Kunne du finde på det og har du måske gjort det? Hvordan var det?
Hvorfor og hvorfor ikke?
Hvad sagde omgivelserne til det? Hvis de sagde noget?
Jeg har jo haft en muslimsk kæreste, så jeg er nysgerrig på, hvad andre har oplevet og tænker om dette.
For at svare selv først:
Ja det kunne jeg godt finde på.
Det var som et hvert andet forhold, vi talte en del om forskellene i starten, og det var nok en fordel, for så kunne jeg bedre forstå nogle af de ting, som religionen betød for ham, og faktisk fik jeg et meget anderledes syn på Islam, da jeg forstod, at mange af de ting vi ser i avisen er “fanatikere” eller lavtuddannede, der måske er læst og påskrevet af visse retninger inden for Islam og kan man ikke selv læse, så er det jo svært at sætte tingene sammen selv - plus fattigdom kan drive mennesker til de mest utrolige ting, mens den “jævne” muslim måske mere ligner den “Jævne” kristne, der jo nok heller ikke altid kan sættes i bås med Indre Mission eller andre af den slags, der vælger at gå mere i dybden med en religion eller endda ud over stregen med det.
Omgivelserne var delte. Den ene halvdel prædikede Ikke uden min Datter for mig, mens den anden halvdel var total ligeglade og så på mennesket i stedet for religionen.
[QUOTE=lenschow;891746]Kunne du finde på det og har du måske gjort det?
Nej det kunne jeg aldrig drømme om. Heller ikke en dansk muslim.
Hvordan var det?
Hvorfor og hvorfor ikke?
Jeg er kristen på det plan Vor Herre og jeg nu har aftalt det. Så derfor vil jeg bestemt kunne se en konflikt i forhold til vores forskellige opfattelser af tro og måske udlevelsen af den. Jeg vil skynde mig at sige mine erfaringer med danske muslimer, er stort set ikke eksisterende, men jeg har flere kvinder i min bekendtskabskreds, der har datet og giftet sig med udenlandske muslimer. Ikke en eneste god historie har fulgt med de forhold. Man kan så begynde at analysere på om det er religionen eller kulturen der er årsag til dette, jeg tror på et mix af de to ting.
Hvad sagde omgivelserne til det? Hvis de sagde noget?
Jeg har jo haft en muslimsk kæreste, så jeg er nysgerrig på, hvad andre har oplevet og tænker om dette.
For at svare selv først:
Ja det kunne jeg godt finde på.
Det var som et hvert andet forhold, vi talte en del om forskellene i starten, og det var nok en fordel, for så kunne jeg bedre forstå nogle af de ting, som religionen betød for ham, og faktisk fik jeg et meget anderledes syn på Islam, da jeg forstod, at mange af de ting vi ser i avisen er “fanatikere” eller lavtuddannede, der måske er læst og påskrevet af visse retninger inden for Islam og kan man ikke selv læse, så er det jo svært at sætte tingene sammen selv - plus fattigdom kan drive mennesker til de mest utrolige ting, mens den “jævne” muslim måske mere ligner den “Jævne” kristne, der jo nok heller ikke altid kan sættes i bås med Indre Mission eller andre af den slags, der vælger at gå mere i dybden med en religion eller endda ud over stregen med det.
Omgivelserne var delte. Den ene halvdel prædikede Ikke uden min Datter for mig, mens den anden halvdel var total ligeglade og så på mennesket i stedet for religionen.
Håber flere vil dele deres erfaringer og tanker.[/QUOTE]
Nu har jeg været ret rå i mine udtalelser omkring forhold til muslimer, men når det så er sagt, så er jeg bedøvende ligeglad med, hvad andre gør. Hvis du har fundet kærlighed og alt det der følger med i dit forhold, så er det jo bare skønt
Jeg vil under ingen omstændigheder dømme nogen fordi de dater menesker med en anden overbevisning end min
Jeg kom i min pure ungdom sammen med en pakistaner i ca ½ år.
Han var sådan i det daglige ikke spor mere muslim end gennemsnitsdanskeren var kristen. Det var mest det at han ikke spiste svinekød der gjorde ham “anderledes”.
Mere venligt og ikke mindst hjælpsomt menneske skulle man olede længe efter.
At vi så var alt for forskellige til at det kunne gå ud over den første forelskelse er en anden ting. Jeg husker ham med absolut varme følelser. Vi skiltes ikke som uvenner, bare i en erkendelse af at … nej det gik ikke
Jeg har fra 1997 og fremtil sidst i 2010 haft en muslimsk kæreste som også er far til min yngste datter.
Så sent som i nat sad vi og snakke hele natten. Jeg forelskede mig i 2010 i min danske barndomskæreste og fortalte min muslimske kæreste at jeg var nødt til at forfølge det …han ønskede mig held og lykke og vi elsker stadig hinanden som venner.
Der var da kulturelle misforståelser indimellem. Men jeg vil påstå at jeg har oplevet flere misforståelser og gåen fejl af hinanden i mine danske forhold idet vi her troede vi forstod hinanden. I mit tokulturelle forhold var vi jo ikke så forudintaget mht. at vi troede at den anden forstod os.
Jeg er troende og praktiserende kristen, så her passede vi som sådan godt sammen. Islam og kristendommen tror jo på den samme Gud og de samme profeter og har mange fælles værdier. Ydermere er jeg uddannet i Islam så på det felt havde vi ingen problemer. Principielt ønskede han ikke at han ikke at hans børn skulle døbes, men omvendt så vidste han jo at det var vigtigt for mig så det blev hun og havde hun været en dreng havde jeg accepteret at hun blev omskåret.
Min familie og venner havde intet at udsætte på vores forhold, det var mere fremmede mennesker der kunne komme med underlige spørgsmål. Det kom meget bag på mig at folk åbenbart mener at fordi jeg var i et tokulturel forhold så havde jeg ingen grænser for hvor tæt de måtte gå med deres spørgsmål og deres filter forsvandt åbenbart også for blev engang spurgt af en damefrisør om det var rigtigt at mørkløde mænd var bedre udrustet og mere fyrrige i sengen
Kvinder jeg havde gået i skole med og som vidste jeg var feminist kunne komme og spørge om han undertrykte mig og om jeg skulle gå med tørklæde, selv om de jo havde frit udsyn til mit hår.
Jeg spiste ikke svin udover mit bacon det kunne jeg altså ikke undvære…og så var der nogel kulturelle regler om at en mand ikke bare kom og bød mig op til dans men spurgte min kæreste om lov til at byde mig op inden de bød mig op…Det gjorde man så også i Danmark i 40-50´erne så…:høhø:
Han var mere galant end mange danske mænd jeg har mødt. Han og hans muslimske venner gjorde også noget mere ud af deres påklædning især til fester, så her nød jeg at jeg virkelig kunne give den fuld skrue…
De muslimer jeg kender er søde og rare mennesker. De er veluddannet og har ikke et fanatisk forhold til deres religion. Så tror også at det er vildledte analfabeter der optræder som fanatikere… Og ja jeg har også fået ørene tudet fulde af “Ikke uden min datter”…men er der reelt set nogen forskel på en muslimsk mand og en dansk kvinde på det punkt? Vi vil også kæmpe for at få lov til at beholde vores børn hvis en muslimsk domstol gav forældreretten til vores eks´er…Skal så sige at vi aldrig har diskuteret hos hvem vores datter skulle være for det var naturligt for os begge at det var hos mig!
Ja selvfølgelig kunne jeg det, hvis han ellers er et godt og rart menneske, og ja min første mand, ældste datters far var muslim.
Det var såmænd ikke så meget anderledes end at bo med en dansk/kristen mand, ingen svinekød, men det er vel ikke anderledes end hvis man har en mand der ikke vil ha broccoli
Min familie tog pænt imod ham, og selv da vi gik fra hinanden fortsatte venskabet mellem os alle, lige op til hans død for 2 md siden.
Jeg bryder mig ikke om at skelne mellem hvad man er, eller hvem man er, det handler udelukkende om man er et ordentligt menneske, så er tro, hudfarve, politiske overbevisning o.s.v. ligegyldigt
Jeg tænker slet ikke religion når jeg kigger på mennesker. Religion er for mig en personlig sag, og vil ingen indflydelse have på om jeg dater vedkommende eller ej. Til gengæld vil hans opførsel ha stor indflydelse på om jeg gider ham eller ej. Generelt gider jeg ikke påduttes en eller anden måde at være på, religion eller ikke religion. Når jeg er parat til at tage hele pakken som han er og bakke op om hans værdier, forventer jeg den samme fleksibilitet fra hans side.
Min nuværende kæreste er kulturel jøde - dvs. han er jøde, men ikke religiøs. Men det er en del af hans kultur for ham ikke at spis svinekød og generelt følge deres kostregler. Sådan er han opvokset og sådan vil han gerne blive ved med at leve. Jeg har selv taget det valg at når han er her laver vi kosher mad, mest fordi jeg alligevel er for doven til at lave flere retter mad, og han siger aldrig noget negativt hvis vi er ude og jeg spiser mælkeprodukter og kød sammen eller spiser rejer. Svinekød spiser jeg alligevel ikke, da jeg ikke bryder mig om det, så den konflikt kommer vi aldrig til at have.
Generelt synes jeg det er vigtigt at bakke op omkring hinandens baggrund og kultur. Engang når der kommer børn til, skal det nok besluttes hvordan tingene skal gøres indtil de er gamle nok til selv at vælge, men indtil da gør vi tingene på hver vores måde - med stor opbakning til hinanden.
Det kommer da an på personen - herunder personlige holdninger og personlig opførsel. Så det kan jeg slet ikke svare på generelt - ligesom jeg ikke kan svare generelt på, om jeg kunne falde for en svensker, en zen-budhist, en marsmand…
Vis mig personen. Lad mig lære vedkommende at kende. Så skal jeg svare…
Om jeg ville date en muslim ?
Aner det ikke, for det har aldrig været aktuelt … i øjeblikket er jeg ikke interesseret i at date nogen som helst, uanset religion, hudfarve eller herkomst :surrender1:
Generelt vil jeg nok have svært ved at være kæreste med en person, der er meget troende - uanset trosretning.
Og muslimer er jo forskellige på samme måde som kristne - nogle går mere op i det end andre.
Jeg kunne nok ikke date en muslim - eller nogen anden troende, for den sags skyld.
Jeg er ateist, og selvom jeg virkelig gør mit bedste for at være interesseret i andres livsførelse/filosofi, og være tolerant og forstående, er det virkelig et punkt, hvor jeg ikke kan se mit selv i et forhold med en, der ser anderledes på tingene end jeg.
For snart ti år siden, var jeg sammen med en pakistaner i et halvt års tid.
Hans forældre var muslimer, men han var ateist. Han spiste ikke svinekød, for det var han ikke vant til. Han spiste i øvrigt heller ikke okse eller kalv, for de er så søde. :klapper:
Vi havde ikke et eneste problem der kunne tilskrives kulturforskelle - udover omgivelsernes, altså.
Nøj, hvor havde folk travlt med at blande sig! :surrender1:
Omar Marzouk har i øvrigt lavet en sjov joke, om at hans kone er fra Jylland. Tænk hvis hun bortførte børnene derover, de blev tvunget til at gå i træsko og han slet ikke ville kunne forstå deres sprog!! :klapper:
Men alt i alt, så vil jeg påstå at kærlighed kan opstå og gro på tværs af kløfter, på trods af forskelligheder osv.
Så hvis man lige ser bort fra det ene punkt hvor jeg stejler, så afviser jeg ingen kultur, race, etnicitet eller hvad det ellers måtte være.
Det er jo netop langt fra alle muslimer der er specielt fanatiske. Mange er nøjagtig lisså muslimske som de fleste danskere er kristne: Altså at det er noget man er uden at det iøvrigt indvirker synderligt på ens hverdag.
Jeg har en del muslimske kolleger, og bortset fra en enkelt der går med tørklæde (og ja, DSB har tørklæder der passer til uniformen) så er det aldrig noget jeg tænker på. På samme måde som vi har forskellig politisk holdning eller sexuel orientering. Det påvirker ikke dagligdagen og så kan man jo være ligeglad med det
[QUOTE=TrekkieGrrrl;891991]Det er jo netop langt fra alle muslimer der er specielt fanatiske. Mange er nøjagtig lisså muslimske som de fleste danskere er kristne: Altså at det er noget man er uden at det iøvrigt indvirker synderligt på ens hverdag.
Jeg har en del muslimske kolleger, og bortset fra en enkelt der går med tørklæde (og ja, DSB har tørklæder der passer til uniformen) så er det aldrig noget jeg tænker på. På samme måde som vi har forskellig politisk holdning eller sexuel orientering. Det påvirker ikke dagligdagen og så kan man jo være ligeglad med det :)[/QUOTE]
Hvis man skal være i et forhold, vil jeg vove at påstå at det gør en forskel. Et forhold er selvfølgelig dagligdag, men det er også andet og mere end det.
Hvad angår mine kollegaer og venner/bekendte, så kan de tro hvad de vil - bare vi ikke skal diskutere det.
[QUOTE=Tea;891998]Hvis man skal være i et forhold, vil jeg vove at påstå at det gør en forskel. Et forhold er selvfølgelig dagligdag, men det er også andet og mere end det.
Hvad angår mine kollegaer og venner/bekendte, så kan de tro hvad de vil - bare vi ikke skal diskutere det. :p[/QUOTE]
Selvfølgelig gør det en forskel. HVIS den ene part “går op i” sin religion. Hvis det bare udmønter sig ved ikke at ville spise svinekød… så er det da bestemt til at leve med
For mig er der ingen forskel på hvilken religion man bekender sig til ,- og ja, jeg har været inviteret hjem hos en muslimsk familie i Gilleje, hvor min x- mand og jeg hjalp dem med et lille problem! I
I Afrika, hvor jeg har rejst en del i Gambia og Senegal, skelner man ikke mellem kristne eller muslimer, - - men jeg har v æret inviteret af en meget god ven hos hans muslimske tamilie i en lille Compound , hvor ingen tænkte på, at min venide og jeg var kristne, - bortset fra, at vi ikke var vant til, at spise med fingrene ( latteren var ikke på vores side!!!
Cats og Conni
For mig , er alle mennesker ens, og bliver mine venner på samme vilkår, - - altså : er der sympati ? ( er ikke = samme holdning) Så, jeg skelner ikke blandt mine venner, men tager dog hensyn til maden, både hos jøder ( som jeg også har venner iblandt) og hos muslimer
