerer det at svaret er nej…
Set i forhold til Karsten og jeg, så svarede Karsten nej, for jeg kunne ikke forstå hvor VIGTIGT det var for ham at spille.
For mig var det vigtigere, at der kom mad på bordet, at der blev gjort rent, at vi var der for vores børn.
Jeg så Karstens spilleri som ren egoisme dengang. Han ville have og have. Jeg skulle forstå og interessere mig for spillet, og det gjorde jeg ikke.
det handler ikke om at man ikke gider sætte sig ind i at der er en hverdag… det ved man sgu da godt… problemet er at den hverdag bare ikke er særlig rar… skrigende unger, et surt job, en sur mand/kone, sure pligter - hvad ved jeg… livet er ikke fedt ret tit… spillet er fedt hele tiden…
Uanset om det er fedt at have et ansvar eller ej, så er man sq nødt til at acceptere at man HAR ansvar, når man er i en familie.
Der er jo en årsag til at konen er sur. det kommer jo ikke ud af den blå luft.
Livet kan ikke være fedt hele tiden. Selvfølgelig ville det være optimalt, men i en familie er der - og vil der altid være op og nedture.
lige en note: spillerne fordømmer ikke dem der ikke spiller - det er omvendt!!! spillerne konstaterer bare at andre ikke forstår… men hvorfor skulle man vælge at bruge tid på folk der ikke forstår… en der står og kræver af en?? hvem ville frivilligt vælge at bruge tid på dem der ikke forstår ens lidenskab?
Hey hov. det må stå for din egen regning.
Jeg kan godt forstå, at spil kan være sjovt/hyggeligt/dejligt osv. Jeg er bare ikke interesseret i, at det skal fylde hele mit liv.
Hvis alle havde den holdning, at man partout skal forstå og acceptere spil, og egentligt bruge tiden på det, i stedet for at bruge lidt tid på hjem, familie, børn, mad… så tror da pokker, at der er så mange skilsmisser.
det er der da ingen af os der vil - problemet er at dem der ikke spiller - de siger hele tiden “de BURDE da have mere lyst til at være sammen med mig/familien”… NEJ!!! - for familien/ægtefællen fatter hat… hvorfor “BURDE” vedkommende have lyst til at vælge noget der er meget mindre fedt??
Har man sagt A må man også sige B.
Et ægteskab kan være A, og det indebærer gensidig respekt. B’et må så være, at man ER der for familien/ægteskabet en gang imellem. Jeg har ikke sagt, at man skal være sammen 24/7, men vil man være en del af et ægteskab, så er man også nødt til at gøre noget for det.
På et tidspunkt bliver gevinsterne i spillet mindre og mindre og så kommer man op til overfladen igen - problemet for de fleste er at de bliver tvunget ud af en uforstående ægtefælle - de kommer ikke ud fordi de vil… det plejer at give bagslag på et tidspunkt[/quote]
Jeg tvang skam ikke Karsten ud. Han fandt ud af, at han var ved at miste mig og børnene.
Jeg var såmænd på vej væk fra ham, for jeg vil ikke acceptere, at et spil skal fylde hele ens liv. det er mit liv simpelthen for kort til.
Jeg under da gerne Karsten at sidde og spille, men han er pine død nødt til at acceptere, at han også må gøre en insats.
Jeg gad ikke arbejde alene på vores ægteskab, og det fandt han ud af.
I dag har han faste spilledage, hvilket er helt fint for mig. Jeg ved at jeg ikke skal planlægge noget for ham de dage.
Omvendt så ved han også, at de andre dage kan jeg godt finde på at kræve noget af ham - og det gør jeg.
Jeg gider ikke stå med hele hjemmet alene, og bare se på at han feder den af. -surrender
OG at man bekæmper en (fælles) fjende.
