I dag har jeg lavet boller i karry til Flemming, og det har aldrig været min livret, så jeg har ikke gidet lave det før, men dette slap jeg faktisk helt godt fra ![]()
Der blev lavet en stor portion, da jeg havde inviteret Flemmings bror og svoger til at spise også som en overraskelse.
Kødboller (jeg fik 20 store kødboller af denne portion):
900 g. hakket kalv og svin
2 æg
Ca. 4 spsk. mel
1 løg
Karry
Spidskommen
Salt
Peber
Lidt vand
En stor håndfuld hakket persille
Røres til fars, som formes til kødboller, der koges 10 min i vand med en bouillonterning
Karrysauce:
Olie/margarine til stegning
1 løg
4 små gulerødder
3 æbler
Karry
2½ dl. kaffefløde
Maizena
Salt
Peber
1 bouillonterning
Ca. en liter af det vand som kødbollerne har kogt i
Løg skæres i tern, gulerødder og æbler skrælles og rives. Olien/margarinen opvarmes og karryen svitses, tilsæt løg og lad dem svitse lidt med. Tilsæt herefter revne æbler og gulerødder og kogevandet fra kødbollerne samt en bouillonterning. Lad det koge til grøntsagerne er møre. Blend herefter det hele, jeg brugte en håndblender direkte i gryden, det var stadig lidt grumset, men ikke noget, der gjorde noget. Tilsæt fløde og varm igennem. Jævn med maizena. Varm kødbollerne godt igennem i saucen.
Serveres med ris - vi fik fuldkornsris.
Flemming siger, at den er godkendt, og han må være eksperten ![]()