Bylder i ar pga. sutur?

Som I måske ved, blev mine to hunde, Buster og Holly, neutraliseret 1. maj.

De var de første 9 dage iført bodystockings og sårene blev tilset daglig.
Alt gik lige efter bogen og arrene så også fine ud indtil for nogle dage siden.

På samme tid fik begge hundene en lille byld i bunden af arret. Der var hul på og der kom betændelse ud.
Dyrlægen sagde, at bylderne skyldes en reaktion på den brugte sutur, som han for øvrigt ikke selv brød sig om at bruge, da han har set tilsvarende et par gange før, dog kun få gange med så forsinket reaktion.

Fik at vide, at hvis antibiotica ikke hjalp, kunne ny operation komme på tale for at fjerne den indvendige sutur.
Men skulle denne sutur ikke være selvopløselig?

Hundene har været på smertestillende og antibiotica i 3 dage + jeg renser dagligt. Busters byld er næsten væk, men Holly har fået en ny, der er gået hul på + en tredje er på vej.

De skal til dyrlæge igen i morgen, men noget undrer mig.

Jeg har et par gange set allergisk reaktion på sutur hos katte (altid på 3-4.dagen), men der har hele såret været rødligt og lidt væskende UDEN betændelse.

Hvordan kan der opstå betændelse/bylder i et fint, hvidt ar?
Mig bekendt skyldes bylder bakterier.

Spørger selvfølgelig dyrlægen i morgen, men det kunne jo være, I har nogen viden og forklaring derom.

Ang. bylder i fine ar, kan jeg ikke lige hjælpe.
Men ang. den indvendige sutur, jo så mener jeg at der konsekvent bruges selvopløselig tråd. Der er dog nogle (mennesker), der ikke er ret gode til at opløse trådene. Men de burde ikke give anledning til ballade. Det varer bare noget(meget) længere tid inden de er væk :slight_smile:

Jeg har haft katte, hvor den indvendige sutur er kommet ud flere uger efter operation, så ikke alle kan opløse den og en enkelt var vi tæt på at måtte have åbnet igen, fordi tråden blev ved med at give problemer. Heldigvis kom den ud af sig selv, så vi og katten slap med skrækken!

Nu er jeg ikke en kat :klapper:

Men jeg får jævnligt en byld i mit gamle operationsar. Jeg tænker, at det er fordi, at huden er tyndere der, end den er andre steder.

Faktisk har de talt om, at hvis jeg får en ny byld eller bare et nyt sår i arret, så skal jeg til lægen og tjekkes, da der stadig kan sidde rester af den indvendige tråd, og det kan være det, der generer. Jeg blev iøvrigt opereret i 2006 :ups:

Hvis nu hunden er sådan en, der ikke opløser tråden selv, så opfattes tråden
som et fremmedlegeme, og der opstår infektion i området - måske :?

[QUOTE=Charlotte Oeh.;867785]Hvis nu hunden er sådan en, der ikke opløser tråden selv, så opfattes tråden
som et fremmedlegeme, og der opstår infektion i området - måske :?[/QUOTE]

Correct… well næsten. Der behøver jo ikke være en infektion, for at der dannes bylder og pus.

Når suturen ikke opløses vil kroppen kunne opfatte den som et fremmedlegeme. Dette giver en inflammatorisk reaktion med en masse celler, en såkaldt granulomatøs inflammation. Pus består hovedsagligt at celledebris, altså døde og ødelagte celler (primært neutrofile granulocytter), og selvfølgelig en masse anden “affald” fra reaktionen. Der behøver altså langt fra være bakterier til steder. Antibiotika vil så ikke have indflydelse, derfor skal man fjerne det kroppen reagerer mod, eller stoppe den evne til at reagere for at undgå reaktionen.

Dette link giver en god beskrivelse af inflammationsreaktioner;
http://www.forlag.fadl.dk/sample/87-7749-405-9/Kapitel-6-almen-patologi.pdf

Det har jeg også oplevet - men det var klart en reaktion på trådene og ikke bylder.

Bylder har jeg oplevet på 2 hankillinger, der blev kastreret samme dag og udviklede bylder. Den opererende dyrlæge mente der kunne være tale om en sutur, der ikke havde været 100% steril, eftersom det var begge katte.

Tak for jeres gode svar. Så har jeg noget at have med til dyrlægen.

Jeg har oplevet det ved en hunkat i sterilisationsarret. Hun hele pænt de første 7-8 dage og pludseligt begyndte såret at åbne og der sprang 5-6 store bylder over nogle dage selv om hun havde fået antibiotika efter operationen.

Dyrlægen mente det var en klar allergisk reaktion på den indvendige sutur, og da vævet blev mere og mere ødelagt og hun i løbet af en dags tid fik store huller i aret, blev hun opereret på 10. dagen efter neutralisationen og syet med en anden indvendig sutur. Derfra helede det helt perfekt. Arret blev selvfølgeligt lidt større fordi hun var nødt til at skære mere op og lukke med rask væv, men stadig ikke større end hvad mange dyrlæge normalt laver ved et sterilisationsar.
Jeg mener dog, uden at være skråsikker, at vi gav noget medrol for at mindske kroppens allergiske reaktion. Men hæng mig ikke op på det, det er så lang tid siden at jeg ikke husker det mere.

Ludvig fik også en allergisk reaktion 1 måned efter han blev opereret for en tarminvagination. Han kom til dyrlæge og de rensede sårene, for den smule pus der var i og der var lidt tråd i enderne af såret hvor han havde fået de to sår, dem fjernede de. Og han fik Noroclav i 10 dage, der har ikke været noget siden.

Så kom vi hjem fra dyrlægen og hundene opførte sig eksemplarisk under behandlingen. Dyyyyygtige vovser!
.
Forinden havde jeg renset sårene og da jeg i et af Hollys sår så en sort knude, trak jeg forsigtigt i den, og ud kom en ca. 4 cm lang tråd, som jeg tog med til dyrlægen. Han blev glad for den, for firmaet (hvorfra hospitalet har suturen) havde bedt om både batchnummer og meget gerne noget materiale. Dyrlægen fortalte samtidig, at dette er det 7. tilfælde, dyrehospitalet har i løbet af 2-3 måneder, en information jeg kan forestille mig, at han nok bliver slået i hovedet for at have givet til mig. I ingen af disse tilfælde har det været nødvendigt at re-operere.
(Jeg gruer nemlig for regningen).

Nå, men han rensede sårene og det lykkedes ham at trække en trådknude ud på Buster.

Den tredje byld, som er ved at modnes hos Holly, har også en sort plet (trådknude) i midten, så jeg håber at kunne få den ud, når bylden er moden.

Begge hunde fortsætter med både smertestillende og antibiotica og jeg renser selvfølgelig dagligt.

Det var alle tiders I kunne få fat i det skidt :slight_smile: Håber det bliver trukket tilbage, for det er da noget juks.
Men godt at der ingen re-op umiddelbart bliver tale om, det er aldrig rart :slight_smile: