Jeg tror sgu han er for glad for flæskesteg til at ville gøre det … men hey, der er da ikke svinekød i nougatmus, vel? For så ved man jo aldrig! 
Haha Birthe den var go 
Ja jeg ser også mere på mennesket. Men i et forhold spiller islam ind eller kan - mens mange kristne ikke lever religionen som en del af hverdagen, så er der en del kulturelle ting som hos nogle er flettet sammen med Islam. Men det behøver naturligvis ikke give problemer.
Jeg elsker at lære om religioner, og jeg har en del venner som er muslimer, hinduer, buddhister, kristne, katolikker og ateister - og ih hvor vi kan debattere. Ofte er der mange flere fællesnævnere end modsætninger. Det er meget tankevækkende, når nu religion så ofte får skylden for ufred - måske er det ikke religionerne, men menneskers tolkning af dem, der giver ufred 
Tja, hvis han var en ordentlig muslim, så ville han jo aldrig se til min side, jeg - the infidel, så den burde bare holde der…
Jeg er faktisk lige glad med hvad folk tror på - kloden er så rigeligt stor nok til at der er plads til os alle. Men lige netop når det kom til dating og deraf følgende livskomplikationer, så tror jeg nok jeg ville foretrække “at holde skæg for sig og snot for sig”… Jeg ser i forbindelse med mit arbejde rigeligt med muslimske forhold og hvor kompliceret det pludselig bliver - jeg tror bestemt ikke det bliver lettere af at blande trosretninger oveni alt det andet.
VH
Susanne
Det kommer jo nok an på graden af tro. Var han meget troende så ville jeg nok ikke, ligesom jeg heller ikke ville date en meget troende dansk mand. Jeg er nok det man vil betegne som en agnostiker og er absolut ikke-troende. Var vedkommende bare sådan moderat/gennemsnitlig, så ville det formodentligt ikke være noget problem. Så ville det nok være mulige kulturelle forskelle der ville være problemet i stedet, og så er det jo et spørgsmål om personlighed match at man kunne arbejde sig gennem dem eller ej
Jeg har i øvrigt datet både en somalier og en tyrker (dog ikke på samme tid 
), og i hvert fald den første og måske også nr. to har været muslimer. Men ingen der har gået op i nogen form for tro, og det er aldrig nået til så seriøst et plan, at det fik nogen betydning
Nej jeg ville ikke…jeg har ikke endnu mødt en muslim som sagde mig noget. Desuden er jeg også gift, men uanset om jeg var eller ej, så kom de ikke inden for mine døre, allllllt for mange komplikationer.
Nej det er bestemt ikke noget for mig, uanset hvor sød og rar han var, ville jeg takke nej.
Uh Eva hvorfor ikke samtidig hahha Du er da så kedelig
Susanne: Men hvis jeg datede en fra en dansk trosretning af en slags - Jehova, Indre Mission osv - ville det vel heller ikke gå? Jeg er sådan set ligeglad med, hvad andre tror på, men jeg er da blevet kaldt hedning og har fået at vide, at jeg vil brænde i helvede et par gange fordi jeg er buddhist Det blir spændende at se, hvem der har ret når vi dør…
Det udspringer i øvrigt af uvidenhed - jeg har ingen guddom i buddhismen, som jeg følger. Det er en levevej, en livsfilosofi. Når det handler om mit gudsbillede, så ligner det nok muslimernes mest faktisk - noget der overraskede mig meget, da jeg begyndte at studere den rene version af islam - altså den der er mindst mulig påvirket af alle mulige og umulige tolkninger. Jeg har dog ikke nogen religion, så jeps det er korrekt at kalde mig hedning - men jeg tror på ubetinget ren gennemtrængende kærlighed til alt og i alt og for alt Fordi jeg har erfaret at den eksisterer - men det ved man naturligvis ikke, når man står der som menneske og dømmer mig til helvede - og pyt med det - blot er min tanke, at man ikke behøver stå foran en muslim for at blive fordømt - jeg har fx aldrig oplevet det fra mine muslimske venner…
Til gengæld har jeg oplevet at det billede, der tegnes af religionen i diverse sensationshungrende medier stemmer meget lidt overens med virkeligheden. Jeg tror der findes skøre kugler inden for alle religioner - og ikke-religioner. Jeg har da dated fyre, der var kugleskøre - og de troede vist ikke en gang på sig selv :)))
Helle - Jeg kendte dem ikke på samme tid… Det er også kun derfor
Mente meget troende kristen mand, og ikke meget troende dansk mand
Skæbnen Eva - pokker tage den hahha Nej jeg laver bare lidt sjov - det ved du jo
Jeg ville sagtens kunne date en muslim… Men tror lige som Birthe at manden ville blive utilfreds…
Det drejer sig i bund og grund om at to forskellige livssyn mødtes, og at deres kærlighed bygges op omkring respekt, åbenthed, tolerance og kompromis i sådanne tilfælde. Nogle siger forskellene er for store, men det kommer an på hvor meget man er villig til at ofrer for kærligheden.
Dette er faktisk også nødvendig i et forhold med en “fire-hjul-kristen”, som præsten der konfirmerede mig og en personlig kristen, og det til trods for vi begge er opdraget som “fire-hjuls-kristne”.
Der er simpelthen områder hvor vores livssyn kolliderer med et brag og vi er nødt til at indgå kompromis omkring disse konflikter.
Et godt eksempel var da vi fik børn og vi skulle bestemme os for dåb eller navngivning.
Min mand ville døbe fordi det var en tradition i hans familie, men de er ikke personlige kristne og synes det er synd at mine børn skal i kirke…
Jeg derimod ville ikke stå og lyve overfor Gud, så hvis vi valgte barnedåben, så valgte vi også at opdrage i den kristne tro.
Der skulle laves et kompromis og det blev at vi som familie går i kirke jul, påske, kristi himmelfartsdag og pinse. At børnene går på en kristen privatskole og ellers er kirkegang frivillig ud over den obligatoriske aftensbøn.
Og folk kan ikke mærke eller se på os, at den ene af os er personlig kristen…
Men tro mig vi har vores samtaler om vigtigheden af tro eller ikke… Og det selvom vores basis værdi er bygget på det samme…
Jeg ville sagtens kunne date en muslim… Men tror lige som Birthe at manden ville blive utilfreds…
Det drejer sig i bund og grund om at to forskellige livssyn mødtes, og at deres kærlighed bygges op omkring respekt, åbenthed, tolerance og kompromis i sådanne tilfælde. Nogle siger forskellene er for store, men det kommer an på hvor meget man er villig til at ofrer for kærligheden.
Dette er faktisk også nødvendig i et forhold med en “fire-hjul-kristen”, som præsten der konfirmerede mig og en personlig kristen, og det til trods for vi begge er opdraget som “fire-hjuls-kristne”.
Der er simpelthen områder hvor vores livssyn kolliderer med et brag og vi er nødt til at indgå kompromis omkring disse konflikter.
Et godt eksempel var da vi fik børn og vi skulle bestemme os for dåb eller navngivning.
Min mand ville døbe fordi det var en tradition i hans familie, men de er ikke personlige kristne og synes det er synd at mine børn skal i kirke…
Jeg derimod ville ikke stå og lyve overfor Gud, så hvis vi valgte barnedåben, så valgte vi også at opdrage i den kristne tro.
Der skulle laves et kompromis og det blev at vi som familie går i kirke jul, påske, kristi himmelfartsdag og pinse. At børnene går på en kristen privatskole og ellers er kirkegang frivillig ud over den obligatoriske aftensbøn.
Og folk kan ikke mærke eller se på os, at den ene af os er personlig kristen…
Men tro mig vi har vores samtaler om vigtigheden af tro eller ikke… Og det selvom vores basis værdi er bygget på det samme…
Lige netop de 2 tilfælde er der ikke stor chance for at du ville komme til at date netop pga. af forskellen i tro. Hvis de mener noget med deres tro ville de simpelthen lede efter noget af samme slags. Men mht. muslimer så er der også ofte en forskel i kultur - der er tit riiiiiigtigt langt fra det ene til det andet punkt her.
VH
Susanne
Hvad er en fire hjul kristen? Det har jeg aldrig hørt før?
Dem med hestevogne eller fede biler :?
Det er en kristen der kun kommer i kirken når han bliver kørt i barnevogn for at blive døbt,derefter tager en taxa for at blive konfirmeret,kommer i brudekaret for at blive gift og sluttelig bliver kørt i ligvogn for at blive begravet.:rip:
Jeg ville ikke date nogen der betegnede sig selv som noget der hører en trosretning til, om det så er muslim, kristen, jehovas vidne, indre mission, jøde osv. Folk må tro og tænke hvad de vil, men jeg vil ikke indgå et forhold til en troende. I hvert fald ikke hvis vi skulle have børn og dermed var tvunget til at blive enige om opdragelse og religion i den retning. Var vi derimod frivilligt barnløse og dermed ikke behøvede blande hinanden for meget ind i det, så kunne jeg måske se igennem fingre med det.
Ovenstående er under forudsætning af at vi var “skabt for hinanden” på tilstrækkeligt andre områder og med så stor respekt for hinanden, at man ikke forsøger at pådutte hinanden ens eget livssyn.
[QUOTE=Osquary;892857]Jeg ville ikke date nogen der betegnede sig selv som noget der hører en trosretning til, om det så er muslim, kristen, jehovas vidne, indre mission, jøde osv. Folk må tro og tænke hvad de vil, men jeg vil ikke indgå et forhold til en troende. I hvert fald ikke hvis vi skulle have børn og dermed var tvunget til at blive enige om opdragelse og religion i den retning. Var vi derimod frivilligt barnløse og dermed ikke behøvede blande hinanden for meget ind i det, så kunne jeg måske se igennem fingre med det.
[/QUOTE]
Normalt ville de heller ikke date “en uden tro” af nøjagtigt samme årsager Lige børn leger nu engang bedst. Jeg har jo en helt fast religiøs overbevisning, som jeg heldigvis deler med gemalen, og derfor er det helt problemfrit. Men jeg har da set nok eksempler på “blandede familier” til at jeg aldrig ville anbefale det, for det giver bare så mange unødvendige problemstillinger undervejs. Og det bliver kun mere kompliceret det øjeblik der kommer børn med i billedet.
VH
Susanne
Nåeh ok … Altså som de fleste 
Som R.B også skriver:
Du kommer på barnevogn, når du skal konfirmeres
Bliver kørt i bil til din konfirmation
Bliver kørt til kirke til dit bryllup
og i rustvogn til dit bryllup
Nøjagtig som Vivi_Fletcher skriver som de fleste…
[QUOTE=Susanne W;892876]Normalt ville de heller ikke date “en uden tro” af nøjagtigt samme årsager Lige børn leger nu engang bedst. Jeg har jo en helt fast religiøs overbevisning, som jeg heldigvis deler med gemalen, og derfor er det helt problemfrit. Men jeg har da set nok eksempler på “blandede familier” til at jeg aldrig ville anbefale det, for det giver bare så mange unødvendige problemstillinger undervejs. Og det bliver kun mere kompliceret det øjeblik der kommer børn med i billedet.
VH
Susanne[/QUOTE]
Det kommer altså an på personerne og på hvordan man håndterer problemerne…
Det er da rigtig at jeg ville have nemmere ved mange ting, hvis jeg havde giftet mig med en personlig kristen og ikke en agnosteriker… Men mit hjerte synes ikke at det var vigtig at min mand var kristen, for han var den rigtige for mig… Og så er tro altså ikke der skulle os ad… Så måtte vi lære at gå på kompromis og ikke stille spørgsmål ved andens tro, livssyn eller holdninger
Så det kan altså godt lade sig gøre… Hvor der er vilje er der vej…
det ville jeg da helt sikkert…
lige indtil sætningen: du skal gøre sådan fordi… (indsæt noget der har med hans religion at gøre)
så var han ude igen
men hvis den sætning aldrig dukkede op - så var han inde i varmen …
at jeg så ville få MEGET svært ved at finde en date fra mellemøsten fordi jeg har så høje krav til udseendet er en anden side af sagen… jeg synes det er SÅ få der er flotte…
men ok - hvis ham her…
eller en lidt yngre udgave af ham her…
dukkede op så ville jeg absolut ikke sige nej