Den 13/8-2015 forsvandt hunkatten Bitten sporløst fra gården.
Hun har chip nummer: 208250000042784
Dette er en efterlysning på Bitten, men jeg tror aldrig, at jeg ser hende igen, så jeg tillader mig samtidigt at gøre det til et lille mindeskrift.
Bitten blev ført til gården af Mormjavmis (naboens hunkat) som killing år 2013
Dengang blev hun kaldt “Lille Bitten”, fordi hun var den mindste og mest morsyge af de fire killinger.
Ingen af killingerne havde været i hænder og var derfor noget vilde og tilbøjelige til at flygte, men Lille Bitten lod sig ikke skræmme. Hun blev bare liggende i sin mors favn og kiggede forventningsfuldt op på mig med de største og mest tillidsfulde øjne, man kan tænke sig.
Hun blev hurtigt større, men fik desværre nogle maveproblemer og blev svækket igen over nogle uger. I disse uger fik hun selvfølgelig særlig pleje og det gav også et særligt tilknytningsforhold.
På billedet ses Mormjavmis tilfreds som den voksne. Den dygtigste hunkat, jeg har oplevet. Hun er desværre også væk.
Killingerne:
Lille Bitten ses øverst. Det er hende, jeg efterlyser.
Næstøverst ses Mussen. Blev dræbt på hovedvejen.
Tredje øverst gemmer Bossen sig. Den store mosegrisejæger og kotorpasser lever stadig og næsten alt for godt.
Nederst ses Tiger. En meget dygtig og aktiv hunkat (ligner sin mor meget).
Bitten oplevede også at få killinger, før hun blev neutraliseret.
Det er Bitten til højre på billedet med killingerne Bamse og Pjevsen (Pjevsen overlevede ikke), og Tiger til venstre med killingerne Trolderolle og Nat-tiger (Nattig).
Som man kan se, er Bitten også nem at genkende på pelsen.
Efter Bamse blev født viste Bitten helt nye og storslåede evner som musejæger.
Det var også godt, for selvom Bamse var blevet alenekilling, så var han aldeles umættelig og krævende.
En overgang var hun så dygtig og kvik, at det ligefrem gav Tiger problemer med at finde mus.
Efter Bitten var forsvundet kiggede jeg meget især på Bamse for at se, om han savnede sin mor.
Han er stor nu og meget optaget af hunkatte og sig selv, så han lod sig ikke mærke med noget.
Og så besluttede jeg, at det ville jeg i hvert fald heller ikke.
Men efter nogle dage, så sad han pludselig på en terrasse, hvor han jævnligt ugerne forinden havde taget ophold sammen med Bitten.
Man kan sige, at han nok bare håbede på at komme ind i huset, men han kiggede mest den anden vej, og han lå der i næsten to hele dage, og han var meget mere kælesyg end han plejede.
For mig så det ud som om, at han bearbejdede sin sorg eller i hvert fald et savn.
Bitten, banditten, hun var en lille frækkert, men også den blideste og fineste af kattene.
Vi håber stadig, at hun ved et mirakel kommer tilbage en dag.
