Som i de 20 minutter vi har været hjemme, har spist dåsemad, rodet i klædeskabet, myrdet:mine tæer, sin hale, et tøjdyr og min hovedpude.
Nogen snork sov fra Malmø og til Lillebælt. Så lå man i kurv i mit skød og slængede sig mens man skiftevis beundrede Jan, legede med et sugerør og ordnede krøllerne. Så tilbage i buret, spise, tisse og snorke igen.
Selvtilliden fejler ikke noget. Iceman og Ripley er bange for ham, som forventet. John er død nysgerrig, venlig og lidt “in your face” og det kræver tilvænning for den lille, så det er under opsyn og vejledning.
Muffin er onkel muffin og derfor jeg elsker ham. Høfligt nysgerrig, respektfuld afstand under snusning og så længe de kan ligge på hver sin side af Jan i sofaen er alt ok. Kommer den lille for tæt på gryntebrokker Muffin lidt, that’s it.
Og så havde jeg på en eller anden måde glemt siden sidst hvor små de er - tiny lille ting
Han er en peterbald. En orientaler med et gen der giver grader af mærkelig pels eller mangel på samme.
Muffin er egentlig brush. Lidt som et par mandeben. Men med alderen er han blevet meget tyndhåret